Interview: Anders Werdelin

Lad os begynde med ideen bag udstillingen, og så se nærmere på de enkelte dele bagefter?

Ideen bag denne udstilling var i udgangspunktet, at jeg iagttog noget jeg vil kalde den 'villede døvhed', dvs. den oplevelse at en person ganske enkelt ikke kan høre indholdet af hvad man siger, ligegyldigt hvor mange forskellige måder man prøver at udtrykke det på. Jeg tror at vi alle kender en person, som vi nærmest som fluer på væggen iagttager vores kommunikation med, i dyb undren, og faktisk også magtesløse på en ubehagelig måde. Vi kan mærke at vi ikke kommer igennem med vores budskab, og vi synes at vi gør vores bedste, men samtidig har vi en lumsk mistanke om, at vi selv er lidt ude om det.

Hvorfor har du valgt det skulpturelle medie til den historie?

I mine øjne er det ikke et narrativ, men en psykologisk tilstand. Og jeg ønskede at fortælle om denne tilstand med rumlige midler, fordi oplevelsen af den 'villede døvhed' fik mig til at ønske, at jeg kunne flytte mine synspunkter nærmest fysisk ud af mig selv og gennem rummet og ind i hovedet på den person der ikke ville høre; nærmest tage dem med de bare næver og proppe dem ind, når nu ord ikke slog til.

Anders Werdelin: Borg, 2009.		Anders Werdelin: One Small Filler, 2009.

Det lyder voldsomt!

Voldsomt frustrerende ikke at kunne det, men sikkert godt det samme. Mine overvejelser gik så i retning af at lave et slags tableau, som indeholdt minimum to aktører - det der blev til Borg og One Small Filler - , som hver især havde noget at udtrykke, men som også bar på en blokering, der forhindrede at det blev udtrykt. Desuden skulle der være en slags interface mellem dem, som var talens sted - uden at jeg derfor vil kalde det en samtale.

Det interface, er det den runde form i midten?

Ja, det er den som udstillingen har navn efter, Drom. Mit udgangspunkt var en engelsk metafor: Let's put it on the table, som betyder at man skal tale ud om noget. Det findes også på dansk, omend i en lidt anden form, at 'slå i bordet', eller 'lægge noget frem' - på bordet, f.eks. Så jeg forestillede mig noget i retning af et bord, som en slags bane for sprog. Den regelmæssige, cirkelrunde form henfører til sprogets regelbundethed og formelle træghed, men også dets konstante cirkulation. Og så faldt benævnelsen Drom mig ind, som i 'velodrom'...

...eller dødsdrom...

ja, haha, altså en bane hvor der køres rundt og rundt.

Anders Werdelin: Drom (detalje), 2009.		Anders Werdelin: Dead End, 2009.		Anders Werdelin: Oddball, 2009.

Du brugte før ordet aktører - er der tale om personer?

Jeg vil egentligt hellere kalde det temperamenter, eller væsener, men det antropomorfe er ikke en tilfældighed: stort set alle elementerne på udstillingen er fra en eller anden vinkel symmetriske, og nogle af dem indeholder bogstaver; sprog er jo noget udpræget menneskeligt.

Bogstaver er vel i første omgang blot bogstaver og ikke sprog...

Ja, men er der noget andet i billedmediet der kommer tættere på talt sprog end bogstaver? Desuden ville jeg ikke fortælle en historie om en specifik konflikt eller dialog mellem to aktører, hvilket kunne være gjort ved at anbringe specifikke ord i installationen, men ønskede en mere generel tilgang: Borg og One Small Filler har potentielt sprog i sig - bogstaver som kan blive sat sammen og blive til ord!

Når jeg ser hen over din udstilling, så er der en bestemt form der er optræder alle vegne, en slags krystalform...

Den sølvfoliebeklædte multikaeder! Det er en mangesidet form, bestående af plane sider føjet sammen i kanten. Spejloverfladen på en gang gengiver men forvrænger og ombryder også, hvad der kommer den nær. Som om den information som man bringer i dens nærhed konsekvent og uundgåeligt bliver misforstået, eller ikke-forstået, ikke taget ind. Dens natur er at bremse, at kompromittere et budskab. Dens rolle i udstillingen er at være en blokering i en kommunikation, om så det drejer sig om kommunikation mellem to enheder, eller bare generel en blokering overfor at udtrykke noget ... som i en kommunikationsmodel hvor man har et A og et B og imellem er der en kanal med et budskab; her er der bare ikke noget budskab, men en blokering.

Nogle ville sige at en sådan blokering ikke er mulig mellem A og B, men at A og B har forskellige interesser?

Jeg gætter på at det er blanding af begge dele, ikke bare forskellige interesser, og ikke bare en blokering. Hvor hører personlige interesser op, og hvor begynder den mere personlige blokering, fx en neurose eller en fobi? Men du har ret i at min måde at anskue det på i udstillingen ikke er den eneste mulige. Det vigtigste for mig var at anskue blokeringen som noget der var anbragt udenfor og i halsen på de her aktører, som noget der var i spil mellem dem, at de begge var ansvarlige for situationen, og at den 'villede døvhed' også er et socialt fænomen.

Ud over tableauet er der også andre dele af udstillingen? Fx Oddball?

Oddball er et forsøg på at anbringe beskueren så han eller hun oplever multikaederen som en blokering for kommunikation. Hvad ser man i et spejl? Man ser en gengivelse af det tegn man selv er i verden, men man oplever også en kommunikation med sig selv. Hvem har fx ikke lavet grimasser til spejlet, eller sagt et par ord til den derinde? Men her er det ikke muligt at komme til at se sit spejlbillede.

Anders Werdelin: The Wait, 2009.		Anders Werdelin: The Wait (detalje), 2009.

I det modsatte hjørne finder vi The Wait. Man kunne næsten se den som et øre?

Der har været mange forslag til hvad det var, en ser det som et øre, nogle vil se en mund

Og så er der en ordentlig skovsnegl ovenpå!

Haha...

Og det grå objekt på væggen? Dead End?

Det er en kommunikationskanal, der er blevet blokeret en gang for alle, den er visnet, faldet af og hænger nu til tørre.

Tak.