Interview: Tal R

Tal R: the sum på Louisiana

Hvad betyder en solo-udstilling på Louisiana for dig?

Ja, altså hvad tænker du på?

Er det en stor ting eller hvordan?

Jeg kan huske, da jeg gik på akademiet, og Louisiana lavede den der Danmark-Skåne udstilling. Det var helt fantastisk at udstille på Louisiana. Det var ”unbeatable”. Du var på akademiet, og du fik en kode ,og når du f.eks. skulle sætte dine ting op, så kunne man gå ind cafeteriet og selv tage mad. Det, synes jeg, var så stort. Det betød, at man trak opsætningsperioden ud i op til 9 dage, så man bare kunne spise deroppe hver dag. Jeg kan huske en fest, vi holdt deroppe, hvor Superflex lavede sauna på stranden og alle kuratorerne var nøgne i vandet - det var ret fantastisk. I dag ser jeg en udstilling på Louisiana som en appelsin i turbanen for Louisiana og en appelsin i turbanen for mig.

En win win situation?!

Det ved jeg ikke. Det kan godt være, at der kommer en gaveregn bagefter. Måske siger de i 7eleven "vi lukker en time senere, fordi du er udstillet på Louisiana". Jeg har ingen ide om, hvad det egentlig betyder. Det har betydet noget, fordi den type billeder, jeg har lavet til den her udstilling, det er et projekt som startede lidt af sig selv for 7 år siden, hvor jeg bare havde 7 spande maling. Den har ikke haft noget naturligt punkt, hvor den kunne stoppe. Det er sådan lidt en klemme, man har sat sig selv i. Den klemme har egentlig været meget produktiv, for jeg kunne sagtens blive ved med at lave billeder med 7 farver. Men ligesom vi har opfundet jul til at give hinanden gaver, så har vi opfundet en udstilling, hvor man kan sige, at det er ved dén udstilling, at dét eksperiment stopper.

Tal R: Fugle og Frugter, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon and paper on canvas, 2 panels		Tal R: Svarta Blomma, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon and paper on canvas, 2 panels

Er det derfor, udstillingen hedder the sum?! Fordi den gør status over, hvad du har arbejdet med de seneste år?

Ja! det er simpelthen summen af det her arbejde. Generelt så er ordet sum, udover at det ligger godt i munden, et udmærket ord til at beskrive hvad det overhovedet vil sige at lave kunst. At det er summen af en erfaring, det er summen af et spørgsmål du har stillet.

Du har også kaldt en udstilling Minus? Står the sum i forhold til den?

nårh..., jo selvfølgelig. Den var en del af projektet med 7 farver. På en måde kan man sige, at man går sidelæns til sit arbejde. Det betyder, at spørgsmålet er her, at ens interesse er her, men at figuren som, man går og venter på, ligger et andet sted. Det er ret besværligt. At man spørger i den retning, og man håber at svaret kommer lige foran ens hånd, men så ved man jo godt fra livet generelt, at det dukker op lige ved siden af. Den, der stiller et spørgsmål, forestiller sig også ret ofte svaret på forhånd.

Derfor er man nødt til at være ret så opportunistisk og vælge, så nogen gange dukker det op et andet sted. Men aldrig lige foran, der hvor man har stillet spørgsmålet.

Når du underviser, siger du til dine studerende: "Jeg ønsker ikke jeres hjerteblod, men I skal sysle med tingene" Hvorfor er det vigtigt at sysle med tingene?

Faktisk er der to ting. Da jeg sagde det med at sysle i et interview i weekendavisen, så mente jeg faktisk i forhold til workshops. Hvorfor giver det mening for en kunstskole i Norge at komme herned en uge og lave mine ting? Udover at det er godt for mig at få lavet mine ting af nogen andre? Jeg siger til dem med det samme, at jeg ikke beder om deres ypperligste....

Så det var ikke i forhold til deres egen kunst?

Nej, men der er en bro over til det. Broen til eleverne er at... altså folk kommer ind på en kunstskole, de går op ad trapperne med en særlig forestilling om, hvad det er de skal lave, og hvordan de skal lave det. Med bedste John Kørner sprog, så har kunstnerne altid problemer. Dit værk bliver skabt af de selvskabte problemer. Et punkt til at overskride den forestilling om, hvad det er at lave kunst, er at slippe. Slippe alt det med at det skal være fantastisk, at det skal være unikt. Det sted, du placerer dig, er noget i stil med at strikke. Når du strikker, gearer du dit apparat ned. Du tager små beslutninger. Så tager du den beslutning nu. Så tager du den beslutning en gang til, men næste gang tager du den der, og så spreder den sig til to beslutninger. Du kommer ind i et naturligt forhold til at tage beslutninger. Et meget afslappet og meget nedkogt forhold. Og uden at du lægger mærke til det, snyder du dig selv ind i fantastiske beslutninger, i uforudsigelige beslutninger,,, du glider ind i det... Du har ikke den følelse, at du springer ind i et punkt, du glider ind i det...

Tal R: Superway, 2004. 200 x 200 cm. Oil on canvas		Tal R: Hüsker Dü, 2004. 250 x 250 cm. Oiland paper on canvas

Sysleriet er jo en meget tidsbetonet og monoton aktivitet...

Normalt når vi løser problemer, så sætter vi os ned og taler om det. Og så kan det godt være, man løser det mentalt. Men nogen gange, skal man bare gå rundt nogle dage med sine spørgsmål. Når du næsten er ved at blive træt af at tænke over dem, så klikker de på plads. Når vi som kunstnere stiller spørgsmål - vi vil godt male det og det, jeg vil godt bygge det og det – ja, så er der allerede en klar forestilling og forventning. Og så opstår der problemer. Måske er det egentlig, fordi hjernen er et ret fantastisk sted. Der er alle mulige forskellige strategier, du kan bruge til at angribe dit stof. En af dem er bare at tænke sig om. En anden er din erfaring og din fornemmelse. Sysle er en anden måde...

Man kan jo bryde forventningen ved at skuffe sin beskuer. Du har arbejdet med det begreb – at skuffe?

Skuffe er i mangel på bedre. Skuffe er et rigtig godt ord. Også fordi skuffe har en moralsk undertone. Når I ligger der ved siden af hinanden i sengen, og du kigger over på hende, og hun siger "jeg er skuffet"... den er ikke god.... Det er lige før man skifter religion. Skuffelse har en vis pondus.

Hvis hun siger, jeg er skuffet, så ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op.. Siger hun at jeg er vred, så kan jeg handle på det. Skuffelse gør én afmægtig.

Skuffelsen lammer. Det formår et kunstværk nogen gange. Jeg kan godt lide, når et kunstværk kan sige velkommen til beskueren på en almindelig måde. På det sidste billede, jeg lavede til Louisiana, ser man en dame med en knold i nakken, der står og kigger ind på en seng. Hvis du giver det til en gymnasieklasse kan de skrive en dansk stil om, hvad der foregår; hvorfor har hun knold i nakken? Hvorfor er sengen så smal og høj, og hvorfor er der sådan en underligt gitret vindue? Dertil kan vi alle manøvrere. Uanset hvor du kommer fra, kan du sidde og fabulere. Så langt så godt, dertil kan du være med, du kan skrive en stil. Men kigger du videre rundt i rummet, kan du se, at de skygger, de forskellige objekter kaster, lægger sig underligt. Man forstår godt, hvad jeg har villet oppe i loftet... der er noget lys, der er blevet kastet ind, og det skaber et mønster på de forskellige flader. Man går ind i billedet og har en klar forestilling om, hvordan man kan lægge det billede ned. Man kan godt lægge den historie ned om en stakkels kvinde med en knold i nakken, der kigger på hendes skæbnes rum. Men så er der et eller andet, som danser, en underlig anden mulighed i billedet, der gør en almindelig aflæsning en lille smule fumlet. Den skuffelse, der ligger for beskueren, er, at billedet egentlig ikke rigtigt fungerer, billedet lover noget det løber lidt væk fra. Trækker lidt til højre eller trækker lidt til venstre.

Tal R: Death of a Lady, 2007. 250 x 250 cm. Oil on canvas		Tal R: Name, Year and Departure, 2007. 250 x 250 cm. Oil on canvas

Hun er også mærkeligt skåret igennem...

Mærkeligt skåret igennem og den hånd der har sagt værsgo, den står og dirrer lidt. Det moment, du talte om før, hvor man er lammet, ja, enten så forbliver du lammet, eller du kan lave et nyt spring. Hvis du gør det nye spring, er det et fantastisk billede, du har skabt for folk. Skuffelsen giver den næste chance. Hvis værket gør de andre ting, du beskrev... hvis man er vred, bokser man videre, hvis værket forarger, så er du i gang, men værket gør sådan her... øøøbbbhhhuuu – det er et underligt moment, et kort luftrum, hvori du har en chance for at hoppe et nyt sted hen i billedet...

Fordi billedet i kraft af skuffelsen rammer beskueren med en forsinkelse? Jeg ved, du har været interesseret i minimalismen. Er det dét aspekt, du godt kan lide ved minimalismen?

Jeg vil godt forklare om min interesse i minimalisme og i alle former for genrer. Jeg har sådan en bog, hvor jeg fotokopierer alle de ting, der interesserer mig. Hvis jeg læser om minimalisme, og der er et billede, der siger mig noget, fotokopierer jeg det i sort/hvid, og klæber det ind. Der står ikke, hvem der har lavet det... alt havner det samme sted. Hvis det er noget fra en elev, jeg har fotograferet i hans studie, eller jeg har fotograferet noget på et loppemarked eller minimalisme eller på Louisiana... i den bog ender det som et fedt. Det er ikke noget med navne, der er ikke noget hierarki bag..

Det handler ikke om kunsthistorien?

Nej. Pludselig en dag går det op for mig, at minimalisme er enormt generøst og meget humoristisk. Jeg ved jo godt, hvordan vi kunsthistorisk er blevet ført ind i minimalismen... det er toppen af pyramiden, toppen af madpyramiden. Når Mondrian har tegnet sit træ i 30 år, så laver han bare et kvadrat. Og det har vi alle sammen mere eller mindre hørt om og forstår, at det er lige før, vi banker på Guds dør. Og så står man ligesom igen ved bordet og er lammet. Men det er alt sammen bare en forestilling. Måske en bibelsk forestilling om, at der må findes en type kunst lige før…altså…så ser du sort kvadrat. To sorte kvadrater, forstår du?

Ja, det er helt fantastisk

Jamen, prøv lige at hør, fra det øjeblik - nu springer jeg lidt, jeg håber I kan følge det - fra det øjeblik, der er nogen, der har sat deres spor i sandet, så er der blevet lavet kvadrater, cirkler og trekanter. Alle mulige variationer af det. Der er ikke nogen Malevitch, der skal komme og sige, at han har patent - og det har han heller aldrig sagt. Men du spørger til min interesse for minimalisme. Pludselig gik det op for mig, at det havde en vis form for generøsitet og en enormt befriende humor, at nogen lavede et kvadrat. At nogen laver to farver ved siden af hinanden på et lærred. Lige pludselig en dag så blev jeg sådan ærkelykkelig over det. Jeg ved ikke, men sådan dum lykkelig over det. Og det er faktisk, hvad det er. Og det kan godt være, at det er lige foran Guds dør, men så er trinnet før Guds dør en kæmpe griner, og det er dér, min interesse er. Så gik det op for mig, at det er dér jeg skal sætte mit arbejde ind. Jeg lavede så The House of Prince udstillingen, som var en underlig leg med at oversætte forskelligt billedmateriale til en form for minimalisme. Jeg laver det lidt uhygiejnisk. Jeg laver det sådan upræcist. Når du ser Mondrian billeder i virkeligheden, når du ser mange af de der russiske fætre, så er de altid enormt nørklet lavet. Det er sådan noget med at male rammerne. De er uhygiejniske. Hvis du skal sige et andet ord på linie med skuffelse, så er det uhygiejne. Det er et meget godt ord, at noget er meget hævet, men det er uhygiejnisk samtidig.

Tal R: Dutch, 2004. 250 x 250 cm. Oil and paper on canvas		Tal R: Sailing Inn, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon and paper on canvas

Det er der jo en hel dansk tradition for. Albert Mertz, tidlig Kirkeby, Peter Louis- Jensen og faktisk al den kunst der udgik fra Eks-skolen...

Absolut. Det er derfor, at sådan en som Mertz stråler som en diamant. Fordi det blev sådan en kolonihave minimalisme. Og jeg elsker det. Jeg synes, at det er så vidunderligt. Jeg synes, at det er så vidunderligt, når du møder en togkonduktør, som ikke agerer togkonduktør. Når du møder en politimand, der ikke agerer politimand. Eller du møder en, der er helt vild med heavy metal, men som ser ud som dig og mig, ikke? Altså hvor de der ting ikke passer sammen. Hvor tøjsættet og interessen ikke passer sammen. Men lad os vende tilbage til Kunsthistorien. Kunsthistorien er eksklusiv – den er for dem, der har læst kunsthistorie. Men så findes der også en historie, hvor man kan sige - jamen, det er jo egentlig ret mærkeligt! Vi mennesker har som instinkt, at vi vil hore, og vi vil spise. Vi vil gerne overleve. Det er jo ikke noget, vi stiller spørgsmål ved. Men så, af en eller anden mærkelig årsag, så ligger det også som instinkt, at vi gerne vil udtrykke os. Jeg ved ikke hvorfor, Gud har lavet det så upraktisk. Hvorfor har han ikke bare lavet os sådan, at vi vil hore og spise og slå ihjel og forsvare os? Hvad er det, der gør, at jeg gør alle de her ting? Den historie er jo langt ældre end kunsthistorien. At man egentlig kan sætte sig ned og se på alle de der elementære ting fra nul. Kvadrater, trekanter, lige streger, du ved, kryds, ikke? Zigzag, ikke?

Lad os snakke lidt om udstillingen på Louisiana. Hvad består den af?

18 malerier i samme format - på nær ét. Så består den af syv vitriner, der ligger ned, hvor der ligger sådan nogle små malerier og tegninger i. Så er der så et bagrum med små raderinger, som jeg har lavet, lige siden jeg startede med at gå på grafisk skole på akademiet. Jeg startede med at trykke dem selv, og så har jeg faktisk de sidste syv år lavet over 200 tryk, som ligesom skærer igennem alle de mærkelige ting, jeg har lavet de sidste syv-otte år. Så de hænger ude bagved. De udkommer også som en bog i løbet af september.

Tal R: Title, Year, Name, 2006. 250 x 250 cm. Oil on canvas		Tal R: Minus Yesterday, Minus Today, Minus Tomorrow, 2006. 250 x 250 cm. Oil on canvas

Så udstillingen the sum er temmelig ren i forhold til eksempelvis Mor-udstillingen på Statens museum for kunst med Jonathan Meese. Den var meget mere sammenstillet, rodet og integrerede alle mulige forskellige medier - maleri, skulptur og installation, collage...

Ja, jeg forstår godt, hvad du mener. Sådan rent formel bliver det meget grafisk. Det vil sige meget horisontal og vertikal. Grundplan - op og ned, fra højre og venstre, ikke. En ting jeg vil sige: jeg tror grundlæggende, at der er en brun, som er sådan en slags sproglig brun. Jeg tror, at for mig har det egentlig været at lave nogle billeder, der sniger sig tæt op af sproget. Meget sprogligt - meget ord-agtigt, selvom der jo ikke er skrevet noget på dem.

Skematisk?

Jamen, det kan godt være, at skematisk er et mere korrekt ord, men jeg vil alligevel sige, at det er forkert. For det er ikke den måde, jeg tænker indvendigt. Men jeg siger, at billederne prøver at nærme sig den kant, hvor sproget starter. Hvor ord starter. Når du går ind på udstillingen ser du billeder, der hænger som de skal. Når du så også vender blikket og kigger på vitrinerne, der ligger ned - hvis noget ligger ned, kan det flyttes, hvis det hænger på en væg, virker det mere permanent - du skaber den her lillebitte twist. Du kan gå rundt om dem, og du kan nærmest tage dem op og have dem under armen et øjeblik og lægge dem og tage dem et andet sted hen, ikke.

Det er igen en meget elementær ting?

Ja, men jeg tror generelt at mit arbejde er elementært. Og jeg vil gerne prøve lige at specificere det der punkt, fordi det handler ikke om, at jeg siger, at kunstens historie går tilbage til hulemalerier... det er ikke romantisk. Jeg siger bare der er en masse ting, man som kunstner skal ud og lære i en institution. Men så er der en masse ting, som altid har været hos dig. Som ligger hos alle og tilhører alle. Derfor er det elementært, fordi det ikke er noget du skal ud og hente. Du opdager som kunster, at det vigtigste redskab allerede ligger i din lomme. Det er ikke noget romantisk pjank om urmaleri.

Tal R: Le peinture n'est pas lá, 2006. 250 x 250 cm. Oil on canvas		Tal R: NIgh is no Black, 2007. 250 x 250 cm. Oil on canvas

Er det det, som du kalder "kolboijnik"?

Kolboijnik for mig har mere handlet om al det der stof, vi har med os: du er opvokset i Brøndby, du gik på en eller anden skole, du gik til fodbold et sted, og du fik en flad af ham der eller hende der. Det er ligesom det stof, du aldrig har bedt om, men det er der, hvor du kommer fra. Det er hos dig, og det er brugbart. Det er det, jeg kalder "kolboijnik". Men så er der også noget andet, det er noget, som er hos alle mennesker: behov for at udtrykke sig. Normalt er vi vant til, at institutionen skal varetage uddannelsen af kunstneren, fordi Institutionen sidder på skatten: Kunsthistorien. Der findes også en historie, som alle mennesker går rundt med. Det er ikke en litterær historie om hvor du kommer fra, men det handler bare om det at være et menneske. At have en krop, en røv og en rygsøjle. Billeder som kommer fra dét punkt! Men det handler ikke om mig. Det handler udelukkende om de ideer jeg formår, og I formår at reflektere om. Det er ikke mig, I skal igennem. Det er mine ideer. Det er faktisk grundmodellen, du hele tiden arbejder med som kunstner. At du faktisk siger, at jeg vil lave et billede, der handler om nogle fugle, der falder ned over en bro. Det så jeg her den anden dag, da jeg kørte hjem kl. 5 om morgenen - jeg så en fugl, der faldt ned. Jeg kan så ringe til dig og sige det, og det er en fed ide! Den oplevelse du havde er rigtig: du så noget. Du skal finde tilbage til det punkt dér. Og det kan godt være, at når du maler de fugle, at de så ikke har meget at gøre med det, som du ringede og fortalte om i telefonen, men bagefter finder du ud af, at det ligger parallelt med det. Det kan ikke ligge i det spor, hvor du har fortalt det.

Hvorfor kan det ikke det?

Fordi at oplevelsen og den udredning du gør, allerede er et billede. Når du så skal sætte dig ned med dine farveblyanter, så kan du ikke sætte ind der, hvor du har placeret sproget. Du er nødt til at finde tilbage til impulsen, og der igen kommer skuffelsen - du skal ind og tabe det lidt igen. Så starter du igen, og måske finder du ud af, at der slet ikke ligger noget litterært i dit billede: der er ikke længere en bro og en fugl, der falder ned på broen. Men hvis det lykkes for dig, så er du faktisk inde ved dén oplevelse, men den ligger bare i et parallelt spor.

Det er faktisk det man bliver skabt til, når man bliver skabt til kunst. Du bliver skabt til at nå det punkt og arbejde med det punkt. Du finder ud af at være opportunist 100 %, når du arbejder. Det vil sige, at du leder efter de muligheder. Du går ikke ind og siger: "jeg vil det", men "hvor kan jeg gøre det?" Du har måske grundlæggende en ide om, at det, du gerne vil lave, er sådan et lidt patetisk billede, du vil gerne give beskueren muligheden, for at sidde og se vemodigt på verden, men du vil ikke have, at beskueren står udenfor. Du vil godt lave en repræsentant for beskueren på billedet. Hvis du fx laver en kvinde med en knold i nakken - klassisk terminologi, så er det en repræsentant for beskueren. Beskueren kigger via hendes nakke ind i billedet, men du står stadig via hende. Så vil du gerne et skridt videre. Du vil godt placere beskueren i billedet. Så en dag ved du hvordan, og du tegner måske et træ, og nede på den nederste gren, som ikke er sådan en farlig en, men én man lige kan hoppe ned fra, der sidder en tissemand... og tissemanden er faktisk ikke pornografisk. Den er ikke stiv, den sidder bare og hænger mens den kigger på, hvad der sker i verden. Så siger du til dig selv: "Tal. Det der billede kan du ikke lide. Det har ikke noget med dig at gøre, men det er chancen. Chancen er dér, og du må hellere tage den chance, så må du se stort på, om du synes det er pinligt, for banalt eller fjollet. Det er det, jeg mener med opportunist. Sådan var det, da jeg begyndte at lave skulptur. Jeg ventede årevis, og chancen kom simpelt.

Hvordan kom den?

Jeg ville gerne lave skulpturer. Jeg havde i årevis gerne ville lave figurer, men det var der bare som et ønske - jeg havde ikke døren til det. Jeg kunne ikke stille mig op med ler. Jeg prøvede heller ikke, for jeg vidste det ville give øretæver. Så var det, jeg var i Dublin og en morgen gik forbi en grønthandler, hvor der var en pære. En stor flot pære. Jeg købte den her pære og satte den på bordet på mit hotel - der er også et eller andet fantastisk ved mænd alene på et hotelværelse med en stor frugt. Så hver aften kiggede jeg på den her pære og havde ikke rigtigt mod på at spise den. Den var ligesom for stor. Så efter den havde ligget 3 dage på det her varme hotelværelse, prøvede jeg at prikke til den, og fingeren gik bare lige igennem. Og så opdager du, at du som kunster ikke behøver at gå ud og konstruere en figur. For øjet gør det for dig. Vi ser jo figurer alle vegne! Hvis der er en lygtepæl og 2 skruer - jamen, så er der et ansigt. Gå ind og lav et type arbejde, hvor beskueren laver resten. Jeg tænkte: "okay, frugter..." Da jeg kom hjem, løb jeg rundt og kunne kun skaffe 4 græskar, fordi vi havde passeret Hallowen. Og så var det ellers bare hjem på værkstedet og hakke i dem. Man kunne se, hvordan ansigtet opstod. Og så hakke videre i dem indtil dét punkt med ansigtet er lige ved at forpasse sig, og der bare er tale om et smadret græskar - at pendulere mellem at det er og ikke er.

Kan vi tale om din brug og fascination af mønstre. Og kan vi tale om, hvordan figuren forholder sig til mønstret i dine billeder.

Det jeg startede med at sige om det billede med kvinden, der står med knold i nakken og kigger ind i hendes skæbnerum med den alt for smalle høje seng, ikke, skuffepunktet i det billede er, at billedet er lige ved at gå i strå. Et andet ord for lige ved at gå i strå er, at det er lige ved at gå i mønster. Det er ved bare at give sig hen til sådan et bugtet mønster. Når jeg går og arbejder med billeder, så ligger den der vidunderlige mulighed der hele tiden - at lade billedet gå i strå.

Det udtryk har jeg aldrig hørt før - at gå i strå?

At gå i strå det er, når du har en have, som du ikke passer, så går haven i strå.

Tal R: Stairs Afrique, 2005. 250 x 250 cm. Oil on canvas		Tal R: Model Alone In Studio, 206. 250 x 250 cm. Oil on canvas

Ja, så et billede kan også gå i strå?

Ja, det kan, og jeg vil sige, at hvis ikke jeg hele tiden har en hel masse aftaler, jeg skal overholde, så ville langt flere billeder faktisk gå i strå. De ville aldrig rigtig gide at stoppe, jeg ville egentlig bare få lyst til sådan helt at male dem i strå. F.eks. har jeg lavet et billede der hedder The Gentlemen, som bare er sådan et underligt billede med nogle kryds på. Og det er sådan set et billede, der opgiver...altså opgiver figuren. Dvs. billedet i sig selv bliver jo en figur, men som fortæller går det i strå.

Figuren bliver ædt op af mønsteret?

Ja, men måske er der slet ikke noget modsætningsforhold mellem et billede med en figur og et mønster. Inde i mig er der ikke noget modsætningsforhold mellem de to. Og jeg vælger også, når jeg giver titler til et billede, der er gået sådan rent i mønster en titel, der virkelig kan lave en entre. Altså, jeg vælger ikke at kalde det Opus 25, vel. Rød/grøn 32, vel. Fordi det er slet ikke der, det ligger. Det eneste jeg kan sige præcist, selvom det godt kan lyde som om, jeg ikke kan formulere det godt, er, at for mig er der intet modsætningsforhold mellem et mønster og en figur - om noget er abstrakt eller noget er konkret.

Det der slog mig ved billedet med damen med knolden i nakken er, at figuren og mønsteret i billedet ligger og skurrer mod hinanden. Forholdet mellem mønster og figur går ikke op. Det falder ikke i hak .

Jamen ja, 100 procent. Det er det der græskar-moment. Du kan tillade dig, at folk står, og armene hænger sådan dvask ned langs siden, fordi den historie du godt vil skrive om i dansk stil, den bliver meget svær for dig. Du bliver nødt til faktisk at skulle overskride, hvad du normalt ved for at kunne skrive om det billede, fordi det netop står og skurrer et sted mellem mønster og mellem den konkrete information. Så det er et vidunderligt punkt, det dér, og det er et punkt, som på sådan en fantastisk vis gør beskueren opmærksom på at: “Hey, jeg står faktisk her og forventer noget, hey, jeg går ind og ser på det her billede, hey, jeg har en ide om kunst”.

Det kvadratiske format på 2,5 x 2,5 m er ligesom blevet et standardformat for dig?

Ja, men jeg vil sige det sådan, at alt er til salg. Indtil videre har det været sådan ret brugbart at gøre det på den måde.

Men hvad kan det format? Jeg kommer selvfølgelig til at tænke på Kirkebys 122x122 formater. Han har jo sagt, at det gode ved det format var, at han kunne proppe hvad som helst ind i det. Fordi det hverken var figur eller landskabsformat. Så han kunne arbejde med figur og landskab samtidig med, at han kunne arbejde med alle mulige strukturelle elementer.

Der er den forskel, at Kirkeby bruger det som et kvadrat. Jeg bruger rent faktisk ikke billedet som et kvadrat, fordi jeg går altid ind og placerer en bundlinie, som jeg flytter op og ned.

Men bundlinien i dine malerier er så begyndt at kravle rundt langs billedets kant, som sådan en bort

Jamen, jeg vil sige at, jeg lavede en serie på en ni-ti billeder, som havde en bort. Og det havde også i lang tid ligget som en ide. Det voldte mig enormt mange problemer, da jeg så gik i gang med den der bort. Hvis du laver et billedfelt, og du laver en bort udenom, så vil der være en fantastisk korrespondance mellem bortfeltet og billedfeltet. I starten lavede jeg borten, og så lavede jeg også den der bramme forneden, inde i det felt, og det fungerede ikke. Jeg var faktisk nødt til at hælde den der bundbramme ud...Og så begyndte det også at rulle mellem, at du faktisk kunne starte med at lave borten med nogle abstrakte ting, og så går du så ind og laver billedet ud fra det abstrakte i borten - fra det mønstredes sted. Det tog mig lige sådan tre-fire billeder at finde ud af det, og jeg har ikke lavet særlig mange. Jeg lavede måske en ni-ti af dem. Der er en anden ting, man måske ganske kort kan snakke om, det er det, der hedder det dårlige billede. Folk siger altid: “Ah, det du lavede i sidste uge, det var rigtig godt, men det du lavede før, var ikke særlig godt. Det dér er godt, men vi kan ikke lide det der.” Det kan være en eller anden slags teknik, en eller anden slags platform som en kunstner bygger, og så repeterer de bare den erfaring eller den viden, de har der. Det synes jeg, er et dårligt billede. Det kan tit ligne et godt billede, fordi folk bliver skrappe til det, de laver.

Tal R: Adieu all great Handshakes, 2005-2006. 250 x 250 cm. Oil on canvas		Tal R: Le peintré n'est pas lá, 2006. 250 x 250 cm. Oil on canvas

Kunstmarkedet fremmer den mekanisme? Hvis kunstneren ikke er skrap til selv at sige: “Jeg vil ikke lade mig blive slave af min egen gimmick.”

Jeg vil gerne svare meget præcist på det der, fordi selvfølgelig: Kunstmarkedet er tryg ved den form for repetition, men det er ret nemt at komme over. Det er jo uden for dig selv, det kan du ligesom stå og vurdere og sige; det gider jeg ikke. Nej, jeg vil ikke sådan... jeg vil egentlig tage nogle chancer, jeg er egentlig mere interesseret i billeder, jeg ikke kan genkende som mine, eller jeg vil bevæge mig ud et sted, hvor JEG selv står af. Så vil der straks opstå nogle billeder, som ser mærkeligt sejlende ud, se underligt fremmede ud, ikk. Det er ikke dårlige billeder, det er gode dårlige billeder. Det ved alle kunstnere, og det er ligesom det, det handler om. Det er de billeder, som man er nødt til at lave. Du er nødt til at lave nogle billeder, hvor du ikke kan kende dig selv; hvor du er i tvivl om, hvad fanden er det for noget. For det er de billeder, der fører dig frem til fantastiske billeder, der virkelig stiller sig op. Og der er en masse af sådan nogle billeder, som egentlig er nogle underlige nogen. Og hvis der så går nogle år, der går 5 år, 8 år, så kigger du på de billeder, og så forstår du, at de billeder egentlig står rigtig godt.

Har du inkluderet nogle gode dårlige billede på udstillingen?

Det er jo sådan set Louisiana, der har kurateret udstillingen. Jeg har så sagt, at det skal være inden for de sidste fire år, men så har de siddet med de 30-40 billeder, der findes, og så har de valgt ud.

Som jeg ser det som beskuer, så har de valgt mange stærke gode-gode billeder, hvor man først og fremmest ser din selvsikkerhed som maler

Der er et enkelt billede, der hedder noget med farvel alle håndtryk eller good bye all great handshakes, det er på en måde et billede, der gik ret meget i smadder for mig.

Er der en hilsen til Baselitz i det maleri. Det ligner en kamel, der vender på hovedet oppe i hjørnet?

Det er rent tilfældigt, at det sådan set cykler ind og ligner noget Baselitz. Faktisk var det et billede, der gik mere og mere galt. Men til sidst så landede det et sted, som jeg egentlig godt kunne acceptere, og derfor så kalder jeg også billedet sådan Farvel, det der, et godt håndtryk ikke. Fordi det ligesom mistede et godt håndtryk. Ligesom når du får sagt en eller anden pinlig ting til et selskab, og så bliver det bare værre og værre, men til sidst så lægger det sig; billedet er helt nede at ligge, og så synes du, at det ligger egentlig et meget godt sted. Jeg accepterer, at det skal ligge der. Det er sådan nedsmeltet. Det er hverken fugl eller fisk.

Det er også fordi, der er en bort, men den danner ikke mønster. Den er bare klattet. Men farvesystemet er der.

Ja, det er sådan et billede du lader hænge i luften, ligesom når du tegner en tegning, men bare tegner den over. Du er klar til at smide den væk, men i stedet for det så hænger du den op. Du har allerede skrevet minus, du har ligesom lavet det der kryds over det. Ligesom man gør i skolen; kryds det betyder Ud. Men så lader du egentlig billedet hænge med det der kryds over. Det sjove er, at det billede ikke blev modtaget på den måde, som vi sidder og taler om nu. Det billede blev modtaget med en stor krammer. Så den værdisætning, som jeg sidder og snakker om, er ikke parallel med et marked der eksisterer derude. Og det vil sige, at når du spørger en kunstner om, hvad et godt billede er, vil han tit sige: det er de der billeder, der sådan lidt på kanten, fordi et godt billede, det får dig bare til at hænge i luften. De billeder der er lige på kanten, det er faktisk dem, der får dig til at arbejde. Det giver dig sådan en aktiv følelse. De er lige ved at ramme jorden – men det kan jeg godt acceptere. Det er det, jeg kalder et dårligt godt billede. Og de er de vigtigste billeder, for det er dem, der bringer dig videre. Og på den måde er jeg helt infantil i en forkælet forstand. Selv når jeg er ved at lave nogle billeder færdig, så mister jeg interessen. Det er meget godt, så bliver jeg lidt kølig, og så er jeg klar til at afklapse dem. Et billede skal afklapses til sidst, for så får du dem ud ad vagten. Kunstnere med mindre erfaring har svært ved at afklapse billederne til sidst. De står og nøler lidt, når de skal gøres færdige. Billedet har til sidst brug for afklapsning, men det kan du ikke bare gøre, du bliver nødt til først at miste interessen for dem og tænke på det næste billede. Ligesom en forkælet møgunge. Eller også så er jeg så pinlig over det, jeg lige har lavet. Og så tænker jeg; ok, så kan jeg i hvert fald lave det næste billede. Og så gør jeg alting godt igen. Undskyld, hvad jeg sagde før, nu skal jeg nok gøre det godt igen! jeg næres af den følelse: undskyld, undskyld. Nu er jeg gået i gang med at lave en stribe af billeder, der kun handler om tissemænd, der sidder i et træ, og jeg er selv sådan lidt intimideret af det. Jeg siger ”kære alle. Giv mig nu en chance, jeg lover at jeg gør det godt bagefter”. Det er simpelthen den måde, jeg næres.

De billeder er ikke på udstillingen?

Nej.. men det, der er fantastisk ved de billeder, er, at alle mulige folk, der ikke bryder sig om maleri og er ligeglade, folk der kommer med sådan en konceptuel baggrund, de var helt på. Kvinder, med sådan en gender baggrund er helt på, fordi de ligesom er så sproglige, og de er til at gå til.

Tal R: The Smila, 2007250 x 250 cm.. Oil on canvas Courtesy Contemporary Fine Arts, Berlin

Du er begyndt at datere dine malerier på forsiden. Er det fordi de er lavet på én dag?

Nej det er de ikke, og datoerne er helt forkerte. Hvis jeg vidste, at de skulle vises i dag, så daterer jeg det en dag før eller en eller to dage efter! Det er min store barnlige glæde.

Haha.. er der også sådan nogen på Louisiana?

Ja, der er også nogen, der er dateret, som om de er lavet lige dagen før eller lige et par dage efter. Men det mærkelige punkt er jo, at der går lige et par måneder, og så er det jo glemt! For så er alle datoer jo rigtige. Jeg vil sige det er min store poetiske glæde at lave forkerte datoer. Men det er jo ikke et år, det er jo inde for rimelighed. Altså det er den samme glæde som at skrive ordet lyserød med en brun farve.

Jeg læste - måske i Weekendavisen - at du sagde, at det var vigtigt, at man kunne tale om sin kunst.

Nej, det har jeg ikke sagt. Der står, at jeg er god til at tale om min kunst. Jeg er god til at snakke. Men jeg har aldrig sagt, at man skal være god til det.

Lige efter at du har sagt, at du ryger masser af hash, står der: “Tal er en intelligent, flink fyr.”

Ha, ha, ha, ha etc. Pointen er, at I skal bare lige vide, at jeg kan ikke engang finde ud af at indhalere en cigaret. Det var simpelthen fordi, hun blev ved med at spørge om sådan noget privat stof, ikke. Altså nu sidder vi - Kopenhagen, det er jo mit, jeg er jo også Kopenhagen, ikke. Forstået på den måde, at her kan man tillade sig bare at snakke rent om de ting, man laver. Der er ingen af jer, der gider overhovedet at høre om et eller andet bævl om, hvad jeg laver på en onsdag, vel. Hvis nu intervieweren sidder og bliver ved med at spørge om sådan noget privat stof - på et tidspunkt så siger du bare til dem: “Jamen, hvad laver jeg om fredagen, jeg ryger sgu da hash, mand” Selvom alle ved, at jeg ikke kan finde ud af at indhalere en cigaret. Det er, hvis du tager Schæferhunden, ikke, du ved, den fine dame klør Schæferhunden og “Ajj, hvor er det en sød hund”, og hun bliver ved med at klø - på et tidspunkt hopper den sgu op og knepper dit ben. Du klør en Schæferhund tilstrækkeligt meget, du synes faktisk, det er en sød hund, men for den - den er jo et helt andet sted. Den står og glor og tænker bare: “Jamen, jeg vil jo kneppe dit ben!” Og hvis nogen i et interview bliver ved med at spørge sådan privat, og man kan mærke, at når de spørger, så har de sådan en romantisk forestilling om dig og dit liv, ikke. Jeg vil godt sige een grundlæggende ting, som I også godt må skrive, fortiden er overvurderet. Det er den bare. Alt det her med, hvad man har lavet før, hvor man har været henne, og hvordan det var - det er overvurderet. Hvis folk bliver ved med at insistere på, at du skal komme med romantiske anekdoter om alt muligt, det er som at klø en Schæferhund - på et tidspunkt hopper den op og knepper dit ben. Det bliver den nødt til. Fordi hvad skal den gøre med det der, det bliver ved med at klø, og de sidder bare der og bliver ved med at klø, de ved sgu da ikke, at en Schæferhund bliver liderlig af at blive kløet...det ved jeg ikke, om man kan skrive...

Tal R: Red, 2007. 150x150 cm. Drawings and paintings		Tal R: Brown, 2007. 150 x 150 cm. Drawings and paintings		Tal R: Green, 2007. Drawings and paintings Courtesy of the artist

Tal R: Yellow, 2007. 150x150 cm. Drawings and paintings		Tal R: Pink, 2007. 150x150 cm. Drawings and paintings		Tal R: Black, 2007. 150x150 cm. Drawings and paintings

Hvad arbejder du så på nu?

Dels vil jeg gerne blive ved med at lave billeder af tissemænd, der sidder på den nederste gren og kigger på verden. Det vil jeg gerne, jeg har nogle forskellige ideer til, hvad der skal ske med de her tissemænd... de skal i hvert fald møde nogle kvinder, der har knold i nakken

Du har lavet en del samarbejdsprojekter de seneste år. Med Jonathan Meese og Jesper Fabricius eksempelvis. Er der flere på vej?

Jeg vil gerne sige til dig, at for mig ligger der ikke nogen særlig værdi i det, at man arbejder sammen! Hvis det er en grund og en mulighed, så gør man det, men jeg synes, at der er en tilbøjelighed i kunstverdenen til, at man ligesom lægger en ekstra appelsin i hatten til nogen, der har arbejdet sammen, fordi det er jo godt at være kollektiv. Der kan være enormt mange fordele ved det, men som en model giver det ikke højere værdisætning end bare det at arbejde alene. Men jeg vil sige, at hver gang der dukker en ide op med en mulighed for, at man laver det sammen med andre, så gør jeg det. Jonathan (Jonathan Meese, red.) og jeg har våde drømme om, altså hvad tror du det næste, vi skal lave sammen hedder?!

Der må jo være FAR et eller andet sted.

FAR-udstillingen ligger og venter på os. En meget meget sørgmodig FAR. Den ligger og venter. Og vi har allerede tegnet på den også. Og jeg håber for verden derude, at vi ikke får lavet den. FAR er meget meget sørgmodig. Og har nogle meget lange testikler.

Perfekt. Så lad os afslutte interviewet med billedet af FARS lange sørgmodige testikler på nethinden. Tillykke med udstillingen! •

Tal R: View of graphic works,

Tal R: Pressemøde på Louisiana