Interview: Torsten Andersson

Torsten Anderssons værker på Carnegie Art Award 2008 på Den Frie Udstillingsbygning

Tillykke med prisen. Hvad betyder det for dig at modtage Carnegie Art Award?

Det er svært at svare på, for hvad betyder en pris? For selve arbejdet betyder prisen ingenting, men den får den betydning, som man selv tolker ind i den. Jeg kan tolke den som et udtryk for, at jeg har klaret mit job, som jeg så gerne ville klare, da jeg var 18 år. Der ville jeg være kunstner og gennem studier tilegne mig viden om kunst. Det indebærer, at man havner i noget konstrueret. For nyligt læste jeg om en ung popsanger, at hun ikke skulle udstille sig selv, for derved ville hun miste kunsten. Som ung maler mistede jeg min medfødte kunst, og det som jeg kalder den gestaltede person eller personligheden som sprog tog hele min person og al min tid og arbejde. Da mistede jeg det som findes i de malerier, som jeg viser her: Personlighed som person. Personlighed som sprog dominerede eller forstærkede Personlighed som Person, det som vises med den blå farve, der løber ud fra den røde mur. Men det begyndte altså tidligt, at jeg udstillede mig selv som privatperson.

Udstiller du dig selv som privatperson i alle dine billeder?

I disse billeder, Personlighed som person, gør jeg, men i de to andre, Personlighed som sprog, viser jeg min gestaltede person.

Torsten Andersson: Blood-Coloured Flow - Personality as Person, 2006. 208 x 180 cm. Oil on canvas		Torsten Andersson: Blood-Coloured Flow - Personality as Person, 2006. 208 x 180 cm. Oil on canvas

Du har to forskellige serier med på udstillingen Blodfärgad rännil - Personlighet som person og Pinnaskulptur - Personlighet som språk?

Det er to ens typer af billeder. Ligesom Eugène Delacroix lavede to typer af billeder, så laver jeg dem her. Jeg kan ikke forene de to, det mislykkes for mig. Egentlig ville jeg gerne forene dem, men det går ikke. Det går ikke at forene personlighed som person med personlighed som sprog uden samtidig at give afkald og uden at gå på kompromis, og det agter jeg ikke at gøre.

Personlighed som sprog afbilder en tredimensionel pinde-lignende skulptur, hvor kommer den fra?

Det var det, jeg kom frem til i 1966, da jeg som maler søgte efter et anderledes realistisk sprog for at kunne male abstrakte former. Det forener det uden at blive abstrakt eller realistisk, og det er min egen opfindelse. Det kom jeg frem til for 40 år siden. Derfor er det forkert at sige, at jeg er for gammel, og at jeg ikke kan tilføje mere. Det er ikke korrekt, eftersom jeg kom frem til dette sprog for 40 år siden. Det er de andre djævle, der er sagtnet efter, de har ikke kunnet følge med, så enkelt er det.

I de to malerier, som du kalder Personlighed som person opstår der et rum og en dybde, som ikke findes i Personlighed som sprog?

De to malerier er mere personlige og private. Blodfärgad rännil (Blodfarvet strøm) er det blå blod, der strømmer gennem kreative mennesker i alle lag af samfundet og typer kreativitet. Derfor er det blåt blod, der render i en baggård med en farlig rød farve på plankeværket. I baggården boede der en mand, som hed Carl Larsson. Han blev grebet af dybe depressioner og følte sig uretfærdigt behandlet af kunstnermiljøet. Kunstnere føler sig ofte uretfærdigt behandlet og med rette. Derfor ligger det blå blod i Carl Larssons baggård. Kunstnerne betaler en høj pris. Strømmen af blåt blod er prisen, som kunstnerne må betale.

Torsten Andersson: Stick Sculpture - Personality as Language, 2005. 208 x 180 cm. Oil on canvas		Torsten Andersson: Stick Sculpture - Personality as Language, 2005. 208 x 180 cm. Oil on canvas

Det lyder som en høj pris at betale?

Det er en forfærdelig høj pris at betale. Det har jeg oplevet stærkt, rent personligt, så derfor har jeg malet sådan en strøm efter hele livet at have søgt sprog, søgt gestaltet person, søgt åndelighed i mit liv. Pludselig begynder jeg at kunne forstå Van Gogh, Delacroix og den type af kunstnere.

Kunstsynet er forskelligt fra Nordeuropa til Sydeuropa. Sydeuropæerne ser kunstneren som den gestaltede person, hvor nordeuropæeren ser særlingen. Jeg bryder mig ikke om, at man betragter kunst som skabt af særlinge. Kunst er arbejde og kreativ intelligens. Det er et arbejde. Før i tiden var kunstnere borgere i samfundet på lige fod med håndværkere. De var ikke særlinge.

Hvad arbejder du på nu?

Det er jo min store tragedie lige nu, for jeg ved det ikke. Jeg kommer aldrig nogensinde til at male tableauer uden at ende med at blive træt, da jeg ved, at udtrykket ikke findes hos mig. Jeg kan ikke lave pensionistmaleri, selvom det skulle være dejligt, men jeg kan ikke male landskaber. Jeg vil ikke producere kunst. Alting må have en slutning. Jeg synes, jeg har arbejdet hårdt, og nu kan jeg dø med ren samvittighed.