Interview: Julie Sass og Ivelisse Jimeness

Exhibition view

Fortæl om jeres billeder?

I.J: Mine billeder er baseret på en undren over, hvordan man skaber og artikulerer nærhed. Når jeg arbejder med et maleri, tænker jeg altid på, hvordan jeg kan vise både det ærlige og det konstruerede. Så med udgangspunkt i maleriet bygger jeg mine billeder op med en masse forskellige dele som plast og acetat, som jeg så forsøger at samle, så de danner et overliggende slør på billedet. Processen kan ses som en konstruktion af personligheden, hvor vi lærer, opdager og genopfinder alt. Plastlagene i mine billeder kan derfor virke som om, beskueren enten bliver stoppet eller afskærmet fra at se nærmere på det bagvedliggende billede. Umiddelbart kan de mange lag virke kaotisk, men hvis man går nogle skridt væk fra billederne, samler de sig til en smuk og farverig enhed, der kan minde om et hologram.

J.S: Lag på lag er også et centralt element i mine billeder. De ligger bare i billedet. Når jeg maler, streger jeg billederne op i en masse rum eller rammer, om man vil. Nogle af dem maler jeg over med brede penselstrøg, så man får en fornemmelse af en transparent hinde. Alle dele i mine billeder er i dialog med hinanden, og alle rum har noget at skulle have sagt. Jeg tænker overraskelse ind ved at spille det, vi kender, op mod det, vi forestiller os. Så en ramme er ikke en ramme, men en dynamisk struktur, hvor motivet hele tiden åbner og udvider sig. Man kan se alle mine billeder hver for sig, men tilsammen udgør de et metabillede.

Det er næsten umuligt at lade øjnene dvæle ved jeres billeder, for man bliver hele tiden trukket ind og ud af de forskellige farverum. Hvad er det for en effekt, og hvorfor det?

J.S.:For mig har det noget at gøre med den måde, mennesket bevæger sig fra sted til sted på. Muligheden for at erindre, hvor man kom fra, og muligheden for at forstille sig, hvor man er på vej hen. Det forsøger jeg at samle i ét billede. Det er lidt af en umulighed, men ikke desto mindre forsøget værd. Og så har det noget at gøre med min opfattelse af, hvor det er maleriet skal være nu, hvis jeg overhovedet kan sige det. Men jeg forsøger at gå imod postmodernismen, som med sin form for kompleksitet pegede i alle retninger.

I.J.: I begge vores ting er der en umulighed indbygget. De mange rum i vores billeder betyder, at man som beskuer ikke kan rumme billedet, når man lige ser på det. Så det at se selve værket er noget, der tager lidt tid.

J.S.: Pointen med vores billeder er, at man nænsomt bliver guidet rundt i et nyt univers…selvom det nogle gange måske er knap så nænsomt. Jeg håber, at beskueren ikke straks synes, at hun skal vide, hvad hun står overfor, men at hun er åben og kan sammensætte det, jeg har lagt frem.

Hvordan er I inspireret af hinandens arbejde?

J.S.: I den måde, Ivelisse sammensætter sine værker, genkender jeg en måde at tænke på. Ligesom jeg kan se, hvilken vej hun bevæger sig. Det prøver jeg så at kommentere på. Vi har en gensidig tro på hinanden og vilje og interesse i at gå ind i den andens arbejde.

I.J.: Der er vel også en udfordring i det. Vi holder lidt hinanden til ilden. Og giver hinanden lektier for.

Ivelisse Jimenéz: re-place #4, 2008. 105 x 88 cm. Mixed media Ivelisse Jimenéz: re-place #1, 2008. 280 x 190 cm. Mixed media

Julie Sass: #4 Uden titel, 2008. 60 x 80 cm. Mixed media på lærred		Julie Sass: #5 Uden titel, 2008. 60 x 80 cm. Mixed media på lærred

Hvad er så forskellen på jeres arbejde?

I.J.:Udgangspunktet for mine arbejder er 3D og Julies er lærred. Jeg arbejder skulpturelt, mens Julie laver billeder. Julies billeder er mere kompakte, hvor mine er mere flygtige. Det er meget vigtigt for mig at vise en skrøbelighed, som åbner op for en kompleksitet.

Hvorfor har det været vigtigt for jer at lave en udstilling sammen?

I.J.: Vi deler mange af de samme tanker om kunst, men bruger forskellige materialer. Faktisk opdagede vi, da vi mødtes om at sætte denne udstilling op, at vi hver især havde lavet næsten de samme skitser i vores notesbøger, selvom vi ikke har arbejdet sammen i mange år.

J.S.: Det var også baggrunden for, at vi ”fandt” hinanden på New York University i 90’erne. Fordi det var en tid, hvor vi var de eneste, der malede. Det hele var video, skulptur og performance. Der blev nærmest heller ikke undervist i det, fordi det var fuldstændig passé. Vi mente, at der var mere at sige med det abstrakte maleri og påbegyndte derfor en undersøgelse af maleriet. Vi gik i gang med at opsøge folk som fx Jonathan Lasker, Steven Ellis, Valerie Jaudon, og Shirley Kaneda og en række andre og så bruge hinanden.

I.J.: Ja, vi havde den samme interesse i at vise kompleksiteten i det abstrakte maleri, som vi syntes var det bedste til at vise menneskets psykologiske kompleksitet.

J.S.: Vi har vel også begge to en undren og en nysgerrighed over, hvordan det kan være, at maleriet stadigvæk kan overraske os, og har opdaget, at det er et rigtigt godt redskab til at skabe lag af mening med. Hovedidéen med ekspressionisme i dag er vel, at det er selvreflekterende. Så derfor forsøger vi at skabe dialog mellem elementer, som sat i en kontekst får én til at tænke over, hvad man gør. I lige præcis denne proces var Saul Ostrow inspirationskilde for os. Han er nu Art Editor på BOMB Magazine, men dengang underviste han i teori. En af de udstillinger, han kuraterede dengang, var ’Abstrakt art: Making it real’. Den titel synes jeg passer godt til Ivelisses arbejde. Hun er meget direkte. Fordi hun tager et objekt og ’følger op på det’ i det maleriske, så bliver der skabt en dialog med noget, som eksisterer, fx plastik eller noget andet.

Julie Sass: #7 Uden titel, 2008. 70 x 165 cm. Mixed media på lærred,

Ivelisse Jimenéz: re-place #2, 2008. Gulv til loft Mixed media		Ivelisse Jimenéz: re-place #3, 2008. Gulv til loft Mixed media

Hvorfor kalder I udstillingen MATTERS og RE (PLACE)?

J.S.: Det engelske MATTER har en flertydighed i sig, som på den ene side henviser til materialet, hvilket jeg synes er meget passende for de her billeder, hvor jeg mere end tidligere går ombord i materialet. Og så har ordet MATTER på den anden side også det i sig, at det italesætter, at der er tale om noget, der virkelig betyder noget for en.

I.J.: RE (PLACE) refererer til objekter, som spiller op mod en bevægelig baggrund. Idéen er, at sandhed ligger i rummet mellem objektet og baggrunden, altså i et rum som ikke er der. Sådan er det også, når vi leder efter sandhed. Som man egentlig aldrig kan definere •

Exhibition view