Interview: Kirstine Roepstorff

Kirstine Roepstorff: Stille Teater, 2008.

Hvorfor hedder det Stille Teater, når der indgår lyd i stykket?

Det hedder Stille Teater, fordi der ikke er nogle mennesker involveret på scenen. Det er rigtigt at der er lyd på, men det er ikke belemret mere end højest nødvendigt med menneskelig tilstedeværelse. Man kan godt støje selv om man ikke siger noget, man kan også godt være stille selv om man taler.

Essensen af projektet handler om os mennesker. Det handler om vores konflikt imellem det vi forstår og det vi ikke forstår. Det var en befrielse at tage menneskerne ud af selve stykket, selvom det er kogt sammen på menneskelige følelser.

Det er lidt det samme som når jeg laver kollager. Grunden til at jeg ikke er maler er, at der ligger en frihed i at tage billeder, der allerede eksisterer. Jeg bruger billeder, som andre har fortolket eller som har en dokumentaristisk tilstedeværelse. Min fortolkning ligger i hvordan de bliver placeret i forhold til hinanden, men jeg går ikke ind og fortolker de enkelte billeder.

Jeg ville fra starten lave et teaterstykke. Jeg kan rent konceptuelt godt lide ideen om et rum, hvor man sætter en model ind, som skal illustrere nogle tanker eller omstændigheder som har med vores liv at gøre. Fordi det bliver taget væk fra virkeligheden og sat på en scene, så bliver det også nemmere at forholde sig til. Man kan sige nogle ting i teateret som er svære at formulerer i virkeligheden.

Teaterideen kom egentlig fordi jeg har udviklet de her karakterer, som går igen i mine kollager. De har deres egen selvstændige identitet via en symbolik eller en abstraktionsværdi. The In-Between har fx ikke nogen fysisk karakter, men er visualiseret ved et billede af en skov hvor In-Between er rummet imellem stammerne. Man orienterer sig i forhold til de positive træer, men man vandrer igennem det negative område. På mange måder er det en illustration, af den måde jeg tænker igennem mine kollager.

Alle de her karakterer har fået deres egen symbol- eller abstraktionsværdi. Jeg tænkte sådan helt banalt at det kunne være sjovt dem at være frigjort fra mine kollager. Jeg ville give dem deres eget liv, hvor de kunne gå rundt som selvstændige karakterer og interagerer med hinanden, uden at de bliver fastlåste, som når man klistrer ting på et billede. På en måde ville jeg give dem den dynamik tilbage, som jeg føler at jeg har taget fra dem. Det gjorde det meget nærliggende at lave en scene som dialogen kunne udspille sig på.

Kirstine Roepstorff: Stille Teater, 2008.		Kirstine Roepstorff: Stille Teater, 2008.

Stille Teater former sig som en dialog imellem to figurer, som hedder Space og Image. Hvad karakteriserer de to figurer?

Teateret handler om konflikten som vi allesammen har inden i os. Det handler om menneskets forsøg på at forstå, rationalisere, definere og omfavne de ting, som er svære at forstå omkring os. På den ene side forsøger vi at fastholde og på den anden side må vi acceptere at der er nogle ting, der ikke kan fastholdes og som vi ikke kan forstå. I det ligger der en konflikt. Jeg ser det som en konflikt imellem den dualistiske og den nondualistiske side af vores sind. Det er en konflikt imellem dualisme - nat-dag, høj-lav, sød-dum, mand-kvinde – og en nondualistisk helhed som uden konflikt rummer begge dele.

Image repræsenterer det, som ligger tæt på os mennesker, og gennem stykket prøver han at forstå begrebet kærlighed. Min opfattelse af hans tilgang til begrebet er, at han har undersøgt og læst sig til en masse ting. Han vil definere og fastholde for at kunne forstå. Spaces rolle er, at gå ind og demontere Images logiske opbygning af, hvordan tingene hænger sammen. Min ambition har været at gøre dem lige, for ikke at påstå at Space er klogere end Image eller at Space er arrogant hvor Image er nysgerrig. Jeg vil prøve at vise hvordan der hele tiden sker en vekselvirkning imellem de to positioner inde I vores hoveder.

Da det gik op for mig, at jeg selv måtte skrive manuskriptet, satte jeg mig nogle helt simple regler. Den ene var, at jeg skulle vide hvad jeg snakkede om. Det, der bliver repræsenteret i denne dialog er min egen konflikt med mig selv. Princippet var, at alt hvad der blev snakket om skulle jeg vide hvad var, så alt hvad karakterene siger er noget som jeg har følt, tænkt eller oplevet. Ellers ville det komme for langt væk og blive for fantastisk.

Et andet princip var, at jeg ville have, at Image, som i princippet repræsenterer alt; alle definitioner, alle forståelser, alle tænkte tanker, igennem stykket undergår en transformation. Han opløser sig selv og hans althed bliver til en intethed. Space, som betragter sig selv som ikke-tilstedeværende, overtager i løbet af stykket Images rolle som alt. For mig var stykket færdigt, da det havde dannet et loop hvor alt var blevet til intet og intet var blevet til alt.

Dialogen imellem Image og Space er for mig mere principper, der har fået en form. I den konkrete udførelse er det kun Image, der har fået en fysisk form på scenen i form af sin skulpturelle robotkrop. På den har han fået påklisteret alle de forskellige karakterer som han indeholder. Alle de forskellige karakterer blev sidder af samme sag; hans forskellige ansigter, følelsesrammer og intelligenser, som jeg klistrede på noget som jeg synes kunne minde om et træ. Jeg kan godt lide metaforen omkring vores bevidsthed som et træ, der har rødderne dybt plantet I jorden. Man flytter sig faktisk ikke så meget i løbet af et liv. Det kan godt være at vi render fra Herodes til Pilatus, men vi har allesammen nogle grundtemaer, som vi bliver ved med at vende tilbage til.

Kirstine Roepstorff: Stille Teater, 2008.		Kirstine Roepstorff: Stille Teater, 2008.

Jeg har skabt en parallelvirkelighed gennem den proces det er, at arbejde med billeder og de mellemrum, som kommer til at opstå imellem dem. Jeg ved ikke længere om kollagerne har skabt min logik, eller om det er min logik, der skaber kollagerne. Det er en form for udveksling, der hele tiden foregår.

Der er mange af mine livsprincipper, der går igen i teatret. Dengang jeg havde skrevet dialogen og sendte den rundt til folk til gennemlæsning, syntes de den var forfærdelig tacky. Den er proppet med banaliteter, som man som intellektuelt distanceret menneske ikke kan tillade sig. Men mit tredje princip da jeg gik i gang med teksten var, at jeg måtte sætte mig selv fri. Jeg kunne ikke hele tiden sidde og være min egen overdommer. Kærligheden ligger mellem os hele tiden, og for mig at se er det vigtigt. Det er lidt ligesom man kan opbygge tabuer i familier eller parforhold. De må bare brydes; hvis man har brug for at få det sagt, så må man få det overstået.

Min fjerde pointe omkring Stille Teater er, at jeg ikke ville pædagogisere. Derfor er springene i stykket også nogle steder større end folk kan eller gider at følge med i. Det er den samme proces som når man arbejder med kollager. Man har to billeder, og afstanden imellem de to billeder - den fysiske eller tematiske afstand - leger med hjernens evne til at forbinde. Vores hjerner vil gerne forstå og kæde tingene sammen til historier, der verificerer hvorfor tingene er som de er. Hvis alting var en-til-en, så blev vi hurtigt færdige. Og fordi teksten omhandler et forholdsvis banalt udgangspunkt, nemlig kærlighed og eksistens, har jeg tilladt mig ikke at være for pædagogisk og lade mellemrummene imellem tingene være forholdsvis store.

Der er indlagt symbolikker overalt i stykket, men det er sådan set ligemeget for beskueren. Det er mest for at jeg skal kunne retfærdiggøre mine beslutninger. Men jeg arbejder grundlæggende med antagelsen om, at omverdenen bliver læst derfra hvor man står. Mine værker indeholder enormt mange referencer, men det er referencer, der er vigtige for mig, og når jeg ligger tingene ud til andre, så er alle læsninger ligeværdige. Nogle folk synes at det er politiske ting jeg laver og nogle synes at det har et dokumentaristisk islæt, men for mig er der en fritstilning af læsningen. Jeg bruger billeder, historier og ting der hører til vores fælles bevidsthed. Jeg regner ikke med at alle kender referencen, men den ligger der som en passiv information. På den måde opererer jeg med, at alting har en betydning. Der er ikke noget, der ikke har en eller anden form for tillagt betydning, men det er en betydning, man selv tillægger det. På den måde vender jeg igen tilbage til én af mine grundprincipper; hvem bestemmer hvem der bestemmer?

Nu har vi snakket en del om dialogen. Hvordan spiller den sammen med det fysiske objekt i teatret?

Robotten afspejler mest Images tilstedeværelse, fordi Image har behov for at definere sig selv. Billederne på skulpturen er forskellige karaktertræk hos Image, som han holde mere eller mindre af. Han værdilader karaktererne, og synes nogle af dem er direkte frastødende. Image har karakteren The Moment Man, som han synes er ulækker, fordi Moment Man ikke forholder sig til omgivelserne. Moment man er distanceret og prøver ikke at definere, men lader tingene hvile i deres egen tilstedeværelse. Image har kaldt Moment Man for sin terrorist, fordi han er tilstede uden at gribe ind I situationen. Space påpeger sidst i dialogen at Moment Man faktisk er Images befrier, fordi det er den del af ham, som ikke behøver at definere og holde fast, for at han kan være tilstede.

Ligeledes med The Eel of Unfortune, som har to sider på selve skulpturen. Den ene er en sort side, hvor der er en sort ål. Den side tolker Image som den, der får alting til at fejle. Space siger så, at Image skal prøve at vende sin Eel of Unfortune om. Så vender pladen i teateret sig, og der kommer en slange frem. Space påpeger at det, Image betragter som sin Eel of Unfortune faktisk er The Snake of Eternity, som er Images egen ildkraft. Denne slange bliver næret af opmærksomhed, og hvis den ikke får det, så vender den sig om, og bliver til Eel of Unfortune. Hvis ikke du giver dig selv og dine omgivelser opmærksomhed, så begynder tingene at ramle.

Skulpturen og symbollaget ligger på den måde meget tæt på hinanden. Skulpturen er illustrationer til dialogen. Det er et sprogligt billede, konkretiseret i et billedligt sprog. Den dialog der svæver i rummet og det, der foregår på scenen er det samme, hvor Image er mest bundet til den fysiske installation og Space er mest forbundet til de reflektioner, der sker på væggen omkring.

Hvordan har det været at skulle arbejde med et tidsligt forløb i forhold til at arbejde med et fastfrossent øjeblik i kollagerne?

Jeg synes at det har været en frihed. Tematikken i form af et teater begyndte at producerer sig inde i mit hoved for fire år siden. Over tid har det fået en fortykning, hvor der er kommet flere billeder til.

Det har været den besynderligste proces at lave Stille Teater, fordi jeg på intet tidspunkt har kunne se mere end to skridt frem. Det har været som at kigge ind i en tåge, hvor jeg kun har kunne se mine fødder. Men jeg har hele tiden troet på, at når de to skridt var taget, så ville jeg kunne se de næste to. Det har været en ufattelig dynamisk proces, som handler mest om tillid til mig selv og min egen arbejdsproces. Det at have arbejdet med kollager og kendt ens egen proces i ti år betyder, at man har en tillid til at man godt kan, ligesom man ved hvad man ikke kan og hvor langt man kan skubbe sin egen grænse. Derfor ville jeg ikke kunne have lavet Stille Teater for fem år siden, for dengang var jeg ikke moden til det. Så hele processen har for mig været en kæmpe gave.

Hænger det også sammen med at man er nødt til at fralægge sig noget ansvar, når man laver værker, der bruger robotteknologi?

Ja, men i enden er det stadig mit ansvar.

Det er sjovt at arbejde med mennesker, så længe jeg bestemmer over det, jeg ved noget om, ligesom det er sjovt at ligge ansvaret for ting jeg ikke ved noget om over til andre. Lys er jo for eksempel en vigtig del af teateret og har nærmest sin karakter i sig selv. Der bad jeg Åsa Frankenberg, som er lyskunstner og har et helt fantastisk talent for at få lys til at spille ind, om at hjælpe mig. Havde det ikke været for lyset, så havde det bare været en skulptur, der stod og drejede rundt. Lyset giver det magi og pludselig bliver det en ruminstallation, der giver en kalajdoskopisk totaloplevelse. Jeg ved ikke noget om hverken lyd, lys eller robotteknologi, så der var jeg nødt til at stole på at de folk jeg trak ind kunne respondere på de ting jeg kom med.

tak.