Interview: Lars Kjærulf Møller

Installationsview med Viera Collaro og Allan Otte.

Hvad er grunden ti,l at du har inviteret kunstnersammenslutningen Grønningen til at udstille på Bornholms Kunstmuseum, og faktisk lade dem indtage et helt museum uden at skulle forholde sig til en permanent samling?

Det er der to grunde til: dels er der en kulturpolitisk grund, fordi jeg synes at det var en vanvittig beslutning man traf, da man lagde ideerne om for Charlottenborg. Egentlig var ideerne måske meget gode, men den måde man har forvaltet dem på er tåbelige. Jeg føler - og det tror jeg at de fleste kunstelskere gør - at sammenslutningerne er noget af det kit vi har i dansk kunst. Man har over mange år kunne se udviklingen hos de enkelte kunstnere og udviklingen generelt inden for sammenslutningen, så derfor synes jeg, at det var en tåbelig beslutning, og jeg håbede selvfølgelig på, at man havde løst problemet på anden måde.

Jeg mødte så Peter Bonnén, som er formand for Grønningen, og som fortalte mig, at man forgæves havde prøvet at finde et andet udstillingssted i København. Så var det jeg sagde ” Så kom da hjem”, hvilket gjorde at Peter kiggede undrende på mig og sagde ”Hvorfor siger du hjem”, hvorpå jeg svarer ”Fordi Grønningen blev stiftet i 1915 på baggrund af nogle af de bornholmske kunstnere, og fordi de fleste af de ”tunge” bornholmske kunstnere har været medlem af Grønningen. Lige fra Olaf Rude, hvis billede ”Opstilling med Stenbider” var årsagen til at Grønningen blev stiftet, fordi man synes det var for moderne til Den Frie, og frem til de nulevende, Tonning Rasmussen og Ole Christensen. Så jeg synes det var en naturligt, at de på en eller anden måde hørte til her på Bornholms Kunstmuseum.

Det tog han imod, og skulle vi så tilbyde dem nogle fornuftige rammer til den udstilling, så kan det jo ikke nytte noget at sige, at vi har 175 eller 250 m2, fordi de er altså vant til et stort hus på Charlottenborg. Så derfor sagde vi, at så piller vi hele den faste samling ned og giver jer lov til at udfolde jer der.

Men dog så er det første rum jo alligevel jeres historiske indgang …

Ja, fordi vi jo stadigvæk er et museum, og man kan sige at Grønningen har flyttet sig fra at være en galleriudstilling til at være en museumsudstilling, derfor vil vi også gerne ligge det lag på, og fortælle vores publikum, hvorfor Grønningen er her. Vi giver dem en lille introduktion ved at vise dem nogle af de værker fra vores egen samling, som tidligere har været udstillet på Grønningen.

Man talte om kunstsammenslutningernes endelige død, da Grønningen efter 75 år ikke mere kunne udstille på Charlottenborg fra 2007. Man talte også om, at tiden ikke mere er til denne form for kunstnerisk fællesudstilling. Har Grønningen ved at flytte fra sine vante rammer fået en renæssance på kunstscenen?

Hvis ikke der havde været livskraft i sammenslutningerne, så ville disse dispositioner havde betydet at det var kunstsammenslutningernes død. Men jeg tror faktisk, både med vores egen udstilling her og som vi så det på Sofienholm, at det giver altså en ny vitalisme, der sker noget med sammenslutningerne. Jeg kunne også hører på Grønningens medlemmer, at det var befriende for dem, at skulle forholde sig til nye rum og nogle nye sammenhænge. Så det er ikke kun et spørgsmål om, at vi er et intermezzo, hvis man nu kommer til fornuft på Charlottenborg. Selvom de bliver inviteret tilbage til Charlottenborg, så er de bestemt åbne overfor, måske hver anden gang, at rejse ud et andet sted end de efterhånden næsten for vante rammer.

Installationsview med Mads Gamdrup og Peter Mandrup.

Ja, for de fysiske rammer her må virkelig bibringe Grønningen noget nyt. At vi alle skal forholde til en anden geografisk placering. At vi nu ikke befinder os i byrummet, men i et naturrum, osv. …

Der er jo mange forskellige elementer i det. Nu er det for eksempel ikke normalt, at hvis man sætter sig ind i en taxa i København, mens Grønningen har udstilling på Charlottenborg, så begynder taxachaufføren at snakke om det. Der er en anden bevidsthed om sådan en begivenhed her på øen. Det er hele øen, der viser Grønningen nu, og er stolte og glade for det, og det tror jeg også har påvirket kunstnerne, der har oplevet dette helt bogstaveligt på deres krop, at folk har sagt ”nå, du er fra Grønningen, så ved vi godt, hvem du er”

Det er den ene ting. Den anden ting er, at de helt anderledes fysiske rammer her på stedet også gør, at vi kunne isolere nogle værker, der fungere bedst ved at stå alene. Og vi kunne bringe nogle kunstnere i dialog med nogle, de ikke tidligere har været i dialog med.

Kan du i et kort rids fortælle om processen for samarbejdet mellem Kunstmuseet og Grønningen. At inviterer gruppen og derefter få dem ind i huset med kunstnernes praksis om selvbestemmelsesretten?

Jeg vil sige, at det har været en fuldstændigt ukompliceret proces. Det har været fantastisk nemt. Normalt så går vi rundt på museerne og siger for sjovt, at det er lettere at lave udstillinger med afdøde kunstnere, for de kommer ikke og brokker sig. Udgangspunktet fra dag et har været, at vi selvfølgelig havde det sidste ord. Det er vores hus og det er vores udstilling, selvom det også er Grønningens udstilling. Men Grønningen har haft et udstillingsudvalg med Anita Jørgensen, Viera Collaro, Ib Monrad og Hans Pauli Olsen, som havde forberedt sig grundigt og prøvede at forholde sig til, hvor værkerne kunne være. Det var også en logistisk proces, når vi fik det hele ind i huset, så er det rart at stille værkerne, der hvor de skal op at hænge, frem for at vi skulle bære rundt fra sted til sted. Det har været en god proces, hvor vi selvfølgelig har brugt tid til at diskutere, om det nu er det rigtige eller ej, og der er også værker, der er blevet flyttet frem og tilbage, byttet rundt og sagt, at de to kan ikke rigtig lide at være sammen. Fordi vi har så mange forskellige rum at arbejde med, har vi kunne give de ypperste fysiske rammer til stort set alle værkerne.

Installationsview med Eva Steen Christensen og Allan Otte.

Hvad betyder denne udstilling efterfølgende for jer som museum. Tør I nu gøre yderligere ting som denne udstilling har påvist er muligt, eller går I tilbage til den traditionelle fremvisning af museets værker?

I vid udstrækning går vi nok tilbage til den traditionelle udstillingsform, men det får da også betydning fremadrettet for museet, fordi vi også har oplevet rummene i en ny sammenhæng. Det at tage hele sin faste samling ned og stå tilbage med de bare vægge, det er en jomfruelig oplevelse man får, og man kan se at den smukke pige, som man har danset med i mange år, stadigvæk har nogle kvaliteter, som man kan bruge på andre måder. Der sker nok det, når man igennem 15 år har arbejdet med et hus, at der bliver nogle rutiner i det. Det er ikke alle rutiner, der er dårlige. Hvis man finder, at man har fået hængt et værk op, så det hænger optimalt, så er der jo ingen grund til at lave det om, fordi det nu er blevet rutine. Men det er klart, at der er masser af andre muligheder og der er kommet nogle bolde i spi,l som ikke har været det før.

I har valg at beholdt farverne på væggene til Grønningens udstilling, hvilket også er en anderledes ramme i forhold til Charlottenborgs hvide vægge. Synes du der er nogen af museets rum, der fungerer særligt godt med Grønningens værker?

Det var faktisk en af de betænkeligheder, vi havde inden udstillingen. Fordi vi er en delvis historisk anlagt samling, så har vi også farvesat væggene i forhold til de værker der normalt hænger i rummene. Vi har lidt tunge gule og blå farver på væggene, hvor vi har 1800-tallets kunst, altså borgerskabets kunst, der er malet til farvet vægge. Men når vi så pludseligt skal arbejde med kunstnere, der alle sammen tænker i hvide vægge, hvis de overhovedet tænker i omgivelserne, så ser vi, hvordan det påvirker deres værker. Jeg synes det fungerer fantastisk godt, og det er også en demonstration af en diskussion som man tit har. Hvis værket er godt nok, så betyder det ikke så meget, hvilken farvet væg det hænger på.

Installationsview med Anita Jørgensen.

Med hvilke ”briller” ser du Grønningens udstilling?

Man kan se udstillingen igennem både et historisk lag og et politisk filter, men der er også spørgsmålet om, hvad sådan udstilling tilfører den danske kunstscene?

Kunsthistorisk set er det ikke på Grønningen at de store nyvindinger bliver taget. Grønningen er det solide, det velkendte med et twist. Vi bliver flyttet en lille smule hver gang. Kunstpolitisk, tror jeg at sammenslutningerne er vigtige, fordi vi godt ved at en stor del af det publikum vi har på museet står måbende overfor de nyeste ting i kunsten. I mødet med udstillinger som Grønningens, kan de se, at der taget afsæt i noget de kender, samtidig med at der er nogle udviklingslinjer, som giver nogle redskaber til at forstå nyere værker. På den måde tror jeg sammenslutninger er vigtige. Men det er simpelthen også bare god kunst, der hænger herinde. Det er kunstnere, der for nogles vedkommende er prøvet af igennem årtier, og det har vist sig, at de ting de laver holder. Det kan man tydeligt mærke, når man står overfor værkerne.

Så du vil inviterer dem igen?

Jeg inviterer dem gerne igen, men det er ikke noget, der skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, fordi så bliver det ligeså meget en vane, som det blev på Charlottenborg. Måske hver femte år eller noget i den stil. Så tror jeg at man igen ville opleve, at der er sket noget nyt med sammenslutningen, hvor de ville have gavn af, at udfolde deres kræfter i nye omgivelser.

Tak.