Interview: Christine Emilie Clemmesen

Christine Clemmesen: Untitled, 2008. h: 254,5 cm., b: variable. Mixed media		Christine Clemmesen: Untitled, 2008. h: 254,5 cm., b: variable. Mixed media

Vil du fortælle om de værker, du har arbejdet med til udstillingen? Er der for eksempel nogle bestemte fænomener, du har undersøgt?

Det, jeg hovedsageligt har arbejdet med, er skærmen. Den har taget det meste af min tid. De fænomener jeg arbejder med, og det som har været vigtigt for mig i forbindelse med den her udstilling, er installationen af de forskellige værker. At tegninger, fotografier og de rumlige værker bliver positioneret og får deres plads og begynder at interrelatere eller aktivere hinanden.

Er det din intention, at værkerne skal tilføre hinanden noget i forhold til, hvor de er placeret i rummet?

Ja, det er en primær overvejelse i udstillingssituationer. Det leder mig hen til, hvilke fænomener jeg arbejder med, som er førstehåndsindtrykket af det rum, jeg skal udstille i. Det er bestemmende for, hvordan arbejdet indledes. Det er ikke rummet, der skaber arbejdet, det er selvfølgelig altid arbejdet, der skaber rummet. Men der er en spænding dér - en relation, som jeg er meget optaget af. De konkrete skulpturelle kvaliteter, jeg arbejder med, er bevægelsesadfærd i rum. Jeg bruger bevægelsesadfærd som et skulpturelt sprog for arbejdet.

Bevægelse og aktivitet omkring skulpturen kræver engagement. Værket peger ikke i mange andre retninger, det er kun, hvad det er. Jeg synes, et værk skal kunne bære sig selv. Jeg laver f.eks. heller ikke modeller. Værket har den skala og de proportioner, det skal have. Det er de skulpturelle kvaliteter, som jeg er optaget af, og som hele tiden optager mig.

Christine Clemmesen: Doodle, 2007. 30 x 36 cm. Sewing thread on sugar paper, framed		Christine Clemmesen: Radar, 2007. 30 x 36 cm. Sewing thread on sugar paper, framed		Christine Clemmesen: Catastrophe, 2007. 30 x 36 cm. Sewing thread on sugar paper, framed
Christine Clemmesen: Ocean of Emotion, 2007. 30 x 36 cm. Sewing thread on sugar paper, framed		Christine Clemmesen: Touch Pieces, 2007. 30 x 36 cm. Sewing thread on sugar paper, framed

Hvordan er forholdet mellem skulpturerne og sytegningerne. Er der fundamental forskel på, om du laver et skulpturelt værk eller en sytegning?

Der er forskel på den flade visuelle tegning og den rumlige skulptur. Ret stor forskel. Skulpturen går ind og blokerer rummet. Det her værk arbejder også med det ikke-substantielle, såsom lyset og dybden i de overliggende flader, men også tid. Det går også over i fotografierne, synes jeg. Den her flygtighed og forgængelighed, som fotografiet står for.

Vil du fortælle om dine fotografier?

Jeg føler, at de fotografier, der er samlet her, har at gøre med en forgængelig eller midlertidig tilstand, men også med en konkret fysisk tilstand. De oversætter forbindelsen mellem de forskellige dele af, hvad der er foreslående og betegnende, frem for hvad der er afgørende. I forhold til mig og mine skulpturelle værker åbner de op for nogle rum, der er flygtige, forgængelige og skrøbelige. Jeg bruger fotografiet som et værktøj, og som værker i deres egen ret – der er ikke et hierarki mellem mine værker. De bliver forbundet i installationer og samles der. Jeg bruger fotografiet til at artikulere skulpturelle ideer og overvejelser.

Christine Clemmesen: Puddle, 2007. 40 x 52,5 cm. Lambda print, framed		Christine Clemmesen: Untitled (Impression on Sheet), 2007. 52,5 x 40 cm. Lambda print, framed		Christine Clemmesen: Pebble on Knee, 2007. 52,5 x 40 cm. Lambda print, framed

Fungerer sytegningerne ligesom fotografiet, eller er der en anden fortælling i dem?

Hvis man skal se det som en helhed, så fokuserer jeg på spillet mellem det håndgribelige og det flygtige. Det er der undersøgelsen er. Det er de her sammenstød og sammenfaldende strategier… og mening, som måske virker… som også har en patos, er sådan lidt patetisk. Det synes jeg også sytegningerne er. Det er ligesom det, der gør dem lidt humoristiske. Men det er ikke bevidst. Jeg tror aldrig jeg kunne lave arbejde, der bevidst var humoristisk. Men jeg synes også, der er noget humoristisk i det patetiske. Jeg tror, det er dér, de eksisterer, for eksempel når Helene (Nyborg red.) kalder dem humoristiske, det kan jeg sagtens relatere til, men det er ikke en dagsorden.

Det er den her patos, hvor arbejdet bliver en metafor for en slags usikkerhed og en menneskelig tilstand. Når det udveksler mellem det ufuldendte og det fuldendte, eller mellem det absolutte og det potentielle, det lovende og det tilsyneladende smukke og det patetiske, så bliver det måske lidt humoristisk. Det er ikke sådan en one-liner, det ville jeg være meget ked af, og det navigerer jeg væk fra.

Det du siger nu, underbygger det den pointe, du startede med om, at dit skulpturelle værk skal ses som en samlet installation?

Ja, afgjort. Det er i installationen, at værkerne udveksler og påvirker hinanden og aktiverer hinanden. Det er vigtigt for mig, når jeg udstiller og selv går på udstilling, at der er en legende tilgang. Det nyder jeg meget. For mig er det vigtig, at det ikke bliver et display, at udstillingen ikke bliver en hermetisk præsentation, der dør. Det kræver jo noget af beskueren, man kan ikke bare regne med at komme ind og blive underholdt. Man må selvfølgelig gerne have det sjovt og overraskes og ping-ponge i relationen med værket. Den aktivitet er jeg interesseret i, og det er også derfor, jeg er interesseret i at arbejde med flere forskellige medier og materialer.

Christine Clemmesen: Untitled, 2007. 135 x 82 x 36 cm. Plaster, chicken wire on stool and drawing mounted on wall

Hvad er dine planer fremover. Hvad arbejder du med næste gang?

Jeg har tænkt mig at fortsætte den her installation. Det her værk har givet mig et stort potentiale at arbejde videre med. Det er ikke så normalt, faktisk, for det arbejde, jeg laver. Denne udstilling er i bevægelse, også i bredere forstand. Disse værker er færdige, men det jeg kommer til at arbejde på næste gang bliver helt sikkert en udvikling af dette værk, som jeg gerne vil have bliver vildere og får tilføjet mere. Jeg troede installationen ville være meget større. Den kalder på, at der kommer til at ske noget mere. Jeg får også noget ud af den som kunstner, det er jo ikke kun beskueren. Det er nok det, der skal ske.

Du har netop solgt fem værker til en privatsamling i Tokyo. Tillykke med det.

Ja, det er fantastisk! Nu tør jeg godt bestille min flybillet til London.

Tak