Interview: Astrid Kruse Jensen

Constructing a memory 2006

Fortæl om tilblivelsen af dine serier?

I mine værker tager jeg altid udgangspunkt i virkeligheden, men jeg forsøger at skabe fornemmelsen af en parallelvirkelighed, af noget uvirkeligt. En vigtig del af min arbejdsproces er at tage på længere rejser og residencies. Det er nødvendigt, da jeg er afhængig af at kunne opsøge specifikke lokaliteter og landskaber til mine fotografiske værker. For mig er det udfordrende i arbejdet med fotografiet netop afhængigheden af ’virkeligheden’.

Hvordan arbejder du rent teknisk?

De seneste år er det meste af mit arbejde blevet skabt om natten. Dette valg skyldes, at jeg om natten kan manipulere og fortolke omgivelserne, mens optagelsen finder sted. På denne måde kan jeg undereksponere eller fremhæve bestemte områder af billedets flade. Jeg benytter mig oftest af det lys, der er tilgængeligt på lokaliteten, og de hypernaturlige farver skyldes den meget lange eksponeringstid, som jeg kun kan opnå ved at fotografere om natten. I de lange eksponeringstider mister jeg samtidig den fulde kontrol over lyset og farverne, og jeg finder det interessant, at noget af processen er op til tilfældighederne.

Jeg arbejder analogt, og billederne er skabt uden nogen form for efter-manipulation. Den detaljerigdom, der er til stede i selv de meget mørke billeder, er et resultat af den lange eksponeringstid.

Busstop, 2000

Er dine serier afsluttede projekter eller en igangværende proces?

Alle mine projekter er længerevarende og strækker sig som oftest over flere år, da jeg arbejder på forskellige projekter samtidig. Dette skyldes afhængigheden af omgivelserne og årstiderne, og at flere af projekterne er skabt i udlandet. En vigtig del af min arbejdsproces er ligeledes den dialog, der opstår mellem de forskellige værker i selve arbejdsprocessen.

Er det serielle en overordnet arbejdsmetode eller kan de enkelte værker ses som enkeltstående værker?

Det serielle er en overordnet arbejdsmetode – men samtidig skabes hvert værk som et enkeltstående værk. Det er vigtigt, at hvert værk kan fungere for sig selv også.

Looking out, Parallel landscapes, 2006.

Mange af dine værker synes at påpege en form for tidslighed – de står som monumenter over en forsvunden tid. Hvad er det tidslige aspekt i din arbejdsproces?

Jeg forsøger i mine værker at understrege fiktionens tid og stedsløse rum. I værkerne skabes en slags rumligt samspil mellem fortid og nutid, en form for forskydning af tid og erindring. Det er konstante overlapninger mellem billeder af den virkelige verden og den verden af billeder, som vi skaber for os selv.

I mine fotografier fremstiller jeg heller ikke stederne, som man ville have set dem med egne øjne, da det menneskelige øje ikke opfatter lyset på samme måde, som lyset fremstår på fotografierne. Dette er med til at skabe en bevægelsesforladthed i billederne og på denne måde fremstiller mine fotografier ikke stederne, som man ville have oplevet dem i ’virkeligheden’.

Indgår det narrative som en bevidst strategi i dine værker?

Ja, billederne indikerer det narrative, en non-lineær fortælling, der er åben overfor fortolkninger. Jeg arbejder med en underspillet narrativitet, hvor konturerne af en historie bliver antydet, idet jeg præsenterer fragmenter af en større fortælling.

Forest, Imaginary Realities, 2003.		Indefinite Space

Hvad er det for en stemning, du ønsker at skabe i værkerne?

I mit arbejde udforsker jeg vores grundlæggende opfattelser af virkelighed ved at sætte nyt fokus på det velkendte omkring os. Lokaliteterne er steder, vi alle kan forholde os til, men i det fotografiske billede skaber jeg parallelle virkeligheder, der lever videre i betragterens fantasi.

Ofte er en kvindeskikkelse i rødt tilstede i værkerne, hun eksisterer i billederne som en figur. Hun har været til stede i mine værker de sidste 10 år. Hun er med til at understrege den psykologisk ladede stemning og til at interagere med omgivelserne og den stemning, som ligger i billederne. Jeg forsøger at skabe billeder, der intervenerer med eller tilvejebringer en ny form for virkelighed, en magisk eller imaginær virkelighed. I værkerne ønsker jeg, at det ukendte og det velkendte, det reelle og det forestillede mødes på ny.

Hvilken eller hvilke følelser ønsker du at fremkalde hos beskueren?

Jeg ønsker, at beskuerens følelser er splittede i mødet med værkerne. At man føler sig hjemme, men på samme tid fremmed, i fare, men alligevel tiltrukket, et mystisk univers, men samtidig genkendeligt. Et univers, hvor tingene ikke altid er, hvad de giver sig ud for, og hvor vanetænkningen udfordres.

Indefinite Space, 2006.

Dine værker synes at bevæge sig i det ukendte område mellem det, som kan fortælles og det, som ikke kan. Har den imaginære/sansbare fortælling en særlig betydning for dig?

I mine værker skaber jeg konstante overlapninger mellem billeder af den virkelige verden og den verden af billeder, som vi skaber for os selv, mellem stedets virkelighed og billedets fiktion.

Jeg ønsker ikke at forsyne beskueren med en tolkning, en løsning eller en morale, men lader derimod billedet stå åbent. Billederne kommer til at fungere som en slags eksistentielle fragmenter, en imaginær fortælling uden endegyldige svar og moraler.

Er dine værker udtryk for imaginære fortællinger den virkelige verden?

I værkerne anvender jeg fiktionens iscenesatte potentiale i ’reelle’ omgivelser, hvorved der stilles spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt. Det kunstige lys er eksistentielt i billederne, da lyset er med til at skabe et grandiost rum ud af det hverdagsagtige rum.

Værkerne tager jo netop udgangspunkt i den verden, vi kender, men lægger samtidig op til betragterens fantasi. Det er en imaginær verden placeret et sted mellem virkelighed og fiktion, mellem beskueren og stedet, og samtidig en dramatisering af situationen. Det er en transformation, hvor fantasien samarbejder med erindringerne, og hvor man ikke kan adskille virkelighed fra imagination.

Hypernatural, 2004.

Kan man tale om, at du har en særlig interesse for et steds eller en fortællings flertydighed?

Ja – flertydigheden er en vigtig del af alle mine værker. Dette er især tydeligt i mit seneste projekt ’The Construction of Memories’.

Projektet er baseret på værker, der alle er forbundet til tematikker omkring ’erindring’. Projektet refererer til vores erindringer og stiller spørgsmål ved fotografiet som ’The beholder of our memory’. Vi er opvokset med fotografiet som det medium, der foreviger livets erindringer, såvel de store som små. Fotografiet bliver ofte brugt som associationsmateriale for vores hukommelse, som opsamler af begivenheder, men i dette projekt har jeg valgt at skabe erindringer, som aldrig reelt har eksisteret eller været ’dokumenteret’: en diffus eller indbildt erindring, som eksisterer i kraft af følelser og fornemmelser. Derfor fremstår værkerne med surreelle undertoner, og værkernes narrative aspekt udmunder mere i en uro og uforløst undren end i en egentlig forståelse. Jeg forsøger at skabe en poetisk forskydning af virkeligheden, et kompleks væv af erindringer med udgangspunkt i barndommens univers og fantasiens parallelverden. Scenerne er ladet med flertydighed, domineret af associationer, stemninger og antydninger.

Tak

Hypernatural, 2004.

Within the trees, parallel Landscapes, 2006.