Interviews: Carnegie Art Award 2006

Karin Mamma Andersson: Vi arbetar alltid nära varandra utan att veta om det, 2005. 2 stk. hver 61x161 cm. Olie på lærred

Juryen for Carnegie Art Award 2006:

Ina Blom

Førsteamenuensis, IFIKK, Afdelingen for kunsthistorie, Oslo Universitet, Oslo

Maaretta Jaukkuri

Overinspektør, Museet for Nutidskunst, Kiasma, Helsinki

Lars Nittve (formand)

Museumsinspektør, Moderna Museet, Stockholm

Halldór Björn Runólfsson

Ph.D. i kunst og seniorlektor, Islands Kunstakademi, Reykjavik

Poul Erik Tøjner

Museumsdirektør, Louisiana Museum for Moderne Kunst, Humlebæk

Suzanne Pagé (gæstemedlem)

tidligere Direktør, Museé d'art Moderne de la Ville de Paris, Paris

Carnegie Art Award 2006 priser gik til:

1. pris: Karin Mamma Andersson, Sweden

2. pris: Eggert Pétursson, Iceland

3. pris: Petra Lindholm, Finland

Scholarship: Sirous Namazi, Sweden

Karin Mamma Andersson: About a Girl, 2005. 2 stk. hver 61x161 cm. Olie på panneau		Karin Mamma Andersson: Samla tankarna, 2005. 110x150 cm. Olie på panneau

Poul Erik Tøjner er direktør for Louisiana Museum for Moderne Kunst og jurymedlem for Carnegie Art Award

Hvad synes du om de nominerede værker overordnet betragtet?

Generelt er der tale om et stærkt hold, når man kigger på de 21 nominerede. Der er meget fortællestof der har bevæget sig ind i malerierne, samtidig med at de mere konceptprægede traditioner også er repræsenteret. Alt i alt har vi at gøre med et meget levende felt.

Var der nogle overraskelser iblandt?

Det var overraskende at bemærke, at der selvom man længe har talt om at maleriet er dødt, faktisk var en lang række gode malere imellem. Maleriet har jo en selvfølgelighed medielt set, men jeg oplever, at det netop er det konventionelle ved maleriet, som muliggør at kunstneren kan bruge det på en ny måde. Ved at arbejde med maleriet på trods af mediets selvfølgelighed, skabes der en frigørelse til at udforske ud over mediet, og det er det, vi ser nu. Det maleriske har stadig en fascination, og det er egentlig mærkeligt, når man tænker på, hvor mange konkurrerende medier der findes i vores globaliserede tid.

Hvorfor valgte I at give førsteprisen på 1.000.000 SEK til netop Karin Mamma Andersson?

I juryen begrundede vi blandt andet tildelingen af prisen med Anderssons relancering af det fortællende potentiale i maleriet. Et særligt slående karakteristika ved hendes arbejde er den hyppige repræsentation af malerier og andre billedudtryk inde i selve værket. Gennem en sofistikeret og ofte overraskende brug af billeder i billedet forstærker hun fornemmelsen af den visuelle særegenhed som maleriet har.

Der er jo meget alsidighed i de 21 nomineredes værker. Var det vanskeligt at nå til enighed om de 4 vindere?

Man kan ikke sige det var svært at blive enige, tværtimod viser det sig rimelig hurtigt hvilke fem-seks værker, der skiller sig ud. På en eller anden måde har den æstetiske dom sine veje og vildveje, for der var i hvert fald relativ enighed. Det er forbløffende og kan være udtryk for to ting: enten må man tro på den æstetiske fornuft, eller også er der tale om, at vi alle er mere eller mindre hjernevaskede fra det samme institut.

Men den procedure, der er forbundet med uddelingen af denne her pris, er god. Dem der i første omgang nominerer, inden vi som jury kommer ind i billedet, er folk fra de forskellige nordiske lande. Folk som følger de respektive kunstscener tæt, hvilket vi andre ikke har mulighed for at gøre på samme måde. De vælger så en række kunstnere, hvorfra vi sammensætter listen med de 21 kunstnere, der er med på udstillingen og indstillet til prisen. Proceduren er rigtig fin, og det er godt, at man på den måde fordeler magten på flere øjne.

I forbindelse med udvælgelsen var det i øvrigt sjovt at møde andre fagfolk og blive tvunget til at diskutere længe om de enkelte værker, uden at det var fordi, vi hver især skulle købe dem. Det er usædvanligt for museumsfolk at mødes på den måde, og at få lov til at tale så relativt meget om kunsten. Det var givende, meget givende faktisk.

Hvad betyder denne her pris for den nordiske kunstscene?

Prisen betyder først og fremmest meget for de nordiske kunstnere. For dem der vinder den her pris, - som er rigtig mange penge for den enkelte kunstner -, er der tale om en væsentlig forbedring af kunstnerens muligheder for at arbejde med sin kunst.

Men rent markedsmæssigt tror jeg ikke, det har en særlig stor betydning. Det har fx ikke den effekt, at den nordiske kunstscene kommer til at fremstå særlig homogen med en særlig nordisk tone eller et særlig nordisk lys. Det kan man heller ikke sige er tilfældet, når man kaster et blik hen over de nominerede værker.

Prisen medvirker sådan set bare til en regional eksponering; en belysning af at der lever mange gode kunstnere på vores breddegrader. Prisen skaber på den måde en vis opmærksomhed og lydhørhed over for de pågældende kunstnere, men er som sådan et ukontroversielt greb, der blot sætter fokus på disse. •

Eggert Pétursson: Untitled, 2004-2005. 195x210 cm. Olie på lærred		Eggert Pétursson: Untitled, 2003-2005. 190x170 cm. Olie på lærred

Petra Lindholm: Until (still), 2004. 9:40 min. Video mini DV		Petra Lindholm: Until (still), 2004. 9:40 min. Video mini DV
Petra Lindholm: Until (still), 2004. 9:40 min. Video mini DV		Petra Lindholm: Until (still), 2004. 9:40 min. Video mini DV

Sirous Namazi: Sign, 2003. 402,3x359x78 cm. Aluminium, anodiseret blik, 16 spots

Sirous Namazi: Uden titel, 2002. 150x150 cm. C-print

Lise Blomberg Andersen: I landet med de røde bær, 2005. 30x40 cm. Akryl og olie på lærred

Lise Blomberg Andersen

Det har selvfølgelig været dejligt at blive eksponeret og at udstille seks forskellige steder uden for Danmark.

Hvad tænkte du samlet set om de nominerede og din egen indplacering i det felt?

Altså, jeg kunne godt forstå deres koncept, og at de vil have en bredde i alder. Der er forskellige generationer repræsenteret, og det synes jeg, er tiltalende At man ikke strømliner det ud fra én tendens eller generation. Jeg er tilhænger af mangfoldighed, og der er nogle af de kunstnere, der er her, som jeg ellers ikke ville se mig selv i sammenhæng med. Men den spændvidde der er skabt med konceptet, er meget interessant. Jeg bifalder konceptet, men hvis jeg selv skulle have kurateret en udstilling, så ville den have set anderledes ud.

Hvad synes du om den massive markedsføring, der knytter sig til Carnegie prisen?

Det er helt vildt rart. Det er det, der normalt er en belastning, når man skal lave en udstilling: at søge penge til fx katalog og andre ting. Der er ofte så meget, der ikke er styr på og økonomien giver en grå hår i hovedet. Det er meget rart ikke at skulle koncentrere sig om dét i forbindelse med den her udstilling. Jeg synes, det helt grundlæggende er sjovere at male malerier, end det er at søge penge. Derfor er det dejligt, at der bliver taget hånd om det. •

Lise Blomberg Andersen: I et land der er smukkere end dette, 2005. 40x50 cm. Akryl og olie på lærred		Lise Blomberg Andersen: Uden titel, 2004. 40x50 cm. Akryl og olie på lærred
Lise Blomberg Andersen: Ude liv, 2005. 40x50 cm. Akryl og olie på lærred		Lise Blomberg Andersen: Fuglen sover bare, 2005. 30x40 cm. Akryl og olie på lærred

Jesper Christiansen: Quattro Stagioni (Apartment 1992–2001), 2005. 180x180 cm. Akryl og gesso på hørlærred

Jesper Christiansen: Construction of the Memory (Apartments 1955–1992), 2004. 180x180 cm. Akryl og gesso på hørlærred		Jesper Christiansen: Construction of the Memory (House 2001–2004), 2005. 180x180 cm. Akryl og gesso på hørlærred

Steingrímur Eyfjörd: Altered State, 2005. 160x150 cm. Lak på aluminium (og dvd)

Erik A. Frandsen: Hyacinter i glas, 2005. 260x260 cm. Bearbejdet spejlblankt stål		Erik A. Frandsen: Liljer i keramisk vase, 2005. 260x260 cm. Bearbejdet spejlblankt stål

Erik A. Frandsen: Flash (part 1), 2005. hver 80x60 cm. Olie på aluminium		Erik A. Frandsen: Flash (part 2), 2005. hver 80x60 cm. Olie på aluminium		Erik A. Frandsen: Flash (part 3), 2005. hver 80x60 cm. Olie på aluminium
Erik A. Frandsen: Flash (part 4), 2005. hver 80x60 cm. Olie på aluminium		Erik A. Frandsen: Flash (part 5), 2005. hver 80x60 cm. Olie på aluminium

Jan Håfström: The Universal Code, 2004. 100x100 cm. Akryl på træ

Jan Håfström: The Seventh Round, 2004. 100x100 cm. Akryl på træ		Jan Håfström: Ticket from Caesar, 2004. 100x100 cm. Akryl på træ

Maria Lindberg: Wrong Number, 2002. 34x44 cm. Akryl på papir

Maria Lindberg: Low Prize, 2001-2002. 76x56 cm. Akryl på papir		Maria Lindberg: Straight and not so straight, 2002. 43x38 cm. Akryl på papir
Maria Lindberg: Unrecognizable Face, 2002. 43x38 cm. Vægmaleri		Maria Lindberg: Skuggan av ett dött träd, 2004. 50x37 cm. Akryl på papir

Josefine Lyche

For mig der er ganske nyuddannet fra Oslo Kunstakademi for to år siden, har det betydet utrolig meget. Som at gå et level op, at folk tager mig mere alvorligt.

Jeg har rejst rundt og arbejdet med at lave mit værk på de her forskellige gode udstillingssteder. Så for mig har det været fantastisk og også lidt en skole: at lære at snakke med journalister, og at lære hvordan det hele foregår.

Du maler direkte på væggen, og derfor er dit værk jo specielt på den måde, at du ikke bare lige kan sende det til Nice. Du er tvunget til at tage ud og lave det påstedet. Har det ikke givet dig en anderledes oplevelse?

Jo, selvfølgelig fordi jeg netop har været hvert sted en uge med alle teknikerne, og derfor også har været med til alle åbningerne og alle pressemøderne.

Så du har fået god træning?

Ja, og jeg vandt jo ikke nogen pris, men alligevel så føler jeg, at det har været mere værdifuldt for mig, end hvis jeg havde fået et stipendium på et hundrede tusind. Så jeg har været så glad, og jeg har fået mulighed for at forandre mit arbejde flere gange, hvilket jeg også har dokumentationer af. Jeg har lavet samme teknik, men forandret farve og størrelse.

Så dit værk har været nyt hver gang.

Ja, det har været nyt og unikt.

Hvorfor arbejder du direkte på væggen?

Det er fordi, at når jeg sliber på malingen, så er det væggens struktur, der bestemmer, mønsteret der kommer frem i mit billede. I modsætning til hvis det havde været malet på en plade eller noget. Så det er ligesom væggens historie - hvor der har været slået gamle søm i, hængt andre værker etc. - der træder frem og laver mønstre i mit arbejde. •

Josefine Lyche: Untitled #9 (Copenhagen), 2004-2007. variable mål Spartel og akrylmaling på væg

Ole Jørgen Ness: Amnosia V, 2005. 190x140 cm. Olie på lærred

Astrid Nondal: Falle i kjærlighed, 2005. 140x165 cm. Olie på lærred		Astrid Nondal: Utvalgt, 2004/2005. 140x165 cm. Olie på lærred

Jón Óskar: Crossing the Delaware, 2005. 205x250 cm. Olie og bivoks på lærred		Jón Óskar: Hannes at the Tate, 2005 cm.. Olie og bivoks på lærred

Finnbogi Pétursson: Dream, 2004. Variable mål Lyd, sinus-lydbølger, elektronik, vand, lys Finnbogi Pétursson: Dream, 2004. Variable mål Lyd, sinus-lydbølger, elektronik, vand, lys

Henrik Samuelsson: Vintergata, 2003. 216x180 cm. Blandingsteknik på lærred		Henrik Samuelsson: Liten Hägring, 2003. 216x180 cm. Blandingsteknik på lærred		Henrik Samuelsson: Ytan och ytan, 2004. 216x180 cm. Blandingsteknik på lærred

Marjatta Tapiola: Kasvot 2, 2005. 195x152 cm. Olie og tempera på lærred		Marjatta Tapiola: Kasvot 3, 2005. 195x152 cm. Olie og tempera på lærred

Kira Wager: Graffiti 2.4, 2005. 130x325 Olie på pvc

Kira Wager: Graffiti 2.8, 2005. 140x210 cm. Olie på pvc		Kira Wager: Graffiti 2.9, 2005. 98x148 cm. Olie på pvc

Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film		Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film		Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film
Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film		Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film		Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film
Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film		Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film		Magnus Wallin: Anatomic Flop, 2003. 3 min. 3D-animeret film

Rafael Wardi: Meeting at Sea, 2005. 160x120 Tør pastelmaling på papir Rafael Wardi: The Seven-Armed Sun, 2004. 100x180 Tør pastelmaling på papir

Kathrine Ærtebjerg

Det at have været med på udstillingen har betydet, at mine værker selvfølgelig er blevet vist de her flere forskellige steder, hvoraf København jo er det syvende. Men helt konkret så kom jeg med på en udstilling i München på baggrund af Carnegie-udstillingen. Det var en svensk og en finsk kurator der så mine ting i Stockholm, og som så inviterede mig med til udstillingen i Tyskland. De kendte ikke mine ting i forvejen, så det kan godt føre noget med sig.

Desuden har de været virkelig søde og vildt professionelle alle de her svenske damer, som har stået for det, og som jeg har været i kontakt med. Så der har været en rigtig god stemning omkring det, og på den måde har det jo bare været dejligt at få opmærksomhed.

Kathrine Ærtebjerg: Drømmene (torsdag), 2005. 204x206 cm. Olie på lærred		Kathrine Ærtebjerg: Drømmene (lørdag), 2005. 200x200 cm. Olie på lærred