Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!lørdag d. 11. februar 2012. 17:14
Kunststyrelsen 2112Statens Kunstraad 0212
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview med Martin Bigum

Annoncer:

Kunstnernes Påskeudstilling 2012
Kunsthøjskolen Ærø
Kunsthøjskolen Holbæk
Det Fysnke Akademi
Andersens 0212
Gl. Holtegaard - showtime

[13. oktober 2008]
Interview
Martin Bigum og Karina Riis fra Funnywalls/WallART

Interview med Martin Bigum

Martin Bigums (f. 1966) malerier låner fra 1900-tallets nordiske maletradition, mellemkrigstidens magiske realisme og 60’ernes tegneserier. Bigum har en fortid som MAD-tegner - et job, der blev hans kunstneriske opdragelse i stedet for kunstakademiet. Nu har han transformeret fire af sine ældre værker om at mønstre for firmaerne Solidary People og WallART. Her bliver værkerne brugt på henholdsvis t-shirs og hoodies, og på tapeter. Kopenhagen mødte Martin Bigum på dansk Design Center, hvor objekterne udstilles, for at finde ud af hvad projektet egentlig går ud på.

Martin Bigum har haft en række store soloudstillinger rundt omkring i landet, blandt andet på Brandts Klædefabrik, Herning Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og Nils Stærk Contemporary. Bigum er repræsenteret med værker på blandt andet Arken, Statens Museum for Kunst, Aros og Trapholt. Hans kunstneriske produktion tæller også kunstvideoer, cd'en Overmorgen og tre digtsamlinger udgivet på Borgens Forlag.

Martin Bigum bor og arbejder i København.
Interview:Torben Zenth & kopenhagen.dk
Foto:Torben Zenth
Martin Bigum
Design i kunstens grænseland
03. oktober - 09. november 2008
Dansk Design Center
H C Andersens Boulevard 27, 1553 København V
web site:ddc.dk
Mandag-fredag 10-17, onsdag 10-21, lørdag-søndag 11-16


Martin Bigums tapetdesigns og WallART på Dansk Design Center



Hættetrøjer og tapet? Hvad går projektet ud på?

I 1990 lavede jeg en hurtig skitse af en mand, der rider på en sæbeboble imens han svinger en pisk. Det blev en fin skitse, som jeg tænkte at jeg nok kunne bruge en dag. Mange år efter spørger Solidary People, som er et alternativt, fritflydende og undergrundsbaseret tøjfirma med en stærk etik, om jeg ville lave et mønster. Solidary People er bygget op på den måde, at du vælger en sag, som du gerne vil støtte eller gøre opmærksom på. Det var den ene grund til, at jeg gerne ville være med, men den vigtigste begrundelse var, at jeg fik kunstnerisk frie hænder. Jeg tænkte prompte på sæbeboblemanden, fordi nogle af mine venner havde fået en lille dreng, som havde hul i hjertet, og jeg kunne se, at deres hverdag var som en boble, der kunne briste hver dag. Så jeg overvejede om boblemanden ville holde som en kunstnerisk skitse overført på et designområde, og det synes jeg at den gør. Der er noget selvmodsigende i en mand, der rider på en boble, imens han svinger pisken, som gør at den undviger det, bare at være dekoration for dekorationens egen skyld.



Martin Bigum: Advice For The Young At Heart (black & white), 1993. litography (Edition Copenhagen)


Martin Bigum: Sketch,



Det er jo, som du er inde på, værker du har lavet for længe siden. Hvorfor har du været interesseret i, at indsætte dem i en designkontekst?

Det originale litografi, som det hele er baseret på, har en vis kornethed over sig, som jeg tit har tænkt på, var sådan en stoflig ting. Det har vi nogenlunde kunne overføre til tøj, og jeg har tænkt at stofligheden ville være spændende at arbejde med i netop den kontekst. Så kunne man spørge om jeg ikke kunne have fundet på noget nyt, men jeg synes bare at det har været så fedt at opleve det i en recirkulation.


Hvad handler Solidary People egentlig om? Er det et markedsføringsredskab, hvor man giver nogle penge til velgørenhed?

Ved Solidary People ryger der ikke nogle procenter til den sag man støtter, men de gør opmærksom på sagen.


Hvordan det?

For eksempel er t-shirten lavet for Børnehjertefonden og så står der i tagget i nakken på den: Vidste du, at der hvert år fødes 500 børn med hjertefejl i Danmark, og at hverdagen er usikker for familierne, og at det kan ende med operationer, som kan gå godt eller dårligt. Ved at klikke dig ind på Børnehjertefonden kan du støtte osv.



Hættetrøje og t-shirt i Bigum design




Så det som Børnehjertefonden har med tøjet at gøre er, at der står noget i nakken og det er det?

Ja, men det er de jo meget glade for, fordi ethvert medie de kan spille på er godt for dem. Nogle af de andre kunstnere der har været på, har støttet lignende sager, og i starten tænkte jeg da, at der burde ryge procenter til de sager. Men Solidary People er en helt ung virksomhed, ligesom WallArt er det, rent bortset fra at vi ikke har nogen sag at støtte. Det er jo smart at gøre opmærksom på en sag, som man kun støtter ved omtale ved at tage nogle kunstnere som er oppe i tiden sådan så folk synes at det er fedt.


Leverer du så motivet gratis eller hvordan fungerer økonomien?

Nej, jeg får procenter af hoodien, men boblemands t-shirtens motiv stiller jeg bare til rådighed. Det er sådan fordi hoodien var mit eget initiativ, selv om den også gør opmærksom på sagen, mens boblemanden var en invitation.



Martin Bigums tapet-design




Hvad så med tapeterne?

Jeg har altid godt kunne tænke mig at lave sådan noget. Karina og jeg var enige om, at mine motiver kunne blive tapetet i det mest syrede teenageværelse, man kunne komme ind i.

 

Karina Riis: Mit firma startede som et projekt, hvor man kunne være med til at designe sine egne tapeter. Det endte med, at der kom folk ind med kunstbøger, som de ville have affotograferet og lavet til tapet. Jeg begyndte at tænke i hvordan man kunne arbejde med det, fordi det var lidt cheap at folk begyndte at stjæle billeder på den måde, selv om det faktisk ikke er ulovligt så længe det er til privat brug. Lige på det tidspunkt mødte jeg så Martin gennem Solidary People, og WallART kom så til live gennem en fælles brainstorm.


Er det filt, det er trykt på?

Ja, og netop stofligheden i filtet minder jo om det lærred, som jeg står med hver dag. Jeg kan enormt godt lide at levere gådefuldheder og mærkelige scener, som man kan gå og tænke over. Hvis WallART’en kan give en fornemmelse af, at motivet kommer fra det lidt mærkelige område, der hedder maleriet univers, så når det ud til en masse mennesker.

Det er et flytbart maleri man får, når man køber det. Det er ikke sat op permanent med tapetklister, der sidder noget velcro bagpå som holder det oppe. En bærende præmis for at vi skulle gøre det her, og for at jeg syntes at det kunstnerisk var forsvarligt er, at der ikke bliver skåret i motivet og at vi ikke gør formatet mindre. Vi går kun opad i størrelse for at tilpasse billedet til rummet.



Martin Bugums tapetdesigns close-up




Normalt et princippet i tapet jo, at man maler det over, når man ikke gider at se på det længere, så i går vel lidt imod ideen om, at kunsten skal være et tapet ved at bruge velcro til monteringen…

Jeg er jo enormt værkorienteret og har altid været det, også da proceskunsten var på sit højeste. For mig er det her projekt en måde at prøve værkideen af i andre sammenhænge og få lukket noget luft ind i holdningen til hvad et værk er. Et værk kan netop godt bevare sin integritet, selv om du reproducerer det. Så længe det har samme format og der ikke går noget af kvaliteten i gengivelsen, så har du stadig ånden i det. Det billede der hedder “Structure beneath the skin” kan man stadig godt forhold sig til og spekulerer over hvad handler om, selv om det nu er et tapet der måske hænger i en forstad til Århus.


Ser du det som et demokratisk projekt om at få dine ting bredere ud, end de ville komme, hvis du holdt dig til maleri?

Ja, det gør jeg. Det er også fedt, at tiden er, sådan som den er lige nu. Det er jo en kæmpe slingrende, vild og overraskende kunstscene vi har i øjeblikket, hvor fokus skifter enormt meget. Andre område som design og film oplever den samme bølge. Man oplever, at når man tager et grafisk design blad, så har de lavet installationer til ære for en typografi nogen har fundet på. Det veksler rundt, hvor møbeldesigneren laver grafik, eller typografen laver kunst. Det synes jeg er rigtig spændende, fordi når jeg ser tilbage på den tid, hvor jeg debuterede, så var kunsten helt vild tør og formel. Men så faldt Muren og for mig at se så er det vi oplever nu en følge af at Muren faldt. Friheden, i alle dens sindsyg mangfoldige former, har fået lov at skylde helt op til 2008.



Martin Bigum: Jigsaw falling into place som WallART



Skal vi forstå projektet som kunst eller design og hvor går grænsen?

Jeg er nysgerrig efter at lege med kunsten i designet, og lukke noget ny luft ind på kunstens territorium. Kunsten er så fisset i det og handler tit meget om, hvad man må og hvad man ikke må. Jeg har altid interesseret mig for ting, der går ud og gør en forskel, om det så er Jeff Koons, der laver porno eller hvad det er.

Kunst handler jo om erkendelse, og hvis du kan mangfoldiggøre den erkendelse, så synes jeg at det er rigtig spændende. I samme tradition er sådan én som Warhol, hvis reproduktioner jo også blev solgt. Det var nærmest en form for tapeter, som nu i eftertiden er blevet værker, fordi de alligevel kun findes i et begrænset oplag.


Hvor går grænsen så? Kan man få Martin Bigum på sutsko om et par år?

Nej, der kommer aldrig til at gå Carl Larsson-madkasse I den. I 90’erne da jeg arbejdede med den figur der hedder Art, der fik jeg de mest absurde tilbud om at lave slipsenåle, t-shirts, kutter og jeg ved ikke hvad. Da kunne jeg mærke, at når folk kom ind og så mine malerier, så de ikke mit budskab, de så “en Bigum”. Der trak jeg følehornene til mig og begyndte at holde mig tilbage. Men det fede er, at i mellemtiden har samtiden ændret sig. Den generation, der kom efter mig, har et langt mere frit forhold til de her ting og definitioner. Det betyder at da jeg blev spurgt om det her, tænkte jeg bare Yes!


Tak.



Martin Bigum: Structure beneath skin som WallART



Related:

fra kopenhagen.dk:

[11. februar 2008]
[30. juli 2007]
[15. marts 2006]
[10. januar 2006]
[22. juni 2005]

fra www:


 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA