Interview: Johanna Domke

Johanna Domke: Cuers, 2008. 18:50 min (installationsview)

Johanna Domke: Cuers, 2008. 18:50 min (productionstill)		Johanna Domke: Cuers, 2008. 18:50 min (productionstill)

Hvordan kan det være, du har valgt at arbejde med videomediet?

Jeg har i starten af min kunstneriske praksis arbejdet med fotografi, som meget hurtigt udviklede et ret tidsligt udtryk. Det var en logisk videreførelse at forflytte min arbejdsmetode til videomediet. Jeg vil mene, at mine videoer stadig bevæger sig i den fotografiske genre - særligt de tidligere værker virker næsten som filmiske tableauer eller levende stillbilleder.

Forholder du dig til videokunstens historie, når du arbejder?

Ikke umiddelbart til videokunstens historie, men selvfølgelig er der nogle kunstnere eller filmskabere, som jeg er inspireret af. Jeg er meget optaget af Chantal Ackermanns fortællemetoder i filmmediet. Stan Douglas har påvirket mig meget i forhold til hvordan han bevidst arbejder med mediets dimension og på en konceptuel måde fletter det ind i sine værker. Emnemæssigt føler jeg mig meget tæt på Aernout Mik, som også arbejder med undtagelsestilstande i samfundet, men mens han arbejder med en reaktion på det, er det mere en resignation, der præger mine værker. Mit sidste værk ”Cuers” tager direkte inspiration fra en scene af Orson Welles´ forfilmning af Kafkas ”Processen”, som blandt andet titlen udspringer fra.

Dine arbejder kan virke lidt som levende stills med en meget anderledes narration end traditionelle videoværker, hvis man kan snakke om sådan nogle?

I stedet for et klassisk narrativt forløb er mine værker mere en situationsberetning. Men selvom jeg benytter mig af dokumentariske greb, kan man alligevel heller ikke sige, at de er dokumentariske i en traditionel sans. Det, som du kalder for levende stills, er mest tilfældet i mine tidlige værker, hvor billedopbygningen er konstrueret som et fotografi, og handlingen bevæger sig i rammen, som udgør det ubevægede billedudsnit. De nyere værker arbejder med et ”travelling camera”, hvor kameraet bevæger sig som et øje igennem en situation uden at udvikle en bestemt form for narrativitet. Jeg synes, at mine værker trods alt kan virke narrative, men det forgår mere i mødet med beskueren selv. Det er situationer, som man både identificerer sig med og brutalt invaderer igennem kameraføringen og i kraft af den fysiske installation af værkerne. Beskueren bliver draget ind i handlingen igennem kameragreb som close-ups, slowmotion og ikke mindst i nogle værker det skjulte kamera, som gør, at vi træder ind i menneskenes intime rum i videoen. Det rent objektive dokumentariske undergraves af subjektiviteten, som ligger i både min tilgangsmåde i filmningen og beskuerens konfrontation med det.

Johanna Domke: Sleepers, 2007, 10:40 min (installationsview).

Johanna Domke: Sleepers, 2007. 10:40 min (production stills)		Johanna Domke: Sleepers, 2007. 10:40 min (production stills)

Hvad betyder det for dig at vise dine værker samlet, som du gør på Overgaden?

Alle værker i udstillingen er produceret under samme arbejdstitel ”Unbreakable Space”, som også blev til titlen på udstillingen. Det er en stor oplevelse for mig at vise værkerne i sammenhæng, siden de ikke bare er knyttet sammen tematisk, men også beriger hinanden i deres forskellighed. Jeg tror udstillingen meget godt viser, hvordan mine ideer bygger op på hinanden og finder form i forskellige vinklinger. Det har været en udfordring at installere dem i Overgadens lokaler, siden der ikke umiddelbart var ideale forudsætninger for en videoudstilling, men jeg er meget glad for resultatet.

Johanna Domke: Crossing Fields, 2007. 12:14 min (installationsview)

Johanna Domke: Crossing Fields, 2007. 12:14 min (stills)		Johanna Domke: Crossing Fields, 2007. 12:14 min (stills)

Ventetid synes at være et vigtigt tema i dine værker. Er det rigtigt opfattet? Og hvad betyder ventetid og stilstand i så fald for dig?

Mine videoer tager udgangspunkt i situationer, hvor privatsfæren er konfronteret med det offentlige rums strukturer. Den enkelte fremstilles inden for rammerne af et overordnet system af offentlige magtstrukturer, kapitalistiske strategier og formaliseret adfærd. De fleste af værkerne skildrer en situation, der er kendetegnet ved, hvad man kunne kalde ‘institutionaliseret’ venten, en passiv tilstand, hvor folk er tvunget til at forblive et bestemt sted i et afgrænset tidsrum. De fastholdes i en indskrænket konstellation af tid og rum – i et ‘unbreakable space’. Jeg interesserer mig for den psykologiske dimension, der genereres af sådanne situationer og det, at det enkelte menneske her udgør et privat rum i en offentlig kontekst. Nogle af videoerne udspringer af en dokumentarisk strategi og bærer præg af en meget subjektiv tilgang. Kameraet overvinder afstanden mellem det offentlige og det private rum og fremstiller folks passivitet og deres serialiserede isolation. Jeg bruger kameraet til at fortætte disse situationer til næsten hermetiske tilstande, som i sig selv danner et spatialt kontinuum.

Johanna Domke: Unbreakable Space, 2007. 6:36 min(installationsview)

Johanna Domke: Unbreakable Space, 2007. 6:36 min (still)		Johanna Domke: Unbreakable Space, 2007. 6:36 min (still)

Hvad betyder det tidslige aspekt for dig i dine værker/i livet? Hvordan og til hvad bruger du loopet og hvordan indvirker form og indhold på hinanden for dig?

Tid i sig selv, men også koncepter som stagnation, gentagelse og endeløshed har en ret eksistentiel karakter. Rent logisk kan vi måske godt tænke evigheden, men i sidste ende står vi altid tilbage med en vis usikkerhed. Det er den usikkerhed i forståelsen af sammenhængen mellem rum og tid, der efterlader et indtryk af uhygge. Ventetiden fungerer for mig på endnu et plan – det er et psykologisk rum, hvor vi bliver kastet tilbage til os selv og de sociale strukturer, vi befinder os i.

Jeg fremstiller dette i mine videoer, idet jeg isolerer en situation fra dens forløb i tid og konstruerer den til en selvforsynende enhed. Tiden bliver på den måde strukket til endeløsheden, og hver form for udvikling bliver umuliggjort. Videomediets potentiale byder også på muligheder på et rumligt plan, som jeg benytter mig af i ”Cuers”. De enkelte scener, som videoen fremstiller, kan sammensættes i evigt nye konstellationer.

Hver scene er forbundet med den næste gennem en usynlig redigering. På den måde er det altid muligt at sammensætte sekvenserne i nye kombinationer og således skabe en kompleks labyrintstruktur. Jeg opfatter labyrinten som en tilstand af stilstand, også selvom man går rundt og rundt – med mindre selvfølgelig at man er på rette spor.

Tak.