Interview: Martin Askholm og Jakob Nørregård

Hvordan opstod ideen om at lave denne her udstilling?

Martin Askholm: I midten af halvfemserne havde Jakob Nørregård, Andrew Nygaard, Jens Thegler og jeg, udstillingsstedet Phoenix. Da det lukkede blev vi spredt for alle vinde, bortset fra mig og Jakob der stadig arbejdede sammen. Så spurgte Jens Thegler om det ikke kunne være sjovt at lave sådan en slags jubilæums udstilling nu det var cirka ti år siden vi startede.

Jakob Nørregård: Det var en overgangstid dengang i ’96-’97. Der skete et skift med hensyn til maleriet i den periode, især med Kørners Kontor og Phoenix, som Jens synes det kunne være interessant at få belyst.

Værker af Per Mølgaard og Merethe Barker.		Værker af Julie Sass og Per Mølgaard.

Hvorfor startede i Phoenix dengang i ’97?

Martin Askholm: Vi har jo en lang tradition for at lave udstillingssteder Danmark. Helt tilbage fra Villumsen og Den Fri, og helt op til Bauhuset. Efter det skete der ikke en skid før Saga Basement og N55 dukkede op. De fokuserede bare ikke på maleri, men på de nye medier, som installation og performance.

Jakob Nørregård: Dengang i midt-halvfemserne var maleriet jo dårlig smag.

Martin Askholm: Man kagede rundt med maleriet, og vidste ikke hvad fanden man skulle gøre med det. Selvom vi blev udstillet og havde en massiv repræsentation i de store censurerede udstillinger, f.eks Charlottenborg og Den Frie, så var det ikke det journalisterne skrev om. Dengang var det video og installation der var interessant. Vi lå i kølvandet på det vilde maleri og der var ligesom brug for et kvantespring eller brud med det. Det var Kørners Kontor og Phoenix der startede med sige, ”det er okay at male.” Dermed sagde vi også det var okay at male uden en bestemt kunstnerisk agenda. Male på en måde hvor maleriet kun refererede til maleriet.

Værk af Judit Ström.		De to malerier længst til højre er af Ursula Reuter Christiansen. Det lille billede til venstre er af Johan Nobell.		De to værker til venstre og skulptur af Rasmus Danø og på højre væg er det Peter Mandrup.

Hvad var Phoenix for et udstillingssted?

Jakob Nørregård: I Phoenix havde vi jo en masse forskellige former for maleri, i vidt forskellige genre. Vi inviterede meget bredt, f.eks Peter Carlsen og Kasper Bonnén på samme udstilling. Alle mulige forskellige kunstnere, men altid centreret omkring maleriet. Vi fandt hurtigt ud af det var til ferniseringerne folk kom og derfor begyndte vi så at lave en ny udstilling hver uge. Det skabte en enorm dynamik på stedet. Det var også grunden til vi kunne nå at udstille så mange forskellige kunstnere på så relativt kort tid.

Martin Askholm: Vi vinklede eller kuraterede ikke vores udstillinger. Det var op til kunstnerne selv at tage ting med, om det så var skidt eller kanel. Nogle gange var det skidt, men vi syntes jo folk skulle ses.

Jakob Nørregård: Vi fokuserede på maleriet som praksis og ikke en hel masse andet. Det kunne i princippet sagtens have været et andet medie end maleriet. Ud af praksissen kom så den frihed som gjorde at selvom der kom en underlig eller helt betydningsmæssigt lukket udstilling, så havde den bare været en del af det forum der var i Phoenix.

Maleriet længst til venstre er af Olav Christopher Jenssen og de to højre billeder er Jesper Christiansen.		Værker af Troels Wörsel og Ivar Tønsberg.

Hvorfor har det været vigtigt for jer at lave en revisited?

Jakob Nørregård: Det har ikke været vigtigt for os at fremme en bestemt dagsorden eller promovere en bestemt generation i dansk maleri. Det er et modspil til den hårde kuratering som man ser på f.eks Statens Museum for Kunst lige nu, hvor ønsket er at få en bestemt dagsorden igennem. Sådan nogle initiativer som Phoenix er jo vigtige fordi de ikke peger efter en bestemt kunsthistorisk sammenhæng, men bare sætter fokus på nogle bestemte malere.

Martin Askholm: Vi har jo været ufatteligt dårlige til at profilere Phoenix. I medierne handlede det jo ikke om maleriet dengang, så denne her udstilling minder om at der var masser af folk der malede på det tidspunkt i dansk kunst. Det er vigtigt at dokumentere hvad der skete, og bevare erindringen om det.

De to billeder i midten af fotoet er af Claus Handgaard Jørgensen.		Til venstre: Nina Kleivan. De to til højre: Anna Sørensen.

Har det også været vigtigt at sætte fokus på det kunstnerstyrede udstillingssted med den her udstilling?

Jakob Nørregård: Ja, især med bogen. Fra starten af har vi jo udvidet bogen til at handle mere om det kunstnerstyrede udstillingssted, end Phoenix alene. Vi vil gerne vise det kunstnerstyrede udstillingssteds værdi, og den frihed man får af den form. Det var vigtigt at vise hvor givende det er for udviklingen af kunsten at have de her steder.

Vue over udstillingen Phoenix Revisited.		Vue over udstillingen Phoenix Revisited.

Hvorfor har i bedt de oprindelige kunstnere om at udstille nye værker?

Jakob Nørregård: Vi ville gerne have nye værker fordi udstillingen mest var tænkt som en status.

Martin Askholm: Det er først igennem arbejdet med udstillingen vi har set mange perspektiver som går ud over det i projektet.

Lige for et Jakob Nørregård.		Værker nævnt i vist rækkefølge, Jens Thegler, Martin Askholm, Jakob Nørregård og Jens Thegler.

Hvordan har i kurateret udstillingen?

Jakob Nørregård: På udstillingen her har vi bare inviteret en masse kunstnere. I Phoenix var der ikke nogen hård kuratering eller skelen til smagsdommeri. Det bærer denne her udstilling stærkt præg af. Vi overvejede at hænge udstillingen op med et mere kunsthistorisk blik, men det duede ad helvede til. Så vi kuraterede ikke udstillingen som sådan, udover at give hver maleri den bedst mulige plads i rummet og i forhold til de andre malerier.

Martin Askholm: Derfor er det også blevet et meget bredt felt af kunstnere der er på denne her udstilling. Den eneste reelle sammenhæng er at de alle har udstillet på Phoenix.

Tak