Interview: Signe Vad

New Journal på Møstings Hus

Hvordan opstod ideen til udstillingen 'New Journal'?

Tanken bag opstod egentlig, fordi jeg selv arbejder meget med computeren og med fotografi. Så var jeg enormt nysgerrig på, hvad andre laver – og jeg synes ikke, at jeg så særlig meget. Nogen gange fik jeg fat på nogle bøger eller kom til udlandet og så noget kunst dér. Her udviklede folk fotoet i alle mulige vilde retninger ved at inddrage computeren. Så jeg syntes, at vi manglede et kick. Nogen gange har jeg det sådan, at hvis jeg synes, at den danske fotokunstscene bliver lidt for tam, så får man bare lyst til at give et spark i røven på folk. Så jeg begyndte i en periode at sprede det her med, at det er enormt spændende at se, hvad folk laver, når de inddrager computeren. Jeg tror på ringe i vandet. Jeg begyndte at tale meget om udviklingen på fotokunstscenen. Hvad rykker for de her fotografer? Jeg var meget optaget af det, for jeg følte, at det var en hel revolution indenfor det moderne billedsprog.

Kan du uddybe det?

Det er en revolution ved, at man kan integrere ting på en helt anden måde. Når man ser på udtrykket, er det næsten en blanding af både at være maler, grafiker og fotograf. Via denne arbejdsmetode, kommer billederne også til at få nogle helt andre udtryk. Det er meget synligt på Kine Ravns billede med kronhjorten. Det er et helt andet billedudtryk, der kommer frem. Også på Johnnys [Jensens] billeder er der arbejdet med pixelerne, som en del af det kunstneriske udtryk, hvor han går ind og undersøger selve computerens måde at bygge et billede op. Så for mig var det klart, at der ligger en kæmpe verden her. Vi har næsten ikke udforsket den – og du kan alt!

Kine Ravn: Danmark, Inkjet print		Kine Ravn: Rivalisering2, Inkjet print

Ændrer digital redigering fotografiets natur?

En af grundene til at jeg synes, at dette er interessant, er, at jeg oplever, at folk har en tendens til at hænge fast i fotografi som fotografi. Når man arbejder med kunst, så er det lidt irriterende at have tråde tilbage til reportagefotografer eller reklamefotografer for den sags skyld. Det er nogle helt andre værker. Det svarer f.eks. til at stå overfor en kunstmaler og blive ved med at snakke om illustration.

Udstillingens værker er umiddelbart meget forskellige. Hvilke kriterier har du udvalgt dem efter?

Jeg har faktisk ikke udvalgt værkerne. Jeg har udvalgt kunstnerne. Jeg har selvfølgelig nogenlunde vist, hvad de havde med, men ikke helt præcist hvilke valg de ville tage. Da jeg søgte om denne udstilling for snart to år siden, var der meget få der arbejdede indenfor det her område i Danmark. Det syntes jeg var helt sort, for det var jo en kæmpe kreativ, vild udfordring, der lå foran os. Det er så vildt, hvad man kan gøre, når man har været vant til at være begrænset af sit kamera. Denne her fuldstændig viltre kreativitet har vi været enormt langsomme til at tage til os og været meget hæmmede i forhold til at arbejde udenfor det her firkantede kamera. Vi har ikke turdet gå i krig og være vilde og farlige. Så jeg har udvalgt nogen, som var begyndt at arbejde med det her medie, og som jeg syntes var interessante. Jeg har prøvet at tage både nogen helt unge som Nan na Hvass og nogen mere etablerede som Nicolai [Howalt] og Trine [Søndergaard] med. Men jeg har først og fremmest inviteret dem, fordi jeg synes, at de repræsenter forskellige vinkler og måder at arbejde kreativt med computeren som fotograf.

Nan Na Hvass: Trekanten, Bukkebjerg & Tandselle

Trine Søndergaard & Nicolai Howalt: Dying Birds

Kan du give nogle eksempler på de forskellige arbejdsmetoder?

Der er jo meget stor forskel. Johnny bruger selve det digitale fotos opbygning med de små pixels som udtryk, og så er han jo altid konceptuel i sit arbejde og sine billeder. Så hele konceptet om pornobilleder på internettet bruger han som kunstnerisk udtryk i arbejdet med pixels, der er udgangspunktet for billedopbygning.

Trine og Nikolaj har taget og klippet billeder ud fra andre optagelser og bearbejdet dem i computeren og efterfølgende fået dem lavet som fotogravure, der er en klassisk fototeknik.

Kine Ravn har ligesom Johnny heller ikke lavet billederne selv, men taget noget fra et klassisk billede og brugt pixelstrukturen og så indsat noget grafisk fra et andet billede, som hun bruger til at fortælle en historie. Den måde laver hun sit billedudtryk på.

Nan na Hvass er også grafisk designer, og hun arbejder meget med at blande det grafiske med fotografiet i sine værker.

I mine egne værker klippe-klistrer jeg meget. Jeg føler selv, at jeg lige så godt kunne være maler, bortset fra, at jeg selv er ude at fotografere alle elementerne. Jeg arbejder meget i computeren og gør det også med billeder, som er ganske almindelige og ikke klippe-klistre værker. Jeg kunne altså næsten lige så godt være maler. Jeg beslutter, hvad der skal være i et billede. Det gør en maler jo også.

Johnny Jensen: Uden titel

Du har netop nu en soloudstilling på 'Senko Studio' i Viborg. Er de værker som vises på udstillingen i tråd med billederne på 'New Journal'?

Det er meget i samme tråd som det her - bare mere politisk. Det er også foto, hvor jeg har klippet noget ind. Jeg bliver ofte spurgt om, hvor elementerne kommer fra, men det er fuldstændig underordnet. Jeg bliver lidt irriteret. Nej, jeg bliver ikke irriteret. Jeg bliver ved med at forklare, hvorfor skulle du spørge en maler om, hvor figurerne kommer fra? Du kan spørge om, hvorfor der er puttet mænd ind. Altså, hvad meningen er med de enkelte elementer.

Signe Vad: Uden titel

Kan det skyldes, at mange beskuere har svært ved at løsrive sig fra den forældede opfattelse af, at et fotografi viser noget objektivt – og samtidig forklare den danske berøringsangst for at tage det digitale medie til sig?

Jeg tror også, at der har været en berøringsangst, fordi det er for vildt. Du kan for meget. Reklamefotografer har jo brugt den digitale illusion i meget lang tid. Det er utroligt at se, hvor lang tid kunstnerne har været om at turde træde ind i det felt. Alle de muligheder. Jeg tror simpelthen, at vi har været for bange for det, fordi det virkede for provokerende, fordi vi kunne gøre alt. Det ville nedbryde alle de faste forestillinger om, hvad fotografiet er.

Hvor tror du kunstfotografiet befinder sig om ti år? Fortsætter den digitale udvikling – eller kommer der en modreaktion?

Det er jeg fuldstændig ligeglad med! Jeg synes, at det er interessant lige nu. Jeg synes, at det er spændende at udfordre billedet og motivet. Jeg synes ikke, at det er udfordrende at gentage de samme motiver, som er lavet før. Jeg synes, at det er interessant at gå videre. Fordi der lige pludselig ligger det her kæmpestore uudforskede kreative rum, så synes jeg, at det er spændende. Jeg synes at se nye retninger i billedudtrykket, ligesom da den abstrakte kunst kom frem. Da var det jo fuldstændig vildt at gøre sådan. Jeg kunne godt tænke mig, at arbejde abstrakt nu. Det er ikke fordi jeg ville gøre det på samme måde, som de gjorde engang, men jeg synes at det interessant at udfordre mediet.

Og hvor fotografiet er om ti år…? Det eneste jeg håber på, at de som sidder der om ti år også prøver at udfordre deres samtid. Det er vigtigt at udfordre – ikke at genspille den samme film. Så jeg håber bare, at der sidder nogen i Danmark, som gider udfordre sig selv. Det er det, der er vigtigt!!

New Journal på Møstings Hus

New Journal på Møstings Hus