Interview: Pernille Moesgaard

Pernille Moesgaard: Fire mindre skulpturer, 2007. Fimoler

Pernille, hvad har du arbejdet med i denne udstilling?

Jeg vil ikke sige, der er et overordnet tema, men jeg kredser på en eller anden måde om de samme ting uden egentlig rigtig at vide, hvad sammenhængen er … Og jeg kredser måske lidt omkring et hinsides billedsprog, som ikke fungerer i realiteten. Det er et billedsprog, der kan noget mere end ord og tale kan, som på en eller anden måde bliver mere præcist, men det bliver samtidig også meget mere diffust. Det kan godt bruges til at kommunikere med, men det er både abstrakt og konkret på samme tid. Det har en dobbelthed i sig.

Dine skulpturer har den dobbelthed i sig…

Ja, jeg kan godt tænke mig, at der er en rest af nerve tilbage i dem, men de er blevet modificeret så meget, at der ligger en rest af en mening eller en betydning - eller en gåde i dem. De kan godt fremstå som meget lukkede, men på den anden side så skjuler de heller ikke noget. Jeg tænker dem lidt som små koder eller regnestykker; jo tættere man går på dem, jo længere væk rykker resultatet sig også. Det fjerner sig, og man kan ikke rigtig sige, at der er et eller andet bestemt tema, som man kan diskutere. Jeg tænker dem ikke som historier, men som noget der starter noget. De er ikke punktummer, men de skulle gerne sætte noget i gang.

Hvad er din inspiration?

Skulpturerne tager udspring i oplevelser eller ting, som jeg har set, men det vigtige for mig er ikke at kunne aflæse, hvad jeg har haft i tankerne, men at man kan se, at der ligger noget konkret bag. Fornemmelsen af en oplevelse. Titlerne giver en lille bemærkning til værket.

Pernille Moesgaard: desire, 2007. Fimoler og plast		Pernille Moesgaard: future, 2007. Fimoler og glaskulger

Til denne her udstilling har du primært brugt fimoler, fortæl om dit valg af materiale.

Jeg tænker ikke, at materialet skal analyseres, for mig er det et materiale med en plastisk kvalitet. For mig er det en anden slags keramik. Det har ikke keramikkens historie, det er et meget nyt materiale - den moderne keramik. Det har en statisk kvalitet, som jeg godt kan lide. Man kan se, det er hårdt, men man kan samtidig også se, at det har været blødt. Det er lige som om, at det er sådan et still shot … Alle skulpturerne er inficeret af en organisk masse, som alligevel ikke er organisk, fordi den er helt statisk og kunstig at se på. Der ligger noget dobbelthed over det. Det løber lidt, splatter lidt ud, og alligevel er det helt frosset og hårdt.

Det er et øjebliksbillede?

Ja, det er frosset på et eller andet tidspunkt. Det synes jeg går meget godt sammen med de ting, jeg gerne vil lave. Det skal ikke være fortællinger, men billeder. Mine ting er tænkt som symboler. Det er ikke meningen, at man skal vide nøjagtig, hvad de står for.

Der er en underliggende humor i dine ting, er det noget, du arbejder bevidst med?

Jeg arbejder i hvert fald bevidst med, at jeg godt kan lide noget, der er forførende og insisterende på samme tid, og så kan jeg godt lide, at det forførende følges ad med noget, der er lidt kvalmt. Det er to modpoler, der følges ad, så man ikke får det ene ind uden det andet. Jeg har altid haft en fascination af super lækre,t klare farver sammen med rigtigt kvalme, brækkede farver. Det er på en måde også det, der sker i formen, det lækre følges ad med det kvalme. … De er ikke bare små lækre skønheder, men de har samtidig noget creepy over sig, noget ubehageligt. Jeg forsøger at putte noget andet ned i figuren end bare det skønne. De kredser om noget, der ikke kan siges med ord.

Pernille Moesgaard: 1/8, 2007. Fimoler		Pernille Moesgaard: the almost nailed circle, 2007. Fimoler

Du har tre print med på udstillingen, vil du fortælle om dem?

Ja, de er nødvendige modpoler. Jeg synes, de åbner op for figurerne og omvendt. Hvor figurerne har en begejstret tilgang, har tegningerne en lidt koldere tilgang. De giver en anden vinkel. Med dem har jeg arbejdet med matematikken eller logikken. Absorb Even More, det er en tap, der er fyldt med tapper, der er fyldt med tapper, der er fyldt med tapper. Der er fyldt med sådanne små tapper inde i ens mave og tarme, som gør, at vi kan optage næring. Her står den som en antenne, den er udtryk for et håb om et endnu bredere sprog. Jeg tænker, de tre print hører sammen som tro, håb og kærlighed. No Intersection viser to cirkler, der lapper ind over hinanden, der hvor de mødes, fællesmængden, der udsletter de hinanden. Titlen antyder, at billedsproget måske ikke fungerer i realiteten, men alligevel gør det på et andet plan.

Pernille Moesgaard: absorb even more, 2007. Print 1 af 3		Pernille Moesgaard: no intersection, 2007. Print 1 af 3		Pernille Moesgaard: somewhere around here, 2007. Print 1 af 3

Er kommunikationen mellem kunstværket og beskueren vigtig for dig?

Jeg har ikke noget ønske om at videregive, hvordan de (kunstværkerne, red.) skal tolkes, men jeg har et ønske om, at de fungerer som små startere, for en eller anden længere tankegang. Ikke at publikum skal komme frem til, hvad jeg lige har haft i hovedet, for det synes jeg ikke er interessant, det er mere for at sætte et eller andet i gang. Den eksterne harddisk (External Hard Drive, red.), som jeg har lavet, er jo heller ikke bare en ekstern harddisk - for så kunne jeg lige så godt have udstillet sådan en. Den bliver et symbol og får noget meget poetisk over sig. Jeg kan godt lide, at den bare står der på en hylde uden at være tilsluttet noget.

Poetisk…?

Et ønske om, at der et eller andet sted findes noget mere. Jo tættere, du går på tingene, jo længere skubber du det også væk. Jeg har prøvet at gøre udstillingen intim. Så der opstår dette private rum, og hver skulptur får den mindste scene, man kunne tænke sig, deres eget lille spotlight. Det gør også, at de bliver individuelle, der er ikke én stor, men mange små bemærkninger, men de er samtidig forbundet. Jeg er fascineret af gult lys, det har en evne til at kunne bade ting, det lægger et feber-slør hen over ting. Jeg har været vild med den farve, lige siden jeg så et af de allerførste kunstværker, der gjorde indtryk på mig. Da jeg var helt lille, var jeg oppe på Willumsen og så Aftensuppen (J.F. Willumsens Museum, maleri fra 1918), hvor der sidder nogle mennesker rundt om et bord, og det hele bare er badet i et gult lys, og jeg var fuldstændig fascineret af det lys. Men hvordan jeg oplever den gule farve hører igen til mit private billedsprog, fordi andre sikkert opfatter den helt anderledes.

Tak

Pernille Moesgaard: must go down, 2007. Fimoler		Pernille Moesgaard: external hard drive, 2007. Fimoler

Pernille Moesgaard: pool og shame, 2007. Fimoler og dioder		Pernille Moesgaard: the sixth position, 2007. Fimoler

Pernille Moesgaard: performer, 2007. Fimoler		Pernille Moesgaard: task, 2007. Fimoler

Pernille Moesgaard: extension, 2007. Fimoler Pernille Moesgaard: corner infection, 2007. Fimoler

Pernille Moesgaard: Too sweet to be true, playing the lie, 2007. Fimoler