[16. januar 2008]

Interview

Bo Nilsson

Interview: Bo Nilsson

Charlottenborg Udstillingsbygning er efter knap et års renovering blevet til Kunsthal Charlottenborg og har slået dørene op til udstillingen Danskjävlar kurateret af kunsthallens direktør Bo Nilsson. Kopenhagen mødte svenske Bo Nilsson til en samtale om nye visioner, internationale perspektiver, samarbejde og påskønnelse af kunsten. Og fik samtidig berørt emner som kultur-møder, dobbelt-identitet og forurettede kunstnersammenslutninger. Bo Nilsson (f. 1954) er uddannet på universitetet i Lund. Han har som anmelder ved Sydsvenska Dagbladet haft Danmark som sit ansvarsområde. Siden har han været både inspektør på Louisiana og medlem af Statens Kunstfonds billedkunstudvalg. Bo Nilsson Har tidligere været vicedirektør på Moderne Museet i Stockholm og leder af Rooseum i Malmö. Han kom til Danmark fra en stilling som direktør for Liljevalchs Konsthall i Stockholm.

Interview:Julie Damgaard & Torben Zenth

Foto:Torben Zenth & Martine Sepstrup Jensen

Martin Erik Andersen, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Kirstine Roepstorff, Katya Sander, Nina Saunders, Morten Schelde, Jens Haaning, Lise Harlev, Nicolai Howalt & Trine Søndergaard, Olafur Eliasson, Jesper Just, Sophia Kalkau, Eva Koch, Joachim Koester, Ann Lislegaard, Tal R, Kathrine Ærtebjerg, Pia Rönicke

Danskjävlar

13. januar - 24. marts 2008

Kunsthal Charlottenborg

Nyhavn 2, 1051 København K

web site:www.kunsthalcharlottenborg.dk

Tirsdag-søndag 12-17, mandag lukket

Jens Haaning: Danmark, 2008,

Det første, der møder en, når man træder ind på udstillingen Danskjävlar er det kendte klip fra von Triers tv-serie Riget, hvor skuespilleren Ernst-Hugo Järegård står på taget af Rigshospitalet og slynger eder ud over København. Hvordan kobler du ordet 'danskjävlar' sammen med ideen om en kærlighedserklæring?

Det er sådan, at når man som svensker kommer til Danmark, så er det let at identificere sig med Ernst-Hugo Järegårds figur, Stig Helmer, som havde det svært i Danmark. Det er sådan, at det jo i begyndelsen var temmelig svært for mig at være kommet til Danmark. Kunstnersammenslutningerne var på mig.

Men det forholder sig sådan, at jeg tolker danskjävlar på en noget anden måde. Det er jo en dansker, der har lavet serien - Lars von Trier - og så tænkte vi, at det var ok at anvende ordet som en betegnelse, for danskjävlar er jo ikke bare en betegnelse, der har med Ernst-Hugo Järegård, men hele den danske identitet at gøre. Det vil sige... : dansk identitet er én sag, men en djævel er en bastard. Dét er ikke så enkelt! Man er ikke bare dansk, man er også en masse andre ting. Det kan man tolke på forskellige måder, f.eks. har flere af udstillerne ikke en 'ægte' dansk baggrund, Olafur Eliasson er fra Island, Ann Lislegaard fra Norge og Lilibeth Cuenca kommer fra Filippinerne osv. Mange har på den måde en dobbelt identitet.

Den moderne, globale verden fungerer på den måde, at vi jo ikke bare har en enkelt identitet; mange arbejder desuden på et internationalt plan. Nina Saunders bor f.eks. i London, Tal R i Tyskland og Danmark, Olafur bor i Berlin og Danmark og mange har hovedvirksomhed i udlandet, som John Kørner, der er repræsenteret af Victoria Miro i London. Det betyder, at der findes et utal af koblinger til en international scene. Men i den danske kultur-eksport hedder det, at det her er en dansk kanon, det her er fostret i Danmark, det er det mest danske, vi har. Spørger man imidlertid en international dommer, så vil han sige, at det ikke er specielt dansk, men tydeligvis internationalt. Og for mig er denne dobbelthed interessant. Jeg har siddet i Dansk Kunstfond i tre år og udvalgt disse kunstnere ud fra det, jeg har lært om dansk kunstliv, men samtidig kan jeg se det lidt fra Ernst-Hugos perspektiv - dvs. ude fra. Jeg som svensker kigger på Danmark.

Jeg er en fremmed, der kigger på Danmark, så jeg anvender Ernst-Hugo som symbol, og derfor bliver det naturligt, at jeg tager fat på det, han skriger - danskjävlar - og anvender det begreb for at markere, at jeg har et dubiøst forhold til den danske identitet. Jeg ser ikke rigtigt, at den eksisterer i disse år; at man kan tale om den som sådan. Det, som er interessant, er at det ikke er mig, der sætter parametrene for den danske identitet, men kunstnerne - som eksempelvis Lise Harlev, der kommenterer den danske identiet, eller Lilibeth Cuenca. I det hele taget alle de kunstnere, der er med på udstillingen. Det er dem, der tager det op. F.eks. Pia Rönicke, der tager noget op, der er meget kritisk, nemlig Sonning Prisen og Hannah Arendts tale, der jo er ekstremt kritisk overfor det danske. Så på udstillingen findes både et affirmativt, positivt syn på det danske, men også en kritisk holdning. For mig handler Danskjävlar om de forskellige måder at se dansk identitet på.

Video fra Danskjävler

Når du - med din svenske baggrund - betragter dansk kulturliv, er der så noget særligt, der falder i øjnene?

I dansk kunst har I en meget større påskønnelse af kunsten, end vi har i Sverige - eller i resten af Europa. På et internationalt plan vel at mærke. I sætter i højere grad pris på jeres kunstnere, værner om dem, støtter dem, og det kan man også se økonomisk. Danske kunstnere har meget større muligheder for at få støtte fra staten til at udvikle projekter og udstille i udlandet. Det er en del af markedsføringen af danske kunstnere på et internationalt plan, at staten går ind og er meget positive. Det findes ikke rigtigt på samme måde i Sverige, der er det de kommercielle kræfter som styrer. I Danmark er det ikke bare de kommercielle kræfter, selvom man ser mere og mere af den slags. I har et alternativt system, der gør, at de kunstnere, der ikke er så kommercielt gangbare har en større mulighed for at gennemføre deres projekter. Og det er meget positivt.

Martin Erik Andersen: if you ask nicely and love Baby Dee you can take a record home. if you later for some reason decide to sell the record, then please send the money to Baby Dee - she will use them wisely, 2007.


Martin Erik Andersen: if you ask nicely and love Baby Dee you can take a record home. if you later for some reason decide to sell the record, then please send the money to Baby Dee - she will use them wisely, 2007.		Martin Erik Andersen: if you ask nicely and love Baby Dee you can take a record home. if you later for some reason decide to sell the record, then please send the money to Baby Dee - she will use them wisely, 2007.

Martin Erik Andersen: with open-throated arms - and I got lost, 2007.		Martin Erik Andersen: with open-throated arms - and I got lost, 2007.

Idag er det jo mere reglen end undtagelsen, at kunstnerne orienterer sig internationalt. Hvordan har du udvalgt netop disse tyve kunstnere til udstillingen?

Når man som kurator vælger, er det først og fremmest vigtigt, at det tiltaler hjertet. At det er nogle spørgsmål, der interesserer én. Det er hovedsageligt spørgsmål ang. identitet, der interesserer mig. Men samtidig vælger jeg, at jeg vil have en bredde i udstillingen. Morten Schelde er den bedste tegner, vi har, mener jeg, Pia Rönicke er interesseret i social kritik, og det er en helt anden type værk. Vi har malere, som Tal R, vi har videokunstnere, der arbejder på forskellige måder. Vi har valgt at vise meget videokunst, for man skal ikke tro, at en videokunstner er en videokunstner er en videokunstner. Der bliver arbejdet med video på mange forskellige måder. Vi har skullet finde en balance i udstillingen mellem forskellige typer kunst. Men først og fremmest gælder det, at kunstnerne skal tiltale mig.

En anden vigtig ting er, at dette ikke er en udstilling, som har nyhedsværdi - at vi bare har nye værker. I stedet viser vi også ældre værker, som vi rekontekstualiserer. Vi understreger, at et værk ikke er 'opbrugt', blot fordi det blev vist i København for 15 år siden. Det kan også bruges idag og give os perspektiv på tiden.

Olafur Eliasson: Mental, 1993.

Nu er det din første udstilling på det 'nye' Charlottenborg - og den er meget indbydende. Hvordan har I besluttet, hvad I skulle åbne med?

Omdrejningspunktet for os er det danske OG det internationale. Derfor har jeg valgt en række danske kunstnere, som jeg synes holder internationalt. Det har været mit fokus at begynde i det danske - men det er danskere, der er internationale... Det har været grunden i det hele. Fordi jeg ikke er indsyltet i det danske endnu, kan jeg lægge et internationalt perspektiv.

Identitet kommer til at være et helt centralt begreb her det første år. Næste udstilling skabes af en af verdens førende designere, Karim Rashid, og han skaber en Forårsudstilling, hvor han kigger på dansk kunst ud fra sit perspektiv, som er Egypten og New York. Så der er hele tiden den her dialog mellem det danske i relation til noget andet. Det er vores særmærke.

Generelt - eller her det første år?

Generelt set - vi vil sætte dansk kunst ind i en international kontekst og international kunst i en dansk kontekst.

Så det er jeres mission?

Det er vores mission. For at der ikke skal blive for lavt til loftet med kun dansk kunst. Der skal være højt til loftet. Til efteråret laver vi en stor Poul Gernes-udstilling, og det gør vi, fordi Poul Gernes fik sit gennembrud på Documenta i Kassel her sidste år, på trods af at han har været død siden 70'erne. Samtidig henter vi en international samtidskunstner ind, der hedder Cosima von Bonin, der udstiller sammen med Poul Gernes . Således får vi både Cosima von Bonin, der er en meget dygtig kunstner og ligger tæt på Gernes, men vi får også Poul Gernes, Vi får samtid og historie, internationalt og dansk, datid og nutid i én skøn blanding.

Lise Harlev: Noget jeg kender, 2007.

Med Charlottenborgs nye profil som international kunsthal, kommer der så til at ske nye tiltag ift. husets udstillingsarkitektur? Rummene bærer jo præg af 'hvid kube', hvilket ikke altid er de mest optimale betingelser for den yngre, eksperimenterende kunst, der ikke nødvendigvis arbejder indenfor de klassiske medier?

Mezzaninen kommer til at være det forum, hvor man kan prøve ting af. Går man ind på vores hjemmeside, kan man booke sig ind der og arrangere oplæsninger eller screenings. Man kan holde en book-release eller et samtaleseminar. Hvad man vil. Vi lægger også indhold ind, men udgangspunktet er, at alle skal have mulighed for at komme og lytte og se, hvad der foregår.

I de store sale er det mere fastlåst, mere kompliceret og sværere at få det til at fungere. Der siger det sig selv, at man ikke kan lave så store forandringer i arkitekturen. Denne bygning er 'tung'. Men i forbindelse med Danskjävlar har vi arbejdet med rummene, for at de videoværker, der præsenteres, skal få en stor, kraftfuld fremtoning. På lige fod med maleri og skulptur. Jeg ønsker på den måde at ligestille kunstarterne.

Jesper Just: Something to Love (installatiom), 2003.


Jesper Just: Something to Love (still), 2003.		Jesper Just: Something to Love (still), 2003.		Jesper Just: Something to Love (still), 2003.

Nu har Charlottenborg jo en meget privilegeret placering i samme kompleks som Danmarks Kunstbibliotek og Kunstakademiet. Er det noget, der vil afspejle sig i udstillingsprofilen, f.eks. i form af samarbejder med de andre institutioner?

Der findes allerede et samarbejde, som vi lancerede i foråret under titlen Kompleks, hvor vi lavede et samarbejde med Akademiet. Vi har mange samarbejder med Akademiet på forskellige niveauer. Frem for alt er det vel så enkelt, at Forårsudstillingen bliver et 'new talent'-show.

Hvordan regner Kunsthal Charlottenborg med at positionere sig i forhold til de andre kunsthaller i Kbh, det være sig Gl. Strand, Nikolaj, Overgaden, Den Frie og på sigt den nye kunsthal ved Carlsberg?

Vi kommer vel først og fremmest til at positionere os på den måde, at vi ikke positionerer os. Vi gør det, vi tror på, og vi har nogle udstillingslokaler, der ser meget anderledes ud. Det indebærer, at vi kan lave nogle store samlede udstillinger med mange kunstnere, som den vi ser nu. Det kan Gl. Strand ikke gøre på helt samme måde, fordi lokalerne er anderledes. Ligeså med Nikolaj. Vi har derudover mulighed for at lave større seperatudstillinger, hvilket indebærer, at vi også kommer til at arbejde med det. Vi kommer til at positionere os i den henseende, at vi gør det, vi tror på. Vi har et kundskabssøgende ideal forstået på den måde, at vi ikke bare laver udstillinger for at lave udstillinger. Vi har i stedet altid en tese, når vi laver udstillinger. Vi forsøger at gennemarbejde udstillingerne. Vi skal problematisere. Findes der en gængs forestilling, så undersøger vi den. Er det virkelig sådan? Er det korrekt?

Første år handler det om 'identitet', næste år handler det om 'samarbejder', og i 2010 kommer vi til at arbejde meget med spørgsmål, der handler om den kvindelige kunstner. Om kvindernes situation i kunstlivet. Der bliver kun udstillinger med kvinder i 2010, da det er internationalt kvindeår.

Sophia Kalkau: Out of my Hair, 2007.


Sophia Kalkau: Out of my Hair, 2007.	Sophia Kalkau: Out of my Hair, 2007.	Sophia Kalkau: Out of my Hair, 2007.

Sophia Kalkau: Top Suite, 2007.	Sophia Kalkau: Top Suite, 2007.	Sophia Kalkau: Red Suite, 2007.

Sverige har i mange år haft stor succes med sin kunsthal-praksis. Her kan nævnes Rooseum samt Malmö og Lunds Konsthall. Kan man forestille sig, at I i fremtiden vil etablere tættere samarbejder med svenske kunsthaller? Med en svensker som leder af Charlottenborg og en dansker (Jacob Fabricius, red.) i Malmö er det jo oplagt...

De to kvinder, der gik her til sidst er henholdsvis kurator og presseansvarlig på Malmö Konsthall, og at de deltager på dette pressemøde viser, at der er ved at udvikle sig et netværk i regionen. Vi skal til at se nærmere på spørgsmål, der berører dette netværk, og har allerede arrangeret det første møde. Vi vil bl.a. belave os på ikke at lægge ferniseringer samtidig eller arrangere udstillinger, der falder sammen.

Men det er ikke sådan, at I vil kaste jer ud i et formelt samarbejde?

Vi vil begynde med at føle hinanden på tænderne. Hvor står I, og hvor står vi... På det praktiske plan vel at mærke - f.eks. i forhold til ferniseringer. Og efterhånden opstår der så sædvanligvis noget mere; vi kan f.eks. lave en stor biennale sammen en gang i fremtiden. Men vi starter ikke med at sige, at vi skal lave det og det... Det handler jo om fornemmelse for hinanden, at det fungerer, og at vi føler, vi har noget at vinde.

Jeg mener - se på 'Kulturbroen', der var et stort samarbejde mellem Danmark og Sverige. Det var et interessant projekt, som jeg i øvrigt var involveret i. Men det startede som en kulturpolitisk handling: at regionen ville markere sig kunstpolitisk. Og det er en forkert måde at starte på. Man skal i stedet starte med at se på kunsten som en ekstrem betydningsfuld størrelse. Det er med udgangspunkt i kunsten, at vi skal indgå et samarbejde. Det er vigtigt at foretage den distinktion. Eventkulturen synes jeg ikke er så interessant, det er kunsten, der er interessant. Siden kan det udvikle sig til en event, men man skal ikke begynde med eventen og så bare fylde på, for så slår det på en eller anden måde fejl.


Eva Koch: Augusta, 2008.		Eva Koch: Augusta, 2008.

Nu kommer en del af U-TURN kvadriennalen til at foregår på Charlottenborg. Kan du løfte lidt af sløret for, hvad dette samarbejde kommer til at resultere i?

Charlotte Bagger Brandt er kurator her, og det er hende, der er linket mellem U-TURN og os. Hun arbejder både for U-TURN og her, så det er hende, der sætter parametrene for samarbejdet. Hvordan det præcis kommer til at løbe af stablen ved vi ikke, fordi vi endnu ikke ved så meget om U-TURN.

Er der noget særligt, du glæder dig til i det kommende år?

Jeg glæder mig til, at vi er i gang. At vi faktisk har en udstilling og er lykkedes med vor plan. Det er enormt trist at arbejde på en kunsthal, der ikke har nogle udstillinger. Det er det værste, der findes.

Var det en hård start? Nu kunne vi jo følge det udefra - alt bøvlet med kunstnersammenslutningerne...

Det var på en måde en hård start, men jeg vidste jo, at det ville komme. Det var ikke nogen overraskelse. Men samtidig kan man sige, at jeg synes deres argumentation for, hvorfor de skulle udstille her, har været ret dårlig: en lille gruppe kunstnere, der skal lægge beslag på et helt hus og kræver at få lov til at være her, fordi de altid har været her, det er jo ikke specielt befordrende for forandring. Det, synes jeg, var trist at høre, at de ikke ville lukke nye kunstnere ind. Helt ærligt, give me a break.

Der blev argumenteret med, at nu kom de onde kuratorer ind og ville regere det hele...

Vist er vi kuratorer, men det skammer vi os ikke over. Vi laver jo ikke udstillinger med os selv, men med kunstnere. Og jeg tror, at spørger du kunstnerne der oppe (i Charlottenborgs udstillingssale, red.), så er de ret tilfredse med at være med i sammenhængen. De har fået god plads og lov til at gøre præcis, hvad de vil. Jeg vil ikke være kunstner, jeg vil være kurator: det er mit ønske at give kunstnerne de bedste forudsætninger for at udstille. Så modsætningen mellem kunstnere og kuratorer opfatter jeg som underlig.

Tak •