Interview: Randi og Katrine

Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.

På ’The House in your Head’ har I taget udgangspunkt i huset som poetisk overvejelse og konkret, fysisk udtryk. Hvor kommer idéen om huset fra?

Idéen med huset er inspireret af et kobberstik fra 1600-tallet, der meget konkret forestiller både et hus og et menneske. Huset på stikket er samtidig et mandeansigt med pibekrave, overskæg og vinduer, der bliver åbnet af en lille mand med en lang stav, mens et skelet kravler ud af det ene af dem. Vi kender ikke billedets oprindelse, og det er heller ikke lykkedes os at finde nogle tekster om det. Men ideen om, at man i huse kan se ansigter, er noget, vi selv genkender, når vi bevæger os rundt i byen. Og det er en idé, vi er glade for nu at arbejde med til GL STRAND.

Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.		Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.

Hvad interesserer jer ved netop dette billede?

Vi har jo begge to en fascination for huse og for rum. Når man står overfor et hus, så opstår der en dialog mellem dig som individ og subjekt og så huset, som både er en facade og et billede, men som også er en rumlig størrelse, der kan indeholde én. Huset repræsenterer altså et konkret forhold mellem inde og ude, og det er vi meget optagede af.

Forholdet mellem inde og ude er et grundlæggende træk i vores produktion. Til vores afgangsudstilling (EXIT05) fra Kunstakademiet i 2005 lavede vi i GL STRAND en installation, hvor man kiggede gennem et hul i væggen ind på et kunstigt landskab, der mindede meget om en romantisk have, hvor der langt ude i horisonten lå en eneboerhytte. Denne her hytte stod i et 1:1 forhold til betragteren og havde med sine lysende vinduer noget menneskeligt over sig. Vi interesserer os meget for arkitektur – ikke som funktion, men som mentale rum. Eneboerhytten blev et sådant mentalt rum, et rum med plads til drømme og forestillinger, men samtidig også som genstand et billede på drømmene og forestillingerne.

Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.

I trækker ofte på historiske referencer i jeres udstillinger, som nu den romantiske have. På ’The House in your Head’ er det mere karnevallets personificering af omgivelserne, som er forlæg for værket. Hvordan indgår karnevallet som motiv i værkerne?

Man havde tidligere en radikalt anden opfattelse af rum, end vi har nu. Der er nogle spor omkring det bevidst kunstige, af illusionen og det artificielle, som man tidligere ikke var bange for at udtale tydeligt, der går igen i en nutidig installationspraksis. Masken er et vigtigt træk i værkerne på udstillingen. Det er igen dette her med forholdet mellem inde og ude. Overfladerne er meget bearbejdede, men fornemmelsen af, at der findes noget bagved er lige så vigtig. I det hele taget er der noget omkring det historiske, som er gennemgående for vores produktion. Vi forsøger at give vores værker et forførende og appellerende udtryk, men samtidig er det vigtigt for os at understrege illusionen.

Til GL STRAND har vi skabt en totalinstallation, hvor to skulpturelle værker står og kommunikerer lydløst overfor hinanden. Telefontråde og mekaniske dele indgår i værkerne, der fastholder spændingen mellem huset som ansigt og hovedet som hus. Gæsterne på udstillingen er nødt til at bevæge sig fysisk rundt om værkerne, og man kommer på denne måde som gæst til at opleve værkerne som fysiske, taktile størrelser. Men man kommer samtidig til at opleve dem som illusioner. For vinduerne er blændede, og man kan ikke se, hvad der foregår bag facaden.

Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.		Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.

Man har ofte fornemmelsen af et nostalgisk tilbageblik på noget, der var engang, når man ser på jeres værker. Hvad betyder den personlige spejling i omgivelserne for jer, og hvordan har den guidet jer i forhold til jeres aktuelle udstilling?

Vi har set meget på den østrigske arkitekt Adolf Loos, da vi skulle finde frem til husenes udtryk. Loos arbejdede, inden moderniteten rigtig fik fat i 1920’erne, og han skabte nogle helt specielle rum. Vi er meget interesserede i ham, fordi han hele tiden iscenesætter betragteren og dennes blik. Der er en inde/ude problematik på færde hos Loos. I hans huse er man både billede i og genstand favnet af rummet, og rummenes situation er hele tiden nøje tilrettelagt. Kvinderne kunne sidde oppe i kvidrerummet, der var indrettet med kirsebærtræ, som passede godt til deres lyse stemmer. Derfra kunne de se ned på herrerne i selskabsrummet og holde øje med hvem, der kom op af trappen. Der er hos Loos rigtig meget på færde omkring iscenesættelsen af inde og ude.

Hvis man sammenligner med den arkitektur, der bliver bygget i dag, så kan man sige, at der i nutiden ikke bliver levnet meget plads til forestillingen. Tværtimod handler ny arkitektur netop om at opløse forskellen mellem inde og ude. Alt er jo i dag lavet af glas, så man kan se ind overalt, men det kan jo være ret intimiderende at se folk gå rundt i undertøj inde i deres lejligheder. Vinduer i nye huse fungerer ofte, som om rummene indeni var en udstilling. Vi synes, det er vigtigt at spørge til, hvad man går glip af med al denne tilsyneladende gennemsigtighed?

Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.

Hvordan tænker I jeres værker i forhold til kroppen? Menneskekroppen er jo også både et inde og et ude, dels som fysisk krop og dels som bevidsthed og tanke?

Det er vi ret enige i. Hvis man tager et fysisk hus, hvor der udspiller sig et liv indeni, så er det jo det samme med hovedet, som i den grad også har et indre liv. Huset er på mange måder en ramme om livet, men det er samtidig et billede på dette liv, hvor alle hverdagens små dramaer og trivialiteter foregår. Og så er det et erindringsrum, hvor alle drømme og forestillinger udspringer fra og kan kanaliseres hen, så det er en meget mulighedsfyldt metafor. Bare dét at have fire vægge og et par vinduer, så begynder associationerne at trænge sig på.

Ser man på arkitekturens udvikling, så er man gået meget væk fra ansigtet. Der er meget få ansigter i nutidens huse. Det er måske netop derfor, at vi har taget fat på det. Et hus med plads til forestillinger og tanker. Vi har bevidst blændet vinduet i GL STRAND for at lukke rummet af og på denne måde bedre kunne definere værket som en selvstændig verden.

Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.		Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.

Foruden jeres egne tanker om huset, ligger der også et andet, teoretisk fundament til grund for jeres værker. Kan I fortælle lidt om det?

Vi har under forberedelserne til denne udstilling blandt andet læst bøger af de franske forfattere Gilles Deleuze, Felix Guattari og Gaston Bachelard, der hver især har skrevet om både ansigtet og huset. Bachelards ’Rummets poetik’ handler om huset som et sted for drømme, hvor kvisten og kælderen repræsenterer hver sin ende af skalaen. Kvisten er stedet for de romantiske, højtflyvende og lette tanker, mens det mere gedulgte og hemmelighedsfulde hører til kælderen. Der er noget faretruende over kælderen, der i modsætning til husets andre vægge er omgivet af jord. Og det er jo ret uhyggeligt.

Så er der Deleuze og Guattari, som i deres ’Tusind plateauer’ skriver om ’ansigtsmæssigheden’ som et spørgsmål om flade og huller. Ifølge Deleuze og Guattari skal der ikke ret meget til at danne oplevelsen af et ansigt. Der skal i realiteten bare to huller på en flade til, så har man begyndelsen til et ansigt. Det er rigtig konstruktivt for os at være i dialog med teorien. Denne dialog er ikke nødvendigvis synlig for betragteren af værkerne, men den spiller meget ind i vores kreative proces. På nærværende udstilling har vi været ret inspirerede af Deleuze og Guattari i forhold til at undersøge, hvor meget eller hvor lidt, der skal til, før en form aflæses som et ansigt. Hvor meget skal der fx til, før et hul i væggen aflæses som et vindue eller et øje? Vi har altid mange detaljer i vores værker, men samtidig prøver vi at skabe en indre logik, så detaljernes betydning bliver præcis.

Randi & Katrine: The House in your Head, 2007. Variable dimensioner træ, acryl, puds, compressor, motor m.m.

Jeres værker er på alle måder meget gennemarbejdede. Har I også en bestemt idé om, hvilken oplevelse publikum skal have med værkerne?

Vi vil gerne have, at folk får en rumlig oplevelse med værkerne, og at de er tankevækkende. Salvador Dali benyttede, hvad han kaldte for sin ’paranoide-kritiske metode’, der var en bevidst overlæsning af billeder i verden. Når vi går i gang med en udstilling, laver vi et tunnelsyn: En særlig, fokuseret måde at se verden på, og pludselig ser vi ansigter overalt. Hver en husgavl og facade ser tilbage på os som et ansigt. Denne sammenblanding af paranoia, humor og kritisk stillingtagen vil vi gerne give videre til publikum. Altså sørge for, at værkerne præger folks måde at se på omgivelserne. Det er jo nogle meget poetiske og billedskabende værker, og vi håber, at folk vil danne deres egne historier og fortællinger med dem.

Tak