Interview: Svend-Allan Sørensen

Svend-Allan Sørensen: Does Living With Birds Enhance My Life? (installationvew), 2008.

Din udstilling ligner ikke ret mange andre udstillinger. Den er fuld af linoleumssnit og ord. Men der er ligesom noget anderledes ved den udover det, som jeg ikke rigtig kan sætte fingeren på. Kan du?

Ja, det kan jeg nok godt. Men hvis jeg forsøger mig med det, fastlåser jeg andres læsninger af den. Så det har jeg ikke rigtig lyst til.

Linoleumssnittet har jo en særlig teknisk enkelthed og er en teknik, de fleste stifter bekendtskab med i folkeskolens formningslokale. Hvad tiltaler dig særligt ved linoleumssnittet? Og ved ordet som motiv?

Linoleum er meget enkelt at gå til. Det kræver ikke megen øvelse. Jeg bryder mig i særdeleshed ikke om at skulle manøvrere rundt med store tekniske udstyrsstykker. Jeg vil kunne gå til materialet, uden at man skal tænke over min tekniske kunnen. Det er af langt større vigtighed, at et givent indhold sættes i sving. Modsat maleriet kan man ikke male over og gemme bort. Kun skære væk. Ligesom med Edith Piaf er der NO REGRETS.

Ordet som motiv er centralt for mig. Det har ligget der for mig i mange år, på den ene eller den anden måde. Bogstaver abstraktliggøres, når man ser dem som et billede og ikke som lysreklame eller digt. Et ord bliver vendt og drejet og, undskyld det lyder slidt, smagt på, når det løsrives og billedliggøres. Poul Pedersen har en meget bedre forklaring på det. Jeg kan desværre bare ikke lige huske den.

Selv Kosuths ordting er jo billeder. Det samme er Jesper Christiansens.

Og så er der det omkring brugen af linoleum i klassisk politisk plakatkunst.

Svend-Allan Sørensen: Installationsview, 2008.

Hvad er din fascination af fugle og navne på fugle?

Jeg er ikke specielt fascineret af fugle. Ikke på sådan en kikkert-facon. Jeg fascineres over, at de hedder så mange mærkelige ting, man ikke må kalde mennesker. Eller rettere som vi mennesker har valgt at kalde dem. F.eks. sort og grå dit-og-dat.

Jeg kommer fra landet, har jagttegn og kan godt kende forskel på en gråand og en sortand og sådan. Men hobbyornitolog er jeg ikke. Jeg bruger vel fuglene og andre dyr som politiske metaforer el. fabeldyr.

I relation til værket ”Birdwatcher”, som opstiller en række grunde til fuglekiggeri, hvorfra stammer så din interesse for ornitologi og hvordan hænger det sammen med det at være jæger?

Igen, jeg er ikke ornitolog. Men jeg iagttager og undres ligesom så mange andre kunstnere. Og jægere. Og teksten til omtalte værk fandt jeg gennem en søgning efter mening med arbejdet med andre fuglerelaterede værker. Jeg undres i langt højere grad over nogle sproglige ting ved f.eks. fugle og politik, end jeg spejder efter sortstorke, gulspurve, gråmejser etc.

Det at have taget jagttegn hænger entydigt sammen med, at jeg er landmandssøn og har fået det ind som en flot naturlig ting af det at komme fra landet. Det er måske weird og eksotisk i en nutidig kunstkontekst, men nu er det altså den virkelighed, jeg kan bidrage med.

Jeg synes altid det har været svært for mig at finde en stemme at tale med. Jeg begyndte derfor på et tidspunkt at sample andres udtalelser, som jeg selvfølgelig på den ene eller den anden facon har en sympati for. Jeg taler meget klarere og meget mere som mig selv på den måde. Mærkeligt nok.

Svend-Allan Sørensen: Socialisten, 2008.		Svend-Allan Sørensen: Anarkisten, 2008.		Svend-Allan Sørensen: Blåkrage, 2008.

Hvordan indtænker du beskueren i dine værker, gør du overhovedet det?

Ja, på en måde. Jeg har i denne udstilling kigget meget på, hvordan vægge bliver til rum og hvad man ser på, når man vender rundt og kommer fra det ene rum til det andet. Og hvad man så måske måtte tænke. Forståelsesmæssigt prøver jeg at gøre ting så minimale, at flest mulige bør kunne være med.

Jeg mener, mange af værkerne kræver måske en bevidsthed om kontekst i afkodningen af dem – er det noget, du forholder dig til?

Det tror jeg ikke, du har ret i. Jeg citerer meget, men gør det

humoristisk. Man behøver ikke vide, om det er Johnny Cash, Peter Laugesen eller Jesper Christiansen, jeg refererer til. Ej heller er det af sindssyg vigtig betydning, at alle forstår, at det er referencer og lån. Tekst og billeder er taget, så de har en slags almen gyldighed. Så nej, det forholder jeg mig ikke rigtig til. Historierne og referencerne er ikke hemmelige, men de skulle helst heller ikke lukke for menig-beskuers forståelse. Det, der betyder noget, er den sammenhæng, alle citaterne danner.

Det skal lige understreges, at alle lån er lånt med respekt for dem, jeg låner fra. De er ligeså meget en hilsen til dem!

Er det budskabet eller spørgsmålet, som er vigtigst for dig? Eller er spørgsmålet budskabet?

Budskabet bor i det forståelsesmæssige rum, der dannes hos beskueren. Jeg håber, man ligesom kan tænke, at man her hellere må se at få tænkt over nogle ting selv. Altså, jeg har ikke en politiserende holdning, der SKAL for dagen.

Svend-Allan Sørensen: Installationsview, 2008.

Jeg ved, du bruger internetsøgninger, parafraserer andre kunstnere og anvender opslagsværker i en søgen efter sammenhænge mellem ting, som ikke umiddelbart hænger sammen, så som fugle og politik. Hvorfor og hvordan er nettet, opslagsværker, arven fra kunsthistorien interessant for dig?

Altså, jeg har altid kigget på mig selv i forhold til noget andet og erkendt, at jeg ikke er særlig original. Der er lavet så mange billeder og sætninger i verden, at genbrug er ret fornuftigt. Det er vigtigt for mig, at mine værker består af noget u-kunstlet. Noget udefra. Noget der kan udvikle min generation. Genbrug og referencer er med til at tydeliggøre, at jeg ikke er den eneste, at der er andre før mig, og med til at vise, at tingene skrider fremad.

Hvis jeg fx. copy-paster tekster fra halv-tilfældige steder på nettet eller i Politikens Fuglebog, er jeg godt på vej ud af det ikke-kunstlede, synes jeg.

Hvorfor er det vigtigt for dig, at der er noget u-kunstlet i dine værker? Har det at gøre med, at få kunsten til at relatere mere til virkeligheden, mindre til sig selv?

Ja, det kan man sige. Men jeg hiver kunsthistorien ind på lige fod med ting udefra. Internet- og leksikonopslag f.eks. Ved at bruge af kunsthistorien relaterer jeg jo også mere til den. Men de ting, jeg bruger af (Laugesen, Cash, Johs. Larsen, Gram Parssons, Christiansen, Lars Bent Petersen m.fl.), er jo også virkelige ting. Kunst er også en virkelighed. Hvis den ikke er det, er jeg eddermame en drømmer.

Kan du fortælle om ideen bag foderbrættet med påskriften ”Blackbirds Only” og om solsortens symbolik for dig?

Det er et værk, der opstod på en spadseretur i min kolonihave. Mit atelier er et kolonihavehus. Det slog mig, hvordan alting er hegnet ind. Der er en mejsekasse, her er en kugle til egernet, her er dit og her dat, og her er i særdeleshed MIT. Derfor er foderbrættet behæftet med pågældende skilt. Det er Dansk Apartheid.

Solsorten er lån. Jeg har den fra sangskriveren Peter H. Olesen, der har den fra Peter Laugesen og Per Højholt. Frank Jæger havde også en solsort. Den er alle steder, når man pludselig får øje på den.

Hvordan blev værket ”Socialisten”, en udstoppet rødhals der synger ’Internationale’, til?

Det er også et kolonihavehusværk. Af den rigtig hårde slags. Først kom ‘Anarkisten’, den udstoppede solsort, der synger ‘I am an anarchist’, som man nok kan se i forlængelse af ‘Blackbirds Only’. Ren kombination af Fugl og Politik.

Nå, men en torsdag mens jeg sad og snittede teksten til en anden af udstilligens tekstværker, ‘Kombinationen af kammeratskab og natur...’ lød et ordentligt bump på vinduet. Jeg kiggede ud og tænkte: ‘Æbletræ, det kan du altså ikke. Du kan ikke kaste æbler efter mig!’ Jeg var ret træt den dag!!...

Jeg kiggede udenfor, og der lå rødhalsen. Stendød. Jeg var da med det samme klar over, at den skulle bruges, så den kom hjem i fryseren og efter et par dage sendt til konservator. Den gav fuldstændig sig selv. En rødhals, der synger ‘Internationale’. Det kunne ikke være anderledes.

Fuglen er blevet det værk, der slår tonen an på udstillingen. Det er det første man møder, når man kommer op fra Johanna Domkes udstilling.

De to syngende fugle er tillige tænkt som politiske udgaver af Bing og Grøndahls ‘Optimisten’ og ‘Pessimisten’.

Hvordan forholder du dig til humor i kunst, til kunst og politik og til politisk kunst?

Jamen, det forholder jeg mig jo til ved at placere mig i det felt. Megen politisk kunst er enormt forudsigelig og kedelig. Ren 1:1. Jeg blander mine egne ting op med fx. fugle, jagt og andet landskabeligt. Jeg ønsker ikke at være politiserende, jeg kan personligt ikke operere med påduttede holdninger, som megen politisk kunst, for mig at se, desværre lider under.

Kan du uddybe det? Hvilken politisk kunst fx?

Jeg synes, der er en del kendte - navnligt danske eksempler - på politisk kunst, der er ren illustration af et problem, Gud og hver mand kender til og kan se urimeligheden i. Og det er jo ikke interessant. Kammerater, flyt dog noget, det er jo det, I lader kunstpublikummet tro!!!

Jeg er ikke verdens-politisk, hvilket jeg vist nok har sagt tidligere i et Kopenhagen-interview, jeg vil bare gerne give folk mulighed for at tænke lidt mere selv. Jeg pådutter ikke, ligesom jeg heller ikke selv vil have noget illustrerende 1:1 kunst påduttet!

Hvor placerer du dig i spændingsfeltet mellem det konceptuelle og det materielle?

En tanke skal også have en krop.

Tak