Interview m. Jesper Just

Jesper Just: Romantic Delutions, 2008.

Romantiske vrangforestillinger

Store ord, stort drama og endnu større følelser fremtvinges fra støvede arkivskabe og antændes i mødet med Justs værker. Men selvom Just indrømmer, at han manipulerer beskueren i hans bevidste udnyttelse af Hollywood-traditionens genrer i både partiturer og magtfulde narrative strategier, er der langt fra tale om romantiske vrangforestillinger. Selv det hårdeste hjerte bløder når dets ensomhed blotlægges foran det i udstillingen Romantic Delusions.

Hollywood upside down

Jesper Justs kunstfilm, ligger langt fra kornede low-fi billeder optaget med håndholdt kamera. Stort set alle hans kortfilm er optaget på film og alle skuespillere er professionelle og nøje instruerede. Hver produktion involverer et stort filmhold, der følger Justs instruktioner i alt fra lyd- og lyssætning til make-up og kostumer. "Hollywood har jo ikke patent på at lave smukke følelsesfulde billeder og desuden vil jeg gerne vise billeder i en stil som folk kan genkende; en stil fra populærkulturen. Så udnytter jeg, at Hollywoods traditioner - både hvad angår billedekomposition, kønsrollemøster, narration osv. - er så massivt indgroet i publikum, at der uvilkårligt skabes genremæssige forventninger hos beskueren. Hvis man præsenteres for en kæde af handlinger, som udspiller sig inden for en given tidslig og spacial ramme, vil man altid i en proces konstruere en kronologisk årsag/effekt kæde af handlinger. Derfor er kausalitet det bærende princip i dannelsen eller fremdriften af narrationen – dvs. En stadig bevægelse fra årsag til effekt. Via dramaturgi og filmens tekniske niveau dvs. billeder, klipning, lyd, point of view mv. Kan man styre hvilket mønster beskueren danner. I de klassiske Hollywood-film er der ofte overensstemmelse imellem dramaturgi og filmens tekniske niveau, mens der i mine film optræder uoverensstemmelser og de er mere karakteriseret ved antydninger og udeladelser end det veldefinerede."

Jesper Just arkivet på Kunsthallen Nikolaj

Undtagelsen der bekræfter reglen

Romantic Delusions – et helt nyt værk der også lægger navn til hele udstillingen – er dog en af undtagelserne. Her er billederne mere kornede og hele dramaturgien langt mindre koreograferet. "Jeg havde lyst til at lave noget mere enkelt; inddrage flere ukendte faktorer, lade tilfældet og den egentlige situation spille ind og få større indflydelse. På den måde danner det nye værk en forbindelse, til et af mine allertidligste værker No Man is an Island (I) 2002, som og bliver vist her. Der var fremgangsmåden og stilen den samme på flere måder. Det der udfolder sig på billederne har en mere performativ karakter og kan aldrig genskabes."

Dansen om kønsrollerne

No Man is an Island (I) er en film på blot 4 min. På Blågårds Plads på Nørrebro, blandt børn og unge der hænger ud, danser en ældre mand henført. Hans bevægelser vidner om styrke og muskelkraft, men desuagtet udfører han en uhæmmet men yndefuld dans – hvorfor han på samme tid fremstår maskulin og feminin. Den dansende mand er fuldkommen opslugt af hans egen akt. Han end ikke ænser tilskueren udefra: en ung mand der grædende iagttager ham. La Piu Bella del Mondo - den smukkeste i verden hedder sangen som manden danser til. Børnene gør grin med ham. I denne som talrige andre værker undergraver Just samfundets og de klassiske filmgenrers ensidige kønsroller, hvor det begærede objekt i 99% af tilfældene er en ung kvinde.

Mand, kvinde eller midtimellem

Just tillader sig at vise ældre kvinder der begærer. Ældre kvinder der begæres. Af unge mænd og ældre mænd. Just viser unge mænd der begærer ældre mænd. Mænd der begærer kvinder og mænd. Og i værket Romantic Delusions følger man på tre store sammenhængende skærme en hermafrodit, der bevæger sig gennem Rumænien. "alene det, at der findes mennesker der er tvekønnede er en provokation for det samfund der næres ved stereotypernes opretholdelse. Det kan ikke rumme noget der ikke enten er det ene eller det andet, men køn, seksualitet og begær er selvfølgelig et langt mere nuanceret, flertydigt og mangfoldigt end dét. Det vil jeg gerne vise med filmene. Vores opfattelser af eget og andres køn og seksualitet styres af samfundets tonstunge sociokulturelle konventioner og for mange et det fortsat tabuiseret eller problematisk at forestille sig andre former for køn, end dem samfundet hylder."

Østeuropas skizofrini

Romantic Delusions udspiller sig som nævnt i Rumænien. Dels i Bukarest og dels i Constanza. "jeg var i Rumænien og blev slået af clashet mellem øst og Vest. I byerne ser man stadig i vid udstrækning de store kommunistiske betonbygninger og den karakteristiske ideologiske byplanlægning, men Vestens kapitalisme har gjort sit indtog og overalt

er der billboards med farvestrålende reklamer for alverdens produkter. Det virkede skizofrent. Jeg kom til at tænke på, den tidligere forestilling om Østen som feminin og Vesten som maskulin og deraf udsprang ideen om den tvekønnede hovedperson, som i overført betydning kan ses som et billede på Østeuropa i dag. Hovedpersonen prøver at finde sin identitet; finde ud af hvad han er og hvad han kan"

Alting er flydende

I Just film er der imidlertid meget frie rammer for hvad man kan og hvad man kan være. Beskueren overraskes ofte. Tid og sted er flydende. En mand kan kravle ind en lastbil og komme ud i en varieté. En kvinde kan borer neglene ned i sit lår indtil benet falder af. En hermafrodit kan svæve syngende i luften og ingen identiteter er fastlåste. Intet under at der ofte drages paralleller til instruktører som Lynch, Visconti, Fassbinder, Gus Van Sant, David Lynch, og Pedro Almodóvar. Det er urovækkende. Og uroen bliver ikke mindre af, at Just kun i minimal grad benytter det talte og det skrevne sprog i værkerne. Oftest er al tale elimineret. "min erfaring med dialog er at det lynhurtigt bliver alt for styrende. Der forsvinder en vigtig åbenhed når man kobler ord på.

Musik som dialog

Men fraværet af ord  skaber også øget opmærksomhed om filmenes øvrige niveauer: en antydning eller delikat nuance i personernes ageren og mimik kan synes at røbe indre følelser og det kan hos beskueren vække overvældende følelser idet det uudtaltes potentiale fremhæves. Desuden træder musikken frem. Den ledsagende musik, refererer til evergreens og Hollywood-genrer og det er i høj grad den der er med til at generere drama og spænding". Der er selvfølgelig handling i Justs værker men ofte er den i så adskilt en form, at man som beskuer må iagttage og blindt følge billedstrømmen, der langt fra er organiseret i en konsekvent logisk årsag-effekt virkning. Scenerne er som isolerede vignetter med tomme hulrum imellem – rum som beskueren selv må udfylde, om end Justs billeder ansporer et associativt flow, der guider beskueren på vej, men ikke i mål. "Fortællingens logik er nedbrudt eller snarere irrelevant. Betydningen er i stedet flyttet til stemningen og følelsen i de øjeblikke man ser Det er det der interesserer mig."

Myte og virkelighed

Rigtigheden af dette – manglen på narrativ logik og det faktum at den er komplet irrelevant – bevidnes af udstillingens tredje værk, der udgøres af den tematisk sammenhængende trilogi A Voyage in Dwelling, A Room of ones Own samt Question of Silence (2008). Den samme midaldrende kvinde spiller hovedrollen i de tre film, der udgør værket. At gengive handling giver ikke mening. Det handler, som Just siger om stemningen og følelsen. "Hollywoods filmgenrer er som sagt meget stereotype ikke mindst ift. kønsroller. Klassisk Hollywood repræsenterer myter om kvinder og femininitet og om mænd og maskulinitet og filmene konstruerer uvilkårligt et særligt, ideologisk syn på virkeligheden. I mine film prøver jeg at gøre noget andet. I dette værk følger vi en ældre kvindes rejse og jagt efter det uprøvede. Jeg har altid set rejsen som maskulin og som cirkulær; som noget der afsluttes og som er forbundet med nostalgi over det efterladte mens den står på. For kvinden her er rejsen ikke cirkulær, men uendelig og blottet for nostalgi. Hun nyder at være et sted, hun ikke kender, men dvæler ikke ved det. Hun flytter sig videre. Fortsætter.” Det samme gør sig gældende for Just; han bliver ved – fortsætter sin opdagelsesrejse ind i den kønnede identitets følelsesliv - om rejsen er så end er lineær eller cirkulær, mandlig, kvindelig eller måske tvekønnet.

Billeder fra åbningen