Interview: Ann Louise Andersen

Ann Louise Andersen: Dead End, 2008. Totalinstallation

Vil du fortælle lidt om udgangspunktet for Dead End, en totalinstallation og

-transformation af projektrummet Koh-i-noor?

Som udgangspunkt forholder jeg mig altid aktivt til de rum, jeg udstiller i. Det er interessant at transformere et rum, som folk kender og bruger dagligt, til noget helt andet, at tvinge folk til at opleve rummet på ny. Samtidig er jeg grundlæggende optaget af den måde et rum påvirker kroppen, og hvordan rum kan få bestemte følelser og stemninger frem og forstærke vores sansning. Daniel Liebeskinds Jødiske Museum i Berlin er et eksempel på en ekstrem arkitektur, som taler til krop og sansning. Men mine installationer er hverken mindesmærker eller museumsarkitektur, men værker der for en periode indtager de rum, de udstilles i. Udfordringen for mig er altid, at jeg har meget kort tid til at bygge mine værker op, jeg kan aldrig genbruge værkerne igen i en anden sammenhæng! Jeg bygger hvert værk til det sted jeg udstiller. Der er nogle greb, der går igen, men det er umuligt at genskabe det samme værk i et nyt rum, rummet er netop afgørende for værkernes udformning. I Koh-i-noor har jeg været optaget af, at det er et meget lille sted, og det har et råt præg med halvskæve vægge. Det bulede, rå og sporene af de mange lag maling har fået lov at påvirke de nye rum, jeg har bygget op. Loftet har jeg f.eks. bygget sløset og upræcist i modsætning til nogle af mine andre værker. Jeg har ændret rummet men på dets egne præmisser.

Du har transformeret de to små rum, men også udnyttet vinduespartiet...

Ja, i udstillingsvinduet har jeg bygget en gulmalet væg med en guillotinelignende lem i, den står halvt åben, og inde bag ved kan man ane starten af et par sortmalede trappetrin, men ikke se hvor trappen fører hen. På den måde arbejder jeg med beskuerens forventning til værket. I det første udstillingsrum har jeg tilført et loft af ru brædder. Det er hvidmalet og hælder, så der er 2 meter til loftet i den ene ende og1,7 meter i den anden. Imellem for- og baglokale har jeg bygget en tung dør, og så har jeg transformeret det bageste rum til et lille, kasseformet betonrum på 2x2x2 meter, kun lyst op af et par lysstofrør på væggen.

Hvad er det for en forandring, der er sket?

Jeg har længe arbejdet med at transformere rum, så de får en ny karakter, men det hele var førhen meget overflade-blankt, legelandsagtigt og infantilt i udtrykket. På det seneste har jeg arbejdet med at dreje rummets stemning og udsagn i retning af ubehaget og uhyggen men også forsøgt at holde fast i, at det ikke kun skal være dødsens alvorligt. Der er forhåbentlig noget humor med også... Samtidig peger rummene i forskellige retninger. F.eks. kan de hvide loftsbrædder minde om en western-saloon men måske også gi´ en stemning af sommerhus, en garagefornemmelse eller noget helt andet... Rummene og materialerne ligger i sådan et udefinerbart felt. Det er i det her flertydige felt, at associationerne bliver sat i gang.

Ann Louise Andersen: Dead End, 2008. Ann Louise Andersen: Dead End, 2008.

Også titlen Dead End vækker associationer....men er det frit for beskueren at forstå titlen som endnu et åbent element, der lægger sig til værket, eller gemmer der sig referencer og brudstykker af fortællinger i titel og værk?

Man får ikke en bestemt fortælling serveret når man oplever mine værker, jeg vil gerne ha´ dem til at ligge og vippe og både være det ene og det andet. Jeg er nok nærmere interesseret i de stemninger og associationer der opstår, når vi ser på objekter eller oplever rum, der taler til vores sanselige oplevelse. Jeg har arbejdet helt bevidst med det kropslige ubehag, man får ved at gå ind i de forskellige rum. Der ligger da helt klart nogle fortællende træk i installationen, og materialerne er måske genkendelige fra hverdagsprægede situationer, men de er aldrig forbundet i en samlet fortælling. Ubehaget bliver netop stærkere når rummene er udefinerbare, det er uvisheden der gør det hele ubehageligt. Rummene er genkendelige og alligevel ikke. Jeg håber at oplevelsen af rummene kan være med til at åbne for nogle psykologiske rum og prikke lidt til det underbevidste og ukontrollerbare. Dead End betyder blindgyde, og udstillingen er jo i sig selv en slags blindgyde, men jeg tænker det også psykologisk, som ikke at kunne komme nogen vejene, at sidde fast. Så titlen har flere betydninger udover at slå en dramatisk tone an.

Ja, helt konkret udgør det bageste rum i installationen en klaustrofobisk blindgyde. Døren smækker bag én, og der er ikke noget håndtag på indersiden...men hvorfor er det vigtigt at få folk til at opleve ubehaget?

Én forklaring er, at jeg tror, det nogle gange er vigtigt at nå derind, hvor tingene pludselig ikke er rare længere, hvor der ikke nødvendigvis er en udvej. Alt ser tit meget perfekt ud på overfladen. Folk taler mest om, hvor meget succes de har, man hører aldrig rigtig om nederlagene og fiaskoerne eller blindgyderne. Men jeg er sikker på, at frygten f.eks. for at være fastlåst eller ikke at slå til ligger og lurer under overfladen. Jeg kender selv det med at ha´ et mareridt, hvor man skal ud at rejse men ikke kan finde sin taske, de andre venter utålmodigt og man leder og leder, men man når aldrig alt det vigtige, man finder aldrig tasken, og pludselig vågner man op, badet i sved. Jeg tror, at det er vigtigt at afprøve ens sårbarhed engang imellem. For mig er Dead End derfor et personligt værk, men forhåbentlig også vedkommende for de folk der oplever udstillingen. Jeg tror, at ubehaget og angsten der kan være forbundet med at navigere rundt, karrieremæssigt, socialt og alt muligt andet...at den ikke bliver mindre af at blive gemt væk, og så er det måske godt at træde ind i et rum, der minder os om det ubehagelige og måske opdage, at oplevelsen ikke er så entydig. Eller at ubehaget også kan tage en narrativ eller anderledes sanselig form.

Udover en kredsen om de blinde veje, så arbejder du også materialebevidst og dyrker formelt set en minimalistisk tradition....

Ja, lysstofrørene på væggen i det bageste rum kan nok ikke undgå at pege tilbage på den minimalistiske kunstretning og arbejdet med den minimale form, som man kender det fra f.eks. Dan Flavin. Men referencen er mest ment som en lidt tør gimmick eller spøg. Og samtidig er lyset også med til at skabe noget helt andet....når lyset strømmer ud under døren inviterer det indenfor til noget, der umiddelbart kan virke en anelse religiøst og New Age-agtigt. Men når man går ind i rummet og døren smækker bag én virker lyset og rummet nærmere som en fængselscelle. Og efter den klaustrofobiske fornemmelse får oplevelsen af det skæve loft i det første rum også en anden og forhåbentlig endnu mere ubehagelig karakter. På den måde præger rummene hinanden. Formelt set er en kunstner som Gregor Schneider også en inspirationskilde...

Ann Louise Andersen: Dead End, 2008.

Det formelle og stringente fylder på en helt anden måde end tidligere i dine installationer, hvor du nogle gange lod hverdagselementer i overdimensionerede størrelser indgå som komiske tilføjelser. Den slags lidt gakkede indslag er forsvundet fra dine seneste værker...

I mine tidligere ruminstallationer var de glatte, farvestrålende overflader dominerende. Umiddelbart står materialerne, jeg brugte dengang, i modsætning til dem jeg har brugt i Dead End. Men det var i virkeligheden bare en anden måde at skabe et usikkert, ’sejlende’ og udefinerbart rum, det havde dengang lidt en tivoli-karakter, som langt fra var behagelig af den grund. Nu får materialevalget på en måde lov at indeholde en større portion alvor. Men jeg mener stadigvæk, at der er en del humor i installationerne, bare på en anden måde end i de tidligere. Det er rigtigt, at de overdimensionerede hverdagsobjekter er væk. Til gengæld er Dead Ends skæve loft tætnet i siderne med toiletpapir. En lille detalje, som kan virke enormt fjollet, men også alvorlig, fordi det kan betyde, at der er noget der ikke må slippe ud herfra, eller at nogle er bange for, at noget kan slippe ind. Det virker måske også som et mere direkte spor efter en menneskelig aktivitet, som er med til at sætte associationerne og brudstykkerne af fortælling i gang igen •

Ann Louise Andersen: Dead End, 2008.