Interview: Sophie Erlund

Sophie Ernlund: NEWA, installationview

Vil du fortælle om dit projekt?

Dette er en udstilling med titlen Newa, der handler om en del af bygningens oprindelige historie som hotel. Bygningen var bygget til at være hotel i 20'erne som Hotel Nordland, og efter krigen blev det et russisk hotel, der hed Hotel Newa. Jeg arbejder som regel med historier, personlige historier eller historier om en bygning og stedspecifikke historier osv. i mine udstillinger. Det er også derfor, jeg er blevet inviteret til at udstille her. I mine undersøgelser af historien har jeg fanget dén periode og tænkt, at den arbejder jeg omkring.

Og på det tidspunkt, da var det et af de eneste steder, hvor man kunne komme og få et glas champagne fx, eller kaviar eller et ordentligt måltid mad. Samtidig var det ikke et sted, alle kunne komme. Men det var også et sted, hvor kunstnere og de intellektuelle kom, og kommunister og folk, der havde en særlig status i DDR-regimet - og ikke kun regimet, men i samfundet. Der blev holdt store fester her. Dette rum, som udstillingen er i, det var restauranten Det var her, det foregik. Så det var det, jeg tog udgangspunkt i.

Dette værk hedder Die Newa. Hotellet blev bare kaldt Die Newa. Det har jeg hele tiden set som titelværket, som hovedværket. Det var faktisk det, der tog mig længst tid at lave. Det var det allersidste, jeg fik lavet færdig; dagen inden udstillingen skulle åbne. Det var enormt svært for mig at arbejde med, fordi det på en måde hang meget organisk sammen med bygningen. Det materiale, jeg havde samlet gennem min research, tog jeg med herind, hvor det så skulle bygges op. Jeg havde simpelthen så svært ved at få det bygget, det blev ved med at ændre sig, hver gang jeg byggede videre på de andre værker. Derfor ser jeg det lidt som hovedværket, som alle de andre værker er i dialog med.

Sophie Erlund: Die Newa, 2008. Wood, fabric, wallpaper, plaster cast, vinyl veneer		Sophie Erlund: Die Newa, 2008. Wood, fabric, wallpaper, plaster cast, vinyl veneer

Oprindelig skulle der kun have været fire værker i udstillingen, men så blev det til seks værker, fordi de ligesom voksede ud af hinanden. Det var enormt dynamisk at arbejde herinde. Kuratorerne her er interesserede i, at skabelsen af en udstilling er en dialog; i modsætning til et galleri, hvor de som regel bare inviterer én, fordi de synes, det man laver er spændende. Så er man kunstner, og så kan man lave det, man vil. Her handlede samarbejdet om udveksling af ideer og kuratorerne satte hele tiden spørgsmålstegn ved alt, jeg lavede. Det var skidehårdt, men rigtig, rigtig fedt!

Jeg ser det selv sådan, at disse to værker handler om restauranten og om det sociale liv, der var i bygningen. Dette værk udtrykker for mig glæden ved at være her, det festlige ved at være her. Sildebensmønstret er taget fra gulvet. Der skulle være noget af det originale med fra bygningen, og der er meget lidt tilbage af det oprindelige. Da det er et arkitektur-platformssted, er sådanne elementer enormt vigtige at få med. Det handler om at skabe en fysisk repræsentation af dette festlige rum, hvor der oprindelig var tykke, grønne gardiner og store lysekroner. Det er naturligvis også grunden til dette lysekroneværk, som jeg ser som den lidt mere tunge del. Knoglerne og krystallerne, der er ved at falde ned, skal give associationer til Berlin på det tidspunkt. Berlin lå fuldstændig i ruiner, men denne bygning var en af de eneste, der endnu stod og ikke var blevet bombet. Det gjorde stedet til noget særligt: der var kun dette sted at gå hen og drikke champagne.

Benet med nylonstrømpe på, et andet værk, er med til at give fortælling om, at dette var et af de eneste steder, man som kvinde kunne få nylonstrømper. Chokolade og nylonstrømper var virkelig eftertragtede mangelvarer. Det var vigtigt for mig også at inkludere den del af stedets funktion, med sortbørshandel og prostitution.

Sophie Erlund: Die Bevorzugte klasse, 2008. Slideprojection, handkerchief, chair, audio recording, window treatment		Sophie Erlund: Die Bevorzugte klasse, 2008. Slideprojection, handkerchief, chair, audio recording, window treatment

I min research af stedet og stedets historie stødte jeg på Renate Bronnen, som er den stemme, vi kan høre fra et af rummene. Værket er klippet fra et timelangt interview, jeg lavede med hende. Hun er 85 år, og hun kom her dengang, det var Hotel Neva. Hun er østriger og gift med en forfatter, der også var østriger og kommunist og kom her meget: en ven af Bertolt Brecht. Hendes fortællinger har dannet basis for mig, sammen med arkivmateriale fra Berlin Stadtarchiv og Deutsches Historisches Museum. Renate Bronnen kunne fortælle om, at alt var grønt i salen, og da jeg viste hende de sort/hvide arkivfotos, kunne hun udpege tingene. På den måde fik jeg den rigtige fortælling.

Et af de grundlæggende elementer i udstillingen handler om historie, og om hvor flydende historie egentlig er. Hvor relativ historie er. Selv om værkerne specifikt handler om dette sted, så handler de også grundlæggende om historie og erindring, der er forskellig fra person til person. Mine værker er ikke dokumentarfilm eller dokumenterede, men jeg er interesseret i at portrættere fiktiv hukommelse eller fiktiv historie. Jeg ser lidt historie som noget, der er opdigtet, fordi vi alle sammen bygger videre på den. For mig handler det om at starte et sted med en specifik historie; med stedets historie, men så ligesom tage værkerne videre ind i deres eget liv og kreere nye historier.

Det, PROGRAM har gjort med stedet her, er jo egentlig at gå tilbage i historien og samle op på den, idet de er blevet en slags kulturplatform, som Newa var på det tidspunkt, hvor kunstnere og intellektuelle kom for at have diskussioner om kunst osv. Den funktion har stedet fået nu igen. På den måde gentager historien sig selv, på en ny måde.

Sophie Erlund: Floor, 2008. Wood, trolley		Sophie Erlund: The problematics of history as a single layer, 2008. Slideprojection

Værket på vinduet hedder The Problematics of History as a Single Layer og handler om usikkerheden i hukommelsen og i historier. Det er lavet i PhotoShop som dias fra et arkivfoto blandet med foto af netop dét vindue for en måned siden - og lavet til ét enkelt lag. Det er sådan, mange ser historien, som et enkelt lag. Det er efter min mening en helt forkert måde at se historie på. Der er jo ikke bare ét lag, der er virkelig mange lag. Berlin er særligt et billede på det, i forhold til mange andre steder. Man ser virkelig historien i Berlin. Det er fantastisk, at man kan se historien kigge tilbage på sig selv, reflektere på sig selv inde i bygningen.

Værket Entry, Indgang, var først egentlig ikke ment som et værk. Jeg havde en fornemmelse af, at man ikke skulle træde lige ind i udstillingsrummet og se værkerne. Der skulle være et øjeblik, hvor man trådte ind i udstillingen uden at se den, og hvor man gjorde sig selv parat til at træde ind i en anden historie og tid.

Først havde jeg tænkt, at det bare skulle være nogle store gardiner, som tit hænger i knejperne hernede. Men så voksede det, og jeg begyndte at referere til de træpaneler, der faktisk var på væggene her. Jeg har bygget dem i samme højde og bredde og ligesom vist det iscenesat.

Døren er en af de få oprindelige ting, der er tilbage. Belysningen på dørhåndtaget er en påmindelse om, at det er et af de få elementer, vi faktisk har tilfælles med dem, der var her før. Renate Bronnen og Bertolt Brecht har taget i det dørhåndtag og er gået igennem den dør.

Tak

Sophie Erlund: Bone Chandelier, 2008. Chandelier, bronze wire, crystals, pearls, bones		Sophie Erlund: Entry, 2008. Wood, fabric, paint