Interview: Sian Kristoffersen

Sian Kristoffersen: Tragediennes, 2008. 60 x 70 cm. Fotografi

Hvad er dine temaer?

Min praksis generelt og denne udstilling i særdeleshed beskæftiger sig med det tragiske og det begærorienterede - selvom det ikke er en tematisk udstilling som sådan. Det startede, og det gør det som regel for mig som for de fleste andre kunstnere, jeg kender, med en masse research, en masse overspringshandlinger, en masse skitser. Og ud af det, er der nogle ideer, der er mere insisterende end andre, og som bliver ved med at ville laves, eller hvad man siger. Der er også en helt elementær nysgerrighed på færde, jeg tænker sådan lidt, gad vide hvordan det og det vil se ud. Heldigvis er jeg blevet en smule bedre til at realisere idéerne, sådan at det ikke så tit er et chok at se tingene færdige, sådan som det nogle gange kan være. Der er selvfølgelig altid problemer.

Men mine temaer... Jeg er interesseret i det psykologiske drama, i tragedien, i det voldsomt følelsesbetonede. Som f.eks. i masse-sorg og masse-hysteri. Jeg synes, at den måde hvorpå det enkelte menneske opfører sig, som om det tilhørte een stor familie i sådan en situation, er interessant. At hver og en er fungerende som en forlængelse af hinandens følelsesmæssige disposition og perspektiv. I tragediens velmagts-dage, i antikken, var det følelsesmæssige noget privat og derfor bestemt ikke et offentligt anliggende, som det er nu, hvor psykologer og adfærdsforskere og diverse eksperter diskuterer Britney på tv-avisen og så videre.

Tragedien rummer ikke nødvendigvis et fælles sprog, men smerten er en stærk følelse at dele, og man kan godt tale om fænomenet som noget alment. Tragedien er også interessant som form - som et slags parameter for socio-politiske tilstande. De opstår ofte i klynger som en konsekvens af et ustabilt politisk klima, ændringer af værdier og følelsesmæssige strukturer etc... På den måde kan tragedien, som andre kunstformer, ses som et parameter for sociale forandringer... og ikke kun som en anakronisme.

Sian Kristoffersen: Gross Drop, 2008. Variable dimensioner. Tekstiler, maghoni		Sian Kristoffersen: Gross Drop, 2008. Variable dimensioner. Tekstiler, maghoni

Vil du fortælle noget om forgængelighed, forfængelighed og monumentalitet?

Monumentalitet? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om monumentalitet. Jeg har engang lavet et værk med titlen monument, men jeg tror ikke, jeg kan tale om monumentalitet i forhold til denne her udstilling. Det kan godt være, at det er et til tider alvorstungt projekt, det jeg har gang i, men monumentalitet, det er jo sådan et anmelder-ord...: "Det og det værk er monumentalt, 'en monumental præstation'" osv. Det antyder noget ekstremt omfangsrigt.

Forgængelighed vil jeg gerne sige noget om, det er sammen med forfængelighed et favorit-emne.

I dette her arbejde er jeg åbenlyst interesseret i skønheden, men egentlig mest i en skønhed der er forstyrret eller påvirket af det tragiske, et slags ’negativt’ skønhedsideal, en negativ glæde. Skønhed, død, begær.... Skønheden vækker begæret, der igen indeholdes i kroppen, der bærer sin egen udslettelse immanent. Der er tale om en slags treenighed her.

Jeg har kigget på surrealisterne, der mere end nogle andre arbejdede med en tilbagevenden af det undertrykte, med angsten og fantasien, og som brugte begæret og dødsdriften som udgangspunkt.

Surrealisme er i sin natur forbundet med det specifikke sted, hvor modsætninger mødes, hvor der findes spændinger imellem sex og død for at nævne et nærliggende eksempel, eller skønhed og forfald.

Surrealisterne var også meget optaget af det kvindelige, ja de var jo optaget af det psykologiske, og psykoanalysen er meget optaget af begæret. De brugte som bekendt den kvindelige krop som primær site for deres forskellige undersøgelser. Det kvindelige var for dem lig med det indre, med underbevidstheden, men også med forfaldet og døden.

Jeg kan specielt forholde mig til de af surrealisternes ideer, der lægger sig i nærheden af det freudianske uncanny-begreb. Det at blive vækket igennem det æstetiske, at mærke værket give genlyd i kroppen og på den måde blive sat i forbindelse med noget, der ligger udenfor ens bevidste fatteevne, noget der sætter underbevidstheden i gang med at arbejde og derved opdage noget hemmeligt inden i en selv, om sig selv. Om ikke andet, så for et øjeblik... Det er noget, der også er beslægtet med den kantianske sublimitets-kategori, det med at fornuften og følelsen et øjeblik kæmper for at gå i forbindelse med hinanden. Det, der omhandler det undertrykte kort sagt. Og derudover er der også paralleller imellem uncanny-begrebet og vore dages kirurgiske styling af kroppen... ligesom det også stadig ser ud til at være næsten udelukkende kvinders lod at have deres personlige indre sager gjort til allemandseje.

Sian Kristoffersen: Mannequin and Ruin, 2008. Variable dimensioner. Jesmonite, maghoni		Sian Kristoffersen: Mannequin and Ruin, 2008. Variable dimensioner. Jesmonite, maghoni

Du har nævnt Britney og kvinder som allemandseje. Vil du sige noget kort om fotografiet med de døde kvinder over pejsen?

Fotografiet af de døde kvinder over pejsen har titlen Tragediennes – tragediennes betyder kvindelige skuespillere, der spiller tragiske roller - der er ikke et tilsvarende ord for en mandlig skuespiller, der spiller tragedier. Jeg har først og fremmest valgt dem ud fra deres betydning som eksponenter for det tragiske i offentligheden og ud fra, hvordan de døde. Jeg interesserer mig for den slags paralleller. Mange af disse kvinder levede i en anden tid og har overlevet i folks bevidsthed som kunstnere, der levede livet fuldt ud, deres følsomhed er blevet dem tilgivet og er endda for de fleste blevet et plus. Måske har den kollektive hukommelse haft det store viskelæder fremme og erstattet nogle mindre flatterende betegnelser fra dengang med f.eks. 'Diva' og 'Muse' og sådan noget.

Min bevæggrund for at lave den slags ting er i bund og grund en interesse for nogle kønspolitiske repræsentationer: at forsøge at drage paralleller imellem nogle æstetisk-historiske ærinder og nogle nutidige kulturelle og psykologiske fænomener, som f.eks. den tilsyneladende umættelige interesse i medierne og ude i hjemmene for, hvornår især kvinder går ned med flaget og hvordan.

Jeg koncentrerer mig ikke om Britney eller nogen anden enkeltperson, men arbejder i stedet med det som et tema.

Sian Kristoffersen: Uden titel, 2008. 22,9 x 42,2 cm. Blyant på papir

Hvilken musik hører du for tiden?

Jeg hører Scout Niblett rigtig meget for tiden. Og The Pretty Things. Det er favoritterne lige nu, men ellers kører min computer bare derudad. Der er en masse forskelligt på den, blandt andet virkelig meget Will Oldham. Men jeg savner noget nyt, og jeg tror, det skal være opera. Det ville være passende.