Interview: Ellen Hyllemose

Ellen Hyllemose: Untitled, 2007. 157 x 76 x 70 cm. Lycra and wall paint on mdf and plywood

Vil du fortælle om det værk, du har med på udstillingen, og om hvordan det har været at deltage i konkurrencen om Carnegie Art Award?

Egentlig sender man bare ind og håber at komme med. Det er jo et godt sted at være, fordi der er så meget omtale og opmærksomhed på udstillingen.

Dit værk på udstillingen er valgt af juryen. Kender du de kriterier, som juryen har lagt vægt på i udvælgelsen af netop dette værk, frem for de øvrige du havde til bedømmelse?

Nej, jeg har sendt mit materiale ind, og derefter har det været op til juryen. Jeg ved ikke, om de sætter en linie eller hvordan det er. Det her var det eneste hjørnebillede, som jeg havde sendt ind. Jeg har lavet mange hjørnebilleder og de andre, jeg havde sendt ind, var måske lidt atypiske.

Fortæl lidt om dit billede ’Uden titel’.

Det handler meget om skulptur, som jeg har lavet meget af. Grunden til, at jeg vælger et hjørne, er dels fordi det tager noget mere rum end en flade, dels fordi man ikke betragter billedet så frontalt. Du bevæger dig mere i forhold til billedet. Alt efter hvor langt du vælger, at billedet skal gå ud til siderne, så vil det nærmest favne kroppen, når du står foran det. Der er meget krop i det her. Ikke mindst i lycrastoffet, der bruges til badedragter, og som både holder på kroppen og afslører noget. I det her tilfælde ligger stoffet hele vejen rundt om pladen og definerer den form, hvert enkelt stykke har. Stoffet retter opmærksomheden mere hen på formen og på delene af værket – og på noget rumligt: at pladen både har en forside og en bagside.

Hvorfor er stoffet syet som poser, som pladerne er puttet ned i?

Stoffet er trukket ud over pladerne. Værket består af mange stykker. Så det er ikke en plade, der er trukket stof på, men flere stykker, som også understreger den her rumlighed – at det er dele med bagsider og forsider, som bliver sat sammen til en større del. Samtidig har stoffet også den her meget skarpe flade, i nogle af delene krøller det lidt, men du kan faktisk lave det helt fladt. Det forstærket stoffets kvalitet, at det er et syntetisk stof, som du ikke får lyst til at gå hen og røre ved. Jeg interesserer mig ikke for andet stof. Det bliver for lækkert, når du får lyst til at røre ved stoffet. Det her stof giver en anden lyst; det er det kropslige – at du bliver nysgerrig på, hvad der er inden i. Så jeg ønsker ikke stofligheden på den måde, men jeg ønsker at det har den her meget glatte og flade, farverige side. Farven bliver så intens, fordi det er et gennemfarvet stykke stof, og især i det syntetiske bliver det virkelig farvet.

Hvad med stoffets transparens – spiller det ind?

Gennemsigtigheden kommer an på, hvilken farve du vælger. Jeg vil ikke fornægte det, der er malet – det maleriske er også en side af de her ting, det er sådan en dobbelt-side, som jeg egentlig har som problem. Jeg elsker at male, men samtidig er der også et spørgsmål, der hele tiden vil frem, om hvad det er for et slags billede, jeg har malet, og hvad det er, der vil frem. Så det er hele tiden et spil mellem noget skulpturelt, noget fysisk og noget rumligt, som bliver spillet op mod det maleriske og måden, man normalt opfatter malerier på.

Arbejder du meget med farven eller er det primært det rumlige, der optager dig?

Ja, men der er også et spil mellem det malede og stoffet samt stoffets farve. Det er ikke tilfældige farver, jeg vælger. Jeg maler f.eks. med en gullig farve, som så går igen i stoffet, så der bliver et spil mellem fladerne. Både i det underste lag og i det forreste lag i stoffet. Der skal være et spil mellem dem, så det er komponeret op i et spil mellem farve, malingens farve, motiv og stof. Jeg starter med at male motivet på pladerne, inden jeg sætter stoffet på. Hvis jeg tog stoffet af, fungerer det også som et maleri. Det er meget vigtigt for mig, at det, der er under, også fungerer – uden ’snyd’. Det er ligesom i mine skulpturer. Der er det meget vigtigt, at der er forskelligt fyld i, og man kan fornemme karakteren og tyngden af fyldet uden at røre ved det. Det er vigtigt, at fyldet ikke bare er tilfældigt.

Hvis du tog stoffet af mine billeder, ville de også fungere som maleri. Det er bygget op fra bunden af. Så det er spillet mellem delene, det rumlige mellem lagene, og bagsiden – selvom der ikke er malet på bagsiden, har den også en betydning, i og med at stoffet går hele vejen rundt. Stoffet bliver et malelag. Hvis du ser det som et landskab – noget af det maleriske kan godt opfattes som et landskab – så kan det være et landskab set fra oven. Der kan lægges mange forskellige sider i det, hvis du ser på det som motiv.

Ved du fra starten, hvordan dine billeder skal se ud?

Ja, montagen her er bygget op fra starten som et hjørnebillede. Men der er selvfølgelig også noget proces i det. Det er ligesom, når man maler et maleri, men uden en fast defineret ramme. Jeg kan godt sætte et ekstra stykke på. Jeg har en grundidé fra starten af. Billedet til den her udstilling skal fungere i forskellige udstillingslokaler, men som regel laver jeg noget, der forholder sig til rummet. Det har været lidt anderledes med de værker, jeg sendte ind til den her Carnegie-udstilling, for her kan jeg jo ikke (være stedspecifik, red.). Som regel laver jeg de her hjørnebilleder fra gulv til loft eller i forhold til væggens størrelse eller noget andet.

Du har tidligere udstillet skulpturer her i Den Frie Udstillingsbygning.

Ja, flere gange. Mine skulpturer er store poser af stof i det samme materiale (lycra, red.). Først arbejdede jeg meget med mdf og masonit – simple byggematerialer. Stoffet er så kommet til, som et farvelag. Jeg har lavet sådan nogle dyppebilleder, hvor jeg dyppede plader i maling, og processen pludselig blev for omfangsrig og fyldte mere end værket. Det interesserede mig ikke så meget, og der fandt jeg så den her løsning med stoffet.

Jeg har også lavet billeder, som hænger frit i luften, hvor bagsiden kommer frem, og jeg har arbejdet med dagligdagsmaterialer: tape, tegnestifter, farvede ark og snore – den slags vi har derhjemme. I skulpturerne kan jeg faktisk modellere med de her farvelag, fordi det (materialet, red.) er elastisk. Når jeg fylder fyld i, kan jeg beslutte, om den orange f.eks. skal løftes op eller noget andet. Og jeg kan godt lide, at det forandres. Nogle af de her ting kan også variere lidt. Hvis et værk går fra gulv til loft, kan jeg tage nogle af delene væk. Så det ligger ikke så fast. Jeg kan godt lide, at de har det her løse i sig, at det er lidt foranderligt. Især med skulpturerne. De bliver aldrig ens, fordi jeg tømmer dem og fylder dem igen. Så der er en margen, hvor det altid vil forandre sig. Det kan jeg enormt godt lide – at det ikke er så fast indenfor det her lærred.

Går det igen i dine hjørnebilleder?

Ja, fordi der er denne her udefinérbare kant.

Hvor går grænsen for, hvor meget et hjørnebillede kan barberes ned?

Det er lidt ligesom med skulpturen. Der er et vist rum, du kan arbejde indenfor. For jeg vil selvfølgelig gerne have en vis kontrol over det, ellers bliver det bare noget løst kludder.

Hvilke rammer sætter du op for dit arbejde med farver og rum?

Jeg elsker standardmaterialer, og det at man kan gå ind og købe det i en butik. Farverne i stoffet er også valgt ud fra, hvad der kunne fås. Når jeg er ude at rejse, ser jeg altid hvilket lycrastof de har. Det kan være enormt interessant at se, hvad de har rundt omkring. Der er mange ting, der spiller ind, det kan være hvad som helst – hvad de har tilbage på restlageret eller… Det er en enorm befrielse, at det er standardiseret. Jeg har også arbejdet meget med mdf og masonitter i standardstørrelse. Det er jo også ret kropsrelateret, især de der byggeting, i forhold til huse og bygninger. Jeg kan godt lide, at det er så let tilgængeligt.

Er det dét, som du synes byggematerialerne hovedsageligt kan?

Ja, det er en måde at forbinde det (kunsten, red.) til hverdagen og en måde at få folk ind i værkerne på.

Nu skal man passe på, at man ikke møder dig i badesæsonen, så får man lige flået bikinien?

Hi-hi…

Tak.