Interview: Annette Finnsdottir, netfilmmakers.dk

netfilmmakers.dk

Hvornår og hvordan opstod ideen til netfilmmakers.dk?

Jeg var meget inspireret af Artnode, som startede i 1995 med at vise kunst på nettet. De viste ikke udelukkende kunst skabt til nettet, men brugte også sitet til at gøre opmærksom på kunst og kunstrelaterede projekter. Jeg udviklede netfilmmakers i forbindelse med en BA på universitetet, og fordi jeg har en filmbaggrund, så jeg en mulighed for at arbejde med bevægelige billeder uden at skulle involvere det kæmpe produktions- og distrubutionsapparat, som man er så afhængig af i filmbranchen. På Netfilmmakers kunne jeg lege med skitser og ideer som man kunne lægge på nettet, og så få en hurtig respons. Intentionen blev at vise tre nye værker hver tredje måned. Jeg inviterede også andre kunstnere ind, fordi jeg gerne ville skabe et netværk af folk, som var interesseret i at arbejde kunstnerisk med nettet og med bevægelige billeder på nettet.

I første omgang havde jeg det samme problem som Artnode nemlig at finde kunstnere som var interesseret il at arbejde med det nye materiale. Folk forstod ikke helt nettets spændvidde på det tidspunkt, men da vi nåede 2004, så var der alligevel mange, som havde lyst til at prøve. I første omgang var det især kunstnere omkring Fastvideo. Ret hurtigt voksede netværket sig større, og vi fik kontakt med kunstnere fra udlandet. I mellemtiden er jeg også blevet mere interesseret i at arbejde med netkunst. Fx den udstilling jeg har nu med Carlos Katastrofsky er decideret netkunst; der er ikke nogle bevægelige billeder. Samtidig vil jeg ikke udelukkende gå netkunst-vejen. Jeg har stadig lyst til at arbejde med bevægelige billeder på nettet.

Netfilmmakers dækker umiddelbart et bredt område af forskellige ting; netfilm, netvideoart og netart. Har du nogle principper - kuratoriske, tematiske eller andre - som indskrænker feltet?

Jeg arbejder indenfor et ny tema til hver udstilling, som binder feltet sammen og fungerer som et filter. Temaet skal forholde sig til en diskussion eller en problematik, som har med nettet at gøre. Så selv om værket er bevægelige billeder og ikke netkunst, så skal det gå ind og forholde sig til, at det ligger på nettet og til hvad nettet betyder for os rent kulturelt. Man kan også arbejde med koder på et abstrakt, teoretisk eller visuelt plan. Det er i hvert fald vigtigt at arbejde med, hvad nettet gør og hvad det betyder at man viser bevægelige billeder på nettet, i stedet for i en biograf.

Der er nogle helt andre forudsætninger, for det første fordi på nettet sidder folk 1:1 overfor skærmen, det er et intimt rum, man sidder ofte derhjemme. For det andet er billedet digitalt. For det tredje er selve billedets størrelse på netfilmmakers indtil nu rimelig lille for at holde en hvis billedkvalitet. Og for det fjerde for at begrænse downloadingstiden har vi arbejdet med værker af højst tre minutters varighed. Det begynder at ændre sig, fordi teknologien opgraderes og hastigheden bliver stadig bedre og lettere tilgængelig. YouTube fx er på vej med spillefilm. Alle disse parameter gør noget ved værket rent æstetisk, som man bliver nødt til at forholde sig som kunstner, ligesom man må forholde sig til hvilken situation brugeren oplever værket i og hvilken kontekst det i øvrigt indgår i.

Derfor har det været meget vigtigt for mig, at værket er skabt til temaet, til Netfilmmakers og dermed sikre at det forholder sig til et nu, til en sammenhæng og at Netfilmmakers dermed er et produktions-, distributions- og et visningssted.

Hvad er det for en type tema'er, som du typisk synes, at det er spændende at arbejde med? Er der en overordnet linje i dem?

Den overordnede linje er, at tema'et forholder sig til en diskussion eller en problematik, som har med nettet at gøre, som jeg var inde på før. Fx handlede det første tema om territorium – om det var muligt at skabe sit eget territorium på nettet? Et andet har været Rytme,: hvad vil rytme sige I det immaterielle rum? Kan man skabe blogkunst? Cut-up, var meget spændende. Det belyste på en anden måde værktøjer som remix, samples og mash-ups, hvor man bruger andres værker til at skabe noget nyt ud af. Man kan tage nogle ting fra nettet og lave et nyt værk ud fra de ting, sådan at der ikke findes noget originalt værk, men at man arbejder med hinandens værker. Beatforfatteren William Burroughs var inde på noget af det samme I slutningen af 1950’erne hvor han være med til at skabe cut-up-teknikken, som han brugte både I sit forfatterskab og i sit filmarbejde. Iben Bentzen og jeg inviterede de tre kunstnergrupper Ingen Frygt, Selvsving og Mary & Mary. Selvsving sendte fx ting til hinanden via email, som blev klippet sammen, hvilket jo også er en måde at bruge netværket på til at skabe en slags Gesamtkunstværk på.

Er det tema'er, som handler specifikt om nettet, eller om det at skabe kunst på nettet?

Begge dele vil jeg sige. Og også hvordan nettet og kunsten kan spejle og spille op til hinanden. Jeg lavede det tema, der hed Blog-art, som stillede spørgsmål ved om hvorvidt man kan bruge blogger-fænomenet til noget kunstnerisk, ligesom vi har arbejdet med, hvordan man kan bruge dokumentar-genren på nettet I Docu_Slash. til at fortælle noget vigtigt om vores hverdag. Det kan også være et tema som Images of Technology, der arbejder refleksivt med de billeder der møder os.

Hvordan udvælger du de kunstnere, som laver værker til netfilmmakers? Bliver de udvalgt i forhold til tema'et, melder de sig selv eller hvordan virker det egentlig?

Det er utrolig forskelligt: det kan give sig selv i forhold til temaet, det kan være kunstnere der melder sig, nogle jeg møder eller nogle jeg får anbefalet. Carlos Katastrofsky har jeg fx kendt i nogle år. Udover at være udøvende kunstner er han med i gruppen Cont3xt.net, hvor de arbejder med kuratering på nettet, konkret, teoretisk og politisk. Ham har jeg diskuteret meget med via email, og vi har også mødtes et par gange på Ars Electronica. Vi fik lyst til at udvikle en udstilling sammen og udstillingens tema opstod også via en email-diskussion. Carlos havde nogle ideer til hvordan man kunne "oversætte" netkunst til det fysiske rum og det er et felt jeg synes er utrolig interessant at udvikle også i forhold til netfilmmakers generelt. Jeg er blevet inviteret til at udstille med netfilmmakers nogle gange og det at man typisk stiller en computer op med noget netforbindelse er bare ikke tilstrækkeligt eller tilfredsstillende nok.

Hvordan er sammenspillet imellem de ting fx Katastrofsky laver på nettet og de to fysiske udstillinger, der kører samtidig?

Det er et eksperiment, hvor vi kaster nogle ting ud, og det handler meget om at undersøge hvordan vi kan oversætte fra rum til rum, fra det virtuelle rum til det fysiske, fra det immatrielle til objektet men også mellem de forskellige involverede gallerier og endda i forskellige landsdele. Det har været utrolig spændende at arbejde med Kim Grønborg og Katja Bjørn Jacobsen fra Spanien 19c i Århus, som fokuserer normalt på sitespecifik installationskunst samt Jacob Remin og Mikrogalleriet, der normalt fokuserer på new media kunst i det fysiske rum.

Jeg tror egentlig at det bliver nemmere at se når det hele er overstået hvordan det egentlig har spillet sammen.

Hvad er det for nogle overvejelser, man skal gøre sig, når man foretager sådan nogle oversættelser?

Det har betydet noget at computeren som objekt opløses. At finde en måde at komme ud over computeren, som et dominerende objekt, der overskygger, det man vil kommunikere og æstetisk relatere sig til. Jeg synes, at Katastrofsky er interessant, fordi han arbejder så minimalistisk; han analyserer tingene ned I den mindste detalje indtil han finder den mindste bestanddel, som han derefter kan jonglere rundt med. Fx i Landscape, hvor IP-numre i listeform printes ud. så de fremstår som en form for landskaber. På den måde bliver undersøgelsen i den her forbindelse af IP-numre også en æstetisk oplevelse. Igen handler det om oversættelse til et fysisk objekt, der har en æstetisk, refleksiv og kunstnerisk dimension.

Still fra Ingen Frygt: Uden titel		Still fra Kassandra Wellendorf: (Don't) Leave Me Alone

Lad os vender tilbage til det, at udstille på netfilmmakers. Hvilke overvejelser gør du dig om det interaktive forhold brugerne har med computeren i forhold til værkernes udfoldelse på nettet?

Der er ikke noget krav om at værkerne på netfilmmakers nødvendigvis skal være interaktive. Kassandra Wellendorf's værk (Don't) leave me alone er efter min mening et meget vellykket stykke interaktivt værk, hvor hun viser to videoklip af en døende mand ved siden af hinanden. Når man bevæger musen, så holder man ham i live, men når man holder op, så er han død. Der bruger hun computeren og den oplevelse man har af at føler at man "gør noget", holder noget i live og er med til at skabe værket, imens man sidder foran det samtidig med at hun reflekterer over hvad det betyder - det at bruge musen.. Et andet værk, der arbejder med at gøre den interaktive dimension interessant på en anden måde, er fx Ingen Frygts video. Det hedder Uden titel og er enormt organisk og kropsligt, nærmest ulækkert, men på en meget æstetisk måde. Det gør kroppen og sanseligheden tydelig, hvilket jeg synes er interessant i forhold til krop/computer-relationen.

Når værkerne ikke ligger op til en direkte interaktion med brugeren, hvad er så den åbenlyse fordel ved at udstille på nettet frem for at vise det i en eller anden form for institutionel kontekst?

Jeg synes jo, at der er helt vildt mange fordele. Den helt umiddelbare fordel er, at man får mange flere besøgende og reaktioner. Der var fx én, der undrede sig over, at der ikke var reklamer på sitet og at man ikke skulle betale for noget. De fleste mennesker har det forhold til nettet, at man enten finder information eller skal købe noget. Men at nettet også kan være et sted hvor man kan møde kunsten, og at det er gratis, det synes jeg er fantastisk at kunne formidle til folk. Og i forhold til at have et galleri, hvor der måske kommer tre mennesker om dagen, så har vi jo mange flere besøgende. Desuden kan man skabe et netværk og en base for diskussion med andre, der har samme interesser. Endelig og ikke mindst synes jeg, at materialet er enormt interessant at arbejde med. Der er mange måder man kan arbejde med digitalitet og kunst på, men på nettet gør der sig nogle bestemte forhold gældende, som for mig gør det til det mest oplagte og interessante sted.

Der er også et mulighedsrum i forhold til web 2.0 og sociale tjenester som flickr, Myspace og del.icio.us, hvordan man kan få dem til at spille samme og skabe kunst eller udstille kunst som f.eks. det brilliante TAGallery-udstillingsprojekt (http://tagallery.cont3xt.net/). Jeg har selv tidligere på året arbejdet med kunst i Second Life - og selvom jeg ikke nødvendigvis vil eksperimentere mere med SL, er web 2.0 noget jeg arbejder videre med.

Hvordan fungerer det egentlig med copyright og den slags når man udstiller på nettet?

Altså, jeg har skrevet på sitet at man ikke skal kopiere det materiale, der ligger der, hvilket selvfølgelig ikke er noget forsikring imod "tyveri". På netfilmmakers er det jo netop hele værker, ikke bare brudstykker, der ligger tilgængelige for alle, og som er forholdsvis nemme at downloade. Vores kunstnere ved, at det sagtens kan ske, men vi har aldrig været ude for andet end at der er respekt over for hinandens ting. Man kan selvfølgelig klippe stumper af videoerne og anvende dem i andre sammenhænge, men det ville stadig forholde sig til nettet, så jeg ved ikke om det nødvendigvis ville være så slemt. Det er jo meget det, nettet og blog-kulturen går ud på; det fedeste er, når andre linker eller refererer til de indlæg man laver.

Hvordan tænker kunstnerne om det, at lave noget, der hverken for alvor kan købes, sælges eller stjæles? Hvordan fungerer økonomien i det?

Det er jo et kæmpe spørgsmål, som vi diskuterer hele tiden, også sammen med kunstnerne. Det bliver meget nemt sådan, at man lever af støtte fra kunstfonde og af at holde foredrag, undervise eller skrive bøger. Sådan er det jo i det hele taget med nettet. Hvis du tænker på musikbranchens forhold til nettet og til gratis download, så er det jo sådan noget de hader, men i virkeligheden så bliver det nogle andre ting, kunstnerne tjener deres penge på. Værkerne ligger der og er tilgængelige for alle, men er man en efterspurgt kunstner, så kan man leve af alt det, der ligger udenom selve kunsten. Katastrofsky fx, kan jo godt sælge værkerne med IP-numrene, som er utroligt smukke i sig selv, selv om de kun er en del af hele værket. Det er i hvert fald bedre at tænke sådan, end at være frustreret over, at folk downloader ens ting. Det er imod hele ideen om hvad nettet er, hvis man modarbejder at værket spredes.

Ja, for der er vel det med netbaseret kunst, at det ligger sig udenfor det traditionelle kunstmarked, og derfor tit får et præg af noget undergravende og subkulturelt over sig...

Ja, men det er netop også vigtigt at netkunsten bliver accepteret, ikke bare som subkultur, men som samtidskunst på linje med den øvrige. Nu har Statens Museum for Kunst fået penge til at lave et webmuseum, og så er det jo utrolig spændende at se hvordan de har tænkt sig bruge dem til. Om de vil bruge det som formidling ved at lægge det kunst de allerede har op, eller om de vil bruge det som en platform for at arbejde med nettet som kunstens rum og skabe noget nyt. Internettet har jo ændret vores kultur radikalt, så fremskridtet er allerede sket. Netkunsten halter bare bagefter når det kommer til at blive accepteret, men jeg tror ikke at det varer så lang tid før folk i højere grad begynder at forstå hvad netkunst er, og hvordan de selv kan skabe dem. Der spiller de sociale websites, som YouTube og flickr, en stor rolle, hvor man allerede nu taler om et boom indenfor brugergenereret indhold på nettet.

Tænker du også netfilmmakers som et formidlingsprojekt i forhold til at udbrede kendskabet til netbaseret kunst?

Helt sikkert, det har været ét af målene fra starten. Da netfilmmakers startede var opfattelsen af nettet generelt at det var for nørdede fyre, og at det var enormt svært at arbejde med nettet. Netfilmmakers var også et statement om, at en enlig mor kan sidde derhjemme og lave hele sitet selv, og at det ikke var hverken svært eller farligt at gå til. Man kan nå rigtig langt med nettet uden at være datalog eller anden form for "ekspert".

Tak.