Interview: Mikkel Carl

Mikkel Carl: Yeah, it’s my banner!, 2008. 55x150x240 cm Mixed Media

Tillykke med udstillingen. Det ser godt ud. Jeg ville ønske, at jeg selv havde lavet nogle af værkerne. Som jeg ser det, så deler vi også nogle omdrejningspunkter og materiale-tilgange. Faktisk, så gik jeg direkte hjem efter din fernisering og meldte mig på Facebook igen, dér hvor andre synes det samme som jeg. Noget siger mig, at der er tale om et fælles sprog, snarere end en unik tilgang?

Jeg tror, det er helt rigtigt at fremhæve det sproglige aspekt. Det fælles, som også du og jeg har tilfælles, er en sproglig tilgang til kunst; det at opfatte kunst ud fra en slags diagrammer eller sprogligt logiske strukturer, som det man perceptorisk producerer værkerne igennem. Det er i hvert fald min egen opfattelse. Kroppen har selvfølgelig sit eget lag, som den ser og mærker med, men spørgsmålet er, hvilken status de informationer har? For mig er det en meget produktiv tilgang; at analysere visuelle fænomener sprogligt, at finde ud af hvilke komponenter, de rent logisk indeholder i forhold til andre visuelle fænomener og så prøve at kombinere de komponenter til en visualitet, der er overraskende, også for kroppen. Som billedkunstner ønsker jeg strukturerne materialiseret i et objekt, hvor det sproglige kun er en metode og måske et supplement. For mig gælder det om at kodificere den måde, hvorpå vi sprogligt sansende omgiver os med verden, igennem det at lave nogle visuelle objekter, som er sprogligt mærket.

Mikkel Carl: Sex, Drugs & Rock'n'Roll, 2008. 60x60x30 cm Foam rubber, string		Mikkel Carl: Yeah, it's my banner!(detail), 2008. 55x150x240 cm Mixed media

Nogle af dine værker kommunikerer umiddelbart, mens andre er sværere tilgængelige, måske endda lidt lukkede, og kræver en tekst. Er dine tekster opskrifter eller efterrationaliseringer, og i hvor høj grad er Wikipedia relevant?

Det virkelig flotte ved Wikipedia er, at det har en stemme, en underlig løs eller blød objektivitet, der forklarer alting som ”a matter of fact”. Den stemme har jeg brugt i de tekster, jeg har skrevet til nogle af udstillingens værker, simpelthen fordi den gør mig i stand til at forbinde mange ting, der ellers ikke hører sammen og hævde dem på en måde, der virker plausibel. Teksterne forener bl.a. kunsthistorie og personlig mytologi til en slags saglig lyrik. De er skrevet efter værkerne for at klargøre nogle af de bevæggrunde, der lå før værkerne, nogle af de metaforiske strukturer, der for mig knyttede sig til de udpegede visuelle forekomster: En kopi af en karakteristisk 80´er stol, en Ak-47 airgun, en ”afrikansk” træskulptur købt i Føtex. På baggrund af de forestillinger gik jeg i gang med at lave værkerne, og så skete der alt muligt. Jeg tror, det er en måde at lave kunst på, der er karakteristisk for mange i vores generation. At konceptdelen er noget vi tager for givet, fordi kunst, der blot er en kropslig udfoldelse, som gennem et medie skal ramme andre kroppe, ikke længere er så interessant. Men samtidig må konceptet være så på engang robust og fleksibelt, at det kan være modtageligt for materialiteten. Det er det hul, der er mellem teksterne og værkerne, der hvor konceptet bliver vredet rundt af den virkelighed, det selv forsøger at vride rundt. På den måde bliver nogle af værkerne tilfældigvis meget tilgængelige, nogle transformationer fremstår fuldstændig tydeligt: En stol muteret til et abstrakt men alligevel velkendt hjørnerelief, eller ordet ”Dada” skrevet ved at skyde kugler ind i en plade igennem en sky af farve. Det er nogle kræfter, man umiddelbart kan se, har virket. Og så er der andre typer værker, f.eks. nogle videooptagelser af roterende kulørte pærer, der er klippet sammen, så det ligner en screensaver til Mac. Som pauseskærm er den jo en slags pauseskærm. Et hult, men alligevel poetisk pusterum i udstillingen. Eller der er et Rorschach-lignende stykke grafik, hvor den ene halvdel er nedskaleret 50 procent til en umulig symmetri. Her kan det måske godt være en æstetisk befrielse at læse en længere udredning, bl.a. om hvordan Rorschach-billeder bliver brugt til at måle amerikanske officerers imaginære sans. Hvad enten det nu er rigtigt eller ej. Teksterne kan på den måde vække en anden type associationer, end dem man fik, da man lige mødte værket

Mikkel Carl: Hawaii, 2008. 25x100x200 cm Solarium, wire		Mikkel Carl: The X-line of Heritage, 2008. 40x50x80 cm/60x60x80 cm Chairs, fitting

Er værkerne deduktive, og er det vigtigt at kunne regne værket ud?

De er i hvert fald konstrueret ved en slags addition. De er lavet ved at hobe ting sammen. Eller måske rettere sagt; de er lavet ved at hobe forskelle sammen. For mig starter alting altid med en forskel. En forskel mellem noget og noget andet. Metaforisk set er verden delt op i dualismer som sort/hvid, mand/kvinde, positiv/negativ (det er altid skønt at forestille sig en fugtig og glat forskel mellem inde og ude), og i et delt tilfælde som dybt/højt eller dybt/overfladisk ligger forskellige forskelle allerede og arbejder med hinanden. Det er også derfor, jeg bruger betegnelsen ”en sproglig tilgang til kunst”. Et ord er ikke defineret ved at referere til en genstand men ved at referere til alle andre ord som værende forskellige fra dem. Dvs. at ordet ”mælk” ikke på nogen måde henviser til en hvid væske i en karton. ”Mælk” defineres udelukkende ud fra sine varierende grader af forskellighed fra ”bord”, ”stol” osv. Jeg tror noget lignende gør sig gældende for, hvad man i mangel af bedre kalder virkeligheden. Men de allerede vedtagne forskelle mellem to ting er ikke interessante, for det er jo dem, vi kender i forvejen. Når jeg skal lave et værk, prøver jeg derfor at forskyde de forskelle med en anden ting eller måske med forskellene mellem en tredje og en fjerde ting. Sådan bliver jeg ved, indtil jeg et samlet objekt, der er tilpas tankevækkende og poetisk. De skal være noget, man har en intuitiv fornemmelse af ændrer ved de måder, hvorpå man normalt betragter forskellige fænomener. Hvis man tænker sig virkelig godt om, kan man måske komme lidt tættere på en ny interessant stabilitet, men der vil altid være en rest. Så værkerne går helt sikkert ikke op, hvilket bliver meget tydeligt, når man snakker med folk på sådan en udstilling. For de har jo alle mulige kvalificerede bud på associationsrækker, der kan ligge indlejret i værkerne. Jeg mener dog helt klart, der findes rigtige og forkerte associationer. Diskuterer man f.eks. et digt om solen, og en siger at han kommer til at tænke på fodbold, fordi solen er rund, og det er fodbolden også, så må man spørge; er der nogle strukturer i digtet som på nogen måde viser hen til sport eller fysisk udfoldelse? Er der ikke det, er associationen forkert, forstået således at den ikke er relevant for andre end den person, den lige har ramt. Men der er også mere almene associationsmønstre, som med rimelighed kan tilskrives udstillingens enkelte værker. Og der har jeg ikke privilegeret adgang. Jeg har jo kun lige netop viden og følelse nok til at lave værkerne. F.eks. nævnte en besøgende tørklæde-debatten i forhold til det sorte kvadrat, der er lavet ved at spænde et ”partisan”-tørklæde på en blindramme. Det er ganske enkelt ikke noget jeg har overvejet. Jeg har kun tænkt i mere mytologiske politiske forbindelser, billedforbudet fælles for jøder, muslimer og højmodernismen og så selvfølgelig den russiske konstruktivismes abstrakte figuration. Jeg arbejder altid i en mere mytologisk skala, fordi de symbolske strukturer her er blevet stabiliseret til det punkt, hvor de er begyndt at sprække. Aktuelle politiske diskussioner har det med at have et så simpelt metaforisk blik, at det er enormt svært at komme til at sige noget andet end det modsatte. Jeg er virkelig ikke interesseret i at sige det modsatte af noget.

Mikkel Carl: Black Square Depression, 2008. 100x100 cm Scarf, stretchers		Mikkel Carl: Sexy Beast, 2008. 43x46 cm Print on paper

Ved at google titlen på din udstilling, ”Sky above, Heaven below”, fik jeg et You-tube hit på en prisvindende kinesisk kortfilm med en tyk ”ånden er fri som fuglen” – metafor, hvor man i et kort øjeblik ser en lille kinesisk pige ved siden af noget swastika træ-ornamentik. Derudover refererer titlen, indenfor slang, også til kussen, himlen forneden, og kan måske ses som en ung mands stræbende ambitioner efter himlen. Kan man læse for meget ind i suppen?

Alt det du nævner der, synes jeg er smukke søgeresultater. Jeg har været meget optaget af det pop-metafysiske og delvis erotiske univers, Yves Klein fik malet op med sin IKB-farve. Og så har jeg haft et billede inden i hovedet af en formel himmel, der spejler sig i vand. Igen handler det om forskellen mellem oppe og nede, ægte og uægte eller idé og fænomen. Samtidig har jeg forsøgt at lave en glidning mellem himmerige og himmel, der får metafysikken ned på jorden.

Mikkel Carl: Objet Trouvé, 2008. 16x20x90 cm Wood, iPod Shuffle, headphones (Baader-Meinhof/Sex in Secret on A Factory Sample, by Cabaret Voltaire)		Mikkel Carl: Flurry (analog), 2008. 15:58

Dit værk ”Objet trouvé” kommenterer specifikt, med titel og materiale, resten af udstillingen og historien bag ready-mades. Ipod´en og træstykket klasker i den bedste, dårligste smag og Carbaret Voltaire har gang i både Baader-Meinhoff og sex. Teksten til værket er både historisk og personlig. I hvor høj grad er du ved at indskrive dig i en kunsthistorisk kontekst? Er du mere end et synaptisk apparat med antennerne ude, en søn af tiden?

Jeg mener ikke, de to ting er i modsætning til hinanden. Jeg tror, at hvis man nu om dage skal indskrive sig i historien, så må man nok selv forsøge overhovedet at skrive historie på en anden måde. Nede i det værk, du refererer til, ligger en type kunsthistorie skitseret, der som ophobet kronologi bryder med den modernistiske tids-hygiejne og som også er kritisk overfor en refleks-hermeneutisk tilgang, der siger at vi altid bare læser fortiden gennem vore egne briller. Værkets historie handler om omvendte spor, om hvordan noget i nutiden sætter spor i fortiden. Hvis de skulpturelle bearbejdninger af f.eks. Picasso er gode nok, ændrer de faktisk hans værker for 100 år siden. Det lyder måske lidt mærkeligt, og jeg kan heller ikke selv helt forklare den fornemmelse, jeg har. Måske har det noget at gøre med, at jeg personligt ikke skelner mellem diskurs og såkaldt realitet. Virkeligheden forhandles hele tiden med diskursen, som når en person i Terry Gilliams dystopiske film 12 Monkeys siger ”I don’t believe in germs”. (”Jeg tror ikke på bakterier”). I hvert tilfælde er det en sådan forestilling om udveksling mellem fortid og nutid, der er med til at give mine værker mening. Derfor er der også primært tre zoner af interferens, der virker i min praksis: Den historiske Avantgarde, Neoavantgarden og 80´ernes appropriationskunst. De har alle det til fælles, at de bevidst starter med noget, der er der i forvejen. Hvis man var en del af Neoavantgarden, startede man selvsagt med Avantgarden, som også startede med noget, der var der i forvejen, nemlig nogle fundne eller all-ready-made objekter. Så det, jeg forstår ved at indskrive mig i historien, er at fremskrive en anden type dynamik end den lineært fremadskridende tids; noget andet end den progressivitet, der sjovt nok lagde navn til Avantgarden og var en klassisk del af dens selvforståelse. Jeg tror virkelig ikke, man på den måde kan lave noget nyt længere, og det er selvfølgelig en gammel pointe efterhånden. Men hvad gør man så, hvis man forestiller sig, at kunst ikke er noget fuldstændig idiotisk at beskæftige sig med. Så er der jo alle hånde former for kombinatorik, og i en tid, hvor tiden hele tiden griber tilbage i sig selv, er kunstens betydningspotentiale bestemt ikke udtømt.

Mikkel Carl: Flag of our Fathers, 2008. 40x80 cm Rainbow-flag, silk, spray-paint, fitting

Som kunstner, feticherer du verdenen eller din egen rolle i den, a lá poeten?

Godfather of Surrealism André Breton definerede ready-maden som et fundet eller købt objekt, der bliver tilskrevet kunstnerisk værdi af kunstneren. Det betød at hele den tidlige reception af Avantgarden havde et enormt fokus på, at det var et eller andet stykke fuldstændig ligegyldigt omverdensmateriale, der var blevet gjort til genstand for ophøjelse. I den forbindelse er det godt at tænke på, at Marcel Duchamp hævdede, at han kun havde fundet meget få ready-mades, der kunne bruges som ready-mades. Det betyder, at det objekt, man skal få øje på, skal have nogle meget bestemte strukturer, som, selvom man eventuelt assisterer det på en eller anden måde, overhovedet gør det interessant at udnævne det til kunst. Så det er dels det, jeg spiller på, når jeg i slutningen af min pressemeddelelse skriver: ”Kunstneren vil være tilstede som fetich”; at det er mig, der garanterer, at alt på udstillingen er kunst, også de ting, der måske ikke umiddelbart synes i speciel grad at være det. Men dermed fremhæver jeg også min egen tilgang til verden, som noget helt særligt, den på en gang strenge og meget åbne kontekst-logik, jeg arbejder med. Man ser værkerne, men man ser i høj grad også signaturen; den mulighed, at det her nok ikke var noget, før kunstneren kom og udnævnte det til at være noget, som det måske hele tiden har været, men som man ikke kunne se. På den måde er kunstneren også tilstede som sin egen fetich.

Tak.