| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Torben Ribe | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Annoncer: | [13. maj 2008] Interview ![]() Torben Ribe på bendixen contemporary Interview: Torben RibeUdstillingen Reconsidering Everything (again) er Torben Ribes (1978) anden soloudstilling hos bendixen contemporary art. Torben Ribes udstilling består af en række kæmpe bøger, som han har bygget og bemalet. De kan ikke åbnes og læses, men kan udelukkende opleves ved at man går rundt om dem, som de står opstillet i gallerirummet. Fokus er på bogomslaget og bogen som objekt, og beskueren må selv tænke sig til indholdet. Kopenhagen talte med Torben Ribe og forsøgte at udfylde noget af indholdet.
Interview:Lise Kristoffersen Foto:Karen Juel Harmsen og Lise Kristoffersen Torben Ribe Reconsidering Everything (again) 10. april - 17. maj 2008 bendixen contemporary art Palægade 5, 1261 København K web site:www.bendixenart.dk Tirsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15
Vil du kort fortælle om din udstilling Reconsidering Everything (again) hos bendixen contemporary? Udstillingen består af 17 objekter, formet som oversize bøger, bygget i MDF og bemalet med akryl i varierende størrelser fra ca. 80 - 160 cm høje. De er arrangeret som et rodet antikvariat eller som et hjem, hvor reolerne er fyldt op, og så stiller man de resterende bøger rundt omkring, hvor der er plads. Jeg har bestræbt mig på at lave nogle litterære værker, jeg selv ville finde interessante, hvis jeg stødte på dem på et loppemarked eller i et antikvariat. Titlerne er mere eller mindre hjemmekonstruerede og designet er variationer over eksisterende grafisk design eller egne kreationer. Titlerne varierer fra bog til bog, men hører vel alle til under genren faglitteratur.
Titlerne antyder, at det er akademisk, teoretisk faglitteratur Titlerne skaber et rum, hvor ideerne ophober sig, og der opstår et orgie af betydninger. Jeg er mere optaget af en billedlig, konceptuel tilgang til kunsten end af narrationer og fantastiske fortællinger udfoldet i fremadskridende forløb, og derfor har jeg koncentreret mig om ideernes verden frem for de skønlitterære værker. Det bliver mere interessant, når man selv skal forsøge at sammensætte teorierne og de altomfattende postulater, end hvis man skulle digte videre på en fortælling, synes jeg. Måske er det en testosteron-ting.
Er det derfor, du har valgt bogen som det centrale objekt på denne udstilling? Bogen som objekt antyder, at der er et indhold, men man kan jo ikke åbne dine bøger. Der er flere forskellige indgange til projektet, som tændte mig. F.eks. bogen som klassisk fetich-objekt. Det kan være det litterære værk, der gløder i hånden, fordi man ved, at det indeholder umådelige, eksistentielle rigdomme, eller fordi der kun findes 25 eksemplarer af det i hele verden, og det dermed er en betragtelig sum værd. Jeg er interesseret i den signalværdi og symbolske styrke, der kan ligge i en bog. Det er bogen som magisk objekt, hvor forventningen eller ideen om bogen ofte overstiger selve læseoplevelsen; man må bare have den bog, fordi den udsender en utrolig mængde energi, og man vil gøre alt for at have den stående på sin reol. Ved at forstørre bøgerne 5-6 gange, flytter jeg dem dermed ind i objekternes verden, så man får et kropsligt forhold til dem. Og yderligere ved at udstille dem på et galleri dumper de ind i et mindst lige så feticheret univers – nemlig kunstens, nærmere betegnet inden for maleriets og skulpturens område, områder som objekterne her ligger et sted midt i mellem. At bøgerne ikke kan åbnes hænger sammen med, at jeg er optaget af verdens umiddelbare, visuelle fremtræden, jeg er ikke nogen indholds-rytter i klassisk forstand. Jeg betragter mig selv som en udpræget formalist. Det bliver tit brugt som et fyord, når man skal beskrive nogen, der har en overdreven vægt på værkets ydre former, hermed underforstået at det er på bekostning af de betydningsmæssige lag. Men det er netop gennem betoningen af kunsten og verdens ydre former, dens visuelle fremtræden, at jeg leder efter nye betydninger. Der foregår en analytisk udnyttelse af altings ”visual appearence”, som afføder nye billeder med nye komplikationer. Helt konkret bruger jeg her indpakningen, overfladen, som betydningsbærende element i stedet for at vise teksten eller ”indholdet”. Det klassiske forhold mellem form og indhold, indre og ydre, er nedbrudt eller byttet rundt.
Med reference til titlen på udstillingen Reconsidering Everything (again) – hvad er det, vi skal genoverveje? Alting! Fokus har været på en form for æstetisk inflation, en betydningsmæssig mæthed grænsende til det kvalmende, eller bestemte cykluser som bliver gentaget rent historisk, og det spiller titlen på. Hvordan kan man som post-post-neo-neo-konceptualist komme med nogle nye interessante udtryk, samtidig med at man bærer rundt på hele den bagage? Og hvordan slipper man afsted med det uden at blive til grin over for sig selv? Det er umuligt. Men jeg opfatter det som en positiv tilstand; kunsten har aldrig været mere åben og altfavnende end nu. Vi kan vælge løs fra én stor slikbutik. Der er i hvert eneste værk en eller anden form for genbrug enten af egne værker, andres værker, grafisk design, forskellige ideer som jeg bygger videre på, og dermed arbejder jeg med misforståelsen og modificeringen. Måske er jeg mere et uægte barn af konceptkunsten end formalist, en horeunge med speciale i de halvtågede mellemområder, genremæssigt og æstetisk, der eksisterer i kunsten. Selvom bøgerne er konceptuelle i deres fremtræden, fordi de trækker meget kraftigt på ideernes verden og refererer til litteratur og tanker, så er de også fysiske og taktile. Det er objekter, der fremstår med patina og slitage, men samtidig er de meget maleriske og illustrative.
Titlerne på bøgerne fylder en stor del af udstillingen og nogle af dem giver mere mening end andre. Det er helt bevidst, at de er meget forskellige i deres udtryk, og dermed hvor komplekse eller direkte de er. Nogle af dem er meget let-aflæselige, og andre er mere svært tilgængelige. Ligesom der er forskel på, hvor pædagogisk folks tankevirksomhed fremstår. Og så er det et spørgsmål om rytmen i udstillingen.
Ligger der en specifik historie eller idé bagved hver bog? Jeg er ikke forfatter og har ikke skrevet nogle af bøgerne, jeg har blot designet dem. Jeg har gjort mig nogle overvejelser om, hvad en given bog kunne handle om, lavet en flot indpakning og givet nogle associerende ord med på vejen, og så må man selv digte videre på indholdet, hvilket selvfølgelig giver vidt forskellige bøger, alt afhængigt af folks personlige, kulturelle og intellektuelle præferencer. Jeg har ikke ambitioner om at skrive nogen af dem, men det er alle bøger, jeg selv kunne tænke mig at læse eller måske bare eje. Nogle af dem er direkte kommenterende på samtidskunsten, hvor andre er mere abstrakte. Pedophilia in Contemporary Art f.eks. refererer til visse tendenser, der kører i billedkunsten, bl.a. en overdreven fokusering på ungdom indenfor den kommercielle scene, hvor gallerierne helst skal have fat i de helt unge talenter før alle andre. Samtidig refererer den også til det mystiske i, at man som nogen-og-40-årig billedkunstner kan dyrke regressionen så fuldstændigt og lade som om, man er med i Alice i Eventyrland og lave værker ud fra det. Man laver et overgreb på et barnligt univers, som burde straffes. Så det er pædofile tendenser i flere forskellige retninger. Undertitlen Dream, Fantasy and Marketing kunne lyde som en guide til, hvordan man udnytter disse tendenser økonomisk. Og sådan er der forskellige udlægninger af alle værkerne, men som sagt er det ikke mine personlige intentioner, der er det vigtigste her.
Er det et billede på kulturforbrugeren? Det er nogle mekanismer og strukturer, jeg er interesseret i, hvordan der hele tiden kommer nogle nye hold på banen, udøvere, teoretikere, institutionsfolk osv., kulturforbrugere, der hver især strammer sig an for at finde på noget nyt, og de prøver at distancere sig fra den tidligere generation og komme med nogle anderledes bud på alting. Det er interessant, hvordan folk på forskellige tider og steder prøver at definere sig selv gennem skrift og især billeder, man er jo maler. Hvilke visuelle strategier vælger man som enkeltperson, gruppe eller kultur – som identitetsskabende? Og hvad siger de forskellige æstetiske ”moves” om den tid, de er lavet i? Det bliver rigtig interessant, når der så går kludder i den æstetiske historie, når noget ser ud som om, det er langt tidligere eller senere, end det rent faktisk er. Når man knytter et værk til en bestemt kunstnerisk periode, men ikke er loyal overfor den, eller når billeder opfører sig som grådige, intellektuelle hedonister. | Related:fra kopenhagen.dk: [20. juni 2011] [15. februar 2011] [11. januar 2011] [06. september 2010] [11. maj 2010] [06. april 2010] [30. november 2009] [07. oktober 2009] [18. august 2009] [10. august 2009] [02. marts 2009] [21. januar 2009] [29. juli 2008] [11. februar 2008] [31. oktober 2007] [10. oktober 2007] [24. april 2007] [05. december 2006] [11. oktober 2006] [07. august 2006] [23. maj 2006] [07. marts 2006] [07. marts 2006] [10. december 2005] [07. juni 2005] [05. maj 2005] | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||