Interview: Marianne Torp

Chris Burden: The Flying Steamroller, 1996.

Kan du fortælle lidt om, hvad den besøgende kan forvente at se på udstillingen?

Da det er en sammensat udstilling, har vi egentlig bestræbt os på, at man kan forvente alt muligt. Vi har bestræbt os på, at der er mange forskellige medier repræsenteret, men gennemgående håber vi, at det er nogle værker, der er med til at rykke lidt ved det, vi normalt går rundt og opfatter som virkelighed, eller at vi i hvert fald bliver bevidste om, hvad det er for nogle mønstre og strukturer, der er med til at bestemme, hvordan vi opfatter den. De her kunstnere går ind og piller ved det, der bestemmer, hvordan vi går rundt og opfatter verden.

Det er en kæmpe udstilling, hvor lang tid har den været undervejs?

Den har været undervejs rigtig længe, fra de første ideér til vi nu kan åbne udstillingen her på lørdag, er der nok gået 2 et halvt år.

Hvad var den første idé?

Den første idé var sådan set, at nu skulle vi "fandeme" lave en stor samtidskunstudstilling. Vi har jo i mange år kørt X-Rummet, som på en måde har været samtidskunstens kanal på institutionen, og som har været et mere håndterbart format. Men det er også en måde at samle nogle erfaringer sammen på. Vi har arbejdet med kunstnere, der som regel har lavet et projekt én af gangen specielt til museet.

Her var ambitionen at hæve blikket lidt, og betragte samtidskunsten mere kunsthistorisk. Altså at prøve at definere nogle spor og tematikker, som vi mener, at kunne se. Samtidskunsten er jo bare et af de samlingsområder, vi repræsenterer her på museet. Og som vi også har en forpligtigelse til at udstille.

Nu er det jo den største samtidskunst udstilling I nogen sinde har haft. Synes du, at I viser for lidt samtidskunst?

Altså vi har haft X-Rummet. Det var sådan ét udstillingsformat, der har fungeret rigtig godt, og det har været enormt givtigt for institutionen at få værker produceret specielt herinde. Vi har jo nærmest været medproducerende på nogle kunstværker, og det har været en vigtig erfaring for sådan en historisk institution som denne. Nu har vi så Reality Check, som er en stor fysisk manifestation, en udstilling der har taget lang tid at forberede, der er mange værker og mange store værker, der har været tidskrævende at skaffe hjem og få lov til at låne. Nu er vi startet her på det her store omfattende udstillingsprojekt, og så kan det måske danne basis for nogle udstillinger, der måske ikke er lige så store, men som graver sig ind i materialet på en anden måde. Som kan tillade sig at gå endnu mere i detaljen med en tematik. Det kan måske danne grobund for mere fortættede udstillinger. Det håber jeg.

Marianne Torp

Nu falder I på samme tid som U-Turn. Håber I, at der kommer mere fokus på samtidskunsten nu med to store udstillinger på én gang? eller er det tilfældigt, at I falder på samme tid?

Det beror lidt på tilfældigheder, men vi har jo samarbejdet under hele forløbet. Det jeg håber, at det kunne betyde er, at samtidskunsten bliver så monumentalt manifesteret i København, og at der med de to bud på meget forskellige udstillinger åbner sig et andet perspektiv på samtidskunsten, end det som, jeg synes, har domineret på den Københavnske scene i flere år nu.

Hvad er det for et perspektiv mener du, som har været gældende på den Københavnske scene?

Jamen jeg synes, at galleriscenen i mange år.. denne fantastiske blomstrende galleriscene som København har oplevet, har været karakteriseret af meget maleri, og formater der har været salgbare, nu kan vi vise en anden type kunst. Der er mange monumentale værker og meget konceptuelt baserede værker. Det er et kunstsyn, som supplerer dette. Men i forhold til U-turn, så har vi tænkt mere over, at når vi nu blander os så meget på den scene nu, hvad er det så, vi kan som institution? Vi skal for eksempel ikke lege kunsthal eller alternativ udstillingssted, for det er vi ikke. I stedet har vi forsøgt at gøre en dyd ud af det, som er vores force, og det er det kunsthistoriske perspektiv. Med sådan en stor institution i ryggen har man en ret enestående mulighed for at låne værker. Det har også været priviligeret, at jeg har haft så lang tid til at forberede udstillingen. Jeg har ligefrem haft forskningsorlov, hvor jeg har skrevet en større artikel til kataloget. Vi har udnyttet, at vi kunne noget med at perspektivere en periode i kunsten i forhold til et tema. Og der er jeg sikker på, at vi kan supplere U-Turn, der arbejder efter et biennale koncept, der ligeledes har en masse andre fordele. Det er også ret sjovt, at der er flere kunstnersammenfald i vores deltagende kunstnere og deres.

Vi har positivt brugt den træghed eller tyngde, som denne institution har. Det kan jo ofte, når man arbejder med samtidskunst, være frusterende at have institutionsapparatet i ryggen, til gengæld får man lov til at låne værker, og man får lov til at arbejde med det historiske perspektiv. Jeg håber, at det vil være synligt i udstillingen, at det er det, vi har forsøgt.

Og når man rejser meget rundt for at se kunst, og man har stødt på værker der nærmest øger ens indsigt i livet, så har det været fantastisk, at få nogle af disse hertil.

Tak