Interview: Anna Maria Helgadottir - Ingen Frygt

Ingen Frygt: Glashus/God of the Electric Void II, 2009.

Erik Steffensen har været her?

Erik Steffensen har været og kigget på hår-skjoldene og billedet - det var ikke skulpturen. Det er jo den, han skal købe, for hvad skal vi stille op med den, når det er forbi? Vi har ikke nogen steder at stille den hen - Claus kan have den på toilettet, hjemme i millionær-villaen. Den store knækkede penis, så kom den endelig!

Er det dét der?

Det var ikke dét, der var tanken, men det er dét, det endte med at være. Den indkapsler naturen, og det er meget godt, når nu Olafur er i plexiglas lige ved siden af. Plexiglas og systemer. Se lamperne dernede...

Leif Djurhuus har bedt os om at komme med et forslag til dekoration af hans toilet til hans nyeste showroom i Valby. Han har spurgt os - og sådan nogle drenge som AVPD og A-kassen. Min første tanke var, at det hele skulle beklædes med træ, og der skulle udskæringer i sådan lidt vaginal udformning. Det ville han sætte stor pris på. Eventuelt også en toiletkumme i samme vaginale design...

Nu er det indtil videre piedestalen - denne glyptotetiske skulptur skulle have en piedestal, og piedestalen fik et hul.

Så I ved endnu ikke, hvad det ender med vedr. Leifs toiletter?

Nej. Men nu er den der som et forsøg, som jo blev ret flot!

Ingen Frygt: Glashus/God of the Electric Void II, 2009.		Ingen Frygt: Glashus/God of the Electric Void II, 2009.		Ingen Frygt: Glashus/God of the Electric Void II, 2009.

Skulpturen er ligesom indkapslet...

Det er jo vores drengeskulptur, kan du ikke se det? Der er noget formelt og stramt og lækkert lavet. Lavet af mænd. Af andre end os selv. Og så er det dér billede blevet nøglen til at forstå den. Hvis man nu tror, at det er et meget formelt værk, så kan man jo bare kigge derover og se, at det kan det umuligt være, hvis det er de samme mennesker, der har lavet det.

Men I har fået lavet nogle ting. I har fået sat folk i sving?

Vi har sat folk i sving. Det går forrygende! Vi har så mange penge, nu hvor alle andre er fattige! Vi skal videre fra det dér håndarbejde. Men vi kan ikke helt finde ud af, hvordan vi skal komme videre med det. Det er ikke noget, vi har diskuteret intenst, men vi skal finde ud af, hvordan vi får lavet nogle større ting, der har lidt mere finish.

Det er lidt krystal, stramme strukturer med det behårede organiske indeni.

Det ligner lidt et eller andet fra Nationalmuseet. Noget, man har fundet fra de primitive lande, som man har puttet ind i en meget speciel montre. Der er stadig sådan lidt tribal art over den.

Ingen Frygt: Glashus/God of the Electric Void II, 2009.		Ingen Frygt: Glashus/God of the Electric Void II, 2009.

Hvad skal I så lave nu?

Nu skal vi alle mulige forskellige ting. Men først og fremmest skal vi til Vietnam, en måned ned til Jes Brinch.

Hanoi Future Art?

Vi har søgt en masse penge til at komme afsted, og vi skal så arbejde sammen med tre stammekvinder fra Mbong - folket, oppe i Nordvietnam. Vi er allerede blevet censureret. Vi har måtte skrive under på et brev, hvori vi lover, at vi ikke vil lave noget kunst, der er provokerende. De har sådan et kunstpoliti i Vietnam, der sørger for, at der ikke bliver lavet noget, de ikke bryder sig om.

Og de var lidt bekymrede?

De var lidt bekymrede for, at vi skulle komme ud i de der landsbyer og lave kæmpe store kusser og sådan noget. Og sætte alting på den anden ende. Så det gør vi ikke. Men jeg tror, vi har fundet på noget andet, måske at klæde dem ud ligesom os, eller os ud ligesom dem. Det er ikke helt på plads endnu, hvad vi gør.

Det ville også være sjovere, hvis vi var her alle samme, og snakkede. Det er lidt svært bare at tage ansvaret for det hele... Vi er jo en enhed. Vi har ligesom overgivet os til det. Det er ikke noget med, at vi skal ud at lave ting hver for sig.

Det har været en proces, ligesom at arbejde jer frem til det?

Ja. Jeg tror egentlig, vi har været det hele tiden. Men det bliver mere og mere. Det bliver sværere at skille tingene ad. Vi har altid været hinandens gnister, altså uden sex.

Tak

Ingen Frygt: Glashus/God of the Electric Void II, 2009.

Hvad er det i har lavet til udstillingen - og hvad er sammenhængen mellem de 4 værker

Okay, værkerne er poetiske manifester der udtrykker mangel på indre liv. eller snarere, blikkets blindhed. De er tilsammen en sær blanding af en lidt banal ekstrovert seksualitet og en tanke på flugt ud i intetheden og mørket. Det er ligesom hvis man lukker øjnene og forsøger at danne sig et billede af hvordan der helt bogstaveligt ser der ud inde bag øjnene, der hvor fornemmelsen af bevidsthed er mest centreret. Hvordan ser det ud? Det er et sort, stumt, elektrisk ingenting. Man leder efter noget, men der er bare døre der smækker i, undvigende brokker, og de kommer ikke derindefra, de er noget opsamlet udefra, det ved man godt. Så åbner man øjnene igen og vender tilbage til at eksistere lige udenfor, der hvor øjnene peger hen. Men mørket indefra trækker med hele tiden og lader sig ikke tysse på eller verfes væk. Så prøver man at lave et værk der forestiller det. Og farer vild i et århundredes forestillinger om det sjælelige, om underbevidstheder og moraler.

Det er det vi har lavet.

Skulpturen Glashus/God of the Electric Void II er omdrejningspunktet. Den er en klassisk obelisk på et piedestal, på én gang vitrine og potent luftkastel fra havets dyb. Piedestalen er ikke blot en forhøjning og et middel til præsentation, for obelisken behøver dens tyngde og højde for at se ud af noget, så den er en integreret del af værket og kommenterer som sådan skulpturens form ved hjælp af sin tyngde, der både understreges og lettes af et vaginaformet hul på siden.

Selve skulpturen er en mærkværdig knækket, obelisk udført i gennemsigtig plexiglas, hvis farve mest af alt leder tankerne hen på et bodegaaskebæger. Den har en dobbeltfunktion idet den er en færdig form og et fuldendt værk, som dog i kraft af sin gennemsigtighed minder om en udstillingsmontre. Det den udstiller er et flagrende, statisk elektrisk ingenting: en kæp med tynde strenge af hår. Den tomme tanke indkapslet i den modelerede krop, en resonanskasse for ingenting.

Hår-skjoldene er på samme måde et forsøg på at omforme det meget kraftfulde og muligvis maskuline i emblemet eller krigsskjoldet som symbol og gøre det til noget ur-agtigt. De har noget håndværksmæssigt over sig, men samtidig en vis naturlighed, de kunne også have lavet sig selv. Måske ser magtsymboler altid netop ud til at have lavet sig selv, til at komme ud af en givet orden. Hår-skjoldene udstiller så våbenets umiddelbare magt og tiltrækningskraft ved at forskyde eller tilintetgøre de følelser af ærefrygt man har når man ser et officielt symbol af den slags. Og hvad er magt? Hvorfor har nogle bestemte former magt over os og hvorfor reagerer vi med underdanighed når en eller anden trækker et ligegyldigt men let genkendeligt symbol op af hatten. Magt er jo en skabelon som man villigt hælder sit liv ned i når man ikke kan overskue det. På den måde er det jo endnu et af sjælens smutveje. Fordi i virkeligheden prøver man stadig at undslippe det mørke, ved at projektere sig selv ud af, ved at blive forelsket hele tiden i en ny, så man ikke behøver beskæftige sig med sig selv, eller ved at drikke sig fuld, i det hele taget ved at fare rundt og engagere sig, og tildele ting betydning i en tilfældig orden, som man også tildeler mening.

På samme måde er selvportrættet et billede af forvrænget naturlighed, et selvsving, og det bliver dermed, på en måde, nøglen til forståelsen af den lidt mandhaftige penisobelisk.