Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!lørdag d. 11. februar 2012. 13:34
Kunststyrelsen 2112Statens Kunstraad 0212
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Ulrik Møller

Annoncer:

Kunsthøjskolen Holbæk
Andersens 0212
Kunsthøjskolen Ærø
Kunstnernes Påskeudstilling 2012
Gl. Holtegaard - showtime
Det Fysnke Akademi

[21. april 2008]
Interview
Ulrik Møller: New Paintings hos Galleri Christina Wilson

Interview: Ulrik Møller

Ulrik Møller har sin tredje separatudstilling hos Galleri Christina Wilson. Galleriet venter på at kunne flytte ind i nye lokaler på Esplanaden 8B, og imens har Galleri Christian Dam lagt lokaler til Ulrik Møller's udstilling New Paintings.
Til denne udstilling har Ulrik lavet en række nye malerier, et større værk og elleve mindre værker. Motiverne er velkendte spor efter mennesker i landskabet og byen. Man kan nærmest tale om uprætentiøse registreringer af det danske landskab, en forladt eller tom fodboldbane, et kraftvarmeværk, skyformationer eller måger, der flakser langs kysten - alle sammen kendte motiver fra Ulrik Møllers hånd.
Udstillingen er bestemt et must for Ulrik Møller-fans, men også for alle andre kunstinteresserede.Ferniseringen var yderst velbesøgt, og interessen fra udlandet var stor.

Interview:David Grimberg
Foto:Anders Sune Berg
Ulrik Møller
Ulrik Møller - New Paintings
12. april - 17. maj 2008
Galleri Christina Wilson
Esplanaden 8B, 1263 København K
Tirsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15


Ulrik Møller: New Paintings hos Galleri Christina Wilson




Ulrik Møller: Nab beach (Evening), 2008. 30 x 35c m. Olie på lærred


Ulrik Møller: Landscape with Farm, 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred



I dine nye værker er farverne ligesom skarpere. Hvordan har du arbejdet med det?

Som kunstner forsøger man jo permanent at fortætte og gøre sit udtryk klarere med det formål at kunne artikulere sig klarere. Et maleri er summen af millioner af afgørelser, og hvis de kan træffes med et bedre og bedre afsæt eller beredskab, så opnår man i sidste ende, at udsagnet langsomt ændrer sig og efterhånden bliver mere og mere præcist. Dette skal naturligvis ikke forstås således, at målet er en større entydighed – tværtimod! Man kan jo nemlig, i sidste ende, lige præcis nuancere udsagnene i højere grad, når man bliver mere bevidst om, hvad man har med at gøre, fordi de afgørelser man træffer i forløbet er mere præcise. Det handler alt sammen om de der små fremskridt, man oplever som maler, og det er fantastisk, når de endelig sker. Når man knækker en kode, så går der ligesom en dør op. Det kan være ret massivt at opleve, at man ”får lagt noget til sit sprog”, som således bliver mere nuanceret. Denne proces og læren er vigtig – og det hele værd.



Ulrik Møller: Ferry (Fynshav), 2008. 30 x 30cm. Olie på lærred


Ulrik Møller: Seascape with Seagulls, 2008. 120 x 140 cm. Olie på lærred



Hvordan kan det være, at udstillingen ikke har en titel?

Jeg arbejder ikke i temaer, og derfor mener jeg ikke, at der er brug for en titel. Det er nye arbejder eller nye erkendelser, hvor maleren forhåbentlig er blevet bedre og udtrykker sig mere klart. Jeg befinder mig hele tiden i en løbende proces, hvor jeg konstant maler, og derfor er det også svært at skulle ramme noget ind som et tema



Ulrik Møller: Sports ground, 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred


Ulrik Møller: View (Vester Åby), 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred



Jeg ved, at du benytter fotografiet meget i dit arbejde. Kan du fortælle, hvorledes du arbejder med fotografiet?

Jeg tager fotos stort set hver dag, og de bliver brugt som forlæg på et tidspunkt. Jeg har dog mange flere fotos, end jeg nogensinde kommer til at bruge. Det er oftest sådan, at jeg har en konturløs og svævende ide om noget, som jeg gerne vil arbejde med. Det er sjældent, at motivet kommer først, og oftest handler det mere om en stemning. Det kan også være en kombination af to farver, som arbejder godt sammen, som jeg vil overføre til mine egne arbejder, og yderligere kan det også være noget rent mentalt. Når jeg har fået omridset af det, som jeg vil arbejde med i et givent værk, så lader jeg det bundfælde sig, og så har jeg nogenlunde styr på, hvilket tema jeg gerne vil arbejde med, og når det er nogenlunde på plads, så begynder jeg langsomt at finde fotos frem. Det må dog ikke ske for aggressivt, fordi det så kan forsvinde i det øjeblik, hvor det bliver konkret; og jeg nævner det naturligvis heller ikke til nogen levende sjæl. Jeg taler aldrig om ideer til kommende arbejder til nogen overhovedet, før jeg har lavet den første streg. Fra fotoet laver jeg så papirskitser, hvor jeg laver komposition og vægtfordeling og lægger linjer ind. Arbejdet med kompositionslinjer gør jeg faktisk ret minutiøst, så det hele balancerer rigtigt fra starten. Dernæst bliver det så overført til lærred, og så tager jeg det derfra. Mine fotos er som skitser, men jeg sanerer dog gerne kraftigt i et foto, hvis der er for mange elementer i det i forhold til det, som jeg skal bruge. Jeg flytter også gerne rundt på fotografiets elementer for at opnå bedre balance og vægtfordeling. Mere end halvdelen af et godt billede bliver grundlagt på baggrund af kompositionsarbejdet. Der er nogle optiske ting, som øjet reagerer på, og det vil være tåbeligt, hvis jeg ikke var opmærksom på dette. Det ville potentielt kunne ligge i vejen for kommunikationen – så det bruger jeg temmelig lang tid på at præcisere.



Ulrik Møller: Kraftwerk, 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred


Ulrik Møller: Railway Crossing (Hassing), 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred



Er det rigtigt opfattet, at motivet i dine værker fremstår som en form for virkemiddel i forhold til den stemning, som du ønsker at formidle?

Ja, det kan man godt sige. Jeg kan prøve at forklare det på følgende måde: Hvis man forestiller sig et A-4 papir, og man tegner en streg midt over, så vil man i vor del af verden med det samme kunne acceptere, at det er en horisont, og så har man jord og himmel. Hvis man så placerer et træ midt i det hele, så kan man gå med på ideen om, at det er et billede på ensomhed. Hvis man derefter tegner et træ til, så ændrer det sig, og det bliver nu til tosomhed og er måske ikke længere stemt i mol. Eller måske bliver et dialektisk tema på den måde slået an. Hvis man så tegner et træ til, er der ballade. Da kan det være et billede på en potentiel problematik eller spænding – tre er værre end to. En potentiel ustabil størrelse. Dertil kan så tilsættes lys og vand og den nødvendige farvesætning osv. På denne måde kan man spille med den konsensus eller referenceramme, som vi alle sammen er underlagt i forhold til, hvad man ser og opfatter, i hvert fald i vores vestlige verden. Jeg manipulerer med betydningsbærere præcis som det foregår indenfor majoriteten af litteratur og film.



Ulrik Møller: Sailboat (Müggelsee), 2008. 30 x 30 cm. Olie på lærred


Ulrik Møller: Street in Skagen II, 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred



Hvordan er det at bo i Berlin og arbejde dér?

Når jeg kigger på min produktion, så kan jeg se, at ca. 90% af værkerne er opstået indenfor en radius på to km i forhold til det sted, hvor jeg kommer fra på Fyn. Det er egentlig ikke noget koncept, men det er noget, som jeg er opmærksom på. Jeg tror ikke, at jeg ville være i stand til at arbejde med dette stof, hvis jeg havde boet på Fyn eller i København. Det har været godt at have den geografiske afstand, og det har været med til at forstærke og præcisere udtrykket kraftigt. Bortset fra det, så har Berlin også tilført en masse. Åbenheden og interessen for kunst er meget stor og nuancering ligeså, og udvekslingen er tusinde gange større end hvad jeg kan huske den var i København – måske er det anderledes nu. I og med at 60% af befolkningen i Berlin er ny-berlinere, så er udvekslingen i sagens natur større, ikke bare inden for kunstmiljøet. Vi bringer alle sammen noget med os.



Ulrik Møller: Svelmø, 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred


Ulrik Møller: Trawler, 2008. 30 x 35 cm. Olie på lærred



Du udstillede i London i 2007 i Hales Gallery, kan du fortælle lidt om den oplevelse?

Det var en god oplevelse, ikke mindst fordi der var så stor opmærksomhed omkring udstillingen fra Londons store kunstinstitutioners side. Mine ting blev generelt fantastisk godt modtaget. Mine arbejder blev opfattet som meget radikale i forhold til, hvad man plejer at se.

 

Tak

 

 

 

 

 


Related:

fra kopenhagen.dk:

[20. februar 2009]
[27. januar 2009]
[30. december 2007]
[10. januar 2006]


 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA