Interview: Tove Storch

Tove Storch på Kirkhoff

Du har valgt at iscenesætte din udstilling ved at mørklægge gallerirummet. Hvad skyldes denne sætten i scene?

For første er mørket praktisk – for at man bedre kan se diasprojektionerne. For det andet er mange af værkerne på denne udstilling nærmest kulisseobjekter med en forside og en bagside, og det er den teatralske iscenesættelse ligesom med til at understrege. Kulisser er jo også tit flader, der mimer rumligheder, og denne dobbeltbetydning er tit det jeg kredser om i mine værker.

Du leger meget med beskuerens forventninger og skaber en række illusioner i dine værker – som f.eks. den store sten man møder allerførst, når man træder ind i rummet. Først efter man får bevæget sig rundt i udstillingen opdager man, at stenen faktisk er halveret og hul og slet ikke nær så tung som dens materialitet ellers postulerer. Hvad betyder den slags punkterede forventninger for dit kunstneriske projekt?

Jeg ved godt at det er det mine værker tit kommer til at spille på, men faktisk er det lidt mere en sidegevinst, end det er det egentlige mål. Det der interesserer mig er at spørge til hvordan man kan lave en skulptur, og egentlig ikke det at udtænke visuelle tricks som snyder beskuerens perception.

Jeg har nogle hovedregler for hvad en skulptur er; nogle gammeldags banale forklaringer, som jeg prøver at bruge: Det er noget som fylder i rummet. Det er noget der er hævet op fra gulvet etc.… Altså jeg laver ikke skulpturerne umiddelbart, men prøver at fremmane dem, og dermed spørge til hvad rumlighed er for noget...

Tove Storch på Kirkhoff

Så kan man sige, at din udstilling også handler om hvad det vil sige at være skulptør?

Ja, måske...

For at vende tilbage til illusionen, så er mange af dine skulpturer egentlig 2-dimensionelle, men fremstår via dine illusoriske greb som 3-dimensionelle og spiller altså på vores opfattelse af omgivelserne. Er dit projekt en viderebearbejdning på barokkens trompe l’oeil effekt, hvor beskueren udsættes for synsbedrag?

Nej, altså ikke bevidst. Jeg går aldrig frem med et helt konkret emne jeg vil arbejde med. Men jeg tror helt klart jeg kommer i berøring med en hel masse klassiske undersøgelser af rumlighed, optik og perception.

Det virker i hvert fald som om du bearbejder nogle meget universelle kunstneriske overvejelser i dine værker. Oplagt er det måske så at spørge ind til det helt basale - hvad betyder det at formgive for dig?

Åh... Materialefornemmelse er meget vigtigt, ligegyldigt om værket er fladt, rumligt, eller f.eks. en video. Det at formgive har nok også noget at gøre med det jeg sagde lige før, om at lade sig føre af nogle banale forklaringer på hvad der er ”rigtigt”, og så forsøge at handle enten meget bogstaveligt eller meget misforstået i forhold til dem. Jeg har f.eks. også en slags regel om, at jeg ikke selv må formgive. Der er tit et lag af noget ready-made eller noget stjålet i mine skulpturer - noget der er besluttet af andre parametre.

Tove Storch på Kirkhoff

Kan du prøve at forklare med det med et eksempel fra udstillingen?

De to lysbilleder – den blå og den gule volumen er på en eller anden måde ready-mades. Det er nogle genkendelige ting: en stang og en kube, men samtidig har de også en abstraktværdi som nogle helt enkle geometriske former. Stenen er også en funden genstand. Den er et objekt. Den er unik, men alligevel er der uendelig mange af den, og jeg kunne nemt have valgt en anden. Den er en funden genstand som ikke har alt for mange ladninger og betydninger. Ting skal helst vedblive at være ”frie” – de skal ikke låses fast i blikket. De skal være abstrakte samtidig med de er noget konkret for at jeg kan bruge dem.

Hvad skal der så til før et objekt får en skulpturel tilstedeværelse?

Alle tingene i denne her udstilling har at gøre med den billedlige overflade af lys og skygge som definerer form. F.eks. rullemaleriet har et forløb og guldstoffet changerer … En fladhed og en rumlighed er lagt sammen og giver en skulptur.

Tove Storch: UT (blå volumen/blue volume), 2007. 48,4 x 49 x 75,5 cm. Japanese paper, wood, metal wire, slide projection Tove Storch: UT (gul volumen/yellow volume), 2007. Installation dimensions variable MDF, slide projection, black lacquer

Hvis vi tager fat i blomsterprojektionen, så skiller den sig umiddelbart lidt ud. Her ser vi ikke en volumen, men noget meget mere figurativt og håndgribeligt: En buket blomster i en vase. Kan du forklare lidt om det værk?

Det er et værk jeg lavede til en udstilling i Wien for et år siden. Det opstod fordi jeg lavede en række værker som var asymmetriske objekter der roterede, og på den måde blev de til stillestående symmetriske genstande – en slags vaser. Jeg viste et rødt roterende objekt på en sokkel og projekterede blomstervasen på gulvet ved siden af. Efterfølgende har værket løsrevet sig, og er blevet til noget selvstændigt. En blomsterbuket er en dekorationsgestand, men også en arrangeret og komponeret farve og objekt sammensætning – ligesom en skulptur: Den er samtidig noget man kan have i sit hjem - og en helt klassisk ting at stille til ferniseringen...

Dvs. den udspringer af en anden klassisk form: den gamle antikke vase. Men hvordan kom så springet fra at være interesseret i selve formen til rent faktisk at skabe en projektion med en konkret blomsterbuket?

Det er nok fordi jeg har lavet en masse værker som handlede om at repræsentere genstande som ikke var der. Sådan fungerer blå og gul volumen sådan set stadig. Med blomsterprojektionen spurgte jeg mig selv hvor simpel man kunne gøre denne gendannelse, og stadig have fornemmelsen af et objekt i stedet for et billede. Det blev til dette ” billige hologram” som står på gulvet som en rigtig vase. Jeg kunne også godt lide det blege dias i et oplyst rum, det havde en sarthed som jeg synes er meget vigtig.

Tove Storch: UT, (blomsterprojektion/flowerprojection), 2007. Installation dimensions variable Slide projection Tove Storch: UT (rødt rullemaleri/red roller painting), 2007. 40 x 37 x 17 cm. Wood, acrylic, metal

På ferniseringsinvitationen til udstillingen ser man et s/h foto af en bog, hvor indholdet er skåret ud. Det peger på en distinktion mellem form og indhold. Bliver form til indhold på din udstilling?

Ja, det kan man vel godt sige... Billedet på invitationen er lidt af en vits – hvad mon der gemmer sig indeni bogen af alle mulige kloge, store tanker – og så er det bare et hemmeligt rum. Det kan jeg godt lide. Bogen bliver også til et konkret objekt eller en skal i stedet for en åbning ind i en abstrakt verden, så ja, på den måde bliver formen vel til indhold...

Jeg tænker også billedet af bogen som en slags titel. Udstillingen har ikke en titel, men jeg bruger billedet til at forstå sammenhængen mellem værkerne. Som en slags samtalepartner... •

Tove Storch: UT (svævende flade/floating surface), 2007. 45,5 x 150 x 215 cm. Silk satin, metal		Tove Storch: UT (udhulet sten/hollowed stone), 2007. 71,5 x 118 x 52 cm. Stone

Tove Storch: UT (hængt papir/hung paper), 2007. 124 x 61 x 134 cm. Ink jet print, metal

Tove Storch: UT (skyggebillede/shadow picture I), 2007. 122 x 82 cm. Print		Tove Storch: UT (skyggebillede/shadow picture II), 2007. 122 x 82 cm. Print		Tove Storch: UT (skyggebillede/shadow picture III), 2007. 122 x 82 cm. Print