Overgangen - Gammelgaard

Ebbe Stub Wittrup: Uden titel,

Jeg har aldrig været på en udstilling på Gammelgaard før, og det er egentlig et lidt anderledes sted. Hvilke muligheder så I dér, som I ikke så andre steder?

Magnus Kaslov: Gammelgaards bygning og rum er noget helt andet end den traditionelle hvide kube – der er bindingsværksvæge og måske allervigtigst så er parken rundt om Gammelgaard hele tiden tilstede når man går rundt i rummene. Der er vinduer og døre overalt, så vi besluttede lige fra starten, at vi ville bruge haven så meget som muligt. At vi fik Seimi Nørregaard med på ideen var simpelthen helt perfekt – hendes installation får folk stil at løbe rundt i zig-zag hele vejen rundt om huset. Og det er så åbent og let tilgængeligt, at virkelig mange får lyst til at være med. Vi hørte fra stedets leder, at der var en 90årig dame der havde løbet rundt i buskene efter en af Seimis ledetråde.

Thomas Boström: Gammelgaard fungerer som kulturinstitution med en række af forskellige tilbud om musikarrangementer, billedkunstudstillinger, kulturrejser og rummer desuden keramikværksted og faciliteter til male- og tegneundervisning. Altså har huset dagligt nogle brugere, der har et helt andet tilhørsforhold til stedet, end hvad man finder på de københavnske udstillingssteder. Dette rummer et stort potentiale for at tage kunstværkerne til sig - eller frastøde sig dem – når man har en personlig forankring i det sted, hvor udstillingen foregår. Forhåbentlig er det med til at kvalificere smagsdommen, at udstillingen bliver brugt tilbagevendende og på daglig basis i modsætning til mange andre gallerier og udstillingssteder, der står lidt tomme hen i hverdagene.

Majken Kramer Overgaard: Derudover gav Gammelgaard os fuldstændig frie rammer til at vise den kunst, vi gerne ville. Institutionen har tidligere fokuseret meget på bl.a. kunsthåndværk, men fik sidste år en ny kunstnerisk leder, Anne Retz Wessberg, der gerne vil skabe en anderledes profil for stedet. De har planer om en større tilbygning til næste år og vil gerne satse på samtidskunsten, så vores udstilling har også været et pilotprojekt for Gammelgaard, hvor vi fik lov til at boltre os og udfordre stedets traditionelle rammer og det samarbejde har været interessant for begge parter. Vi har bl.a. skulle tænke på at udstillingen også skal være tilgængelig for et andet publikum end det traditionelle, museums- og gallerigængere, det kan mærkes i ophængningen og i vores formidlingsmateriale. Vi har gerne villet gøre udstillingen så tilgængelig som overhovedet muligt. Og indtil videre har vi fået super god respons fra stedets brugere og god opmærksomhed fra lokalpressen. Lokalbladet i Herlev har f.eks. skrevet om udstillingen fire gange og stedet har haft langt flere besøgende, end de plejer i den tid udstillingen har været åben.

Thomas Boström: Men selvfølgelig er det altafgørende, at stedet har nogle gode rammer for at skabe en større udstilling, som vi har gjort. Jeg håber yderligere, at bolden er givet videre til andre kunstnere og kuratorer, der søger et nyt sted at udstille. Tanken om periferien som konceptuelt afsæt ser jeg som en kunstnerisk strategi, der holder. Vi har fået et fint indblik i hvordan udstillingssted, kommune, lokale medier og erhverv arbejder sammen om at bære kunsten frem.

Seimi Nørregaard: Ledetråde,

Hvad er det egentlig for en overgang, I vil beskrive, eller rettere, mellem hvilke poler er denne overgang spændt ud?

Majken Kramer Overgaard: Begrebet ”overgangen” dækker over mange af de strategier, der er til stede i værkerne, én af de vigtigste er de mediale overgange, der kendetegner alle værkerne, der er med på udstillingen. Der er ingen af værkerne, der holder indenfor det der traditionelt kendetegner eksempelvis fotografi eller installation. Ebbe Stub Wittrups fotografier har eksempelvis meget maleriske træk, Louise Holmgrens arbejder med det, man nok vil kalde fotografiske installationer og Søren Jensens installationer er en skønsom blanding af skulptur, installation og arkitektur.

Thomas Boström: Én af de præmisser, som jeg finder udstillingen grunder på i forholdet til ”overgangen” er netop grænsen mellem by og land. Et sted til forhandling. Noget der kan vokse eller svinde. Herlev som en oase eller et røvsygt sted for langt væk fra Rådhuspladsen. Et forhold mellem Herlev og København, der også har været uomgængelig i den pressedækning, vi har fået og som sådan også må medtænkes i den oplevelse, vi ønsker at give videre til den, der kommer og ser udstillingen.

Jens Brink: House + Lift,

Søren Jensens to objekter "centrum parasol" og "prototype" danner ved at stå midt i udstillingen, og ved at adskille sig markant fra de andre værker, en slags omdrejningspunkt. På samme måde danner Seimi Nørregaards udendørs lydinstallation "Ledetråde" en slags ramme for det hele, ved fysisk at gå næsten hele vejen udenom huset. Hvad er det der sker mellem de to værker, og hvad synes I at det gør for værkerne imellem dem? Jeg kunne rigtig godt lide, hvad det I gjorde ved Jakob Hunosøe og Louise Holmgrens værker, for eksempel, selvom jeg ikke er helt sikker på præcis hvad det var.

Magnus Kaslov: Både Sørens og Seimis værker foregår rumligt og kræver, at man bevæger sig rundt om/I dem for at opleve dem. Seimis værk hiver udstillingen ud i haven, og Sørens Centrum Parasol hiver haven ind i udstillingen.

Det var et ønske fra starten at aktivere den store og meget fine park rundt om Gammelgaard, og det gør Seimis værk eminent godt. Værket overtager eller bruger haven som omspændes af farvede snore og af større og mindre installationer rundt omkring. Gammelgaards hovedbygning har nogle enormt flotte rum. Bygningen er forhuset fra en gammel storgård fra 1700tallet, og vi ville rigtig gerne bruge rummene og ikke kun væggene.

Sørens værk går i dialog med Gammelgaards gamle fine rum og bruger dermed Gammelgaards rammer på en lignende måde, som Seimis værk bruger haven. Haven kommer også til syne i Anne Marie Plougs og Ursula Andkjær Olsens 10 grafiske samarbejder. Billederne, hvis motivkreds er skove og græs og grene, hænger mellem vinduerne ud til Gammelgaards have, og man kan næsten ikke lade være med at se sammenhænge mellem på de grønne grene i værkerne og dem i haven. Og når Ursulas digte, der indgår i værkerne, taler om hække og spiren, så leder det også tankerne udenfor.

Forhåbentligt kan den rumlige bevidsthed, som Sørens værker aktiverer - næsten fremprovokerer - synliggøre de rumlige elementer, der er i resten ophængningen. Fx. blander Louise Holmgreen på udstillingen for første gang sine billeder med stencil-tekster skrevet direkte på væggen. De grå tekster - en ene halvt hen over en døråbning - giver Louises ophængningen en sammenhængskraft, åbner for en dialog mellem værkerne og tilfører fotografierne en rumlighed.

Den rumligt orienterede ophængning går også igen i Ebbe Stub Wittrups værker, hvor ophængningen skaber forløb og næsten filmiske sekvenser værkerne i mellem.

Thomas Boström: Jakob Hunosøes eksteriørbilleder danner også en nærmest superrealisme i rummene og særligt billedet yellow bags tilfører hovedhuset et forsvindingspunkt, der på meditativ vis retter beskuerens blik langt væk ud mod et nærmest ingenting. Hunosøes billeder kommer derved til at udvide stedets rummelighed, men også forstærke et indtryk af et mentalt rum, der vel egentlig er uendeligt. •

Jeannette Ehlers: Ventilate (part one), 2007. 3:42 min. DVD edition: 1/7		Jeannette Ehlers: Ventilate (part one), 2007. 3:42 min. DVD edition: 1/7

Rasmus Riemann: Drøm, 2007. 7:30 min. DVD edition: 3+1 a.p.

Rikke Benborg: Untitled (for all the times I've used my sexuality to get something I want)2007, loop (ca. 1 min.). DVpal overført til dvd edition: 6+2 a.p.		Rikke Benborg: Untitled (for all the times I've used my sexuality to get something I want)2007, loop (ca. 1 min.). DVpal overført til dvd edition: 6+2 a.p.