Interview: Lykke Andersen & Stephanie Donsø

Lykke Andersen: Haystack, 2008. 110x110 cm Lambda-print

Kan I fortælle om baggrunden for udstillingen, og hvad den handler om?

Lykke: Vi planlagde faktisk udstillingen for 2 år siden, så den har været lang tid undervejs. På det tidspunkt lagde vi mærke til, at der er mange billedkunstnere, som har haft naturen som omdrejningspunkt igennem de seneste år. Hvilket vi også begge to selv har. Det ville vi gerne lave en udstilling omkring. Derudover har menneskets behov for at kontrollere naturen været vigtigt for mig personligt at undersøge. Især i forhold til naturen i Danmark, hvor der jo er tjek på hver kvadratmeter. Men nu synes jeg, at der begynder at komme en længsel efter at søge ud og prøve at opleve naturen som noget oprindeligt, hvor den ikke bare er et stykke styret kulturlandskab. Så der er nogle forskellige forestillinger om naturen på spil hele tiden.

Stephanie: Ideen var netop at arbejde med vores forestillinger om naturen på udstillingen. Vi er måske ret langt væk fra naturen i dag, idet vi sidder meget i vores små hjem og forestiller os det, der er derude. Det hænger også sammen med den titel, som vi valgte til udstillingen – ’Over Bakke og Dal...’ Den er sådan lidt romantisk og drømmende, lidt iscenesættende. Det var noget vi talte om, da vi planlagde udstillingen, at der er en masse forestillinger, ideer og iscenesættelser af naturen. Hvis der endelig er noget, som er vildt, så er det samtidig fredet og indhegnet. Så der er naturen jo allerede manipuleret.

I har inviteret nogle kunstnere, og så har hver enkelt kunstner selv stået for at udvælge værkerne, så vidt jeg har forstået? Er der tale om nye værker?

Lykke: Stort set ja. Faktisk alle har lavet nye værker. Enkelte har været vist før fx på Fyn. Men de fleste er lavet specielt til udstillingen.

Havde I gjort jer nogle tanker om sammensætningen af udstillingen på trods af, at I ikke kendte så meget til selve værkerne? Der er jo ret stor spændvidde mellem dem - nogle er ret dystre og groteske, andre mere romantiske eller humoristiske.

Stephanie: Vi har vidst, hvad hver enkelt kunstner arbejdede med i forhold til medier. På den måde har vi haft en ide om, hvad der ville være på udstillingen, og hvordan man kunne fordele værkerne i rummene.

Lykke: Ja, vi har tænkt meget over, at der både skulle værker med, som brugte rummet og væggene. Men hvordan det interagerer rent tematisk, det er selvfølgelig lidt sværere at forklare. Men jeg synes, at det gør det mere spændende, at der er stor forskel mellem værkerne. Der er Svend-Allan Sørensens ironiserende værker med små historier ude i skoven, hvor folk tager solbad eller ’petter’. Og så er der de mere dystre fortællinger i andre værker. Men udstillingen har fra starten også været ret åben.

Stephanie: Ja, det har ikke været meningen, at værkerne nødvendigvis skulle være romantiske, fordi titlen på udstillingen er det. Titlen er i sig selv bare en forestilling, et udgangspunkt. Og hvert enkelt værk er også en forestilling, som den enkelte kunstner har haft. Så udstillingen er sådan set forestilling på forestilling på forestilling.

I fik ideen allerede for 2 år siden og den udsprang af, at mange kunstnere arbejdede med naturen, som I forklarede. Er udstillingen så et forsøg på at samle op på en tendens?

Stephanie: Nej egentlig ikke. I og med at vi selv ligger i den boldgade, kommer vi automatisk til at lægge mærke til og interessere os for andre kunstnere, der arbejder med dette tema. Vi kan nok relatere nemmere til deres værker og kan se, at det kunne være spændende at sammenstille deres udtryk med vores.

Randi Jørgensen & Katrine Malinovsky: Vandreren, 2008. Mixed materials

Kan vi tale lidt mere specifikt om nogle af værkerne? Fx Randi Jørgensens og Katrine Malinovskys skulptur. Det er en bygning, der ligner en norsk stavkirke med menneskelige træk…

Stephanie: Ja, det er en norsk stavkirke, som ligger til baggrund for udformningen af skulpturen. Den ligger jo ofte ude i de norske fjelde, hvor naturen er dominerende. Den skaber vel et billede, hvor man forestiller sig ældre tider, - de gamle dage hvor mennesket boede og byggede ude i naturen og brugte naturens materiale direkte.

Da Randi og Katrine byggede på den kirkelige form, begyndte den at minde mere og mere om en menneskelig form. De valgte at overdrive de to kirkeporte på siderne, så de fungerer som arme og vinduerne kom til at fungere som øjne. Den lignede efterhånden en menneskelig figur, som de syntes mindede om en, der vandrer, og de kaldte den dermed for ’Vandreren’. Jeg synes dens spidse tag spiller sammen med. træerne i Sven-Allan Sørensens værker og grantræerne i Lykkes billeder, samt Rasmus Rosengårds mørke tegninger. Så man kan vel kalde den en slags vandrer i dette udstillingslandskab.

Marika Seidler, Dueslag I-III, 2008, varierende mål, Guache på akvarelpapir.		Tim Skinner, Far away rhythm, 2008, 4,59 min., Video.

Ja, og så er den vel en slags symbiose af menneske, natur og forestilling forenet i en bygning. Marika Seidlers tegninger viser en ekstrem sammenhæng mellem menneske og natur, en sammenhæng der nærmest bliver grotesk, idet hendes figurer helt konkret har dueslag inde i kroppen. Men hvad med videoen af Tim Skinner. Umiddelbart er det svært at identificere, hvad der egentlig foregår i hans værk?

Stephanie: Ja, den er ret abstrakt. Han arbejder generelt meget med lyd og vand. Denne video har han lavet ved at fylde en bakke med vand, som han så har sat højtalere under. Højtalerne afspiller toner, som får vandet il at vibrere. Derefter har han sat lys på og filmet refleksioner og bevægelser i vandet. Han fandt et bestemt sted i sine optagelser, der fungerede godt, og det har han lavet et loop af. Så det er en spejling i vand, hvor det man ser ligner både katteøjne, nordlys, kaffebønner - et eller andet - men samtidig er det meget abstrakt udefinerbart.

Louise Fuhr: Silent shout, 2008. 1 min. Video

Det lidt abstrakte går vel igen hos Rasmus Rosengaard, der arbejder med tegninger, der både forestiller klipper eller græs, men som samtidigt bliver et slags mønster. I Louise Fuhrs video bliver naturen også til mønstre tilsat en ret uhyggelig lydside.

Stephanie: Ja, det bliver næsten som et kalejdoskop hos Louise. I nogle af billederne, kører man ind i en slags skov og derefter begynder landskabet ligesom både på dramatisk og poetisk vis at vælte ind i billedet.

Hvad sker der i Mie Mørkebergs billede? Det minder om et gammelt landskabsbillede.

Lykke: Mie har påbegyndt en ny serie, hvor hun har vendt blikket mod det barokke landskab og den barokke have. Hun er også begyndt at arbejde mere med tusch. Så hun prøver altså at blande de gamle barokke billedelementer med nogle nye ting. Hun kan fx finde på at sætte en nisse ind eller en pige på en gynge i det gamle landskab.

Stephanie: Ja, det billede der er med her, er jo meget barokt eller gammeldags med det lange perspektiv, der forsvinder ude i horisonten. Men billedet er malet på en moderne måde, idet strøgene er rå og tydelige. Og så har hun en stærk dysterhed i billederne, med den sorte himmel.

Mie Mørkeberg: Uden titel, 2008. 110x120cm Tusch og akryl på MDF

Hvad med jeres egne værker? Lykke du har to forstørrede polaroidfotografier med på udstillingen. Det ligner ikke et dansk landskab men mere et østeuropæisk?

Lykke: Det kunne have været et dansk landskab, som det så ud i gamle dage. Jeg har kørt meget på titlen til udstillingen, der har denne romantiske forestilling i sig. Jeg har brugt polaroidfotos, så billederne ligner gamle malerier, når de bliver forstørret gevaldigt op som her på udstillingen. Så er der jo en høstak i det ene billede, som er samlet på den måde, som man gjorde i Danmark 1940’erne i. På den måde får billederne den der gammeldags romantik over sig. Jeg har ladet mange af de fejl være, som opstår, når man arbejder med polaroid. Der er prikker og underlige lysglimt. Det spolerer det ellers meget pæne i billederne.

I Ukraine, hvor billedet er taget, der går folk rundt og høster med hestevogne, høtyv og le. Så det er som at gå i et dansk landskab i 1940’erne. Det er en slags scenografi, som ligner den, man kan finde på Frilands Museet i Lyngby, og det er jo noget, som vi går og romantiserer om i dag.

Hvad med din installation Stephanie?

Stephanie: Jeg har også taget udgangspunkt i en forestilling om naturen. En forestilling om naturen, som noget mere uhyggeligt, der både tiltrækker og frastøder os. Der er mange af os, der ikke kan lide edderkopper, insekter og som væmmes ved udklækning af æg. Det synes jeg er interessant at forstørre op. Installationen minder om en edderkoppe-rede, hvor insekter pibler ud. Jeg har kaldt installationen ’Nær, fjern og moderen’. Nær og fjern bygger på følelsen af både tiltrækning og frastødning. Moderen referer til den cyklus, der er i naturen, hvor moderen bringer det hele videre.

Stephanie Donsø: Nær, fjern og moderen, 2008. Uld/træ/sejlgarn

Nu har I jo udstillet sammen før og jeres samarbejde går to år tilbage. Hvor står I i dag? Er det de samme ting, der optager jer, som da I begyndte samarbejdet?

Lykke: Personligt er jeg begyndt at arbejde anderledes. Før var jeg ret optaget af den kontrol, vi udøvede i forhold til naturen. Jeg bruger stadig naturen som referenceramme, men jeg arbejder også med en mere narrativ fortælling, som jeg fx har gjort i min seneste serie ’Marchland’. Det er stadig naturen og den æstetiske del af den, som jeg bruger, men jeg leger mere med at opbygge en fortælling i billederne.

Hvad med dig Stephanie. Du har også malet en del tidligere, er du holdt op med det?

Stephanie: Nej, jeg lavede installation før jeg begyndte at male og er sådan set bare vendt tilbage til det. Det skrifter lidt hele tiden. Men i 2007 fik jeg taget godt hul på at arbejde med installationer bl.a. i forbindelse med en udstilling Lykke og jeg lavede sammen ude hos Peter Lav Photo Gallery. Men der er stadig mange ting, som jeg gerne vil arbejde videre med inden for dette område.

Naturen er jo et gammelt emne i kunsthistorien. Hvorfor er det stadig relevant i dag? Mangler vi at blive bevidstgjort om nogle ting?

Lykke: Verden ændrer sig jo hele tiden. Jeg tror, at man i dag begynder at blive bange for, hvad der sker med vores jord. Jeg var på Grønland her i sommers, hvor jeg besøgte nogle områder, hvor man inden for de sidste tre år er holdt op med bruge hundeslæde, simpelthen fordi der ikke længere er sne. Det var skræmmende.

Tror I, at det enorme fokus, der er kommet på naturen i forbindelse med klimaændringerne, betyder, at man får et behov for at forholde sig endnu mere idylliserende til naturen? Bliver den i endnu højere grad en ’museumsgenstand’, fordi der er så meget, som er ved at forsvinde?

Stephanie: Ja, det tror jeg godt kunne være et fremtidsscenarie. Man ser jo allerede, at der findes rigtig mange friluftsbutikker, idet friluftslivet er blevet meget populært. Folk køber jo det helt vilde udstyr bare til en lille campingtur. Det er den der forestilling om, at nu skal vi bare ud i naturen og være der 100 %, som er på spil.

Lykke: Ja, sådan er det meget i den vestlige verden. Udenfor den vestlige verden er naturen mere en integreret del af hverdagslivet. Det er stedet man henter sin mad, og naturen ikke indhyllet i de forestillinger, som er typiske for den vestlige verden.

Stephanie: Jeg fornemmer, at der er mange yngre kunstnere, der bruger naturen i deres kunst i dag, også i udlandet. Om det er fordi vi er langt væk fra den eller pga. fokus på forurening, det ved jeg ikke. Men der er noget, som gør, at man har behov for at udtrykke sig omkring naturen. En form for desperation eller afmagt måske.

Lykke: I 1980’erne kørte der jo alle de der Greenpeace kampagner, som opfordrede folk til at tage ud og se tigeren eller regnskove før den forsvandt. Vi har fået tudet ørene fulde af den slags opfordringer, og det var svært at forholde sig til. Men nu er konsekvenserne pludselig blevet tydeligere, og det er gået op for os, at det er virkelig alvor nu. Det er i højere grad blevet en del af den kollektive bevidsthed ,og det tror jeg vil have en indflydelse på kunsten.

Tak.