| Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer! | lørdag d. 11. februar 2012. 17:19 |
 |  |
|
Få gratis nyhedsbrev hver uge Tilmeld dig her ! |
        |
Annoncer:
Interview med René Schmidt
René Schmidt er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1994-2000. Han bor og arbejder idag i Viborg og er tilkyttet Helene Nyborg Contemporary
|
 René Schmidt: Jem & Fix på Brænderigården, Viborg |
Hvad er det vigtigste på den aktuelle udstilling?
Det der er vigtigst er jo de nye ting. Det er en semi-retrospektiv udstilling, men det, der er interessant for kopenhagen-crowd’et er vel Syfilis og Coke og den her Lidl-udstilling og de nye guldværker. Mange af de andre ting har man allerede set før. Det er selvfølgelig sat sammen i nye konstellationer.
Så er der erhvervsdigtet, som er noget jeg tror siger det hele på en sådan lidt poetisk måde.
|
 René schmidts Erhvervsdigt |
Jeg tænkte at udstillingen skulle hedde Jem & Fix.
(læser op)
"Jem & Fix skal blive en udstilling, der peger på det personlige fix. Objekter, der er lavet I hånden som overleveringer til dig. Jeg håber at tale til beskuerens egen praktiske formåen for derved at komme dem i tale. Gå hjem og fix det selv, skab selv en udstilling der peger på tilblivelsen for at afmystificere værket og dermed give indholdet frit. At tale til den indre handyman eller den indre kunsthåndværker, at bringe almuen ind i hjemmet, at bringe hobbyen tilbage. En overlevering fra et menneske til et andet via værker med hang til det håndlavede, ikke ta’ selv, men skab selv."
| ||
 René Schmidt: Syfilis, 2008. 152 x 110 x 50 cm. Jesmonite | |  René Schmidt: Coke, 2008. 90 x 120 x 67 cm. EPS (flamingo) |
Det var det, der var grunden til, at jeg kaldte udstillingen Jem og fix. Jeg ville prøve at spille på den der med, at der ikke er ret meget, der er håndlavet længere. Eller det er der, men man tror ikke at det er håndlavet. Alle de her industrivarer som man køber ude I Bilka, de er jo allesammen limet sammen i hånden af nogle kinesere, som har fået at vide, at produkterne skal ligne noget, der er spyttet ud af en fabrik.
Men bortset fra det, så er vi ikke ret mange tilbage, som laver objekter i hånden professionelt. Men det gør folk jo derhjemme på et hobbyplan, og jeg tænkte at det måske kunne være en indgang til at se på det her.
I de fleste af dine ting har der jo også været noget teknik ind over, noget computer…
Jo. Jeg starter altid med at lave alting i 3D virtuelle miljøer eller konstruktioner. Der er en del af tingene, som ikke kan laves på andre måder, men der er også noget praktisk omkring det, fordi det er billigere og hurtigere, men det er nu mest det med, at dér kan ske ting, som ikke kan ske andre steder. Men jeg prøver altid at give det en form for country til sidst, at bringe det lidt ned på jorden. Jeg gør en del ud af at det ikke bliver så forkromet og computeragtigt.
|
 René Schmidts Lidl-serie |
| |||||||
| |||||||
| |||||||
|
Det lagde jeg mærke til i filmene. Er det sådan at filmene er der, hvor det hele starter, og så opstår de fysiske elementer ud af dem?
Alting starter som skitser i de her virtuelle rum, og man kan sige at videoerne er ret tæt på skabelsen. Men jeg har også modelleret med liv, dvs at fx ham den store pink figur, han er deformeret af sådan et bevægelsesmønster, jeg har lagt ind i figuren.
I de nye værker er der sådan en blanding af computerting og håndlavede ting. De skulpturer jeg har lavet for nylig ved jeg ikke om er færdige endnu. Der er også nogle ting som helt klart ikke er færdige, og der er endda et værk som er helt opgivet. Syfilis og Coke -rummene er næsten uden farver, værkerne har bare en metaloverflade – alluminium og stål og sådan noget. Det ene værk hedder Syfilis og der er en hvid skulptur, som hedder Coke, og formerne er skabt af denne her bøgleform, som man har i mange varelogo’er; Coca Cola, Nike, Arla osv. Tilbage i tiden har den bølgeform altid været populær.
René Schmidt: Limbo (part 1), 2002
René Schmidt: Limbo (part 2), 2002
Hvor kommer titlerne fra? Altså Syfilis, Coke…
Det er meget en-til-en. Coke kommer fra den form som bølgen har i deres logo, den har jeg været meget inspireret af. Der er sådan noget erhvervspoesi med den form; hvorfor bruger de den? Rent konstruktionsmæssigt så kan man sige, at en kurve er meget stærkere end en linje, en kugle er stærkere end et kvardrat. Og den bølgeform består jo af nogle cirkelslag, og den minder jo meget mere om naturen end kulturen. Men mit fokus er på Coca Cola og på den måde, som erhvervslivet har brugt det.
Og Syfilis …det syfilis bl.a. gør, er at det laver en overproduktion af hudceller. Der kommer så mange hudceller, at der ikke er plads til dem og de bliver afstødt. Og så åbner huden sig, og det gør skulpturen på en måde også. Det er ligesom en modernistisk skulptur, der har fået syfilis, er gået i selvsving eller er muteret. Coke gør lidt det samme, fordi når man har drukket for meget cola, så får man også en overproduktion af ekstra hud. Så titlerne referere til to modelleringsprincipper; fedme og syfilis.
| ||
 René Schmidt: Pastelvåd, 2008. 102 x 90 x 50 cm. Jesmonite | |  René Schmidt: Gemini (double up), 2007. 103 x 56 x 46 cm. Acid free stainless steel |
Du gør meget ud af at knytte hverdagsgenstande ind I værkerne. Hvad handler det om?
Jeg synes fx at almuen og folkekunsten er mere interessant end finkulturen. De kompromiser erhvervslivet laver, eller de kommunale kompromiser der bliver indgået… Det bliver en smule skrabet, men den skrabethed synes jeg er fed, fordi den viser den dynamik, og de valg man må tage. Det er jo hverdagen kontra den ophøjede kunst, der er meget mere end hverdagen. Jeg prøver at lave kunst på hverdagen og ikke på andet kunst.
| |||
|
Det er som om, det er lavet for, at det skal virke nu, og ikke for at det skal stå evigt. Dine værker er ikke helt færdigpolerede, de er igang, de er på et eller andet stadie…
Ja, de er jo i processen. For mig er de lidt åbne. Jeg vil hellere flytte dem så langt ud, at jeg ikke kan få dem til at fungere, end at stoppe dem der hvor de er cool og lukkede og illustrative. Det skal ikke være et enormt hårdt værk, der kan kæmpe for sig selv. Det må godt være en lille smule slattent og en lille smule uskarpt. De krystallinske skulpturer der er bygget op af trekanter, de er jo i virkeligheden uskarpe rene former. Jeg kan godt lide at det er sådan lidt på vej.
| ||
 René Schmidt: Human crystal system, 2007. 30 x 14 x 14 cm, (stand 54 x 32 x 32 cm.) Lasergraveret glas | |  René Schmidt: Queens, 2007. 30 x 14 x 14 cm. (stand 54 x 32 x 32 cm.) Lasergraveret glas |
Hvad med de værker du laver i glas?
Jeg kalder dem 3D-tegninger, og det er lasergraveret glas, der er håndslebet i Kina. Når man først ser dem ligner det plastik, og det er næsten for meget af det gode, men fordi de er håndslebet, kommer der nogle små unøjagtigheder ind. Det som er fedt ved dem er, at inden i dem er der ikke nogen tyngdekraft. Derfor kan man have 300.000 små punkter hængende frit. Dem jeg har lavet består af 300-400.000 punkter, men hvis du sammenligner det med pixels, så er det jo ingenting. Om tyve år er teknikken sikkert en anden...
Der er også mange andre 3D teknikker, men den her er meget basic og enkel. Det er den nemmeste skulptur at lave; jeg sidder bare og tegner den, og mailer den et eller andet sted hen, og så to uger efter, så får jeg den med posten. Det er rimelig ultimativt som billedhugger, hvor man ellers går og knolker meget.
Det er lidt ligesom en Verden 2.0. Det er bare en parallelverden. Det svarer til at sidde med en limpistol og noget pap, men det er bare virtuelt. Jeg har jo stadig modelleret det, men brugt nogle andre værktøjer. De har tyngde, de har ikke nødvendigvis en skala, men det kan man så give dem, men ellers er det helt det samme.
Den der 3D økonomi gør også nogle ting. De metalting jeg har med på udstillingen består måske af 3-4000 trekanter, og det har typisk taget en dag at svejse sammen, og laseren har været tre minutter om at skære det ud. Det betyder jo også, at økonomien for mig bliver lav, hvilket giver en frihed, så jeg kan tillade mig at lave dem endnu mere komplicerede.
Tak
| |||||||
|
| ||
 René Schmidt: Energy Security Growth and Sustainability through co-operation and outreach + Program Suttied, 2007. 52 x 31 x 31 cm. + 49,5 x 24 x 24 cm. Paper, mdf, foam on stand + Paper, mdf, foam | |  René Schmidt: Titan + Snoose, 2004. h 120 cm. + 180 cm. Mixed media |
| |||
| |||
| |||
|
|
 René Schmidt: 51 PEG, 2004. 200 x 170 x 120 cm. (with out original stand). Jesmonite |
Related:
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA