Interview: Sonja Lillebæk Christensen

Kan du fortælle lidt om baggrunden for udstillingen?

Faktisk er det en lille retrospektiv udstilling, hvor værkerne er produceret over en syv-årig periode. Det første er fra 2001, og det nyeste er fra i år. Derfor har jeg valgt at udstille dem som selvstændige værker, hvor jeg viser en bred vifte af, hvad jeg har lavet, I stedet for at lave en tema-udstilling. Det første værk fra 2001 er den første film, som jeg synes har nogle relationer til det, jeg stadigvæk laver. Det er en fortælling omkring en virkelig historie: er det sandt eller er det falsk, og det er faktisk det, der har været fokus siden starten af min produktion. En del af mine film har jeg ikke vist i København før, fordi jeg ikke er uddannet herovre, så jeg tænkte også, at jeg godt kunne tillade mig at vise nogle af mine gamle ting igen.

Titlen på udstillingen er Fatal Attraction, hvilket også er titlen på et af værkerne. Hvad dækker den titel over?

Det, som jeg arbejder med, er aldrig rent det ene eller det andet, men altid noget, der ligger lige på grænsen til at kamme over i noget andet.

Begæret er et eksempel på den genkendelighed, der er i mine ting. Værkerne er en slags fortællende konflikt, men det er ikke som sådan sat op som modsætninger. Det er mere en måde at trække virkeligheden ind, men samtidig også at komme med nogle antagelser og nogle måder, som jeg ser verden på.

Tænker du på det som en eksistentialistisk baseret udstilling?

Jamen, det er nok meget præcist i forhold til, hvad jeg arbejder med og den måde, jeg taler om verden på. I Forestillingen om naboerne: illusioner og mareridt kommer det til udtryk i den måde, jeg bruger mig selv på. I videoen viser det sig jo at være en umulighed at være korrekt, og jeg ville absolut ikke sætte mig selv i den situation, hvor jeg har alle svarene eller ved, hvad der er rigtigt. Det er jo sådan en typisk hattedame-ting, at jeg går ud i det her gode ærinde, men så kommer det alligevel lidt for tæt på og bliver en trussel imod den måde, som jeg lever på med fyldte chokolader og den slags, og så kommer jeg jo i et dilemma. Så det er en måde at ironisere over min egen situation, for jeg har jo svært ved at påstå, at jeg er bedre end andre. Det, jeg ender med at gøre, er jo at hytte mit eget skind: når jeg sætter fyldte chokolader op imod problemet med hjemløshed, så skal jeg lige overveje, hvad der vejer tungest.

Der er lidt den samme problemstilling i Fatal Attraction, hvor jeg vakler imellem at holde afstand til de mandlige cyklister og at begære dem. Det, jeg gerne vil fortælle om i den film, er den umulighed, der ligger i det. Det ville jo være rart, hvis man bare kunne tage afstand og sige, at det er også bare fordi, mænd har alle mulige fordele, men samtidig er der jo et begær efter lige netop de ting, som de kan. Så her er det igen en umulighed at snakke om det på bare én måde. Det er et tilbagevendende emne i mine ting, at det med at snakke om tingene som bare gode eller onde, det vil jeg gerne gå imod ved at vise at tingene er mere komplicerede. Der er aldrig noget, der bare er rigtigt eller forkert.

Sonja Lillebæk Christensen: Forestillingen om naboerne:illusion og mareridt, 2006. Video

Sonja Lillebæk Christensen: Fatal attraction, 2007/08. Video

Det er et opgør med politisk korrekthed?

Ja, udadtil ser det tit ud som om, jeg prøver at gå imod den politiske korrekthed, men igen, når det bliver trukket tilbage, så er det jo nok i virkeligheden super-korrekt. Det ved jeg egentlig ikke rigtig, om jeg kan forlige mig med, men det bliver det alligevel tit.

Dine værker benytter sig ofte af en humoristisk indgangsvinkel. Hvad er det humoren kan i forhold til de emner, du behandler?

Det er tit nogle meget genkendelige tematikker, jeg arbejder med. Temaer, som vi også kender fra programmer på kommercielle tv-kanaler, og det, jeg prøver at arbejde mig væk fra, er hele den patetiske måde, man ofte behandler de ting på. Det er det, jeg forsøger at undgå, om det så er via humoren, og jeg tror på, at jeg kan tillade mig at snakke om nogle ting, som jeg ikke ville kunne gøre i den der patetiske form. Så det er en form for humor, men det er hele tiden en bevidsthedsgørelse, hvor jeg prøver at tage afsand fra ensidige udsagn. Tit fremkommer humoren jo også, fordi jeg udstiller mig selv som naiv og genkendelig for andre mennesker. Det, man ser rigtig meget af i tv, er jo denne her hjerte-smerte-agtige vinkel, som jeg synes er en meget uinteressant måde at fortælle historier på. Jeg bruger ikke humor på den måde, at jeg gør grin med eller er ironisk på en måde, hvor jeg tager afstand fra tingene, det er mere en metode til at få tingene ned på et plan, hvor det kan lade sig gøre at snakke om dem. Man kan måske kalde det afvæbnende humor.

I alle de fire udstillede værker optræder der en stemme i voice-over. Hvis udsagn er det, der kommer til udtryk i stemmen?

Det er en blanding. Jeg bruger også andres udsagn i de film, hvor jeg arbejder mere dokumentarisk, fx i Forestillingen om naboerne: illusioner og mareridt og i Mor som datter. Der er jeg meget bevidst om, at det skal være gennemskueligt for beskueren, hvem der udtaler sig, hvilket blandt andet viser sig i den måde, som filmene er klippet på. Det er meget tydeligt, at der er klippet noget fra og sat nogle ting sammen, især i Mor som datter, hvor vi ikke engang sidder i samme rum. Jeg har manipuleret de to personer til at sidde i samme rum og fået det til at se ud som om, de sidder og snakker sammen og om det samme. Jeg prøver meget bevidst at arbejde med, at det er tydeligt for enhver, at jeg har været inde og manipulere. Også her forsøger jeg at tage afstand fra tv-dokumentaren, hvor man netop forsøger at skjule, at tingene er manipulerede og klippet sammen. Det, jeg gerne vil i den video, er at vise, at i det her medie, der kan du få folk til at sige hvad som helst, fordi det er dig selv, der sidder ved klippebordet, og derfor er det dig, der styrer samtalen fuldstændig. Det prøver jeg at gøre gennemskueligt ved, at nogle af tingene er lavet lidt med albuen.

Sonja Lillebæk Christensen: Mor som datter, 2001. Video

Noget andet er jo, at jeg laver alle mine ting selv og prøver virkelig at være tydelig som afsender ved at bruge min egen person i alle videoerne og min egen stemme som voice-over. På den måde synliggør jeg mig selv og fremhæver, at det er mine udsagn, og hvis der er nogle, som synes, det er forkert, så ved de, hvem der står bag. Det er præcis det, jeg savner i tv-dokumentaren, hvor de hele tiden prøver at snakke om tingene ud fra en objektiv vinkel. Det tror jeg personligt ikke på, at man kan, for så længe der er mennesker, der arbejde med historien, så har den en afsender og et synspunkt.

I værket On a slow boat to China virker voice-over-stemmen som om, den godt er bevidst om, at den er overfladisk og fordømmende overfor de mennesker, den beskriver. Hvorfor det?

Filmen handler grundlæggende om den umulighed, det er at forestille sig andre mennesker i verden. Vi prøver jo allesammen ihærdigt på at forestille os de her fremmede mennesker; hvad er det for nogle? Er de ligesom os eller er de meget værre? Når man ser noget, man genkender – i det her tilfælde en mand på en bænk – så kommer der en første indskydelse, og det er den indflydelse, jeg har valgt at arbejde med. Jeg har prøvet at gøre mit eget udgangspunkt i videoerne så skrøbeligt som muligt, sådan så det er mig, der bliver udstillet og ikke manden på bænken. Stemmen er den første indskydelse, det ekspressive og umiddelbare indfald, der kommer inden ens intellekt kommer i gang, og det er sådan i videoen, fordi jeg har stået derude med en diktafon for at fange min ærlige indskydelse, inden min hjerne, min viden og min politiske overbevisning sætter ind.

Sonja Lillebæk Christensen: On a slowboat to China, 2005. Video

Kunstneren som beskuer eller kunstneren som dokumentator: hvordan ser du dig selv?

Jeg er vel lidt begge dele. Meget konkret så går jeg jo ind og kommenterer, og samtidig så er jeg jo ude og kigge på verden, meget tit med et håndholdt kamera, hvor det ikke ligefrem er det helt store tv-hold. Jeg prøver at få umiddelbarheden med, men samtidig så er der jo denne her efter-bearbejdning, hvor jeg kommenterer tingene med en meget personlig vinkel. Jeg prøver hele tiden at trække det objektive ud af det i bearbejdningen og hele tiden insistere på, at det her er subjektivt.

I flere af dine videoer optræder den marginaliserede figur og vores fordomme om den. Er du en politisk kunstner?

Selvfølgelig er mine værker politiske, men i virkeligheden prøver jeg i højere grad, fx med Henrik som er hovedpersonen i Forestillingen om naboerne: illusioner og mareridt, at tale om ham som om alle andre mennesker i stedet for som hjemløs og at sætte ham i situationer og scenerier, som er genkendelige, og som netop ikke gør ham eksotisk. Videoen pointerer, at enten er han ligesom alle andre, eller også er det alle andre, som er ligesom ham, men at det er ufattelig nemt at falde en lille smule ved siden af. Jeg prøver faktisk i den video netop ikke at snakke om ham som noget fremmed eller som en stakkel. Det er generelt for mit arbejde, at jeg aldrig fremhæver mennesker som stakler, men tværtimod som ligeværdige. Den, der snakker om den hjemløse figur som noget fra en fremmed verden, som han ikke vil have noget at gøre med, er denne her danske sportsstjerne, og det er ham jeg gerne vil give en lige højre. Han er jo en magtperson i danske medier og kommer med nogle udsagn, som er meget fjendtlige, og så må man også være klar til at få nogle hak i tuden. Han får ufatteligt meget taletid i medierne gennem sin status som foldboldspiller, så han må kunne tåle lidt modstand. Det er faktisk lidt sjældent for mine ting, at jeg er så tydelig i mine udsagn, at ham tager jeg afstand fra. Så mine ting er politiske, men jeg prøver hele tiden at dække det ind under noget andet og mere genkendeligt – igennem mig selv og forhåbentlig igennem andre mennesker. Det er lidt fordækt, men jeg synes jo, der bliver stillet store spørgsmål i mange af mine ting, og flere af videoerne har et lidt socialrealistisk udgangspunkt.