Interview: A Kassen

Hvordan bruger I hinanden, når I skal forberede jer til en udstilling som denne?

Søren: Vi starter med at gå bygningen efter og se, hvad der vil passe hertil. Lige så langsomt prøver man, at få det til at hænge sammen. Det er sådan en underlig dialogform. Der opstår en masse ideer, og noget af det udvikler vi på og ender med at bruge.

Christian: Som udgangspunkt er det skægt at lave noget, som er stedspecifikt. Når vi er fire, der arbejder sammen, så har vi temmelig meget Manpower; der kan ske meget rent praktisk. Vi vægter at lave nye værker og gerne stedspecifikke værker, der passer til omgivelserne. Det har høj prioritet. Så de fleste af værkerne her er nye.

Så når I bliver bedt om at lave en udstilling et sted, går I så ind med åbent sind og stiller spørgsmålet: “hvad kan vi lave her?”

Christian: Ja, Søren fik øje på duerne udenfor. Dem talte vi meget om, da vi var her første gang. Og så går vi hvert til sit og laver research. Og når vi så mødes dagen efter, inspirerer vi hinanden.

Tommy: Jo længere tid man har arbejdet sammen, jo større bliver ens fælles vokabular. Til at starte med, skal man lige finde ud af, hvad synes man overhovedet er sjovt, og hvilke ting der interesserer os alle sammen. Men efterhånden finder man en gennemgående optik, og derud fra, kan man så begynde at lave noget. På en måde starter man helt tomt ved at gå ind i rummet og tage det i besiddelse. Men på den anden side har vi også en fælles hukommelse og en fælles orientering, vi arbejder ud fra.

A-kassen v. Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Tommy Petersen & Søren Petersen: Pigeons Portal, 2008. mixed materials

Den her udstilling er også ment som en børneudstilling. Er der nogle ting, I har valgt at gøre anderledes eller tænke anderledes på den baggrund?

Christian: Kunsthallen Nicolaj har tradition for at lave børneudstillinger, og det er den udstilling, vi har fået lov til at lave. Vi har fra starten være enige om, at gøre det anderledes, end de plejer at gøre. Men alligevel tror jeg ikke, at udstillingen adskiller sig væsentlig, fra hvordan vi ellers ville have lavet udstillingen, hvis ikke det var en børneudstilling. Jeg tror, det handler om, at man sagtens kan vise samtidskunst for børn, uden at man skal tage specielle forholdsregler eller ændre det mærkbart.

Tommy: I hvert fald ud fra hvor vi laver værker normalt. Vores værker rammer ofte bredt, uden at vi tænker på, at vi skal have børnene med. Men det er fint, når børnene kan forstå det, og de ældre mænd, som normalt ikke synes kunst er vildt sjovt, også kan se et eller andet i vores værker.

Christian: Det er to kritiske målgrupper - ældre mænd og børn. De midaldrende kvinder - dem kan man lokke med på rigtig mange tossede ting, men mændene de giver sig ikke så let. Hvis kan man vinde dem, så er man kommet langt.

Søren: Så er det måske også for at slippe for, at der er mange steder, hvor man special-indretter børnemuseer og forsøger at formidle tingene til børnene på et andet niveau; det kunne være rart at slippe for det.

Christian: Ideen er, at børnene godt må tage del i udstillingen, og for eksempel hælde cornflakes op på maskinen - så længe de ikke får revet nogen lemmer af. Det er så den næste bekymring.

Hvor mange af de ting, som er her, er stedspecifikke?

Christian: Gulvet og væggen med mønsteret hænger sammen. Gulvet er blevet brugt til plakat, og det er tre ting, der hænger sammen. Så har vi et meget underspillet værk, en statist der skærer i gelænderet med to falske balustre, som vi har lavet. Det kan være svært at få øje på, men vi har ansat en mand, der kommer en gang i mellem og skærer i gelænderet. Men han er instrueret i ikke at skære, når der er mennesker. Så man kan være heldig at høre det, eller få et glimt af det, hvis man løber.

Søren: Der bliver i hvert fald mindre og mindre trappegelænder under udstillingen, og man ser det mere og mere tydeligt.

Udstillingens er titel 40 grader +. Hvordan skal man forstå den - eller skal man forstå den?

Christian: Jeg talte med en, der spurgte, om det hentydede til et singlearrangement for dem over 40.

Tommy: Søren har feber, så måske skal han lægge ud…

Søren: Udgangspunktet var at de ting, man mødte på udstillingen, skulle være sådan lidt feberagtige.

Christian: Når man har feber, får man nogle gange feberdrømme, som synes virkelige, når man er i dem. For eksempel har Søren haft en drøm i nat om …

Søren: …en meget stor æbleskive, vi skulle installere et sted, og den skulle skubbes på plads, og til det havde vi palmin-koste. Det var meget curling-agtigt. Senere drømte jeg, at de andre var pindemadder, og de væltede hele tiden, og skulle have hjælp til at rejse sig op. Det gav rigtig god mening i nat. Nu virker det bare lidt fjollet.

Christian: Tænk hvis man kunne få sådan et univers til at virke i en udstilling. Hvor alting virkede helt rigtig i selve udstillingen, men når man går ud igen og skal forklare andre, det man har set, kan det være svært, for hvad var det, der skete? Vi vil med udstillingen gerne skabe et slags parallel univers.

A-kassen v. Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Tommy Petersen & Søren Petersen: Yellow is White, 2008. mixed materials

Er der noget, som binder de forskellige værker sammen, eller er de fragmenterede drømmeelementer?

Tommy: Der bliver hoppet rundt mellem værkerne, ligesom i en feberdrøm. Mit gæt er, at der er nogle ting i denne udstilling, der vil stå frem - for eksempel cornflakesene - mens andre af værkerne vil være mere eller mindre integrerede i bygningen, så de ikke træder så tydeligt frem. Due-gangen, Pigons Portal, er jo i den grad bygget sammen med bygningen, så nogle kan blive i tvivl om den er en del af udstillingen.

Christian: Og det er fint. Ideen er, at udover den skal kunne benyttes af duerne, også har en optisk virkning, når man kigger igennem de flere lag af glas. En optisk effekt, der går igen i det blå gulv og på væggen med mønsteret. Man begynder at lege med den effekt, og om man kan få det til at snurre i hovedet.

Det er vel egentlig den sammen optiske effekt, I opnår ved at bruge cornflakes maskinen og optage de faldende cornflakes, og vise dem som sne, der falder på videoen i rummet nedenunder?

Søren: De hænger tæt sammen og er næsten et værk. Den er lavet meget specifikt hertil, fordi arkitekturen gør, at man kan sprede værkerne ud over flere rum.

Fortæl om video-sekvensen af W.C. Fields.

Christian: Snevejret, som bliver lavet i Øvre Galleri, bliver vist på skærmen i Tårngalleriet. På en måde har vi dekonstrueret filmen. Når man lavede snevejr i gamle dage, da W.C. Fields lavede film, brugte man cornflakes som sne. Han siger det faktisk i denne film på et tidspunkt, da de står i studiet og filmer scenen med hundeslæden, “funny how the snow taste like cornflakes” og kører så videre med hundene. Så vi har valgt at vise den sekvens af filmen dernede, mens vi samtidig viser snevejrseffekten heroppe. Vi har splittet den ad, så man lettere kan se, hvad der foregår, på en besværlig måde.

Tommy: Filmen var nyskabende på det tidspunkt. Den er kult og en total insider-ting. På den danske version var hele filmen undertekstet, på nær dette klip, som vi har klippet ud. Det er sådan en super underspillet ting, der refererer til Hollywood scenen. Vi tænkte, at det kunne være sjovt at bygge større maskineri op omkring noget så poetisk som stille og roligt snevejr, men på en meget kaotisk måde, som både larmer og sviner.

Den fylder i sig selv temmelig meget i udstillingen. Bygger I alle jeres ting op fra bunden?

Tommy: Med Cornflakes-maskinen tog vi udgangspunkt i tre samlebånd, og så udviklede vi den der fra. Vi har forsøgt at få den til at se ud, som om den altid har hængt sammen på den måde.

Christian: Men vi kunne egentlig lige så godt være ansat på Hattings Bageri, hvor de laver maskiner, der folder spandauerne. Det er lidt i sammen boldgade.

Tommy: Fra et børneperspektiv er det altid enormt fascinerede at komme og se de store produktionsvirksomheder som for eksempel Carlsberg med alle flaskerne på samlebånd.

A-kassen v. Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Tommy Petersen & Søren Petersen: Looks Like a Pattern, 2008. mixed materials

Er alle de ting I laver stedspecifikke - den overdimensionerede sofapude har I for eksempel tidligere vist på Art Copenhagen?

Christian: Det er sjovt, når man har god tid og kan vise et par stedsspecifikke ting på udstillingsstedet. Men samtidig er det også skægt at have et pudeprojekt kørende, som ikke er bestemt til noget specifikt sted.

Tommy: Jeg tror, at det er svært at begrænse sig, når man som vi er fire, der skal arbejde sammen. Lige pludselig er der en som får en god idé, som vi andre hopper med på. Så vi forsøger egentlig bare at åbne for det, vi synes er sjovt og interessant. Nogle gange er det stedspecifikt, og nogle gange er det et projekt, som ikke hører til nogen steder.

Det må kræve en rimelig god team-ånd når man skal blive enige om at bruge en måned på et specifikt projekt.

Christian: Jeg tror at curling-teamet kommer ind her. Den der råber højest får lov til at sende stenen…

Søren: Æbleskiven!

Christian: ..får lov til at sende æbleskiven af sted.

Tommy: ..og vi andre står med palmin kostene.

Christian: Når man ikke føler at man kan ændre det til det bedre, så falder man ligesom ind i rækken af arbejdere.

Så der er ikke en fast person, der får lov til at råbe højest, og får flest projekter igennem?

Christian: Det skifter lidt. Men det skal nok falde ret naturligt. Man ville ikke kunne sige til fire tilfældige akademistuderende, at de skulle lave et samarbejde på samme måde. Det er svært at forklare hvorfor, det fungerer.

Søren: Det er jo fordi, vi synes, at de andre kommer med gode sjove ideer.

Tommy: Man kan ikke styre processen fuldstændig - det er ude af ens hænder. Det var nok en af forcerne til at starte med. Man kom helt andre steder hen, end der hvor man selv ville kunne komme alene.

Christian: Man kan spille på flere heste på samme tid, og det føles vildt godt.

Søren: men der er også en tilfældighedsfaktor i det. Du vil få fire forskellige udgaver af vores historie, alt efter hvem du taler med.

Jeg hører jer flere gange omtale humoren i værkerne. Er det vigtigt, at værkerne er sjove?

Christian: Humor er en rigtig god indgangsvinkel for mange mennesker. Det giver tingene en umiddelbarhed, og man får lyst til at gå længere ind i tingene.

Tommy: Men der er ikke nogle af disse ting, man skraldgriner over. Det er måske en lidt speciel form for humor.

A-kassen v. Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Tommy Petersen & Søren Petersen: Pigeons Portal, 2008. mixed materials

Hvordan?

Christian: Der er et eller andet forkert i at hjælpe duerne. Det er naivt og misforstået. Det er en måde at lege med minimalismen.

Tommy: Hvis den forkerte mand kom til magten, så ville der kunne laves sådan nogle tåbelige ting, som smutveje til duer. Det handler om hvem der sidder og styrer de overordnede strukturer, og hvis man tænker lidt kreativt, så kommer det til at se meget anderledes ud.

Søren: Jeg synes, det er meget beslægtet med forskning. Nogle gange er det lidt tilfældigt, hvordan ting kommer til at være. For eksempel Ellehammer, som var en opfinderentusiast.

Det var ham med flyvemaskinen, ikke?

Christian: Ja, men den blev ikke til noget. Der var en anden, der kom med en bedre løsning. Men fem dage efter Titanics forlis, havde han fundet en løsning til hvordan skibe kunne undgå lignende ulykker i fremtiden. Det var noget med, at skibene skulle kunne dele sig i to skrog og sejle udenom. Samtidig havde de noget fyrværkeri ude i stævnen, som man kunne skyde ud, og hvis det bare slukkede når det ramte vandet, så var der ingen fare. Men hvis der var et isbjerg, ville det sætte sig fast og brænde. Men så var der så en anden, der opfandt et ekkolod i stedet for, det var lidt smartere. Men det er det interessante med forskning, man ved ikke, om det bliver til noget. Måske bliver Dueportalen ikke til det helt store.

Men der er lidt opfindervirksomhed over det?

Søren: Ja, eller udforskningsvirksomhed

Udforskning af de muligheder, der er til stede?

Søren: Hvordan man kan ændre på omgivelserne. Det kunne være at logistik så helt anderledes ud i dag, hvis man havde udviklet skibe, der kunne dele sig i to.

Christian: Måske handler det bare om at blive inspireret. Det er det bedste, der kan ske, når man selv går på udstilling - at blive inspireret. Så hvis man kan sætte inspiration med i kunstens kredsløb - så er det meget fint.

Tak.