Interview: Stephanie Donsø

Stephanie Donsø: U.T., 2007. 80 x 160 cm. Olie på lærred

Hvad handler udstillingen om?

Det handler om spillet mellem ”human” og ”nature”. Det er ”Human nature” til trods for, man ser billeder, der ”bare ” er natur. Mennesket er umiddelbart trukket ud af det visuelle fokus, det er ikke i front hele tiden – og alligevel kommer det til at handle mere om mennesket, end om naturen. Nemlig om de menneskelige forestillinger og relationer til naturen. Man kan på en måde sige, at udstillingen tager udgangspunkt i det, jeg kalder ”indre natur”. Dvs. den måde, som kunstneren har udtrykt sig på og forholder sig til naturbegreber på, er en måde samtidig at forholde sig til en egen ”indre natur”. Men den handler også om det mere fællesmenneskelige. Udstillingstitlens dobbelttydighed spiller på, at natur ofte er manipuleret af menneskehånden. Det handler om, hvordan vi forestiller os selv i naturen – hvordan vi nogen gange indretter naturen efter vores egne behov. Vi idylliserer og omformer, så det bliver vores natur, som vi mener, den skal være. Når vi i dag taler om naturen, taler vi i virkeligheden ofte mere om en sådan ”menneskets natur” eller menneskets billede af naturen end om ”naturens natur”.

Se nu Ebbe Stub Wittrups panorama over et bjerglandskab, Presumed Reality. De er lavet på afgrund af gamle dias fra en ekspedition i Norges fjelde en gang i 1950’erne, som han har sat sammen til et stort panoramafoto. Men han har manipuleret med billederne for at få dét frem, han har ønsket sig af landskabet. Noget er trukket unaturligt langt frem i billedet, som fx stenpartiet til højre, og han har leget med skyggerne, det skaber en usikkerhed mellem, hvad vi forventer at se og så det, vi egentlig ser.

Ebbe Stub Wittrup: Landscape#1, 2007. 50 x 405 cm. Lambda-print, aludibond, diasec

Vil du fortælle om opbygningen af udstillingen?

Mit ønske var på forhånd, at så mange medier som muligt skulle repræsenteres. Jeg ledte derfor efter kunstnere, der repræsenterer forskellige medier – og som arbejder med de temaer, jeg lige nu er optaget af. Jeg kontaktede kunstnerne og fremlagde dem mit koncept, altså The Human Nature, og bad dem give deres personlige bidrag.

Jeg ville gerne se udstillingen som et sammenhængende værk bestående af forskellige individuelle udtryk. Det var også vigtigt for mig at skabe bevægelse mellem vægge, gulv og værker, hele rummet i spil. Som når man færdes i naturen, og den omslutter en på alle sider, flere sanser sættes i bevægelse på en gang.

Er der en særlig sammenhæng mellem værkerne i de enkelte rum?

Ja, det er der. Jeg havde f.eks. forinden tænkt mig, at der skulle være foto i hvert rum. Under ophængningen af udstillingen dukkede andre sammenhænge op. Værkerne taler meget med hinanden.

I det ene er Lykke Andersens fotografier, Marika Seidlers video og mine egne malerier. Nogle gennemgående motiver der er græsset, jorden, skovbunden, sivene. Vi er helt tæt på naturen, kan næsten røre og med filmen kan vi høre. Trods værkernes forskellige udtryk, giver de alle en fornemmelse af fysisk nærhed med omgivelserne. I det andet rum findes Ebbe Stub Wittrups manipulerede panoramalandskab, Randi Jørgensen og Katrine Malinowskys skulptur og Mie Mørkebergs billeder. Alle udstillingens værker er tydelige naturforestillinger, altså kunstnernes personlige, manipulerede naturbilleder, og i det her rum understreges det manipulerede og konstruerede. Hvor man kan tale om nærhed i det ene rum, kan man måske tale om distance i dette rum?

Lykke Andersen: part#2, 2006. 40 x 40 cm. Lambda-print/diasec		Lykke Andersen: part#4, 2006. 40 x 40 cm. Lambda-print/diasec

Hvordan udvalgte du de andre værker – skulle de stå i særlig relation til dit eget værk?

Jeg har ikke valgt de andres værker ud konkret, men valgt kunstnerne ud fra, at de selv bruger naturen i deres udtryk, ligesom jeg selv gør. Naturen kan også ses som et slags samlingspunkt. Et sted vi alle har en mening om og et forhold til. I udstillingen er det vores fælles udgangspunkt – for en afsøgen i en eller anden retning. Det handler også om den bevægelse, naturen kan sætte os i - fysisk og mentalt. Naturen er derfor et godt udgangspunkt, for at kunne starte en kommunikation om noget meget abstrakt.

Vil du beskrive din oplevelse af skulpturen Hedge - scale model for adult collectors?

For mig handler den om den menneskelige ide om natur. Randi og Katrine har taget udgangspunkt i en model af en haveport beregnet til dukkehuse for voksne - en fantasi-miniverden forstørret op til lidt under størrelsesforholdet 1:1. Fordi den ikke er større, bevares fornemmelsen af, det stadig er en model. Man får lyst til at undersøge den, den har et meget organisk og levende udtryk. Den driller også: det er jo en model, en legetøjsmodel, vi kan bare ikke tage den i hånden. Samtidig er der også noget foruroligende med den her port i rummet. Hvor kommer man hen, hvis man går igennem den? Man kan ikke se hvilken side, der fører ud til noget og hvilken, der fører ind. En port eller åbning har en funktion – men hvad er funktionen her? Der kommer alvor ind legen.

Randi Jørgensen & Katrine Malinovsky: Hedge - scale model for adult collectors, 2007. Installation Randi Jørgensen & Katrine Malinovsky: Hedge - scale model for adult collectors, 2007. Installation

Hvad er det naturtemaet tilbyder unge kunstnere i 2007?

Naturen kan forbinde os med noget, som jeg tror, vi kommer længere og længere væk fra. Noget som så måske efterhånden kommer mest til udtryk i den kunstneriske bearbejdning. Dét noget, har med det oprindelige at gøre. Oprindelighed og instinkter. Vi er mennesker – men også dyr. Som en del af den moderne civilisation kommer vi længere og længere bort fra at acceptere, vi er begge dele, tror jeg. Vi er andet, end blot tilpassede moderne mennesker. Men det er jo en cirkel – for det er en del af vores natur at tilpasse os. Naturen repræsenterer på en gang et sted, hvor instinktet får lov at udfolde sig – og samtidig repræsenter den i dag et sted, hvor mennesket forsøger at omforme, beherske og iscenesætte. Det er bl.a. den dobbelthed, der inspirer og fascinerer mange kunstnere i dag.

Er det det, der er på færde i Marika Seidlers video Liquid Glass, hvor menneske, natur og moderne civilisation mødes?

Ja, i kraft af en masse modspillende udtryk. Filmen er optaget i Japan, udenfor Tokyo. Allerførst ser vi en japansk mand klædt i sort lædertøj. Han står ude på en mark eller eng mellem en masse høje siv. Kameraet kører rundt om ham og tæt på. Lidt efter lidt fornemmer man, at det stykke natur, han står i, ligger tæt op ad en by. Senere ser vi på lang afstand et tog køre forbi, lidt efter kører man selv i toget gennem en grøn dal med spredte huse, landskabet farer forbi os. Det er som naturen i sig selv får meget lidt fred, kun en lille plads til at ånde frit. Den plet har manden fundet. Her får han lov at være. Og så blusser alle de eksistentielle spørgsmål op hos ham. Naturen lukker ham ind. Han får lov til bare at sanse – duftene og lydene af sivene i vinden. Han mærker et øjeblik, hvem han er, inden han vender tilbage til byens støj og mange, flimrende synsindtryk.

Marika filmer skiftevis udenfor og nede i underjordiske tunneler, der normalt ikke er tilgængelige. De mørke gange i jordens indre forstærker spillet mellem inde og ude. Spillet mellem indre og noget ydre gøres meget konkret – med naturens egne midler. Det virker dramatisk. Ind imellem billederne, altså inde og ude, klippes der til toget i fart. Det forstærker den intensitet, som manden oplever blandt sivene på marken.

Marika Seidler: Liquid Glass (still from video), 2007.

Naturen skildres ikke som noget særligt fredeligt sted i udstillingen. Mere som stedet, hvor man sættes i bevægelse. I Mie Mørkebergs værker griber uhyggelige elementer ind i skovens dybe stille ro. Et sted ser man en sø, og friskfangede fisk, der rister over bålet. Men på den gule himmel djævlelignende skikkelse....

Ingen af værkerne idylliserer naturbilledet som kun et fredfyldt sted. Mie Mørkebergs værker har fat i en utryghed, som naturen også skaber i os. Naturkatastrofer understreger, at vi altså ikke er herre over naturen, selv om vi måske somme tider tror det. Det er jo et sted, hvor vi også skal være på vagt. Men vi skal jo også leve. Det er som fuglen på foderbrættet, den sidder og pirker og spiser, men må rejse hovedet hele tiden for at holde øje med, om der er rovfugle i nærheden. Man er ikke kun tryg i sit rette element. Det handler hele tiden om balancen mellem tryghed og utryghed.

I Lykke Andersens snapshots-lignende fotos af et diende dådyr ser det umiddelbart meget trygt ud. Det spiller lidt på uskyld, men der er også et mørke i dem. I dag forbinder man nærmest automatisk dådyr med Walt Disneys Bambi. Tegnefilms-figuren har præget os med vores forestillinger om dyre-barnet. Lykke gengiver naturen, som vi gerne ser den - idyllisk og fredelig. Men scenerne er allerede kunstig skabt af et zoologisk museum, så det er slet ikke som vi tror.

Kan man sige, udstillingens værker idylliserer naturens potentiale – som det sted, der iværksætter bevægelse og dramatisk røre?

Ja, det kan man. I hvert fald fremhæver de naturens potentiale for at blive det sted. F.eks. spiller Mies værker meget på kontrasten mellem en fysisk realitet og en mental realitet. Ligesom Marikas video gør det.

Mie Mørkeberg: Untitled, 2006. 70 x 80 cm. mixed media on paper

Hvis udstillingen er et slags kunstigt landskab – hvordan vil du karakterisere det i forhold til den ”rigtige natur”?

Det er nærmest blevet hipt at søge ud i naturen – dvs. at søge væk fra byen en stund og så tilbage igen. Vi har alle nogle forestillinger om naturen og om, hvad den giver os personligt. Det er let at danne sig et idealiseret billede af naturen og så tro, den er sådan. Vi glemmer tit, at vi tilrettelægger forestillingen om den ideale natur på vores egne betingelser - og at det dermed blive en kunstig natur. Der er i virkeligheden ikke langt mellem naturen derude og den her i udstillingen...

Henviser betegnelsen Human Nature i virkeligheden allermest til den enkelte kunstners natur?

På en eller anden måde, tager kunstneren vel altid, mere eller mindre bevidst, udgangspunkt i sig selv. Dét, som jeg i den her sammenhæng, kalder egen indre natur. Det er dér, det bliver interessant, synes jeg. Når en kunstner bearbejder et fællesmenneskeligt stof i et fællesmenneskeligt sprog – men ud fra personlige forhold.

Hegnet har spillet en rolle i dine malerier i mange år. Også her i The Human Nature, hvor man i alle tre værker ser en spinkel hegnkonstruktion af pinde, simpelt sammenholdt af snore eller siv. Hvad betyder det hegn?

Jeg er som sagt optaget af menneskets forestillinger om naturen – af dobbeltheden eller modsætningen i vores naturbegreb, af ubehag og tryghed. Naturen er hverken et entydigt lykkeligt eller trygt punkt, hverken den ydre eller indre natur. Den er punktet for mange blandede følelser. Dobbeltheden prøver jeg at fange med disse hegn. Et hegn holder enten noget ude eller inde, hvad enten de er lavet af mennesker eller om de er naturens egne sammenvoksede hegn. Mine hegn er meget simple og forenklede i deres form, de er lidt skrøbelige, nok som livet egentlig er. Man kan ikke helt se, om de styres af mennesker eller om naturen selv har taget over og er i færd med en opbygning. Der noget livagtigt over dem. Noget utrygt livagtigt. Uanset hvad, er der en forhindring mellem os og den anden side. Vi ved bare ikke, på hvilken side, vi står – inde eller ude? Beskyttes vi eller er vi overladt til os selv? Hvor er det bedst at være? Imidlertid kan vi nemt bryde igennem hegnet, hvis vi vil om på den anden side, det kræver ikke mange kræfter, kan man nemt se, - hvad venter os der? Spørgsmålet er, om vi rykker os - om vi overhovedet opdager, hvor nemt vi kan. Det kan være svært at se klart og skelne tingene fra hinanden somme tider. Navnlig når græsset vokser vildt og tågen indhyller omgivelserne.

Stephanie Donsø: Fjernsyn, 2007. 50 x 70 cm. Olie på lærred Stephanie Donsø: U.T., 2007. 80 x 160 cm. Olie på lærred

Der er kommet større åbninger i dine hegn end tidligere, er der ikke?

Jo, der er flere, der har bemærket det. Der er kommet mere luft mellem mine grene, siger de. Og at det er blevet nemmere at komme igennem dem. Det er jo egentlig det skræmmende nu. Det er i højere grad op til dig selv at afgøre, hvad der skal ske. Gå igennem eller blive? Der skal bare foretages et valg.

Hvad handler det valg om?

Det handler i første omgang om at være bevidst om, at der er et valg.

I billedet Fjernsyn bliver kombinationen af natur og det menneskeskabte en del af dit redskab?

Ja, for jeg oplever jo også begge dele og er del af hele hurlumhejet. Og det er jo det, udstillingen arbejder med. Grænsen mellem de to størrelser bliver måske mindre og mindre tydelig – det ene udelukker ikke det andet. Naturen og menneskets forestillinger om den og kravene til den er vævet ind i hinanden. I ”Fjernsyn” ser man igen hegnstrukturen, men nu kun af fire pinde, der danner en firkant, der repræsenterer et fjernsyn, husalteret. Den gennemsigtige ”skærm” er placeret foran en idyllisk aftenhimmel, der eksploderer i rødt, orange og gult. Det minder lidt om videoen, man kan købe med en optagelse af levende pejseild. Vi accepterer kunstigheden, når bare den ligner det, vi gerne vil se. •