| ||||||||||||||
| ||||||||||||||
|
||||||||||||||
|
|
||||||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Maiken Bent | ||||||||||||||
Annoncer: | [13. maj 2008] Interview ![]() Maiken Bent: African Masks Interview: Maiken BentMaiken Bents (1980) soloudstilling Principles of Pain and Pleasure hos bendixen contemporary art består af forskellige skulpturelle objekter. Værkerne danner tilsammen en installatorisk helhed, der kunne minde om en nøje afstemt varepræsentation i en butik. Men Maiken Bents værker er hverken brugsgenstande eller pynteobjekter, og selvom de ser glatte, cool og moderigtige ud, omhandler de menneskets dybere psykologiske lag.
Interview:Lise Kristoffersen Foto:Karen Juel Harmsen og Lise Kristoffersen Maiken Bent Principles of Pain and Pleasure 10. april - 17. maj 2008 bendixen contemporary art Palægade 5, 1261 København K web site:www.bendixenart.dk Tirsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15
Vil du kort fortælle om udstillingen Principles of Pain and Pleasure? Smerte og lyst udløser de samme endorfiner i hjernen, det vil sige, at modsætningerne giver det samme resultat eller den samme bonuseffekt, om man vil. Det synes jeg er interessant og noget meget menneskeligt, noget jeg har kunnet bruge i forhold til mine værker. Nogle vil måske kalde mine værker et formalistisk projekt, og det vil jeg ikke modsige, men i udgangspunktet er det meget stemninger, jeg arbejder med. Jeg bruger mere og mere min intuition, hvilket jeg ellers igennem en årrække på akademiet er blevet opdraget til er en ”fy-ting” at kaste sig ud i og stole på. Måske mit eget lille fadermord. Mange af disse værker har været pirrende for mig at lave. Jeg tror, at jeg i disse værker har givet mig selv lov til at være sårbar og ærlig på sin vis. Hvilket gør, at jeg selv har svært ved at forklare dem 1:1. De værker, du har med på udstillingen, har både smerten og lysten i sig? Smerte og lyst er bare to modsætninger, man kunne pege på i disse værker. For mig bliver det mere en mange-facetteret oplevelse. Jeg kan godt lide, at hvert værk rummer mange løsninger, og at hvert værk har indbygget utallige muligheder, så jeg kan blive ved med at mane noget frem. Et værk som African Masks er 10 hængende seletøj, men for mig er det også 10 personer. Jeg har bl.a. arbejdet med dobbeltheden i det værk. “Hvad skal det bruges til?” er et spørgsmål, jeg ret tit får til mine ting, fordi der ofte er inkorporeret en vis funktion. “Er det til et menneske eller en hest?” Tit spørger folk også til det seksuelle i mine værker, for de kan jo godt ligne remedier fra en swingerklub, dog en underlig en af slagsen. Der ligger samtidig en dobbelthed mellem det maskuline og det feminine; mange af værkerne er “hårde” og samtidig har de en feminin side med guld og lækre materialer. Og det er ud af alle disse spor, at jeg prøver at skabe en helhed eller et nyt bud.
Der ligger nogle helt klare seksuelle undertoner i dine værker. Disse værker vækker et spørgsmål hos folk, om det er ting eller remedier til en seksuel leg eller handling. For mig er det mere universelle tilstande i mennesket, som jeg har arbejdet med i Principles of Pain and Pleasure. Det er mere en leg med den menneskelige psyke, da hele vores liv er et net af dobbeltheder og modsætninger. Man kan rumme både smerten og lysten i sit liv, og intet er hverken det ene eller det andet. Hvis man googler “gabestok” så er det 50/50, om der kommer billeder af gamle gabestokke fra markedspladser, hvor folk blev tortureret, afstraffet og påført smerte, eller om der kommer billeder af gabestokke til pleasure fra swingerklubber og private hjem. Det er vel primært det gabestokken bruges til nu om dage, i vores del af verden. Jeg har ikke lavet gabestokken som en gabestok i sig selv, men det blev en ”nødvendighed”, det blev et værk, jeg måtte lave til denne udstilling, fordi det står som det mest ultimative fastlåsheds-remedium, man kan få, symbol på hvordan man fastholder noget eller nogen. Følelsen af fastlåshed, af ikke at kunne slippe væk, stå til skue. Folk kan gøre med dig, hvad de vil. Det er en af de største ydmygelser. Og det er vel i bund og grund også det, værker gør på en udstilling, står til skue. At folk frivilligt sætter sig selv fast i gabestokke er jo interessant. Så man kan sige, at mange af de former eller genkendelige elementer kommer ikke nødvendigvis fra den seksuelle verden. Man kan nu også se udstillingen fra en helt anden vinkel og spørge, om den udspringer fra landbrugslivet, da mange af formerne er hentet derfra. Nu nævner du selv, at man som beskuer kan komme helt i tvivl, om de udstillede genstande kan bruges til noget – har du lavet tingene, så de kan bruges? Det er underlige spørgsmål at få som kunstner. Hvad er det? Hvad kan det bruges til? Det spørger man sjældent andre kunstnere om, men det er spørgsmål, jeg tit får, og det viser, at folk skaber en kropslig relation til mine værker, som er ud over det, de normalt får på en kunstudstilling, og det er jeg sådan set ikke utilfreds med, for jeg kan godt lide, at det starter nogle historier i folk. Man kan måske sige, at det er objekter, der er lavet til en parallelverden. Så, nej! De kan ikke ”bruges” til noget. De kan bruges som en oplevelse, de kan bruges til at flytte noget inde i folks hoveder, de kan bruges til, at folk kan forsvinde ud i historier. Til alt det, som kun kunst kan. Og, ja! Selvfølgelig kan du godt sætte folk i min gabestok, og det har jeg da også selv prøvet for sjov. Men mine værker bliver mindre og mindre funktionelle; de bliver sværere at tage i brug. Nu bruger jeg mere og mere funktionen som et materiale eller virkemiddel til at skabe stemninger med på lige fod med farver, lys og andre materialer. Funktionen er der stadig, men den er mere blevet til et billede på en funktion og er ikke nødvendigvis brugbar. Men du startede ud med at lave ting, som havde en reel funktion. Jeg har haft en lang periode, hvor jeg skulle ”forsvare” mine ting; var det kunst, det jeg lavede eller var det design? For mig var det spørgsmål egentlig aldrig så interessant, men nogle folk har åbenbart et stort behov for at putte ting i båse og så derfra forholde sig til dem. Man skal jo helst ikke gå hen og blive alt for forvirret. Min store interesse ud over kunst var design og indretning, hjemmet er f.eks. et af mine yndlingssteder. Så jeg tog fat i det, som jeg havde allerstørst passion for og blandede tingene sammen, og så var det fantastisk at opleve, at jeg derved også kunne få værker ind i folks hjem, som jo for mig er et at de bedste steder at opleve kunst, og at de der kunne opfylde flere behov og funktioner. Lidt efter lidt smeltede de mere designprægede ting sammen med de rene kunstneriske objekter, og tingene mistede deres umiddelbare funktion. Legepladsen bliver større, når man har været rundt i kanterne, og jeg føler, at min legeplads lige nu er ret stor. Jeg har øjnene åbne, lige meget hvor jeg går, og tingene kommer ned i min huskegryde og ud igennem mit filter, og så sker der en transformation i byggeprocessen, hvor jeg gør tingene til mine. Mange af elementerne i mine værker kan godt ligne noget, jeg har fundet på, eksempelvis et loppemarked, men jeg har selv bygget alt op fra bunden. Ligger der i dine værker en kommentar til vores forbrugssamfund? Jeg tror måske, at det mere er lige modsat. Jeg er selv en slags super-materialist. Forstået sådan, at jeg elsker ting og elsker at omgive mig med ting og sager. Jeg laver vel et eller andet sted de værker, jeg selv føler, verden mangler. Jeg er ikke en, der tænker: "nu må vi skære ind til benet og leve på en sten"; tværtimod, kan jeg godt lide, at omgive mig med masser af ting, nips og lækre møbler. Og ja, ikke mindst en hel masse farver, det kan man aldrig få nok af. Det er nok nærmere en kærlighed til luksus og alt det unødvendige. | Related:fra kopenhagen.dk: [20. juli 2011] [08. november 2010] [11. maj 2010] [13. april 2010] [24. marts 2010] [01. december 2009] [10. august 2009] [17. marts 2009] [21. januar 2009] [29. juli 2008] [10. oktober 2007] [24. april 2007] [03. juli 2006] [18. juni 2006] [23. maj 2006] [07. marts 2006] [24. april 2005] | ||||||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||||||