Interview med Gitte Villesen

Fortæl om tilblivelsen af udstillingen ”Juju (White Magic)”?

Det hele startede med, at jeg blev inviteret til at deltage i en udstilling i Stavanger i Norge, som var en del af et europæisk kulturby-projekt. I den lokale avis var byens beboere blevet opfordret til at stemme på de steder i byen, som betød mest for dem, og de 8 steder, som fik flest stemmer, blev en del af projektet. Med udstillingstitlen ”Neighborhood Secrets” var vi 8 kunstnere, som blev inviteret til at lave stedspecifikke værker med udgangspunkt i de valgte steder. Jeg skulle lave et værk med udgangspunkt i Cafe Sting, der betyder utrolig meget for mange i Stavanger. Cafeen er omgæret af myter og fortællinger og har fungeret som et fristed for mange. Tidligere var der eksempelvis et særligt rum for homoseksuelle. For indbyggerne i det, der tidligere blev kaldt for bibel-bæltet, var det et syndigt sted. Café Sting er dog ikke kun et fristed, men også et sted for international kulturudveksling.

Det var umiddelbart en svær opgave at skulle lave et værk til cafeen, som både visuelt og indholdsmæssigt er et meget mættet sted. Jeg fandt dog alligevel en løsning. Det er i sig selv ret sjovt at blive inviteret til at lave et sitespecific værk i Stavanger og så ende med at lave optagelser i Gambia.

Jeg talte med ejeren, som fortalte, at han havde en ven ved navn Amadou, som er gambiansk musiker og praktiserer hvid magi. Amadou havde ved et tidligere besøg begravet en juju, som nu lå gemt under dørtrinnet til cafeen. Juju’en skulle have den virkning, at man, når man står foran døren, skulle få en umådelig stor lyst til at træde over dørtrinnet med den forventning, at der vil ske noget godt og fantastisk indenfor. Juju har sin oprindelse i Vestafrika og er en parallel til voodoo, men da juju hovedsageligt er forbundet med helbredelse og beskyttelse, er den blevet kaldt for hvid magi i kontrast til sort. Historien med døren satte sig fast. Jeg ville gerne lave noget med Amadou, men han kunne ikke få visa til Norge. Derfor besluttede jeg - sammen med en fotograf, der hedder Jonas Mortensen - at rejse til Gambia for at tale med Amadou om juju. Ugen i Gambia (en uge var, hvad budgettet på det tidspunkt tillod) blev en af de mest intense i mit liv. Jeg fik meget mere materiale med hjem, end jeg havde håbet på.

Når du går i gang med et nyt projekt, har du så en forestilling om, hvordan det skal blive, eller lader du projektet udvikle sig undervejs?

Da jeg var i Gambia fik værket sit eget liv under tilblivelsen, og jeg koncentrerede mig om at arbejde intuitivt. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente og derfor heller ikke, hvad jeg ville få med hjem. Det var vigtigt for mig at tillade mig selv at sætte mig i en situation, hvor jeg ikke på forhånd havde indtaget en holdning. Jeg ville give de folk, som optræder i værket, plads til at fortælle, hvad det er, de tror på. Det har bl.a. været mit mål at undersøge, om man kunne lave en ”kommunikation med” frem for en ”fremstilling af” et land, som normalt bliver fremstillet som ”de andre”. Jeg ville gerne møde disse mennesker som individer og ikke som repræsentanter for en stor gruppe. Jeg arbejder generelt med, hvordan man repræsenterer og bliver repræsenteret. Mit ønske er, at disse mennesker ikke bliver objekter, men subjekter med en stemme. Jeg ønsker, at værket skal opstå og udvikle sig i et sammenspil, hvor processen og de mennesker, der deltager, kan have en indflydelse på resultatet.

Vil du fremhæve nogen centrale temaer i udstillingen?

Overordnet handler værkerne om, hvad man kunne kalde for konstruktion af normer og værdisæt både på det private plan og set i et samfundsmæssigt perspektiv. Normer omkring køn, normalitet, værdier, muligheden for at ytre sig o.l. Når realiteten skrider på grund af medicin, stoffer eller tab af kontrol, kommer man i vores samfund til at stå på sidelinien. Realitetsskred er i det gambianske samfund en del af dagligdagen. Eksempelvis stod Amadou på et eller andet tidspunkt i en lufthavn og opdagede, at han havde fået en forkert billet med, hvor der stod et norsk navn på. Han havde ikke tid til at få byttet billetten, så derfor pakkede han alle sine juju’er ned sammen med billetten. Det skulle have følgende virkning: Når man så på billetten, ville man ikke registrere, at navnet var forkert. Amadou rejste med 3 forskellige fly og var igennem flere forskellige pas- og sikkerhedskontroller, uden at nogen opdagede fejlen. Jeg er fascineret af dette forhold til realiteten og den stærke overbevisning om, at man kan få realiteten til at ”flyde”.

Kulturen omkring juju og magien er ret kompleks. Du skal f.eks. udvise mod og have tillid for at juju’en virker. Juju’erne forhindrer dig ikke i at få problemer, men de hjælper dig til at løse dem.

Der er flere hovedtemaer i projektet: realitetsskred, magi, tro, personerne i filmen, repræsentation eller hvordan du møder andre mennesker. Tro og måske overtro kan både være livgivende, men også hæmmende. I værket her har jeg interesseret mig for tro og tillid, når disse giver kraft og håb.

Bruger du meget tid på research, og hvordan bruger du researchen i forhold til arbejdet med det endelige værk?

Dette projekt er det, jeg har researchet mindst til. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle finde tingene og hvad det egentlig var, jeg ledte efter. Med netop dette værk tror jeg, at det var en fordel.

Selv Amadou var overrasket over, hvad Cherno og Marabouen (En Marabou er en juju-præst og doktor, red.) besluttede at vise og fortælle. Lige da jeg trådte over dørtrinnet ind til Marabouens hjem (der er et fotografi af døren på udstillingen, red.), kom Marabouen hen for at hilse, og sjældent har jeg følt mig mere set. Han så nøje, men meget roligt på mig et øjeblik. Cherno (hans søn, den kommende Marabou, red.) og Marabouen udvekslede et par ord, og Cherno sagde: ”We would like to show you, how we do our things here”. Om aftenen, efter at Amadou havde spist glas for første gang i sit liv, og efter at vi havde oplevet vanvittigt meget på en dag, begyndte Amadou at fortælle vilde historier om magi og juju. Historier, som dem han og Mariama fortæller i den sidste scene, om folk der kan skifte køn osv.

Det var en ret fin oplevelse, at jeg på trods af – eller måske på grund af – min uvidenhed (kombineret med en stor nysgerrighed) i den grad åbnede døren til en tradition af mundtlig, overleveret viden. Faktisk ved jeg ikke, om det var min uvidenhed, nysgerrighed, kemi mellem mennesker, det fine samarbejde med Jonas, den umiddelbare tillid eller måske juju!, der gjorde, at det fungerede udover, hvad man kan forvente. I hvert tilfælde var det i denne situation godt, at jeg kom med så lidt research i bagagen. Jeg håber på at kunne fortsætte projektet, og næste gang vil jeg selvfølgelig have samlet mere viden.

Ellers kan jeg researche over flere år, før jeg begynder at optage, som det var tilfældet med f.eks. ”Kitchen etc.” og “authentic. objective. subjective. Or which rules does one follow?”

Hvad er det, som fascinerer dig ved ”de andre”?

Hvert samfund eller system skaber deres egne forklaringer eller logik, og personligt bliver jeg utrolig fascineret, når jeg får muligheden for bare at forstå en lille del af forskellige tankegange.

Amadou fortalte, at når man spiller på hans instrumenter, bliver djævlene kaldt frem. Det er gode djævle, som både driller, beskytter og vejleder. At man bliver påvirket af musikken har med djævle og magi at gøre. Indimellem når Amadou talte om hårene, der rejser sig, eller om himlen, der bliver trukket ind i dig, så du ser ud som om, du er fyldt med ”too much fire”, tænkte jeg på min yoga-træner, som forklarer mange af de samme kropslige fornemmelser ud fra helt andre principper.

Hvad er det, du gerne vil vise beskueren med dine værker?

Det med beskueren er et svært spørgsmål. Jeg får lyst til at spørge: ”Hvad for en følelse giver det?” Jeg ønsker ikke at diktere beskueren en følelse eller tanke. Jeg er mest interesseret i, at man som beskuer får følelsen af, at personerne i værket er individer og medmennesker og hvordan de er som mennesker. Jeg håber, at beskueren kan fornemme, at mine værker handler om repræsentation – at man tager ansvar for den stemme, man har – og at man får følelsen af, at man møder disse mennesker, hører hvad de vil kommunikere og hvad det er, de tror på.

Når man laver et værk, så handler det om at fange folks opmærksomhed så længe, at de begynder at reflektere, handle, forstå og gå ind i værkerne. Det lykkes ikke, hvis folk tror, de har forstået udstillingen efter få minutter eller sekunder. Jeg ønsker, at publikum skal blive længere og få værkerne og menneskene ind under huden. Det er først dér, værket begynder.

Når man som beskuer ser på dine værker, fornemmer man en særlig interesse for personerne som mennesker – er det korrekt observeret? Får de en særlig betydning for dig?

Helt klart! Det er utrolig vigtigt for mig, at den tillid, som andre giver mig, bliver forvaltet med respekt. Det nemmeste i verden er at bryde ned og at skabe mistillid og foragt. Nysgerrighed, årvågenhed, nærvær og en umiddelbar ”naivitet” er noget, man bliver nødt til bevidst at værne om, ellers går det meget let tabt. Amadou får det sagt på en virkelig sjov måde til sidst i videoen: ”You have to take care, if you don’t take care, someone else will take care. And who will take care? The devils!” (Djævlene kan være alt fra venlige og vejledende til det absolut modsatte. Og hvis du ikke er stærk nok og parat til at se din djævel, vil du blive skør af mødet, red).

Hver enkelt person i værkerne er mennesker, som jeg kommer til at forholde mig nært til som individ, og som jeg føler mig privilegeret over at få lov at lære af og i visse tilfælde lære sammen med. Nogle af personerne bevarer jeg en kontakt til bagefter; med andre bliver det en mere perifer kontakt. Amadou, Mariama og Cherno kunne godt gå hen og blive venner gennem meget lang tid fremover.

Dine værker står som ”små historier”, der afspejler den ”store historie” – ligger der en politisk eller social stillingtagen i dine værker?

Helt klart en politisk stillingtagen! I værker som ”Two movies by Jessie” og ”Solveig” drejer det sig om seksualitet, i ”Tyner” handler det om, hvorvidt en hjemløs kan få en stemme til at udtrykke sit projekt, i ”The Building” om værdinormer og genbrug, i ”Kitchen etc.” om historieskrivning, om den enkeltes indflydelse og om kvinder i historien.

Jeg har især en interesse i at forholde mig til, hvordan ideen om forskellige begreber er konstrueret både på det private plan og set i et samfundsmæssigt perspektiv. Hvordan ser vores idé om værdier og sandhed ud? Hvornår er vi låst fast i forestillinger og normer?

At opdele verden i ”dem” og ”os”, hvor vi udelukkende ser hinanden som repræsentanter for holdninger eller grupper, er noget af det farligste, der kan ske.

Jeg i gang med et katalog med arbejdstitlen: ”Personal passions and the construction of norms and values.” Jeg har stor interesse i generelle ideer om normer og værdier, men det generelle eksisterer aldrig uden individualitet. Man kan have sympati med en gruppe, men empati kan man kun have med individet. Mine værker skal ses som en insisteren på, at vi forholder os komplekst til de mennesker, som er omkring os.

Jeg har i øvrigt et ret sjovt citat om Café Sting fra romanen “Kompani Orheim” skrevet af Tore Renberg, som giver følgende beskrivelse af caféen tilbage i 80érne:

”Han visste der lå en platebutikk i andre etasje over Café Sting, men han hadde aldri våget å gå dit, for gikk du på Sting var alt håp ute. Både mamma og pappa hadde kommentert det. Et skrekkelig bilde hadde vokst foran øynene hans: Homser, lesber, innvandrere, kunstnere, narkomaner, pønkere. Amoralske folk med farlige vaner og enda farligere smak. Samfunnets kloakkrotter, en kaste av oppviglere, selvforelskede, arrogante mennesker, verre enn kommunistene og sosialistene. Lenger nedi fortapelsen enn Sting-folket var det umulig å komme. Huset ble drevet av en høy fyr med lang, svart hale og kraftige briller. Stakkars mann. Stakkars folk. Alt de kan gjøre, er å ødelegge. De spiser hvitløk og drikker flytende LSD, de leser sadistiske bøker og abonnerer på Klassekampen. Vegg i vegg med latebutikken i andre etage holder det til en eksentrisk, langlemmet frisør med malte negler og trange bukser, og i baren sitter det en mann med aids og spiser sjokoladekake.”

Tak