| ||||||||||||||
| ||||||||||||||
|
||||||||||||||
|
|
||||||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Lars Brinkgaard & Anne Sophie Hardinger, Wonderland Art Space | ||||||||||||||
Annoncer: | [14. april 2008] Interview ![]() WAS: Simon Nygaard, Anne Sophie Hardinger & Lars Brinkgaard Interview: Lars Brinkgaard & Anne Sophie Hardinger, Wonderland Art SpaceDen 14. marts åbnede Wonderland Art Space dørene for deres første udstilling Overkill. Der herskede en mild form for kaos, da kopenhagen et par timer inden åbningen mødte Anne Sophie Hardinger, redaktør på Wonderland Magazine, og Lars Brinkgaard, kurator og daglig leder af WAS, til en snak om ambitioner, udstillingsprofil og værket, der blev væk... Interview:Kopenhagen.dk Foto:Kopenhagen.dk A Kassen, Anders Brinch, Vibe Bredahl, Isabel Berglund, Jonathan Meese (DE), Mie Olise Kjaergaard, Tal R, Zven Balslev, Kirstine Roepstorff, Melou Vanggaard, Ingen Frygt, Fie Norsker, Christian Finne, René Schmidt, Sergei Sviatchenko, a.o. Overkill 14. marts - 30. april 2008 WAS - Wonderland Art Space Absalonsgade 21b, 1658 Kbh. V web site:www.wonderlandonline.dk Tirsdag-fredag 12-16 og efter aftale Hvordan opstod ideen til WAS? ASH: I Wonderland-regi har det hele tiden været lidt en drøm. Nu hvor vi har lavet et par magasiner, synes vi at det kunne være super fedt også at have et fysisk udstillingssted, der kunne ligge i forlængelse af magasinet. Inspirationen er sådan set, at vi synes der sker rigtig mange spændende ting på kunstscenen, og at det kunne være sjovt for os også at kunne udstille nogle af de kunstnere, som vi har med i magasinet. På den måde kan vi være med til at gøre kunsten mere tilgængelig, ligesom det også har været og stadig er ambitionen med Wonderland Magazine. Da V1 skulle flytte diskuterede vi lidt, hvad der egentlig skulle ske dér, og da Jesper Elg spurgte om vi havde lyst til at overtage lokalet i Absalonsgade, tog vi en beslutning på 14 dage. Hvordan bliver samspillet imellem WAS og magasinet i fremtiden? ASH: Nu er WAS jo tænkt som et uafhængigt udstillingsrum. Vi er ikke et galleri i den forstand, at vi har egne kunstnere i stald, som vi ønsker at promovere. Vi ønsker at være uafhængige, fordi vi selvfølgelig også har vores magasin, og dér ønsker vi jo fortsat også at promovere de andre galleriers kunstnere. Men det er klart, at der vil blive nogle nye muligheder for sammenspil. LB: Magasinet Wonderland er jo også en form for udstilling, på den måde at der jo er en masse kunstnere, der har sendt værker ind til magasinet. Så det at lave et fysisk udstillingssted, hvor man har nogle helt andre muligheder end man har i et magasin, er egentlig bare en udvidelse af det, vi allerede gør. For eksempel kommer Ingen Frygt og kuraterer en udstilling i maj, hvor de samme måned laver coveret til magasinet, der også indeholder et interview med dem, så der bliver også mulighed for at lave et crossover imellem medierne. Det synes vi er ret interessant, at man har de to heste at spille på. I kalder det ‘Art Space’ - hvad bliver det for et sted?! ASH: Vores ambition er, at vi godt vil være et levende sted. Vi vil godt være en aktør på den københavnske kunst- og kulturscene og måske også lave nogle lidt bredere ting end kun deciderede kunstudstillinger. Vi er meget åbne for at invitere nogle forskellige mennesker ind. Det kan være alt fra filmvisninger til digtoplæsninger og bog- og pladelanceringer, som vi kan putte ind imellem de udstillinger, vi laver. LB: Det giver nogle muligheder, når man ikke “bare” er en butik. I et traditionelt galleri er der jo virkelig meget konkurrence, bl.a. fordi det handler om at få solgt noget. Der har vi nogle andre muligheder for at lave fx små koncerter, digtoplæsninger eller hvad det nu kan være, og det betyder også, at vi kan have åbent på andre tidspunkter af døgnet. Sådanne arrangementer vil jo foregå i udstillingen, så udstilling og lokale bliver brugt på andre tidspunkter end lige de der tre-fire timer om dagen, hvor et traditionelt galleri har åbent. Det gør stedet mere levende, end hvis det bare var en butik. Følger I en særlig udstillingsprofil eller –vision? LB: Vi har jo taget denne her beslutning om at åbne relativt hurtigt, og det betyder også, at når man skal planlægge udstillinger fremad, så kommer vi til at sidde og finde ud af, hvad der kan være næste år, og vi har jo fundet ud af, at det netop kan tage op til et år at få de rigtige kunstnere, man gerne vil arbejde sammen med, hertil. Indtil videre har vi tre udstillinger, som ligger fast. Hvordan er kurateringen til jeres åbningsudstilling foregået? ASH: Kurateringen til denne her udstilling er foregået på den måde, at vi helt banalt har valgt dem, vi synes var mest interessante og spændende af de kunstnere, der har bidraget til magasinet i tidens løb. Så der har egentlig ikke været nogen overordnet stategi - andet end at vi ville lave en “Best of Wonderland”, og så har vi inviteret nogle af de kunstnere, vi har bragt gennem de seneste tre år. Nogle har desværre ikke kunnet være med, og så er vi endt med 31 kunstnere, der hver er repræsenteret med et værk. LB: Der er som sådan ikke noget koncept for åbningsudstillingen, men det vil der være, når vi ser længere frem i tiden, hvor vi præsenterer en enkelt kunstner eller kunstnergruppe. Så vil der være en større sammenhæng eller et koncept omkring en udstilling. ASH: Det giver mening for os, at den første udstilling er sådan en “Best of Wonderland”-udstilling, fordi folk kender os som et magasin. Denne her udstilling markerer overgangen fra at være et magasin til nu også at være et udstillingssted. På den måde kommer vi med noget nyt, men det bliver i virkeligheden også et slags tilbageblik. Udstillingen hedder “Overkill”…? LB: Det var mig, der kom på det, men det var egentlig ikke et forslag til en titel. Jeg er kommet ret sent ind i processen, på et tidspunkt hvor kunstnerne allerede var valgt. Og så skulle jeg sidde og køre logistik på det hele: der var så mange kunstnere og så mange værker og enormt kort tid, så jeg tænkte på det tidspunkt, at det kunne vi aldrig få op at køre. Jeg har jo været på galleri før, og der har man brugt mange måneder på at finde lige præcis vinklen og ideen til en udstilling. Så sad jeg der og var lidt irriteret og tænkte, at det her, det er sgu da totalt overkill! Men jeg syntes faktisk, at der burde have været mere herinde, hvis det skulle leve helt op til titlen, sådan en rigtig salonophængning. ASH: Det er Overkill i hele den måde, det her er sket på. Hastigheden og blandingen af alle de kunstnere vi har med, det er alt sammen sådan lidt for meget. I hvert fald i forhold til de gange, hvor man kommer ind på et galleri og så hænger der fem billeder af én kunstner… Men vi havde også en meget lang liste at vælge fra! Vi ville godt have nogle af de helt upcoming navne med og også gerne nogle, som stak lidt udenfor og ikke udstiller på de traditionelle gallerier, men som arbejder på en lidt anden måde. Og så ville vi selvfølgelig også gerne have nogle af de helt etablerede med, så vi har lidt af det hele repræsenteret. Desuden ville vi gerne have de fleste stilarter med, men der har jo været nogle begrænsninger i at skulle vælge kunstnere ud fra magasinet, fordi det er todimensionelt. Så af gode grunde er der ikke noget performance… Nu har I jo overtaget V1s gamle lokaler. Hvordan vil I løfte arven? ASH: Når jeg selv har været her tidligere, synes jeg altid, at det har været fedt og at der har været en god stemning. Og så tror jeg bare, at det faldt på det rigtige tidspunkt, da vi blev spurgt, om vi kunne være interesserede i at overtage lokalet. Vi har længe haft den tanke, at det kunne være super at have et fysisk sted, og da muligheden så bød sig, så blev det det. LB: Det handler jo også om, hvad der skaber et godt gallerilokale. Det er jo fx sådan et sted som Valbykomplekset, som er stort, og hvor man kan have nogle enorme skulpturer. ASH: Jeg synes godt ,at der kan være lidt kedeligt i Valby. Ikke gallerierne, men området. Hvorimod her på Vesterbro er der en stil og ånd, der passer godt til Wonderland. Det er det mest pulserende sted i byen, og det passer godt til vores ambition om at være der, hvor der er mest liv og gang i gaden. Det, der ligger i at have overtaget efter V1, er jo helt sikkert en eller anden form for goodwill. Selvom der skulle være nogle, der ikke allerede kender os, så ville de opdage stedet, fordi det er V1s gamle lokale. Men sådan rent profilmæssigt tror jeg at vi vil lægge os et andet sted. V1 var nogle af de første herhjemme, der hev streetarten ind på gallerierne og har haft mange store udenlandske kunstnere af den type, så de har gjort et, men vi bliver ikke et V2. Så der er ikke en bestemt type kunst, I gerne vil have bliver profilerende for stedet? ASH: Nej, vi vil helst ikke begrænse os på den måde. Der skal som udgangspunkt være mulighed for, at vi kan gøre alt.
Inden jeg tog hjemmefra, hørte jeg, at der var et billede, der var blevet væk. Nu kan jeg se, at det alligevel er nået frem. Hvad skete der? LB: Vi mangler stadig ét, men det kommer nok i løbet af aftenen… ASH: Vi skulle have sendt Jonathan Meese’s værk hertil fra Berlin, og hans galleri, Contemporary Fine Arts, havde selv stået for transport og forsikring og den slags. Det var meningen, at det skulle være kommet frem i forgårs, og vi sidder hernede og venter, men der sker ingenting. Da vi så kontakter UPS dagen efter, så er det simpelthen forsvundet! Det var sidst tracket i lufthavnen i Köln, sagde de, så vi havde faktisk ikke regnet med at få det, eftersom sidste status vi fik var, at det var væk. Men så i eftermiddags kommer der denne her UPS bil kørende, og så stormer alle ud til bilen. Så det endte lykkeligt, her en halv time før åbningen… Det er vel også lidt af et scoop at få Meese med på udstillingen. Hvordan kom det i stand? ASH: Han har bidraget til magasinet tidligere. Til det første nummer var vi i Berlin og lave et interview med Jonathan Meese og Tal R i forbindelse med deres udstilling “Mor” her i København. Der spurgte vi selvfølgelig, om de ikke ville lave et eller andet til magasinet, og så tegnede de en ugle hver. Faktisk har de løjet lidt, for de malede hver sin ugle, og den der står Jonathan Meese på er malet af Tal R og omvendt… LB: Det, der er interessant for mig ved WAS, er, at igennem magasinet har vi fået et utroligt stort netværk og kontakter, der gør det muligt ikke kun at finde nogle dygtige folk fra akademiet, der vil udstille her, men også at få navne som Jonathan Meese herop. Der synes jeg, at vi kan bidrage med noget interessant. Det er helt klart vores styrke, at WAS har så mange muligheder, fordi udgangspunktet har været Wonderland som magasin. Wonderland repræsenterer en bredde og en frisk 'kasten sig ud i det'. Som Hornsleth siger, så er vi uden de store tyske kunstteoretikere indover…
| Related:fra kopenhagen.dk: [08. februar 2010] [01. februar 2010] [26. januar 2010] [15. december 2009] [23. oktober 2009] [19. oktober 2009] [01. september 2009] [21. juli 2009] [23. juni 2009] [18. juni 2009] [18. juni 2009] [06. maj 2009] [28. april 2009] [27. april 2009] [25. marts 2009] [11. marts 2009] [11. februar 2009] [26. januar 2009] [23. januar 2009] [14. januar 2009] [07. januar 2009] [15. december 2008] [03. december 2008] [02. december 2008] [02. december 2008] [19. november 2008] [11. november 2008] [05. november 2008] [05. november 2008] [30. oktober 2008] [27. oktober 2008] [26. oktober 2008] [22. oktober 2008] [21. oktober 2008] [14. oktober 2008] [14. oktober 2008] [06. oktober 2008] [19. august 2008] [06. august 2008] [04. august 2008] [29. juli 2008] [10. juni 2008] [20. maj 2008] [13. maj 2008] [28. april 2008] [28. april 2008] [01. april 2008] [25. marts 2008] [05. marts 2008] [27. februar 2008] [26. februar 2008] [26. februar 2008] [20. februar 2008] [12. februar 2008] [29. januar 2008] [28. januar 2008] [16. januar 2008] [11. december 2007] [12. november 2007] [31. oktober 2007] [10. oktober 2007] [18. september 2007] [10. september 2007] [07. september 2007] [29. august 2007] [16. juli 2007] [10. juli 2007] [29. juni 2007] [20. juni 2007] [19. juni 2007] [19. juni 2007] [04. juni 2007] [23. maj 2007] [24. april 2007] [03. april 2007] [03. april 2007] [06. februar 2007] [30. januar 2007] [28. januar 2007] [17. januar 2007] [07. december 2006] [21. november 2006] [18. oktober 2006] [23. august 2006] [16. august 2006] [07. august 2006] [07. august 2006] [06. august 2006] [02. august 2006] [01. august 2006] [19. juni 2006] [18. juni 2006] [18. juni 2006] [12. juni 2006] [23. maj 2006] [08. maj 2006] [30. april 2006] [18. april 2006] [04. april 2006] [15. marts 2006] [15. marts 2006] [07. marts 2006] [22. februar 2006] [22. februar 2006] [14. februar 2006] [07. februar 2006] [23. januar 2006] [11. januar 2006] [10. januar 2006] [10. december 2005] [23. november 2005] [22. november 2005] [09. november 2005] [03. november 2005] [01. november 2005] [12. oktober 2005] [26. september 2005] [21. august 2005] [07. juli 2005] [28. juni 2005] [07. juni 2005] [31. maj 2005] [25. maj 2005] [15. maj 2005] [10. maj 2005] [05. maj 2005] [09. april 2005] [10. december 2003] [08. november 2002] [30. juni 2002] [04. april 2002] [16. januar 2002] [12. december 2001] [06. maj 2001] [19. november 2000] fra www: [11. marts 2008] | ||||||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||||||