Interview: Anders Bojen & Kristoffer Ørum

Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality

Kan I ikke starte med at fortælle lidt om udstillingen, og hvorfor I har kaldt den ”We Came in Search of Immortality, but Found Reality”?

Anders: Altså titlen kommer fra filmen The Holy Mountain, som også danner udgangspunkt for tunnellen dér.

Kristoffer: Og så var det også en meget god illustration af de drømme, man har om billedkunst, om at den kan ændre noget, og så den der desillusionering ved, at drømmene bliver til værker. Som vi alle sammen på en måde kender. Det var det, vi kunne blive enige om, den der fornemmelse af det fantastiske i kunst, og at vi så alligevel altid ender med virkelighed.

De her to rum I har lavet...

Kristoffer: det er 3 faktisk, vi ser tunnellen som et rum.

Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality

Okay, mener I, at det er forskellige sider af mennesket?

Kristoffer: Altså det er vildt svært, for på en måde har vi taget det som en kliché. Så det er svært at tale om, hvad vi mener i forhold til det. Det vi har tænkt er også meget praktisk; vi har tænkt, at nogle ting har godt af et hvidt rum, og nogle ting kan klare at blive iscenesat. Så det er ligesom de to poler, vi har tænkt det mellem. Og så har vi overvejet, hvilke typer rum er der? Der er et, der er meget iscenesat, hvor væggene er skrå, og det er belyst. Og så er der et helt hvidt rum, der er oplyst, med værker i. Der er ligesom et objektivt og et mere iscenesat rum. Og det kom meget ud af, at vi er så forskellige kunstnere, med meget forskellige behov. Nogen laver nogle meget værkagtige ting, og vi laver performance for eksempel. Der var ligesom mange forskellige behov, der skulle opfyldes, og derfor måtte vi lave nogle forskellige rum. Det stod klart fra starten af. Og så var det mere et spørgsmål om, hvad for nogle rum, der så skulle laves, som både kunne være iscenesatte og neutrale. Så endte vi på dette her lidt pop-psykologiske – overbevidste, underbevidste – plan, fordi vi... Eller på en måde synes vi, at det er svært at sige, at billedkunst har én betydning: det er det, et værk betyder. Det er ikke rigtig sådan, nogle af os arbejder. Så derfor blev modellen også nødt til at være meget rummelig. Og hvad gør man så? Så tager man sådan en pop-metafor, som vi alle sammen kan passe ind i.

Det freudianske...

Kristoffer: Ja ik’, så det er tænkt meget som en ramme, som man godt kan tage alvorligt. Man kan godt læse det på den måde, men også med en undertone af, at vi ved ikke helt selv ved om den holder.

Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality

Så der er en grad af humor i det her?

Kristoffer: Ja helt sikkert, det er ikke meningen, at man skal tage det helt alvorligt.

Nu har I været inde på tunnellen, symboliserer den noget bestemt?

Kristoffer: Jamen det er egentlig den type spørgsmål, som vi helst ikke vil svare på. For hvad betyder tunnellen?

Ja det er jo et spørgsmål om, hvad værket så betyder!

Kristoffer: Jeg tror, at den måde, som vi alle sammen opererer på, er, at vi mener, at værket er. Og så kan det betyde alle mulige forskellige ting. Der er ikke én mulig tolkning. Normalt i pressemateriale f.eks. kan man jo læse om, at udstillingen handler om elge, og de har det forfærdeligt i Sverige, og vi må hellere gøre noget ved situationen, og det har vi så illustreret. Og det er det, vi gerne vil undgå, at der er en ”Find Holger”-effekt, hvor man tænker ”Ah, okay, det er fordi, at vi alle er dybt psykologiske væsner, og vi skal alle finde ind til vores underbevidste, så bliver vi alle meget gladere.” Det er jo ikke sådan. Den er der mere som en idé, om den der pendlen mellem noget rationelt og noget irrationelt. Og mere end at man skal den ene vej eller den anden vej, så er det forbindelsen mellem de to. Altså det er både og i stedet for enten eller. Og det er derfor tunnellen er det centrale, for det er kunsten at bevæge sig mellem nogle mere random eller subjektive eller ubevidste valg, hvis man skal bruge et ord, jeg ikke så godt kan li´, og så nogle mere intellektuelle valg. Og det er den der konstante bevægelse mellem noget konceptuelt og noget intuitivt, det handler om. Intuitivt er et godt ord. Altså intuitivt-konceptuelt, intuitivt-konceptuelt. Vi laver f.eks. de her dokumentarfilm, som starter som normale dokumentarfilm, men som glider af sporet og bliver til en abstrakt refleksion. Så den starter som en genkendelig rationel figur, og bryder så sammen til noget mere formelt.

Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality		Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality

Lidt ligesom filmen The Holy Mountain ender med at vise, at den egentlig bare er en film eller en konstruktion?

Kristoffer: Ja. Også den måde den film bare har bunket alle trosretninger sammen til én stor pop... altså jeg kan ikke tage den alvorligt som spirituelt udsagn, men mere som en slags supersampling af alt, hvad der er af spiritualitet. Når man læser den dér liste over, hvad de dyrkede: yogi, sufisme og...

Anders: Alle former for religion faktisk.

En metareligion?

Kristoffer: Ja, mens de lavede filmen, dyrkede de alle former for religion. Og det kan man ikke. Det er det der med, at vi håber på noget fantastisk. Jodorowsky siger: ”hvis vi nu dyrker alle religioner, så kan det være, der sker noget spirituelt.” Men nej! Kameraet zoomer ud, og det var trods alt bare en konstruktion.

I nævner selv i jeres pressemeddelelse, at I tager udgangspunkt i yderpolerne: godt og ondt, mørkt og lyst.

Anders: Det er nok Overgaden, der har skrevet det.

Så I vil helst ikke sættes i bås med det her enten eller, for det er jo også nærmest religiøst ikke?

Kristoffer: Jo, det er jo den klassiske. Hvad mener du egentlig? Er du for eller imod? Man kan ikke sige, at man både er meget kritisk overfor kapitalismen, og samtidig godt kan lide at købe ting. Sådan tror jeg imidlertid, de fleste har det. Så meget af den der in between state...

Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality

Så det er det, I på en eller anden måde gerne vil vise her med tunnellen?

Kristoffer: Ja, men ikke sådan ”aha, så det er imellem, det hele ligger”, for der er jo ikke noget i tunnellen. Den er mest en slags passage.

Men hvis I nu skulle tvinges til det, så har jeg hørt, at Alejandro Jodorowsky engang har sagt, at kunsten er samfundets medicin, og hvis den ikke er dét, så er den dets gift. Hvad ville I sige til det? Det er jo modpoler i hvert fald.

Kristoffer: Jo jo, det er jo rigtigt nok. Men kunst er jo meget bredere. Det er svært for os at afgøre. På atelieret er der folk, der har en helt anden kunstopfattelse end os, så vi har måttet lave et meget rummeligt begreb for at være her. Der er folk, vi ikke normalt ville optræde på en gruppeudstilling med, der er klart også nogle folk, som vi har en masse ting til fælles med, men der er samtidig folk, vi ikke ville udstille med normalt. Så når man laver sådan noget her, må man også lave et ret rummeligt begreb. Jeg har svært ved at være så firkantet på baggrund af denne her udstilling. Det ville måske være nemmere, hvis det var os selv, der sad med et udsagn om, at ’sådan er det!’ Og alt det andet er ikke kunst! Det kan vi imidlertid ikke på den her udstilling, da det er en kollektiv gruppeting. Og der er også masser af ting, jeg er uenig med.

Sådan er det vel altid, når man er så mange mennesker om det?

Kristoffer: Ja, og så laver man en slags finish ovenpå, så laver man en pressemeddelelse, hvor man alligevel prøver at forklare og file hjørner af, og så glemmer man lige de to værker, der ikke passer ind, for at få en god sammenhæng. I stedet for har vi ligesom prøvet at sige, at sådan er det.

Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality		Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality

I har et program, altså en gang om ugen har I en rundvisning herinde. I programmet skriver I, at I vil knytte an til historie og politik. Hvad er det, denne her udstilling gerne vil fortælle os om det politiske landskab?

Kristoffer: Jamen, det vil udstillingen ikke fortælle noget om, det vil rundviseren fortælle noget om.

Anders: Eller han vil fortælle om de enkelte værker.

Kristoffer: Man kunne godt snakke om, at der er en sammenhæng mellem kunstteori og konspirationsteorier i og med, at man ligesom overlæser et værk: ”Kunstneren har her ønsket at kritisere samfundet, da han bruger mindre penselstrøg”. Der er alle de her hypersensitive måder at læse tingene på, hvor man kan udlede en hel kapitalisme-kritik fra en skraldespand. Det er jo os, der har lavet disse performances sammen med en skuespiller, og han laver så sådan en over-hyper konspirationsteori-tolkning på det hele! Så han gør lige det, som vi ikke vil.

Han kører det ud i det absurde eller...?

Kristoffer: Det skal man helst komme og se. Det er en blanding af rundvisning og konspirationsteori. Og i øvrigt har vi også arbejdet sammen med en forfatter om at lave udstillingsavisen, så der er en del af den, som er fiktiv! Så vi blander fakta og fiktion. Men det er mit og Anders' værk.

Golden Enterprise: We Came in Search of Immortality, but Found Reality

Denne her tekst går fra at være meget stringent til at blive ret absurd. Og det er vel det, hele udstillingen vil?

Anders: Det er i hvert fald det, vi gerne vil have på dagsordenen.

Kristoffer: Og du vil møde nogen, som siger, at det er helt formelt.

Men det er vel ulempen ved at arbejde i sådan et fællesskab?

Kristoffer: Ja, men samtidig er det også altid sådan med billedkunst. Folk har deres egne tolkninger: "det handler om grønne smølfer", og så siger folk: "nej, det synes jeg faktisk ikke".

Ville det have været nemmere at have en kurator på?

Anders: Helt sikkert.

Kristoffer: Så var der kommet den der varnish på, men samtidig havde det også dræbt nogle af de sammenstød, der har været her.

Nu, hvor I skriver, at I arbejder med yderpoler, men I ikke gør det alligevel...

Kristoffer: Jo jo, bare de begge er til stede.

Jamen, hvad skulle antitesen til kunst så være?

Kristoffer: God smag, det er Asger Jorns definition. Det synes jeg, fordi det her virkelig er en kitschet udstilling og fuld af klicheér.

Anders: Eller funktion måske?

Kristoffer: (hviskende) Nej, det passer ikke, det kan man ikke sige her!

Så kunst er ufunktionel?

Kristoffer: Nej, men jeg tænker bare på Maiken Bents værker og den dér flirtende funktion. Så den er svær at lave helt skarp på den her udstilling.

Anders: Nå, men de kan da godt ses som en antitese til funktion.

Kristoffer: Ja, de afskaffer funktionen og flirter med et billede af funktion.

Anders: Eller måske kunst som funktion i form af medicin til samfundet.

Kristoffer: Jo, og det sjove er, at når man siger, at kunst er medicin til samfundet, så er man i gang med at gøre det nyttigt. Og det er det værste, tror vi, der kan ske for billedkunsten. At den bliver gjort til team coaching for virksomheden, medicin for samfundet eller lokalsamfundet. Kunst kan godt fungere sådan, men den skal ikke.

Så det vil sige, at kunsten er frataget alle...

Kristoffer: Nej, både og!

Det er en fin måde at slutte på, tak for interviewet.