Interview: Peter Brandt og Tomas Lagermand Lundme

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Future For An Archaeologist, 2008. 120x100 cm. Mette Winckelmann: stof på lærred		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: En Bygning Vi Rejser, 2008. Tomas Lagermann Lundme: Mixed Media

Hvem er Huskegruppen?

PB: Huskegruppen består at os to. Vi startede i 2004. Det har hele tiden været planen at lave et tværfagligt forum, hvor man inviterer folk ind, som kommer andre steder fra. Når vi inviterer folk, har vi en overordnet ide, og så overvejer vi derudfra, hvem vi vil have med.

TLL: Tit bliver det også en overvejelse ud fra - hvad har vi brug for. Vi har en skitseplan, som kan blive trukket i mange forskellige retninger. Men vi er begge optaget af, at et projekt kan have den form for elastik.

Fortæl om udstillingen En Bygning Vi Rejser.

TLL: Det er i høj grad et fælleskabsprojekt og en kunstnerisk platform. Flere af de folk, der er med i det her projekt, har Peter og jeg arbejdet sammen med i andre projekter og andre sammenhænge. Sidste år i juni lavede vi et bannerprojekt her i Beaver Projects, ude i gården, med flere af de samme folk. Da Ungdomshuset blev væltet, blev det meget oplagt at lave et projekt, der sætter fokus på den kraftige højredrejning, der sker for øjeblikket. Alt skal tilpasses og normaliseres. Vi er jo selv rundet af Kunstakademiet som institution, som lige nu undergår forandringer for at tilpasse stedet til den omgivne verden - hvor Akademiet tidligere var et åndehul, hvor man fik lov til at finde sit eget ståsted.

Som udgangspunkt kunne vi godt tænke os at sy et nyt Ungdomshus, og så begyndte det stille og roligt at tage form. Husets fundament er et fællesskabsfundament, hvor folk har bidraget med deres egen værkpraksis. Derudover har vi lavet en video, som er et fælles projekt, hvor vi alle har bevæget os ud på dybt vand og bliver til grin, men i det vi udstiller os selv på en sårbar måde, bliver man også stærk. Det er projektets essens.

TLL: Vi arbejder meget procesorienteret, også når vi bare laver noget sammen os to. For det meste sidder man alene derhjemme foran computeren, så man har lyst til den dialog, når man mødes.

PB: Men ud over at det er meget procesorienteret, så er det også meget målorienteret. Og en af de ting, vi overvejer meget undervejs, er formidlingen. Hvordan får man integreret formidlingen i projektet. Der er så mange projekter, som er uforståelige for manden på gaden eller for andre kunstnere for den sags skyld. Typisk kræver det, at man har læst “den der tekst” for at forstå en udstilling.

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Udstillingsview, 2008. Mixed media		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Fællesskabsbillede, 2007. 260x96 cm. Pernille Priergaard Worsøe: Hægter og bomuldssnor på lærred

Hvordan arbejder I med formidlingen?

PB: Vi har begge to rødder i 70’er-retorikken og kunsten, hvor der langt mere var en formidling af værket i værket.

TLL: Vi er også begge to interesserede i at fortælle historier, og jeg kan godt lide at male med en bred pensel. Folk skal ikke føle sig dumme, når de kommer ind og ser vores udstilling. Jeg vil hellere have et spørgsmål for meget end et for lidt. Fælles for Peter og jeg er, at vi ikke kun er interesserede i, hvad der sker i billedkunstverdenen. Jeg synes, det er meget tydeligt, at mange kunstnere ikke har interesse for, hvad der sker i de andre kunstarter, i teatret og litteraturen, og ikke har interesse for tværfagligheden, for det er netop i tværfagligheden, at de bedste udstillinger, de bedste bogprojekter kunne ligge. Så snart man begynder at snakke tværfaglighed, så tror folk, det er noget for børn.

PB: Jeg tror, at mange mennesker er bange for dialogen, for derved at udstille hvor uvidende, de er.

Men I står jo egentlig her og efterspørger det gammeldags dannelsesbegreb

PB: Det synes jeg også er helt enormt vigtigt. Dannelsen er røget ud af uddannelsessystemet, og i stedet tænker man på at få “et produkt” ud, der er god til at regne eller god til historie eller hvad det nu er. Vi har lavet et meget effektivt samfund, men det er spørgsmålet om det er så effektivt i sidste ende, når alt bliver delt op i kasser.

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: En Bygning Vi Rejser, 2008. Mette Winckelmann: Akryl på lærred, Pind: Kompetencefællesskab, Mikroovn og kogeplade.		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Never Succumb, 2008. 50x18x18 cm. Kristina Ask. Blandede Materialer

I pressemeddelelsen fremstår udstillingen som en politisk udstilling eller en politisk kommentar til forskellige hændelser. Hvor bevidst har I arbejdet med det?

PB: Jeg synes i høj grad det er et politisk projekt. Tomas og jeg fik jo som nævnt ideen kort tid efter, at Ungdomshuset blev ryddet. Alting skal normaliseres, og nu står Christiania for tur. Det er, ligesom ungdomshuset var, et sted hvor mange forskellige mennesker kan mødes. Det er problematisk, når et samfund vil udrydde steder, der er anderledes og forsøge at udstikke de normer, man må mødes under.

TLL: Jeg synes også, udstillingen rummer en form for galleriangreb. Man skal helst være tilknyttet de store hovedgallerier, tjene 800.000 kr hvert halve år, og det er der ingen af os, der har lyst til. Der er ingen af de kunstnere her, der er med i indercirklen, vi sidder i en outsider position. Men ligesom man bliver stærk ved at udstille sin sårbarhed, finder vi vores styrke i denne position. Typisk er det jo også uden for de meget etablerede kredse, at det nye sker.

Har I bevidst valgt outsider-positionen?

PB: Det handler om hvilke historier, man vil fortælle. Så på den måde er det bevidst, for man vælger jo selv, hvad man vil tale om, og når man gerne vil behandle nogle emner, som ikke er særlig populære, så vælger man også outsider-positionen, fordi der ikke er interesse for den slags projekter hos de kommercielle udstillingssteder.

TLL: Det lugter ikke af penge. Hvis vi går til Mikael Andersen og siger, at vi gerne vil sy et nyt Ungdomshus - så lyder det som et håbløst projekt. Både Peter og jeg har en kritisk tilgang til kunstverdenen, og den skal man ikke tage ind i gallerirummet, så går det slet ikke.

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Kompetencefællesskab, 2008. 47x63x27 cm. Pind: Mikroovn og kogeplade		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Udstillingsview, 2008. Mixed media

Huset, I har opført her, bliver beskrevet som et symbol på frihed, men for nogle kan huset jo betyde det modsatte. Hvilken frihed er det, I forbinder med huset?

TLL: Der er jo en stor forskel på det symbolske hus og det konkrete hus. Vi taler om det symbolske hus i vores pressemeddelelse, som vi kalder “det gode hus”, som jo dybest set er en utopi, men hvis vi var mange, der handlede, så ville det gode hus lige pludselig eksistere. Det konkrete hus er tit belastet af økonomisk rabundus eller en økonomisk friværdi. Det, vi bruger som frihedsbegreb, er det symbolske hus.

PB: Og hvad er det, man vælger at lægge ind i huset? Det, vi hver især er kommet med og har lagt ind i huset, er noget, som vi synes er vigtigt at tale om eller vigtigt at bemærke. På den måde har vi skabt et hus, hvor man kan komme med de tanker, vi synes er vigtige. Der er mange andre steder eller gallerier, hvor man kun kan komme med det, som er tilpasset en eller anden norm eller idé.

TLL: Her kan vi komme og kommunikere på lige fod. Det har været vigtigt i denne procesform, og det er den, der har styret huset derhen, hvor det er. Det er vigtigt for et hus, at platformen og fundamentet er i orden.

PB: Vi har jo samarbejdet med nogle andre personer omkring projektet; en tømrer, en musiker og så en fotograf, som har filmet videoen. Så vi har haft kontakt med nogle folk, som normalt arbejder i helt andre sammenhænge, og det synes jeg er vigtigt, det er ikke kun et projekt, som er skabt af billedkunstnere.

TLL: Vi kan godt lide at arbejde med folk, der er professionelle i deres fag, men som ikke har noget med billedkunstverdenen at gøre. Vi er ikke interesserede i en eller anden elitær form, vi vil kommunikere med et bredt publikum og meget gerne med et publikum, som ikke plejer at gå på galleri. Vi vil gerne have folket bag os, og låner gerne nogle 70’er-paroler, som kan være lidt gumpetunge. Men det var jo dengang, synes jeg, at man fik ben at gå på og begyndte at bruge ord som “handling”. Og den hat går vi ind og låner og placerer den i nutiden og forsøger at se fremad.

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Dukkehoveder, 2008. Tomas Lagermand Lundme: bemalet gips		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: The End Of Man Hood I, 2008. 155x104 cm Peter Brandt: Blandede materialer

I videoen opfører I den gamle kampsang Når jeg ser et rødt flag smælde, prøv at fortæl om den, fordi jeres version bliver nærmest til en parodi på den gamle, og der er måske ikke så meget slagsang tilbage.

TLL: Dels har vi ændret i teksten fra en jeg-form, der prøver at kommunikere til og oplyse masserne, til en vi-form, der udtrykker, at vi er en fælles enhed med et fælles ærinde, hvor vi prøver at etablere en ny form for fællesskab. Tempoet er også ændret, så det nærmest er blevet en slager. Der ligger også den politiske kommentar i det, at det har været Socialdemokratiets slagsang, men den er nu blevet alles, ligesom Socialdemokraternes sag er blevet alles, og de står lige nu og skal måske revurdere deres sag.

PB: Jeg synes ikke videoen ironiserer eller bliver en kliche, men den fortæller om, hvor svært det er at skabe et fællesskab. For når man ser på vores video, så sidder der nogle personer inde i huset og synger. Der er ikke den store interaktion mellem dem, der synger. Det er folk, der er samlet samme sted, men der er ting, der skal overskrides, før det bliver et fællesskab.

TLL: Jeg ser den som et politisk udsagn. Fællesskabet har hver sin stemme, det bliver meget tydeligt i sangen, hver fugl synger med sit næb, og det i sig selv er jo også interessant. Nogle synger højere end andre og vil gerne høres, og nogle gør ikke. Der ligger mange ting i den sang.

PB: Det er jo normalt en slagsang med et bombastisk udtryk, hvor vores udgave nærmere er et lille pip. Men jeg tror på, at mange små pip kan gøre en forskel. Man behøver ikke lave muskel-kunst, de små pip kan faktisk gøre en forskel.

PB: Langt de fleste kunstnere i dag har deres specielle signatur, fordi markedet er blevet så vigtigt. Men ved at bygge et hus og synge en sang sammen med andre ophæver man sin signatur. Ud over at man ophæver sin egen praksis, skaber man også et andet sprog, som kan være det, at man mødes, diskuterer og finder frem til noget sammen, og man laver noget, som ikke er genkendeligt, som ikke entydigt bærer kunstnerens signatur. Og så kommer der noget helt andet på spil, for så ophæver man også den der med, at man skal producere kunst til et marked, som jo fylder rigtig meget i dansk kunst både hos gallerierne og bagved hos kritikerne og kuratorerne.

PB: Man kan hurtigt komme til at romantisere over fællesskabet, men det der er det problematiske ved fællesskabet er, at der altid er en eksklusionsfaktor, der er altid nogen, der ikke må være med bestemte steder på grund af det ene eller det andet.

TLL: Flaget udenfor viser det meget godt. Det har teksten: Heldigvis findes mælkebøtterne bag efter dig og mig. Alt det her er jo bare en lille brøkdel, men ukrudtet bliver heldigvis.

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: The End Of Man Hood I, 2008. Peter Brandt: Blandede materialer		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: T-shirt, 2008. forskellige størrelser Tomas Lagermann Lundme: T-shirt med Print

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Fællesskabsbillede, 2008. Pernille Priergaard Worsøe: Installationsbeskrivelse		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Fællesskabsbillede, 2008. 150x150 cm. Pernille Priergaard Worsøe: hægter og bomuldssnor på lærred

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Bild, 2008. Kristina Ask: Vimpler, blandede materialer		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Din Skygge, 2008. 40x25 cm. Kristina Ask: stof

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Let's Subvert Male Supremacy, 2008. 21,5x21,5 cm. Peter Brandt: Blandede materialer		Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Let's Subvert Male Supremacy, 2008. 21,5x21,5 cm. Peter Brandt: Blandede materialer

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Afsløring, 2008. 35x36 cm. Kristina Ask: Collage

Huskegruppen: Kristina Ask, Peter Brandt, Tomas Lagermand Lundme, Pind, Mette Winckelmann og Pernille Priergaard Worsøe: Unclasp The Hands, 2008. 29x21 cm. Kristina Ask: Collage