Interview med Lea Porsager

Lea Porsager: Magnetic Correspondence på Henningsen Contemporary

Hvad er dit forhold til Rudolf Steiner?

Det var gennem min research af dobbeltgængerfænomenet, at jeg stødte på "Secret Brotherhoods and the Mystery of the Human Double": en forelæsningsrække af Rodulf Steiner, der også er udkommet på dansk under titlen "Dobbeltgængerens hemmelighed. Geografisk medicin".

Så mit forhold til Steiner er i denne forbindelse hans kontroversielle tese om dobbeltgængeren - dobbeltgængeren som et indre væsen. Det kom egentlig som lidt af en overraskelse for mig, da Steiner, for mig, stod som en mand med en anden tilgang til indlæring, ideer om bio-dynamisk jordbrug, antroposofiske landsbyer osv. Og så pludselig bliver jeg "belastet" med Rudolf Steiners tese om netop dette fænomen. Herefter indleder jeg en form for strategi, som består i at følge Rudolf Steiners ide om dobbeltgængeren, der i hans beskrivelser er et intelligent væsen, et internt, eksternt, ekstremt kold-hjertet væsen, der besætter menneskets krop, fordi det ikke selv er en fysisk størrelse.

Yderligere går jeg ind i hans udsagn om, at Okkulte Broderskaber har tilbageholdt viden om disse højtudviklede væsner, for at broderskaberne kunne opretholde deres magt.

Okay. Egentlig er jeg ikke interesseret i at gå til dit projekt, som var det en gåde, der skal løses - som et da Vinci-mysterium - og jeg er dermed heller ikke interesseret i at afsløre grænserne mellem fiktion, personlige oplevelser og historiske fakta i dit projekt. Hvordan forholder du dig selv til disse grænser i forhold til beskueren?

Det er klart, at jeg måtte fundere over, hvordan jeg kunne artikulere et væsen, der skulle findes indeni en selv, med en ekstrem vilje. Dette uden at det bliver totalt introvert for beskueren... Siden Steiner fremlægger, at de Okkulte Broderskaber holder denne dobbeltgænger-viden hemmelig, blev det derfor fristende for mig at søge ind i deres ritualer. Deres måde at modtage kald, sammenhæng, tal og andre obskure tegn. Gennem denne tankegang finder jeg frem til Cry of The 30 Aethyrs, hvor ét af disse skrig, som det så passende også kan oversættes til, hedder The Cry of the 16th Aethyrs which is called LEA... Ja, dér begynder det så - med mig selv som latent materiale, sammen med alle de døde, okkulte mænd, der starter med at korrespondere med projektet - og udfaldet bliver denne fiktive narration.

Gennem et eksperiment med hypnose, som jeg tidligere har brugt som et redskab, begynder jeg at kommunikere med en anden stemme, der i udstillingen bliver betegnet som the Other - the human double...

Bevægelsen gennem disse 30 skrig (Cries) tangerer en eller anden form for indre sadomasochisme. En form for fetishering af det okkulte og tesen om denne anden, som efterhånden overtager projektet. Så at afsløre grænser er ikke relevant, da der så at sige ikke findes nogle grænser i denne strategi.

Lea Porsager: 30 cries to the occult, 2007.

Lea Porsager: 30 cries to the occult, 2007.		Lea Porsager: 30 cries to the occult, 2007.
Lea Porsager: 30 cries to the occult, 2007.		Lea Porsager: 30 cries to the occult, 2007.

Kan mysticisme eller det okkulte fortælle dig noget som andre tilgange til verden ikke kan?

Jeg tror helt sikkert, at de okkultes ofte sorte rum gjorde, at galskaben kunne få lov at være dér og at penetrere pænheden, reglen og alle de andre idéer, som kan føles påtvunget fra den reelle virkelighed. Oprørt og opildnet over alle de her døde referencer og korrespondancer, artikulerer jeg en form for fortælling, der spænder fra forestillinger om den elliptiske form og "the missing (double) sun", "First contact with the bird" over i "the Sexual-Psychedelic Fairy Tale that began in the Magic Room and ended in the Dark Spot". Om "Röda Rummet which has become RED ROOM".

Jeg vil sige, at skrigene er punktnedslag i noget, der på det tidspunkt gav mening i myldret af tilfældigheder. Og samtidig bliver de til en trodsighed i det at bruge information efter behov snarere end som fakta. I min graven ned i de mørke huller i det okkulte, synes sandhed at være varierende og kommanderende i et godt sammensurium. Et sted hvor der dannes nye oldgamle muligheder. Muligheder for at bryde tidslinier og virkeligheder. Disse metoder stod frem for mig - lige til at udnytte, som de okkulte også udnyttede hinandens rum.

Det seksuelle aspekt blev en slags motor for the Other, eftersom der opstod en trang til at forbinde de okkultes grene af sex-magi, ritualer osv. Nogle af disse ritualer og metoder virkede på mig dæmoniske og eventyr-agtige, som fabler der kunne tages ud af deres oprindelige kontekst for her at formere sig og danne andre konklusioner og sammenhænge.

Ideen om the Other (dobbeltgængeren) blev altså konstrueret uden nogen akademisk korrekthed. Helt anarkistisk. Og det bl.a. fordi jeg undervejs i forløbet støder på et dokument, der hedder The Manual of Lost Ideas.

Det som slår mig ved dette dokument er, at irrationelle sammensætninger af billedmateriale og skrifter er kommenteret med en sær næsten indbildsk trang til at kortlægge, uden måske helt at ville det? En interessant tvetydig arbejdsgang, som jeg på sin vis valgte at overtage.

Så mit arbejde bestod da bl.a. i at afkode billederne, der opstod under hypnosen.

Under første hypnose melder der sig et landskab fra the Other, et landskab som jeg nok havde forventet ville indeholde pyramider eller noget andet "okkult", nu da jeg havde fyldt mig selv op med det. Men nej! – det er meget nordisk siger the Other, det er langt væk, det er ude i havet? Havet der er ligesom dyr... Dyr-landskab. Efterfølgende prøver jeg at afkode billedet, finde et sted hvor dette landskab kunne eksistere i virkeligheden. Jeg opdager en lille klat land, der viser sig at være Svalbard og rigtig nok, der ligger faktisk en by, der hedder Pyramiden... en russisk spøgelsesby, og jeg bestiller rejsen, sammen med Synnøve Brøgger, som jeg ved skal spille stand-in for dobbeltgængeren i den tiltænkte film. En person, der i øvrigt i den grad har været vigtig for dette projekt!

Det bliver en ekstrem rejse, både besøget til Pyramiden og besøget på Svalsat, Satellit-stationen på Svalbard...

Selve installeringen af udstillingen bygger også på nogle af de referencer, der ligger i de 30 tekster, f.eks. de ellipse-formede lærreder, intervallet i installationen på 15 minutter, der korresponderer med det antal minutter, hvor radaren fra den viste film nedtager information fra satellitten Solar B.

Ja, så i installationen lyser The 30 Cries i femten minutter; de ses som dokumenterende tekster/billeder sat op som en 10 meter lang lyskasse, der faktisk endte op som en meget minimalistisk form. Idet de slukkes, er det muligt at se, hvad der faktisk foregår på de to ellipse-formede lærreder, hvor to film viser en meget meditativ veksling mellem en kvinde, der hænger opspændt i et sort ikke-rum - flyvende fetish, var der en der kommenterede - og radaren, der roterer i sin kommunikation med rummet. Der er så at sige ingen dramatisk udvikling i filmene, ingen virkelig historie. Nul narrativ - og det kan ses som en kontrahandling til de mange tekster.

Den ene ellipse hænger umotiveret langt nede i håbet om at aktivere arkitekturen i gallerirummet, der er konstrueret på en sådan måde, at man kan gå op og få udsyn over hele rummet.

Bag det, jeg i galleriet kalder tårnet, hænger fotografier fra rejsen til Svalbard, som en form for dokumentation af noget virkeligt. Seks lidt større fotografier fra radarstationen og tolv mindre, der har en reference til det grafiske i de 30 Cries og dermed bliver mere foto-collage, der afbilder byen Pyramiden, Lenin og andre udklip fra det øde landskab på Svalbard.

Lea Porsager: Loss of Signal #1, 2008. 57 x 85 cm. Photo ed. 1-3		Lea Porsager: Loss of Signal #2, 2008. 57 x 85 cm. Photo ed. 1-3
Lea Porsager: Loss of Signal #3, 2008. 57 x 85 cm. Photo ed. 1-3		Lea Porsager: Loss of Signal #4, 2008. 57 x 85 cm. Photo ed. 1-3
Lea Porsager: Loss of Signal #5, 2008. 57 x 85 cm. Photo ed. 1-3		Lea Porsager: Loss of Signal #6, 2008. 57 x 85 cm. Photo ed. 1-3

Magnetic Correspondence, samlet set, svinger for mig som et pendul mellem netop det øde og summende landskab eller det sorte, ydre rum og så derfra helt ind i en fortættet psyko-geografisk tilstand. Jeg ved naturligvis med mit rationelle sind, at du som kunstner er tilstede i dit værk, men ikke desto mindre har jeg en oplevelse af dit fravær eller din undergang i udstillingen. Jeg tror, det er den pendulering, der gør det svært for mig at fastholde dig. Er det en bevidst strategi, at værket tager over og udgrænser dig?

Lad mig sige det sådan, det blev en meget bevidst stategi over tid.

Som det fremgår af teksterne, ender de ved en kynisme, en udslettelse.

Jeg kunne godt prøve at sige noget teoretisk om dobbeltgængen, tabet af identitet, opløsning af jeg'et, det spaltede, de beskidte hemmeligheder, fugle og andre dyr. Men måske skulle jeg bare pointere: I am not her. •

Lea Porsager: Magnetic Archive #1-12 (installationview), 2008. each 30 x 49 cm. Photocollage

Lea Porsager: Magnetic Archive #3, 2008. 30 x 49 cm. Photocollage		Lea Porsager: Magnetic Archive #5, 2008. 30 x 49 cm. Photocollage
Lea Porsager: Magnetic Archive #8, 2008. 30 x 49 cm. Photocollage		Lea Porsager: Magnetic Archive #12, 2008. 30 x 49 cm. Photocollage