Interview - Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang

Indgangen til Fung Sway var spærret af Hesselholdt & Mejlvang’s Force, 2007. Papmaché og varer fra Mad & Vin.

Forklar lidt omkring Fung Sway-udstillingens titel, Krydstogt på Syndfloden?

SH: Vi ser krydstogtet som en dekadent rejse. Et krydstogtskib er en lukket verden med sit eget univers. Krydstogttanken minder mig om Titanic, hvor musikken spiller, mens skibet går ned – det er jo ret dekadent. Syndfloden er den vestlige verdens forbrug. Går vi tilbage til Noahs Ark, kommer Syndfloden, fordi Gud er blevet træt af menneskenes synder. Måske er vores opførsel i dag optakten til en ny Syndflod…? Det er en kommentar til, hvordan vi opfører os i samtiden.

VM: På krydstogtskibet kan man cruise gennem “Syndfloden” og livet og lægge til i en ny havn efter velbehag.

SH: Det er også en leg med ord. Vi skriver fx Syndfloden med stort S. Titlen kan nok ikke udtømmes fuldstændigt for betydninger, men åbner måske mere op for nogle stemninger…

VM: Krydstogtet er jo et gammelt militært udtryk, der referer tilbage til de gamle militære krydstogter, hvor de militære skibe ikke havde en fast havn, men “krydsede” rundt på oceanerne. Det militære ligger jo som en hel eksplicit reference i hele udstillingen, så den undertone ville vi også gerne have frem i titlen.

Hesselholdt & Mejlvang: Force, 2007. Papmaché og varer fra Mad & Vin, og Bølger, 2006. Stentøj.

Allerede i titlen ligger der altså en underspillet optakt til udstillingens stemninger. Kan i beskrive nogle af de stemninger, i gerne vil have, at udstillingen skal vække?

VM: Vi har taget udgangspunkt i udstillingsstedet her – i dets navn, Fung Sway, som hentyder til den gamle, kinesiske filosofi om ro og harmoni. Vi ville gerne arbejde videre med denne ro, harmoni og stilhed, selvom udstillingen på samme tid også genererer følelsen af et kaotisk virvar.

SH: Nedenunder roen og harmonien, ligger der en dirrende stemning. Når man går tættere på krakelerer harmonien – fx gennem de mange krigsreferencer. Vi har arbejdet med det freudianske begreb das Unheimliche, hvor de ting, vi kender, ved eftersyn indeholder en skævhed. Fx i vores julehjerter, der har lidt forkerte farver – mørkebrun og mørkegrøn. Det hele er lidt skævt og forkert og bliver ved eftersyn alligevel ikke særligt “julehygget”. Måske er det følelsen af det uhyggelige, der ligger som en underspillet stemning i hele udstillingen…?

VM: Vi benytter en masse velkendte objekter – fx PH-lamperne, som vi alle kender derhjemme fra – men som her i udstillingsrummet mister deres trygge og fortrolige referencer i sammenhængen med de andre objekter.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Øde Ø, 2007. Dug, forskellige souvenirs		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Kaktus, 2007. Glanspapir

Hvilken tilgang har i, når i skal bygge en totalinstallation op, som her i Fung Sway?

SH: Vi føler os meget frem. Vi har en masse idéer og tematikker, vi gerne vil have frem. Fx vil vi her i udstillingen gerne give følelsen af en fest, der har været – blandt andet med guirlanderne, den halve flaske rom osv. Igen er det den dekadente krydstogt-tematik.

Vores helt konkrete tilgang er at samle en masse objekter i rummet. Derefter går vi og flytter rundt på dem, arrangerer dem og stiller dem op. Nogle ting bliver taget væk igen. Vi har ikke fra starten af en “færdig fortælling”. Det opstår lidt mere intuitivt og spontant undervejs.

VM: Sådan har det været denne gang, hvor vi har haft god tid i selve udstillingsrummet. Vi har haft mulighed for at tænke rummet med, at “tale” med rummet.

SH: Vi starter dog med helt overordnet at overveje, hvad vi gerne vil sige – at overveje det underliggende tema. Så ændrer fortællingen sig måske lidt undervejs, når vi går og sætter op. Som udgangspunkt har vi en følelse af et eller andet, der er mellem os, som vi begge to leder efter – samtidig med at det også er en intuitiv proces.

Udsnit af udstillingen med Force, 2007 i forgrunden.		Udsnit af udstillingen med Bølger, 2006. Stentøj, og Øde Ø, 2007. Dug, forskellige souvenirs.

Det virker som om, i har lagt en masse “forhindringer” ud for beskuerens krop – fx via guirlanden af flettehjerter, der spærrer for beskuerens bevægelse, og via jagtudsigtsposten, der indbyder beskueren til at kravle op og “overvåge” udstillingsrummet. Hvad vil i opnå med denne helt konkrete, fysiske udfordring af beskueren?

VM: Det er både en mental udfordring af beskueren med de mange objekter, man måske ikke umiddelbart kan forklare, men det er også en fysisk forhindring, med ting i udstillingsrummet, man ikke kan komme forbi, opstillet der hvor man ellers sædvanligvis ville lægge sin rute gennem et gallerirum. Her bliver man nødt til at se sig godt for – eller går man ind i et kunstværk! Samtidig indbyder flere af objekterne nærmest beskuerens krop til at tage en plads i værket – fx havestolene, man kan sætte sig i, og jagt-udsigtsposten, man kan kravle op i. Det er en bevidst måde at inddrage beskueren i værket.

SH: Vi har overvejet, hvordan man bevæger sig rundt i rummet. Vi har arbejdet meget med den “mur-agtige” bølge, der møder beskueren, idet hun/han kommer ind, så hun/han ikke kan overskue hele rummet fra første færd. Beskueren får således en ret voldsom entré. Samtidig har vi tænkt over den traditionelle “rute” rundt i et galleri, hvor man går rundt langs væggene og aldrig krydser rummet. Her er man tvunget ind i rummet, og man er nødt til at komme rundt i alle hjørnerne.

I jeres seneste udstillingsprojekter har i arbejdet med at skabe rum i rum og dermed kredset omkring en tematik om “hjem” og “forskansning”. Også her på Fung Sway har i referencer til det hjemlige og hyggelige – fx via havestolene og terrasse-miljøet – men er hjemmet i jeres optik reelt en beskyttende helle, eller er det nærmere en slags fængsel?

VM: Vi tænker nok hjemmet meget som begge dele. At det både har den beskyttende, trygge effekt, som hjemmet jo er. Men det kan også blive så trygt, at man nærmest forskanser sig i hjemmet og ikke kan tage imod omverdenen og holder alt andet ude.

SH: Vi er meget fascinerede af hjemmet som begreb. Hjemmet som det sted, vi alle har, som vi råder over og bestemmer, hvordan skal se ud. Hjemmet er meget kulturbærende, fordi det ser forskelligt ud i forskellige lande – og samtidig prøver vi hver især at give vores hjem et individuelt præg.

Hvilket jo alligevel – underbevidst – er styret ud fra nogle helt overordnede strukturer…?

SH: Ja - vildt meget! Der ligger så meget signalværdi i de ting, vi putter ind i vores hjem. Har vi en PH-lampe til fem et halvt tusinde, eller har vi en IKEA-lampe, sender det vist forskellige signaler. Vi arbejder meget med begreber som materialisme og velfærd, som også ligger indbygget her i udstillingens tematik.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Shopping, 2006. Lertøj

Det er som om, der sker et clash mellem to verdener – krigen og hjemmet – hvad vil i med dette clash?

SH: Der er også naturkræfterne…

VM: Man sidder derhjemme og er meget tryg og synes, at man kan overskue det hele. Men alligevel presser virkeligheden sig på. Vi får hele tiden krigen og terroren ind gennem medierne og tv, og vi bliver nødt til at forholde os til det. Så hjemmet er ikke kun den trygge helle.

SH: Det er nogle ting, der er større end en selv og ens egen virkelighed. Bølgen, krigen, terroren… Det er de ting, man ikke kan kontrollere.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Den trojanske and/Pentagon, 2007. Hyldetableau m. saltstænger, gummiand, figurer, flag.

Det paranoide subjekt, der forskanser sig med sin mistro og sine fordomme mod omverdenen synes i jeres installationer i hvert fald at føre krigen helt ind bag havelågen – og peger måske samtidig mod den “terror”, der psykologisk også er til stede i hjemmet og dagligdagen?

VM: Ja – truslen kommer såvel udefra som indefra…

SH: Ja - jeg tror også det er begge dele. Vi arbejder meget med de helt nøje, rigide opstillinger af objekter – en slags pedanteri. De mennesker, som vi forestiller os bebor de rum, vi skaber i vores installationer, har et pedantisk forhold til livet, hvor de prøver at kontrollere deres egen virkelighed… Men der er jo bestandigt nogle forstyrrende elementer, der kommer ind og ødelægge kontrollen.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Udkigspost, 2007. Hochsitz.		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Kogeø og dobbeltseng, 2007. Hyldetableau m. kogeø, dobbeltseng, sølvtøj mv.

I har tidligere arbejdet helt konkret med menneskefiguren, fx i jeres keramikskulpturer. I jeres seneste udstillinger har menneskefiguren forladt jeres installationer. Hvad ligger der af overvejelser bag dette greb? Er det nu beskuerens krop, der skal bebo udstillingen?

VM: Det er helt klart en åbning for beskueren, at der ikke er konkrete figurer i udstillingen, så man kan se sig selv som del af det her univers. Det tror jeg også hænger sammen med, at vi bruger os selv og vores familier meget som en slags aktører. Mange af objekterne er hentet fra vores egne hjem – og vores forældres hjem.

SH: Når vi laver installationer, er det også en meget anderledes proces, end når vi laver keramikfigurer. I installationerne arbejder vi meget med tomhed og fravær som grundstemninger. Et par tomme, efterladte stole ser jo melankolske ud på en eller anden måde. Når vi arbejder med menneskefigurerne i keramik, er det et helt andet spor i vores produktion. Vi været meget bevidste om, at vi ikke ville have menneskefigurer puttet ind i denne installation. Her prøver vi nærmere at skabe omgivelserne, sporene efter en hændelse, noget der er foregået.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Hjemme bedst, 2007. Havestole, kaktus, Le Creuset hjerte, PH-lamper, chokoladeæske		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Hjemme bedst, 2007. Havestole, kaktus, Le Creuset hjerte, PH-lamper, chokoladeæske

Man kan genkende elementer fra jeres tidligere udstillinger – både selvfølgelig tematisk, men også helt konkret, hvor visse objekter som fx PH-lamperne, maskerne, kaktussen osv. går igen. Er det bevidst for at skabe en slags implicitte referencer til tidligere udstillinger, der knytter værkerne og udstillingerne sammen og danner en slags fortløbende fortælling?

SH: Det er igen både bevidst og mere intuitivt.

VM: Objekterne bliver en form for sprog for os, som vi efterhånden kender ret godt. Vores havemøbler fx, har vi også brugt før – og vi ved, hvad de kan og hvad de “meddeler”. På den måde bliver objekterne og udstillingen en slags talerør for os.

SH: Det bliver en måde at snakke med vores publikum på. Hvis man før har set andre af vores ting, så er der nogle “tegn”, der går igen – der referer tilbage og knytter sammen. Det er et fortløbende spil – men samtidig skal man selvfølgelig også kunne se vores udstilling uden at have kendskab til vores foregående produktion. For os bliver det en sjov leg – kurve-bords-elefanten fx var med på vores allerførste udstilling sammen. Vi har et univers eller sprog sammen, som er en slags “modul-system” af ting, der kan kombineres på forskellige måder.

I har også en del readymades i installationen. Hvad er det, readymaden kan?

VM: Readymaderne er jo vores egne ting – så de fortæller selvfølgelig noget om Sofie og jeg, men de fortæller også noget om det samfund, vi lever i, om den tid og de værdier, vi har i den vestlige verden. Readymaderne sporer ind på, hvad det er, vi vil diskutere, hvilken dialog, vi ønsker at skabe med værket.

Når man hiver de velkendte objekter ud fra deres vante omgivelser – hjemmet og dagligdagen – og putter dem ind i nogle industrielle lokaler på Carl Jacobsens vej, gør de opmærksom på sig selv på en helt ny måde…

SH: Der kommer en genkendelighed ind, så folk kan referere direkte til deres eget liv. De har måske sådan et møbel eller sådan et Le Creuset fad derhjemme – det har jeg i hvert fald selv. Readymaderne er en form for “genvej”. Hvis man gerne vil sige noget om disse forbrugsgenstande, er det simpleste jo at tage dem, som de er i sig selv, og udstille dem.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Heart, 2007. Le Creuset fad, polyskum

Selvom tematikken og kritikken er alvorlig, fornemmer jeg også en humoristisk undertone i Syndfloden – hvad kan humor gøre i kunst – og i politisk kunst?

VM: Helt klart kommunikere. Humor åbner op for en dialog. Jeg elsker selv at læse satiriske tegneserier i aviserne. Jeg synes, humoren er et rigtigt god redskab til at få lagt en kommunikation ind i nogle mere alvorlige problemstillinger. Det giver en frihed.

SH: Nogle gange kan man også “snyde” beskuerne lidt, hvis de tror, de morer sig. Det er en nemmere måde at få lagt de lidt kritiske undertoner ind – under dække af noget andet. Det kan også blive meget tungt, hvis det hele er alvorligt hele tiden. Vi vil ikke kategoriseres som venstre-orienterede propaganda kunstnere fx – vi vil gerne ligge et eller andet sted, hvor tingene ikke er så entydige…

VM: Mange af gæsterne her på udstillingen, har spurgt os, “skal vi grine eller skal vi græde” – og det er en meget fin reaktion, for den rammer netop det kontrastfyldte, som vi gerne vil have ind i vores værker. Humoren – og på samme tid de alvorlige, lidt dystre undertoner.

Er udstillingen et definitivt bud på en politisk holdning – eller skal de mange forhindringer, der via de lidt anmassende værker lægges ud for beskueren, nærmere ses som et forsøg på dialog?

SH: Vi vil gerne skabe noget tankevækkende. Få folk til at tænke en ekstra gang over det, de bare tager for givet. Reflektere over vores bevidstløse forbrug af dyre produkter, krig etc. Vi forsøger at skabe nogle sammenhænge, der kan sætte nogle tanker i gang.

VM: Det er ikke et definitivt bud på en politiks holdning fra vores side, men nærmere en dialogskaber.

SH: Jeg tror, vi begge synes, at virkeligheden er meget kompleks, og at vi slet ikke kan give et “bombastisk”, definitivt bud, fordi tingene nok er meget mere komplekse, end de umiddelbart syner. Skal vi trække tropperne ud af Irak eller ej – det er bare ikke sådan noget, man lige kan svare på med en one-liner… •