Interview: Eva Steen Christensen

Eva Steen Christensen: Installationsview, Havens Begyndelse. 2008

Vil du fortælle om værkerne og havetematikken på din udstilling 'Havens Begyndelse'?

De første fire værker er trærelieffer, hvor jeg har tegnet, skåret ud og limet op på en underliggende plade. Intentionen med rodnettet i ’Havens Begyndelse’ er, at det er rodnettet set indefra og en måde at vende rundt på inde og ude på. ’Interiør’-relieffet kommer i virkeligheden et andet sted fra, men jeg synes, det er en sjov måde at vise interiøret eller inderummet på. ’Forplantning’ er to træer, som deler rum, fordi jeg har indsat et tværsnit. Det ene træ forgrener sig ind i det andet, de deler det samme rum og bliver en sammenblanding. Igen - en leg med tværsnit, silhuet, rum og tegning. ’1-1-2-3-5-8-13’ er bygget på Fibonaccis vækstprincip. Fibonacci var en matematiker fra 1200-tallet. Han fandt et talsystem for vækst ved at iagttage kaniner, der formerede sig, og han fandt ud af, at vækst forgrener sig efter bestemte principper, der kan udtrykkes i talrækken: 1,1, 2, 3, 5, 8,13, 21, 55, 89, 100 et-eller-andet og 500 noget.

Eva Steen Christensen: Havens Begyndelse, 2008.		Eva Steen Christensen: 1-1-2-3-5-8-13, 2008.
Eva Steen Christensen: Forplantning, 2008.		Eva Steen Christensen: Interiør, 2008.

Du kalder det et vækstprincip?

Du kan simpelthen se, hvordan den første gren starter med at dele sig i to, derefter må den ene gren hvile sig, mens den anden deler sig i to; en af dem forgrener sig yderligere og så kører det videre. I ’1-1-2-3-5-8-13’ har jeg forenklet det til grunddelene. Jeg brugt talsystemet 3, 5, 8, 13 til at bestemme bredderne og byttet rundt, så det begynder at miste figurationen og bliver mere abstrakt. Jeg har skåret træet løst i kanten, så håndens spor er kommet med ind. Det deroppe (’Vindue’, red.) er i virkeligheden tænkt som et rum. Reliefferne er jo illusioner om rum, hvor den deroppe er et konkret rum. Det samme negative rum som de øvrige, men blæst op i stor størrelse, så det bliver konkret og går ud i rummet og blander sig med os.

Eva Steen Christensen: Vindue, 2008.

’Fibonacci’s Have’ hedder sådan, fordi det er matematikeren Fibonaccis teoretiske have. Det er to vækster, der sammenblander sig. Igen har man den fordeling, som i virkeligheden også er et uendelighedsprincip. Det sjove ved princippet er, at hvis du tager det store tal og dividerer det med det mindre tal, får du hele tiden tilnærmet resultatet 1,16. Der er en indbygget logik i den sammenhæng. Tallet, der kaldes det gyldne tal, ser man i matematik, arkitektur, musik. En hel række ting har været påvirket af det. Og det er sjovt at iagttage, at hele kulturligheden omkring arkitektur, musik og kunst i det hele taget, kommer så enkelt et sted fra. Jeg har valgt den røde farve, fordi hele væksttematikken i resten af udstillingen bliver hevet over i noget mere menneskeligt. Det kan for eksempel være blodkar – som muligvis formerer sig på nogenlunde samme måde. Planen var, at de skulle vokse så langt, at papiret ville brydes af vægten, men så kom jeg ikke længere!

Er ’Drivhuset’ nærstudier af den struktur, du har undersøgt i ’Fibonacci’s Have’?

Den er tænkt som nogle meget store rum, ligesom ’Shelter’, som også er en drivhus- og teltform, men ligeså meget en model til et meget større rum af drivhus- og overdækningskonstruktioner. Det er en abstrakt collage lavet ligesom et drivhus, hvor taget er blæst af.

Eva Steen Christensen: Fibonacci's Have, 2008.		Eva Steen Christensen: Drivhuse, 2008.

Eva Steen Christensen: Shelter, 2008.

’Sort Skov’ og ’Grøn Skov’er lavet af imiteret finér, sådan noget plastic, der er skåret ud. Det er det indre rum, under træets bark. Det er en måde at gå indefra og ud på, men også en måde at tage det ud af figurationen på og ind i noget andet mere hudligt, organisk og kropsligt end man normalt forbinder med træer. Det var faktisk, da jeg cyklede gennem Landbohøjskolens have, hvor de har den type træer, der nærmest har følehorn, at jeg så det. Den grønne skov er endnu mere nedkogt og nøgen, en lys version af den sorte skov i birkefinér.

Eva Steen Christensen: Grøn Skov, 2008.		Eva Steen Christensen: Sort Skov, 2008.
Eva Steen Christensen: Installationsview, Havens Begyndelse. 2008		Eva Steen Christensen: Jars and Curtains, 2008.

I ’Jars and Curtains’ ser jeg også en hud-tematik. Den har også en grad af, at glassene formerer sig og bliver større og større. Marmeladeglassene har noget at gøre med haven, for eksempel med henkogning og syltning, men de er også et indre rum, kroppens indre rum. Marmeladeglassene er noget du opmagasinerer og putter ting i, men de har også en organ-reference, og det er også en hukommelses-ting, at ting er placeret på disse måder. Jeg er uddannet i England. Derfor har jeg referencer til Richard Wentworth og Tony Cragg og den tradition, hvor tingene bruges på en anden måde. Du tager en ting med én funktion og anbringer den i en anden sammenhæng. Den hedder ’Jars and Curtains’, da gardinet har den funktion at adskille inde fra ude, lige såvel som hud adskiller vores indre og ydre. Jernrøret er valgt for at udbygge gennemgangen mellem indre og ydre, og i forhold til ’Shelter’ synes jeg også det var interessant at få glasset med.

Eva Steen Christensen: Jars and Curtains, 2008.		Eva Steen Christensen: Hylster, 2008.
Eva Steen Christensen: Uden titel (lille rum), 2008.

Den her er opstået undervejs ('Uden titel (lille rum)', red.). Den sorte tråd og stoffet er med flere steder i udstillingen. Den er også et forsøg på at lave et indre rum. Det er hvidt papir skudt ned bag den sorte baggrund, der giver lysforskellen. ’Hylster’ er opstået af pladen, som egentlig skulle bruges til noget andet. Hullerne fascinerede mig, og jeg synes det kunne være sjovt, hvis der voksede noget ud af dem. Henover mine studier af træer så jeg pludselig de her arme, der vokser ud. Den har det samme over sig, som de her laboratorium-bokse, som man stikker hænderne ind i, og er en vej man kan trænge ind i noget på. Stoffet er et basis-materiale, mønsterstof til før man klipper til i det endelige tekstil; der er noget ufærdigt over det. Syningerne peger også på en lettere konstruktion end maskinsyning og kan opløses igen. Det er både en vej ind og ud af noget og ligger på grænsen af opløsning.

Eva Steen Christensen: Installationsview, 2008.

Sytegningen, som hedder ’Vækst’, er en anden vej rundt om væksttanken. Meget enkelt er det en sytråd, som bliver længere og længere. Den starter ved 0 og ender på omkring 8 cm. Det sjove ved den er, at den er utrolig kølig og matematisk, men alligevel ender med at ligne behåring. 'Årringe' er en tegning som via et tværsnit åbner for nogle andre rum. Som værk er den en del af at komme rundt om et indre rum.

Eva Steen Christensen: Vækst, 2008.		Eva Steen Christensen: Årringe, 2008.

Eva Steen Christensen: Installationsview med Extruder, 2008.

’Extruder’ bevæger sig ud af væggen og har i farve sammenhæng med væggen, men den arbejder mod at bevæge sig ud ligesom et vindue måske også gør. Den har en sidste bevægelse, som måske i sidste ende kommer inde fra den selv. I den forstand er der en sammenhæng mellem de to, mellem et indre og et ydre rum og overgangene mellem dem. Ellers er den bare en matematisk opbygget form fra fladen. Lyset er med til at tegne formen, og lyset i skulpturens facetter vil forandres i løbet af dagen. Lyset tegner skulpturen, formen bliver beskrevet af lyset og former den.

Hvorfor hedder den Extruder?

Extrude er det modsatte af intrude, at nogen træder ind over dine grænser. Den her gør det modsatte, den overskrider sine egne grænser og flytter noget ud.

Eva Steen Christensen: Extruder, 2008.		Eva Steen Christensen: Extruder, 2008.
Eva Steen Christensen: Dage og Nætter, 2008.		Eva Steen Christensen: Uden titel (foundation), 2008.

Den her ved jeg ikke om skal hedde ’Dage og Nætter’ eller ’Interlocking’. Det er Fibonaccis matematiske princip, hvor du bare har spiralerne i cirkler, der følger talrækken. Samtidig med at lyset og mørket blander sig, opstår der en bevægelse indad. Sammenblandingen handler måske også om forplantning og om at sammenblande to modsætninger, der får en ligeværdighed. Jeg har forsøgt at ramme det punkt, hvor der var lige meget i begge to, for samtidig er det også et møde. Den sidste,’Uden titel (foundation)’ kommer af en skulptur, jeg havde med ovre på Brandts. Det var en arkitektonisk form, som var åbnet i to skaller og så var hele indersiden farvet med foundationcreme. Det er noget med afstand og nærhed, et syn der så går op i den store skala. Her er det et abstraheret landskab, som også går meget tæt på creme, overflade og hudlighed.

Tak.