Interview: Kristian Devantier

Kristian Devantier: Gryderet, 2008. Installations view

Det første der slog mig, var titlen Gryderet. Det sætter unægtelig nogen tanker i gang om sådan en blandingsting, men hvordan skal det forstås?

Det er en blandingsting af forskellige malerier jeg har lavet - Et sammensurium af malerier, som når man udstiller dem, bliver til en slags ret.

Skal det forstås på et tematisk plan eller på et stilistisk, for jeg synes jo du er en af de kunstnere hvor man stilistisk aldrig er i tvivl fordi du har et meget karakteristisk udtryk?

Jeg tænkte på at der er mange der laver serier eller konceptkunst, så kiggede jeg på mit eget og tænkte: ”hvad laver jeg selv?” Jeg har en række malerier, som handler om noget forskelligt, og så sætter vi det så ind i et udstillingssted, og så bliver dette sammensurium af alt muligt til en gryderet, som man kokkererer og så når malerierne blandes i, så opstår der en ret, en form for nyt udtryk, som bliver serveret for os, en slags åndeligt føde.

Kristian Devantier: Går hjemmefra, 2008. Akryl på lærred 150 x 180 cm.

Det værk der hedder ’Rejser hjemmefra’ det slog mig som en nærmest symbolsk rejse, hvor personen går fra mørket, uden at det er direkte uhyggeligt eller negativt, mod lyset som en symbolsk rejse mod lyset.

Jeg har ikke tænkt så meget over det på et symbolsk plan, jeg er mere interesseret i hans skifte fra mørket til det lyse. Det er som en spillefilm der er stoppet lige der inden han går over til den lyse side. Det mørke kan også være symbol på min lukkethed. Malerierne, har jeg fået at vide af dem jeg står på værksted med, at de er meget mørke, sådan lidt sort baggård, men det er ikke noget, jeg som sådan spekulerer på. Jeg er mere interesseret i hvordan farverne forholder sig til hinanden. Det hvide overfor det sorte, der bliver sådan en spænding. Jeg maler nok mere med hvordan tingene skal se ud, det er det, jeg gerne vil udforske med mit eget maleri og udforske mig selv, og hvor jeg står. Nogle gange er man lidt tungsindet og det kan da godt være at det er smittet lidt af, men jeg tror altså det er meget lidt det er smittet af.

Nu siger du selv at du forholder dig til farverne, én af de ting som slog mig, er at du vel også forholder dig til maleriet som flade. Er det et bevidst valg at undersøger rummet?

Jeg lader det hvide lærred stå nogle steder fordi jeg gerne vil have den her fornemmelse af at man har skåret i billedet. Det der med at lade lærredet stå frem har jeg brugt nogle gange. Det er fint nok at fylde et billede ud med farve, men jeg kan godt lide sådan et holdepunkt og det hvide trækker også billedet med sig. Rummet opstår for mig meget gennem farverne, det hvide rum åbner op og man kan kigge ind i det, men det sorte rum har en anden form for dybde. Det er sådan en slags billedbogsfortælling, der er tegnet op og så er der nogle steder, i det billede som hedder ’Den uterlige kælling’ hvor jeg ikke maler og så opstår der, for mig, en form for billedbog.

Hvis du nu skal sætte nogle ord på temaerne i udstillingen. Har du så gået og arbejdet med dem eller er de enkelte malerier blevet malet hver for sig og så er blevet sat sammen til udstillingen eller har du hele tiden haft udstillingen i baghovedet?

Malerierne kommer først og så bliver de som de er og så bliver de sat sammen til en udstilling og så må de kunne bære det. Denne her gang handler malerierne om at være ude og rejse, jeg får en ide fra et skuespil eller dagligdagen – det er lidt forskelligt. Det er meget hverdagsagtige ting, som jeg interesserer mig for… det kan være at sidde og drikke en kop kaffe, høre grammofonplader eller se en god film eller når jeg cykler gennem byen og kigger på omgivelserne.

Kristian Devantier: Gryderet, 2008. Installation view

Kristian Devantier: En dårlig oplevelse, 2008. Akryl på lærred 200 x 200 cm.		Kristian Devantier: Katedralens mænd, 2008. Akryl på lærred 200 x 200 cm.

Hvordan er din arbejdsproces? Laver du research og skitser eller arbejder du mere intuitivt?

Jeg arbejder meget med at tegne på lærredet og så maler jeg noget og så tegner jeg videre på samme lærred, og så opstår forskellige ting. Når jeg tegner ind over det jeg allerede har tegnet eller malet kommer der de der små finurlige ting ind.

Så maleriet former sig undervejs så det er egentlig en levende proces?

Ja, det er en levende proces, hvor jeg hele tiden arbejder videre med maleriet. Den her udstilling har jeg så brugt 3 måneder til at lave malerierne. Nogen bruger enormt lang tid på et maleri, det er jo forskelligt, jeg kan godt lide at arbejde hurtigt. Jer er mere ude på mit værksted end jeg er der hjemme. Værkstedet er mit andet hjem.

Hvad mener du maleriet kan frem for andre medier?

Nu har jeg jo lavet en stor skulptur. Det er noget helt andet at lave end de her kaktusmænd, som jo også er bemalede. De voksede nærmest ud af malerierne. De er næsten stadig en del af malerierne eller skal ses som maleriet i 3D. Jeg vil helt sikkert karakterisere mig som maler med stort M. Det fede ved maleriet er, at det kan fortælle en historie og opsluge beskuerens nysgerrighed. Man kan se, maleren har været til stede, og nogle gange kan man se, om han eller hun kan have haft en dårlig dag alt efter den måde, som der er blevet malet på. Man kan også nogle gange se de lange overvejelser bag billedet. Selvom man synes, man kender alle detaljerne i et billede, kan man altid vende tilbage og opdage noget nyt.

Kristian Devantier: Sørøver Sally, 2008. Akryl på lærred 200 x 200 cm		Kristian Devantier: Hokus Pokus, 2008. Akryl på lærred 200 x 200 cm

Kristian Devantier: Uhåndterlig kælling, 2008. Akryl på lærred 200 x 200 cm		Kristian Devantier: Smag for enhver fra Blue Note, 2007. 150 x 180 cm

Der er svært som beskuer ikke at forestille sig dine værker som små fortællinger, men ser du den også selv som fortællinger, forholder du dig bevidst til det narrative som strategi?

Det er ikke noget jeg har tænkt så meget over. Jeg vil da meget gerne have at folk skal kigge på dem i lang tid og finde nogle nye veje hvordan de skal opleves, men om det er en strategi? Nej egentlig ikke, det synes jeg ikke det er. Altså, jeg synes mere det er en undersøgelse af mit eget sind.

Hvad er tankerne bag skulpturen, den er jo meget større end dine tidligere kaktusmænd?

Jeg kunne godt tænke mig at lave nogle kaktusmænd der var lidt større. Dem jeg lavede sidst var jo kun lige over bæltestedet. Jeg ville gerne afprøve, hvordan det så ud, hvis de kom op i størrelse. Det er forskellige ting, som kommer til at opstå, man tænker, er det en boksering eller en sandkasse og kaktusmændene er nogle stereotyper.

Mange af dine figurer har ikke noget ansigt, derfor bliver de lidt anonyme, men det gør også at alle kan identificere sig med dem, man kan ret nemt spejle sig selv i dem er det en måde at vise at disse følelser eller oplevelser er almenmenneskelige?

Jeg har tit fået spørgsmålet om hvorfor de ikke har øjne, næse og mund. Jeg ved ikke om det ville være lidt skræmmende, hvis de fik ansigter. Jeg tror også, de står meget stærkere nu, uden ansigter. Jeg vil gerne have at folk selv skal digte videre.

Hvordan vil du selv karakterisere din stil?

Det kan jeg sige ganske kort, det er naivt, naivistisk og barnligt, sådan lidt håbløst malet. Et barnligt univers. Jeg maler ikke, så det skal ligne som Rembrandt eller Kluge. Det er måske sådan en barnlig side af mig, der kommer ud, men når man er en barnlig sjæl i forvejen, så skal det ud på lærredet.

Hvad vil du gerne have at beskueren tager med hjem fra din udstilling?

Jeg vil da håbe at de synes den er god og tænker lidt over det. Det er mere op til den enkeltes smag, hvad de kan lide. Jeg vil da håbe, de kan lide den, min udstilling, i hvert fald. Kunst er jo til for, at man skal se det.

Til sidst kunne jeg godt tænke mig at spørge dig, hvis du skal se tilbage på din karriere som maler siden du blev færdig på akademiet kan du så se nogen form for udvikling?

Den udstilling jeg viser her på galleriet at der kommer lidt mere på, lidt mere spontanitet og lidt abstrakte ting, det er den måde jeg maler på nu. Jeg er ikke på vej til at blive abstrakt maler, det er mere en afprøvning, for at prøve nogle ting af. Jeg begynder ikke at gøre noget helt andet. Figurerne er sådan smeltede ind i det her kaos, som er opstået. Min generation maler figurativt, hvor det figurative har været forbudt i 90’erne, hvor der stort set kun har været de der flade- og koncept ting. Nu kommer der nogle kunstnere, min egen generation, som trækker maleriet i en retning der er mere frembrusende. Det figurative og det abstrakte er samlet til et nyt udtryk. I min generation er det jo eksploderet.

Tak

Kristian Devantier: Gryderet, 2008. Installation view