Interview: Nils Erik Gjerdevik

intstallations view

Hvordan vil du selv introducere din udstilling?

Helt grundlæggende har jeg selvfølgelig gjort det jeg altid gør, når jeg bliver inviteret til at lave en udstilling, nemlig taget bestik af udstillingsrummenes karakter. Med det in mente har jeg så fremstillet værkerne; malerier, stentøjsskulpturer og papirarbejder. Jeg har lavet alle værker individuelt og de er derfor mobile. I installationen her er de dog sammensat sådan, at deres mobile karakter er ændret til en karakter, der er langt mere sammenhængende og monumental. Det er selvfølgelig tydeligst med malerierne, der dels er relativt store og dels hænger så tæt, at de udgør en frise. Malerierne omslutter rummet og fylder hele ens synsfelt ud - ikke mindst når man træder ind i selve den hesteskoformede ophængning.

Installations view

Er det den samme monumentalitet og sammenhæng du søger i det mindre rum med papirarbejderne?

Ja, den samme omsluttende karakter gælder for så vidt rummet med papirarbejderne. De to modstående vægge er dér udfyldt fuldstændigt af en millimetertæt ophængning af over 80 indrammede tegninger, alle med forskellig størrelse. De modstående vægge genspejler hinanden; både tegningerne og det grid rammerne tegner. På den måde får rammerne pludselig betydning, og danner i sig selv tegninger i en slags De Stijl-agtigt forløb. Papirarbejderne fylder som sagt rummet ud, men det skaber samtidig en oplevelse af en slags tegnekabinet; en studiesamling, hvori man er omsluttet af værker og hvor der konstant hersker tvivl om, hvad der udgør det enkelte værk og hvad der udgør helheden. Min intension var bl.a. at skabe en meget intim aflæsning af billederne for at understrege forhold omkring tegningens karakter og tilblivelsesproces: Man sidder ved bordet, bøjet over tegningen, næsen rører næsten papiret. Så trækker man sig lidt tilbage; betragter, og så bøjer man sig ned igen. Det er lidt den samme bevægelse og proces der er på spil i det rum. Med malerierne er det helt anderledes. Der skal man hele tiden have afstand. Men igen tager installeringen udgangspunkt i hvordan man aflæser de enkelte medier og både malerierne og tegningerne spiller på en slags irrationel rumdannelse.

Den rumdannelse bliver meget kompleks fordi man som beskuer også reflekteres i rammernes glas, som igen genspejler hinanden?

Ja, der opstår em form for uendelighed, som berører det faktum, at det man betragter, aldrig er det reelle. Heller ikke selvom man betragter det som værende noget afsluttet. På den måde kan man åbne op for monumentaliteten. En søjlerække kan godt fungere selvom en søjle står skævt, men det er unægtelig meget sjovere hvis en af dem faktisk står skævt. Der skal være en nogle nødudgange i udstillingen og en af dem ligger i spejlingen.

Nils Erik Gjerdevik: Uden titel,

Og så er der skulpturerne, der uvilkårligt minder om sci-fi arkitektur?

Ja, skulpturerne er et kapitel for sig selv. De står på en lige linje, der er forholdsvis ubrudt og danner en form for dialog med hinanden. Afgørende er det dog, at der også er forbindelse mellem skulpturerne, rummet med malerierne og tegnekabinettet, idet der er en tilsyneladende ubrudt akse. Skulpturerne har forskellige farver, motiver og temaer. De er bundet af tyngdekraften og står på sokler. Ellers ville de ligge på gulvet. De er bygget fra en base og opad; lidt som når man bygger et hus. Deri ligger en anden form for aflæsning. Det er svært at undgå en kobling til landskabsfænomener, selvom jeg ikke ønsker det. Men det ligger iboende i keramikken; leret som materiale. Jeg ser mere skulpturerne som et kulturelt betinget formsprog, der tager udgangspunkt i arkitektur, urbanitet og mødet mellem forskellige metoder. Nogle af skulpturerne har en meget koncis nærmest Bauhaus-agtig karakter mens andre er mere amorfe og minder mere om Gaudí eller Hans Scharoun. Nogle refererer til Art Deco, men uden Art Decoens ekstreme finish. De er frirum. De kan bygges op som man har lyst til. Selvfølgelig er der begrænsninger for hvad man kan, men leret ved jo ikke hvad begrænsningerne er, og derfor er det et felt jeg altid har haft arbejdet med, med stor interesse og kærlighed.

Nils Erik Gjerdevik: Uden titel,

Men hvad er spændingspunktet i skulpturerne? At se hvad materialets potentiale er kompositorisk?

Ja, jeg er interesseret i at se hvad keramikken kan klare. Hvilket yderpunkt kan man nå kompositorisk eller holdbarhedsmæssigt, og så er jeg interesseret i at se, hvad der sker med den polykrome skulptur. Hvilken betydningsændring har det at skifte en farve ud med en anden. Jeg forestiller mig at skulpturerne kan være øjenåbner til papirarbejderne og malerierne fordi de har en dimension af uforudsigelighed i sig. Den samme uforudsigelighed kan man finde i malerierne, men dér skal man være indstillet på at finde den.

Ja, malerierne virker langt mere stramme med deres detaljerede ornamenter, i det mindste på afstand, men det viser sig så, at det er en illusion?

Ja, det er kun tilsyneladende. Der er en håndgjorthed og en taktilitet i tegninger og skulpturer som er åbenlys, men i malerierne søger jeg at lade de beslutninger, der er truffet, overtage det håndgjorte. På afstand ser de glatte ud, men hvis man går tæt på, kan man se, at de er håndgjorte. Der er en håndværksmæssig tæthed i farven og en omhu omkring, hvordan de er malet. Jeg søger ikke det serielle og heller ikke det maskinelle. Jeg er optaget af, at hvert medie har sin egen iboende fornemmelse og respekt for sine egne muligheder, og måske også begrænsninger. Dvs. maleri er maleri. Jeg prøver ikke at gøre oliemaleri til akryl, og jeg prøver ikke at gøre oliemaleri til et sted, hvor det ikke er muligt at insistere på oliemalingens kvaliteter. Selvom det er monokrome flader, og selvom ornamenteringen er rimelig flad, så kan man se, at det er malet. Ellers ville det blive for løst. Det tager vanvittig lang tid at lave nogle af billederne. De er malet med fri hånd, uden brug af afmaskningstape. Det er meget spontant i tilblivelsesprocessen men udførelsen af er bestemt ikke spontan. Den er så kynisk som den næsten kan være.

Nils Erik Gjerdevik: Uden titel,

På den måde bliver maleriet en slags arkiv over hele tilblivelsesprocessen?

Ja, det kan man sige. Det er noget med at insistere på en bestemt tilgang; på at male et billede på 10 m2 med en størrelse 2 pensel, hvilket vil sige 1x1 mm tyk; på at gøre det tåbelige eller absurde i troskab til tilgangen. Jeg har altid været optaget af modsætningsforhold og det overmod, der ligger i at gøre det modsatte. Det er den form for konsekvens, jeg synes, er den røde tråd gennem værkerne. Metoden dikterer og gør udførelsen af mange værker til en slags udholdenhedsprøve. Det kan måske virke lidt monomant, men jeg oplever det som at ryste ærmet og så kommer der ting ud. Jo mere jeg arbejder, jo mere kommer der ud. Og jo bedre er det, der kommer ud. Det en form for free flow, der er i modsætningsforhold til en malerisk meget lang udførelsesproces. Det synes jeg er interessant.

Udover det, hvad ligger der så i metoden? Hvad karakteriserer tilgangen?

Malerierne består fx udelukkende af to komplementærfarver og de er derfor meget kraftigt optisk virkende. Ydermere har jeg valgt kun at vise de fire hovedkompositioner som jeg arbejder med: diagonalen, punktet, griddet og det udflydende. Jeg har forsøgt at modstå fristelsen til at lægge flere farver ind i de enkelte malerier for at undgå den støj, det ville give i forhold til skulpturer og tegninger. Skulpturerne er på sin vis polykrome, men også dér er der kun brugt to forskellige farver glasur. Tegningerne er sådan set free style, og blander en masse små detaljer og alle mulige farver sammen i forskellige kompositionsprincipper, men alle ting er afstemt efter hinanden her i netop disse rum. Hvis jeg ikke havde tegnekabinettet og hvis skulpturerne stod på en anden måde, så havde malerierne også set anderledes ud. Som sagt, det hele er lavet til stedet men også med tanke på, at hver del har et selvstændigt liv både før og efter udstillingen her.

Selvom mange værker mimer hinanden, er der ikke to værker, endsige to felter, der er identiske. Kan du uddybe hvad det er, du prøver at afsøge? Det virker som om det er serier, men i virkeligheden er det jo antiserielt?

Det er rigtigt. Ikke to felter er ens, men alle papirarbejderne er temmelig tomme. Det er max 10% af den hvide flade der er bearbejdet Alligevel tager arbejderne deres plads på papiret. Jeg er ikke interesseret i overmaling og de lag, det giver at lægge lag på lag. Jeg er heller ikke optaget af retouchering. Jeg er optaget af at vælge koncist til fra begyndelsen, for at se om jeg kan trække den hjem til sidst, så at sige. Det er på ingen måde en fastlåst proces. Jeg lader gerne min intuition og pludselige indfald komme til orde, men jeg lader - lige som i et stafetløb - det nye indfald blive afløst af endnu et nyt indfald. Det centrale er, at de ikke ligger oven på hinanden og det er nok generelt for mine ting: Jeg sampler ikke som i musikkens lag på lag, men arbejder med møder mellem forskellige former for repræsentation inden for det abstrakte billedsprog. Mellemrummet og dialogen mellem to størrelser er for mig vigtigere end overlapningen. Jeg er interesseret i konstruktion. I at kunne opbygge billeder, der resulterer i en visuel logik, men som desuden har en iboende udfordrende kompleksitet. Og hele processen skal være så åben som overhovedet muligt. Jeg bruger sommetider det billede, at mine arbejder skal være som udskåret med en løvsav og så lagt sammen som et puslespil ...men med en masse brikker, der mangler!

Nils Erik Gjerdevik: Uden titel,

Du bruger konsekvent formelle refererer til maleriets kunsthistorie, navnlig i det 20. Ârh.?

Ja, der ligger en kunsthistorisk historik i mine arbejder og referencearbejde er meget vigtigt for mig. Det at undersøge hvor ting er blevet gjort med et enormt overskud, og hvad man kan lære af det, og hvordan det kan bruges i dag. Værkerne må aldrig blive anakronistiske eller tilbageskuende, men skal være friske i deres udnyttelse af de virkemidler og erfaringer, der er blevet gjort.

Et gennemgående tema på denne udstilling er diagonalen, som jeg har arbejdet med on-and-off siden begyndelsen af 90'erne. Diagonalen kan spores mange steder. Jeg har fx altid været meget optaget af Olle Bärtling, der arbejdede meget bevidst med linjer fra hjørne til hjørne, men jeg er ligeså fascineret af, at man på Færøerne under krigen klippede 4 øres frimærker over diagonalt for at få to 2 ørers, med værdi påtrykt begge halvdele. Det greb at halvere diagonalt fascinerer mig. Om det så er Bärtling eller færøske provisorier, der kommer først ved jeg ikke, men mine referencer kan både være private og mere konsoliderede i kunsthistorien.

Der er også referencer til Pollock?

Ja, der er et rødt og grønt billede, der er meget elastisk i karakteren. Det er udført i en form for drip-painting; en form for abstrakt figuration. Jeg interesserede mig for, hvordan man kunne arbejde med en omvendt Pollock. Pollock angreb billedet fra centrum og gik mod kanten, men meget sjældent tog han kanten i brug. Når jeg taler om en omvendt Pollock prøver jeg at gå fra kanten mod centrum med øje for en ligeværdig fordeling af alle virkemidler og bevægelser, uanset om man ser det i periferien eller i centrum. Samtidig er dét, der umiddelbart ligner en spontan bevægelse udført med en akkuratesse som blotter det for spontanitet. Det er en konstruktion det hele, og i dét ligger der også en negation af Pollock - samtidig med at han er mit udgangspunkt. Jeg er optaget af det selvmodsigende og i at angribe det uangribelige. Det uangribelige plæderer for et ideal, har kun én indgang og kun én entydig sandhed. For mig er det angribelige det sted, hvor jeg kan trække vejret.

Hvordan arbejder du med det formelle i forhold til det intuitive?

Mit arbejder er absolut formelt baseret, men det er også intuitivt. Ikke intuitivt a la ”jeg føler derfor gør jeg”, men nærmest tværtimod: intuitivt grundet i erfaring. Min oplevelse er helt klart, at jo større erfaringsgrundlag man har, jo bedre fungerer ens intuition. Der er mange, der friholder sig for interesse i omverdenen og historien, fordi de arbejder ”intuitivt”. De mener, at det intuitive hænger sammen med spontanitet, ucensurerethed og det ureflekterede, men for mig hænger intuition tæt sammen med erfaringer, og når man ser på de ”intuitive” værker, er de i de fleste tilfælde håbløst ordinære.

Jeg begyndte at lave kunst i starten af 80'erne, og mine ting var dengang meget komplekse og havde en mere narrativ karakter. Det blev så i begyndelsen af 90'erne ændret til mere specifikke repræsentationer af f.eks. low-culture ikonografi, cartoons eller tatoveringer; ting der konnoterede til alternative kulturer end fine art kulturen. De sidste reminiscenser af genkendelighed forsvandt så omkring ’98, og sidenhen har det været helt abstrakt. Hvis jeg blev ved med at arbejde med repræsentation, ville det blive banalt. For mig lå udfordringen i diskussionen af formalitet. Ikke en streng formalitet, men en formalitet med en udfordrende og destabiliserende karakter.

Nils Erik Gjerdevik: Uden titel,

Du synes at bruge formaliteten på en meget postmodernistisk måde?

Ja, det er rigtigt. Når jeg fx bruger griddet - som i minimalistisk forstand er et rigidt system med vand- og lodrette linjer, der repeteres uendeligt i alle retninger - benytter jeg mig af minimalismens erfaringer, men så gør jeg linjerne individuelle. Hver eneste linje er en selvstændig udført handling, men på afstand ser de ensartede ud. På den måde opstår et spil omkring forventninger fra minimalismen; et spil der samtidig har karakter af telefontegning. Der er en form for kontrolleret spontanitet, som folder sig ud, når man ser den i sin helhed. På nogle måder har jeg gjort det minimalistiske maksimalistisk; proppet på og gået til grænsen. På den måde afsøger man grænsen for hovedtemaet. Mine værker mimer noget minimalistisk, men de er også en negation af minimalismen. De er antiserielle. Man kan ikke kopiere noget felt i et andet. Selvom billederne insisterer på at repetere, er der ikke noget at repetere.

Hvad betyder det at have forladt det figurative? Er der noget åndeligt over det, som hos Kandinsky?

Jeg tror det nærmeste jeg kan komme, det er frirum. Hvis frirum er åndeligt betonet, jamen så er det en meget åndelig ting. Jeg er optaget af at lave oplæg så frie som muligt, gå ind i dem og lade frirummet forføre mig så meget som muligt. Og hvis et frirum også resulterer i alternativer; i autonome steder, så tror godt det kan overføres til en form for ubundethed; noget der ikke er begrænset af dogmatik eller kirkelig liturgi, og deri ligger måske en slags åndelighed.

Nils Erik Gjerdevik: Uden titel,

Men det virker, som om der er noget på spil; at du er på sporet af noget. Måske en slags universel størrelse, som du nærmer dig ved konsekvent at følge din metode: at undersøge ved at koncentrere, kondensere og eliminere alt overflødigt?

Jeg tror, du rammer noget, som er svært at formulere. Jeg oplever arbejderne som værende frie for indblanding; svævende i en sfærisk eller æterisk dimension. Det uendelige rum, i form af bagfladen, bliver konkretiseret via fx en ornamentik, men selv ornamentikken er elastisk. Det er ligesom, hvis man har en masse sammenpressede elastikker i hånden: Nogen vil hele tiden smutte ud. Og nogen gange smutter de ud efter en diagonal og nogle gange et helt lærred eller en cirkel. Deri ligger en ubegrænsethed som godt kan kaldes åndelighed af en art. Man kan jo betragte det åndelige på mange måder. For mig er det et alternativ til en normalitet, en forudsigelighed, en skematisk tilrettelagt metodik eller samfundsopbygning. Og dér håber jeg at mine arbejder ses som et frirum. At de er lidt som ål i et badekar; umulige at fange. Deri ligger det autonome, det frie.

Med udgangspunkt i dét ligger der fortsat en bevidst politisk stillingtagen i dine ting?

Absolut. Mine ting har intet med realisme at gøre. Realisme og nøjsomhed er desværre det, der styrer alle beslutninger herhjemme for tiden. Generøsitet er ikke noget man taler om. Det er et svært begreb, fordi det let kan misforstås. Generøsitet kan forveksles med noget dumdristigt, ødselt og ureflekteret. Men jeg mener generøsitet som det at ville give meget på mange forskellige niveauer - både umiddelbart men også ved nærlæsning. Det at insistere på noget, som er tidskrævende; insistere på et absurd rum. Det kan man politisk se i mine ting. Jeg går ikke efter en konvention om, hvordan et maleri skal komponeres. Man kan sagtens arbejde med andre balancepunkter end det gyldne snit. Det er dét, jeg i al beskedenhed prøver på her. Kan jeg ligge al vægten i billedet ét sted og bibeholde balancen? Vi har vænnet os til at angribe og betragte billeder på en bestemt måde, men hvis man flytter fokus en lille smule, sker der noget anderledes, og så bliver det interessant. Forskydningen er altafgørende i hvert fald indenfor kunstens verden. For at kunne være autonom og fri skal kunsten ikke være en parallel til samfundet, men en forskydning. I stedet for at spille bold op ad nogle absolutter, vil jeg hellere spille bold et sted uden grænser; uden mål og sidelinjer på banen. På et midtersted. I et frirum, der kan gå i alle mulige retninger. Der er min interesse kunstnerisk. Stadigvæk.

Tak.