Interview: Frans Jacobi

Du kalder installationen en”meditation”. Er den blevet til efter du selv har mediteret over finanskrisen eller er den et opråb til os andre, om at reflektere?

Ordet meditation angiver eftertænksomhed. Hvis kunst kan noget i forhold til samfundet, er det måske netop at give rum til eftertænksomhed. Selvom dette værk er meget direkte og eksplicit, er det alligevel en refleksion. Det handler ikke om fakta men om symbolik, metaforer og følelser.

Frans Jacobi: Vampyren, 2008. Mixed materials

Du siger installationen er hurtigt tilvirket og at du opnår mest udtryksfuldhed ved at arbejde hurtigt. At installationen er overfladisk, hvor nogle af dine andre arbejder er mere dybe og teknisk detaljerede.

Den her installation ses af folk, der går hurtigt forbi på gaden. Den får 30 sekunders eller 2 minutters opmærksomhed. Så derfor tænkte jeg, at det skal være meget effektivt og hurtigt aflæseligt. Det er nok det jeg kaldte ”overfladisk”. Det er meget effektivt visuelt. Og det er med vilje, for i den her situation er det anderledes end i et galleri eller museum, så er der meget mere tid til at have kontakt med publikum.

Meget af dit formsprog har ligheder med eller er kommentarer til propaganda- og demonstrationsæstetik. Enten benytter du dig af formsprogsmæssig entydighed eller understreger tvetydigheden ved bevidst at vise en kontrast. Fx mellem et dokumentarfoto og en fuldstændig divergerende tekst. På momentan benytter du blod, penge og tænder og en arm eller fallos i nålestribet børs-habit. Hvad er entydigt her og hvad er åbent i fortolkningen?

Jeg begyndte på et tidspunkt at lave politisk kunst, og lavede det bevidst sådan, at det ikke var til at misforstå. I 90’erne var der meget socialt orienteret kunst, som folk sagde, var politisk. Men det var så åbent, så man næsten ikke kunne forstå, hvad det handlede om. Der blev det vigtigt for mig, at lave værker, der ikke er åbne for alle mulige slags fortolkninger. Dem, der ser mine værker, ved hvad de handler om, og det er det samme, som jeg mener, de handler om. Jeg får tit at vide, det er for tydeligt og for meget skåret ud i pap. Men jeg synes stadig det er vigtigt, hvis tingene skal have en kritisk kant, at de er så tydelige, så man ikke kan få dem til at handle om hvad som helst. Kunst er ikke på den måde et særligt effektivt kommunikationsredskab. Det er meget utydeligt i virkeligheden. Billedet er i sig selv – uanset hvor forenklet – meget mere åbent end en tekst. Folk fortolker løs på det i alle mulige retninger. Så jeg forsøger faktisk ret bevidst på en mere direkte kommunikation.

Frans Jacobi: Vampyren, 2008. Mixed materials		Frans Jacobi: Vampyren, 2008. Mixed materials

Du referer meget direkte til den politiske kunst i Danmark i 1970’erne. Og samtidigt forholder du dig med en vis ironisk distance til, at du refererer til den. Hvordan ser du på det at lave politisk kunst i begyndelsen af det 21. århundrede til forskel fra 1970’erne. Er det det samme i har fat i eller er tilgangen og modtagelsen helt forskellig?

I nogle af mine projekter har jeg direkte bearbejdet Røde Mors 70’er æstetik og Bertolt Brecht's 30’er æstetik, for at positionere mig i forhold til dem. Men jeg har lavet andre projekter, hvor jeg tager æstetikken op til nutiden. På Overgaden havde jeg udstillingen ”Edderkopper fra Mars”, hvor jeg arbejdede med de samme idéer, men i et nutidigt billedsprog, der er meget mere komplekst og mangetydigt end 30’ernes og 70’ernes.

I 70’erne handlede kunsten om det politiske. I 80’erne skulle man gøre op med det, og ”politisk korrekthed” blev derfor et stort fy-ord. Særlig kunsten måtte ikke være politisk korrekt. I Danmark er der nu tendens til, at det stadigvæk er politisk ukorrekthed, vi alle sammen skal levere. ”Politisk korrekt” er overlevet som et klichéfyldt argument, der får lov, at affærdige næsten alt. Politisk ukorrekthed er blevet en norm, der synes at kunne tillade næsten hvad som helst. Der sidder vi sidder fast i en gammel historie. I 80’erne var det vigtigt at gøre op med 70’ernes totalitære dogmatik, men ikke længere. Nu fjerner det opgør bare fokus. Derfor er det vigtigt for mig, at være direkte og jeg synes ikke, der er noget galt med at være ”politisk korrekt”.

Du er siden 2007 og frem til 2011 i gang med en kunstnerisk Ph.d. på Lunds Universitet, hvis tema er ”Modstandens æstetik”. Og i andre af dine udstillinger og værker både udstiller du og anvender selv ”modstandernes” midler, fx bannere og mursten. Hvad finder du ud af ved at arbejde med ”modstanden i systemet” og i det hele taget dér, hvor der er krise i systemet, - der hvor magten modsiges, modsiger sig selv eller bryder sammen?

Jeg forsøger at lave en kunst, der giver et korrigerende billede af det, vi ser i medierne. Så vi kommer ud af de der sort-hvide argumentationer: ”højrefløj – venstrefløj”, ”politisk korrekt – politisk ukorrekt”. Da jeg arbejdede med Røde Mors æstetik, fandt jeg ud af, at de gjorde ligeså meget grin med venstrefløjen som med højrefløjen. Teksterne er ikke så entydige, som jeg troede. I kunsten kan vi bruge ironi og selvironi meget mere, end man kan som journalist.

Forskellen på min Ph.d. og de andre ting, jeg har lavet er, at mange af mine ting har været kritiske og negative overfor magthaverne, så bygger jeg i min Ph.d. noget op, jeg kan gå ind for, dvs. nogle mere positive statements. Hvilket er en større udfordring……

Tak