Interview: Marika Seidler

Marika Seidler: Touch, 2008. Installation view

Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still		Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still

Hvordan fik du ideen til videoinstallationen Touch?

Jeg har rejst i Indien siden 90'erne og boede der i en periode sammen med min familie i 80'erne. I 2000 besøgte jeg fuglereservatet Keoladeo i Bharatpur, Nordindien. Dengang var fuglereservatet et vigtigt overvintringsområde, hvor trækfugle kom hvert år i januar. Det samme gjorde besøgende ornitologer, for det meste mænd, som lever og arbejder dér, og i lange perioder kun befinder sig med fugle. En tidlig morgen kom jeg til fuglereservatet. I indgangen stod de lokale indiske ornitologer. De holdt hinanden i hånden, rørte ved hinandens hår og spillede skak, mens de ventede på dagens besøgende. Senere samme aften mødte jeg en gruppe engelske ornitologer, de sad ved et ildsted og lavede mad. Det var klart, at de var meget gode venner, men de havde ingen tæt fysisk kontakt, selvom de havde boet sammen på en ubeboet ø i et helt år. Det slog mig, hvor forskellig gruppedynamikken var i de to grupper mænd - forskellen i berøring og ingen berøring og hvordan det fysiske aspekt af forholdet kom til udtryk. Det var denne klare oplevelse af en kulturel forskel i kropssproget, der ansporede mig til at arbejde med indiske mænds fysiske forhold i det offentlige rum. De indiske mænd havde et mere varmt fysisk forhold til hinanden end mænd har i Nordeuropa, hvor tæt fysisk kontakt mellem mænd, der varer mere end en kort omfavnelse, er tabu-belagt.

Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still		Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still

Anden inspiration til at arbejde med produktion i Indien kommer fra min interesse for Indisk Art Cinema, som er vokset eksponentielt med mødet med film- og kunstkritiker og kurator Amrit Gangar, der også er executive producer på “Touch”. Amrit Gangar har også arbejdet på store filmproduktioner som Susanne Biers “Efter brylluppet” og Lars von Triers “De fem benspænd”. Han skriver for kunstmagasinerne Art India i Mumbai og AIT publiceret i Tokyo.

Art Cinema er en stor scene i Indien, men desværre ukendt i Danmark, hvor de fleste nok kender Bollywood-genren. Men ikke Indian New Art Cinema fra 60'erne og 70'erne med rødder i Fransk New Wave. Især to filmmagere, der udspringer af New Art Cinema-traditionen har været til inspiration: Mani Kaul og hans dokumentar/fiktion-film ‘Mati Manas’ (1984) “The Mind of Clay”, hvor myter, eventyr og dokumentar blandes. Og Buddhadeb Dasgupta der i filmen ‘The Wrestlers’ (1997) gennem to mænds venskab viser fysisk varme og aggression mellem mænd.

Marika Seidler: Touch, 2008. nstallation view

Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still		Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still

Fortæl om de fire videoer, du har produceret til udstillingen.

"Touch" er en videoinstallation med 4 projektioner, der hver varer 12 min. På projektionerne følger man 5 par mænd i forskellige aldersgrupper fra 28 til 70 år. “Touch” handler om, hvordan indiske mænd i Mumbai udtrykker sig fysisk og hvordan berøring som kommunikationsform opfattes mellem mænd. Parrene rører ved hinanden, mens filmene bevæger sig gennem scenerne: Have - teshop ved vejen - i toget - på stranden. De fire projektioner følger hinanden, sådan at mændene er i det samme univers samtidig. I haven sker berøringerne først meget koncentreret i ansigtet og på overkroppen. Derefter ses parrene i forskellige situationer i det offentlige rum, hvor deres kropssprog afspejler normaladfærd mellem mænd i byrummet.

Filmene er optaget i Mumbai, og de medvirkende er udvalgt i samarbejde med executive producer Amrit Gangar. De mandlige vennepar er skuespillere; de er valgt p.g.a. deres egne refleksioner over venskaber med personer af det samme køn. Deres refleksioner er i filmene ikke længere tilgængelige som en sproglig videregivelse, men optræder i filmenes billedmateriale. Emnet 'fysisk kontakt mellem mænd i indisk kultur' er blevet diskuteret indgående med Amrit Gangar, sociologer og skuespillere. Siden er scenerne iscenesat ud fra alles refleksioner samt mine overvejelser og iagttagelser i byrummet. Under selve optagelserne til filmen har skuespillerne og jeg set på, hvor langt man kan gå i selve udførelsen af berøringen, uden at det opleves som andet end en venskabelig berøring og uden berøringen får seksuelle undertoner. Her har jeg bedt skuespillerne gå så langt, som de synes er passende, uden deres egen grænse overskrides, men dog udfordres.

Hvorfor er det vigtigt at beskæftige sig med fysisk berøring i mandlige venskaber?

I mit arbejde undersøger jeg kontemporære fænomener i forskellige kulturer - herhjemme og i udlandet. Et arbejdsfelt der medfører refleksioner over arbejdsmetode og arbejdsproces. Jeg tager udgangspunkt i de derboendes, her skuespillernes, fortællinger og oplevelser, så mine egne kulturelle perspektiver ikke trækkes ned over projektet. I Touch er skuespillernes modspil i den endelige film ikke længere sproglig. Hvad sker der i fortællingen, når sproget træder i baggrunden? Hvordan orienterer man sig kropsligt, i forhold til det der ikke umiddelbart kan beskrives i filmene, både som skuespiller og beskuer?

En del af de skuespillere, der kom til audition var ikke bevidst om deres måde at forholde sig fysisk til andre mænd på. De havde ikke tillagt det noget specielt og havde svært ved at orientere sig i temaet; måske fordi de var unge og kropssproget ikke var noget de tidligere havde reflekteret over. I starten af produktionen overvejede jeg at lade filmen vise kropssprog mellem mænd i Nordeuropa i; men udelod det, fordi denne modstilling til de indiske mænds kropssprog på sin vis optræder i den oplevelse, man har som beskuer. Den kropslige fornemmelse man står med, når man iagttager mændenes intimitet, som af nogle, ældre mandlige gæster til ferniseringen blev beskrevet som emotionelt ubehag, mens andre igen fandt det befriende.

Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still		Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still
Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still		Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still

Nu er det jo svært at udtale sig om, hvorvidt det vil være bedre for nordeuropæiske mænd, hvis de kropsligt havde et mere afslappet forhold til hinanden. Det er jo selvfølgelig et meget individuelt valg. Men det er vigtigt for mig at vise, at det ikke-sproglige i et forhold også kan komme til udtryk på en anden, mere kærlig måde, uden at det involverer en homoseksuel relation. Her giver det for alvor mening for mig at arbejde i en anden kultur, når kulturen kan give et anderledes perspektiv på normer og adfærdsmønstre i eksempelvis den danske kultur, hvor filmene nu vises. Highschool-rektoren i Mumbai, hvor vi afholdt audition, fortalte bl.a. at de unges kropssprog var begyndt at blive præget meget af amerikansk hip-hop kultur. Så kropssproget er, ligesom det talte sprog, også under konstant forvandling.

Du har tidligere været optaget af feminisme, f.eks. gennem din deltagelse i ’Kvinder på Værtshus’. Hvordan forholder temaerne i ’Touch’ sig til den feministiske position?

Mens jeg gik på Kunstakademiet 1994-00, var jeg meget optaget af at skabe ligestilling for kvindelige kunstnere. I den forbindelse var jeg med til at starte “Kvinder på Værtshus” i 1998 samt mange andre feministiske tiltag. Samtidig blev jeg interesseret i at arbejde med produktion i udlandet og har siden produceret videoinstallationer i Benin, Mellemøsten, Rusland, Japan, USA og nu Indien.

Jeg opfatter ikke mit kunstneriske arbejde som feministisk eller tænker det ind i en feministisk positionering. Og jeg mener, det er forældet at tænke, at der skulle findes en særlig kvindelig, kunstnerisk æstetik. Men derimod er det vores samfundsmæssige konstruktion og kulturelle normer, der gør, at kvinder ikke har de samme muligheder som deres mandlige kolleger, selvom det ganske vist er blevet meget bedre.

Marika Seidler: Dinesh and Aabid, 2008. Tegning

Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still		Marika Seidler: Touch, 2008. Video Still

I dine værker er der ofte skildret fugle og andre dyr. Er din fugletegning i denne udstilling knyttet til mændenes hverv som ornitologer eller er der noget andet på færde?

Tegningerne på udstillingen viser de 5 par og er ment som portrætter af mændene. Jeg var meget optaget af deres skjorters farver og strukturer. I Mumbai bor 28 mio. mennesker - 3 gange så mange som i Danmark, og jeg var altid forundret over aldrig at se to mennnesker i ens tøj. Portrætterne var også en anden måde at komme tæt på skuespillernes udtryk efter at have arbejdet med hele redigeringsprocessen af videoen.

Tegningen med fugle er en reminiscens fra oplevelsen med ornitologerne, ligesom scenen i filmene hvor mændene forestiller sig, at de flyver. Selve idéen til tegningen kom, da Amrit og jeg ventede sammen med et par af skuespillerne på en togperron. For sjov jokede Amrit med, at om få år kan vi alle komprimeres, så endnu flere kan være i toget - togene i Mumbai er proppede til randen, og folk sidder gerne ovenpå toget i myldretiden - og når man så kommer ud af toget, vil man få normal størrelse igen. En af skuespillerne svarede alvorligt, at om 300 år var det helt sikkert, at vi alle var 30 cm høje.

Tak.

Marika Seidler: Touch, 2008. Installation view

Marika Seidler: 30 cm. tall, 2008. Tegning

Marika Seidler: Touch, 2008. Installation view

Marika Seidler: Surinder and Lakhn, 2008. Tegning