Interview: Rasmus Lütken og Jakob Rød

Udstillingen

For nu at begynde ved begyndelsen…hvordan opstod ideen til at I to skulle lave denne udstilling sammen – I er jo ret forskellige?

J.R.:Det var sådan set Thorgej Steen Hansen og Rasmus Danø fra DUNK!, som kuraterede udstillingen og som satte os sammen udfra nogle fælles, overordnede metodemæssige og formelle betragtninger omkring den måde, vi arbejder i vores malerier

Spøjst du siger det med jeres ligheder både formelt og metodemæssigt. Jeg synes faktisk der er en udpræget forskellighed i jeres værker - er det helt forkert?

R.L.: Vi har nogle fælles greb for at komme frem til en afslutning på billedværket. Jeg har jo en meget narrativ fortællestruktur, hvor man kan argumentere for at Jacobs billedindhold er renset og forenklet – jeg har valgt at fylde på i et formelt billedsprog. Rent konkret er det fladeorienteret maleri. Min fladekarakter har en mere historiepræget side end Jakobs. Jeg dyrker den rene flade, og tilsætter noget, hvor Jakob fravælger noget

J.R.: Du bygger en historie ind i hvert enkelt værk, Rasmus. Hos mig, opstår fortællingen i mødet mellem flere værker, hvor det enkelte værk fremstår, som en mere emblematisk konstruktion. Denne bliver så sammensat i en større helhed, og danner grobund for nogle narrative konstruktioner mellem disse værker.

Jakob Rød: Eagle Ring, akryl på lærred. 25x25 cm 2006		Jakob Rød: Hula Hoop, akryl på lærred. 100x100 cm 2006		Jakob Rød: Skull Ring, akryl på lærred. 25x25 cm 2005

Jeg ser også dine billeder som ikoniske og emblematiske, som du selv sagde. Hvad er det, disse ikoner repræsenterer?

J.R.: Først og fremmest er min tilgang til motiverne formel som så bliver tilpas udrensede og får en strengere symbolkarakter. Der er dog stadig en klar forbindelse til forlægget eller motivet. Det er altid faktiske forlæg jeg bruger. Det er ikke nogle motiver jeg selv har konstrueret. Jeg interesserer mig for de slægtskaber, der eksisterer mellem de forskellige motiver rent formelt . Om de besidder nogle ligheder i mønstre, linjer og så videre i højere eller lavere grad. Derudover kan man også betragte dem ud fra en populærkulturel vinkel, da de har en kulturel reference, og når man ser dem sammen, kan man tænke nogle sammenhænge ud fra deres kulturelle symbolværdier.

Gør denne udrensning af billedet ikke også, at de næsten bliver abstrakte – trods den faktiske genkendelighed?

J.R.:Jo, det er meget det, jeg arbejder med. Jeg går efter motiver der dels har en simpel form, der dels har en næsten abstrakt karakter, og som samtidig også er tydeligt genkendelige i malerierne – måske først når man læser titlen på maleriet. Jeg forsøger at lægge dem på vippen mellem det abstrakte og det genkendelige.

Jakob Rød: Rizla Liqourice, akryl på lærred. 35x120 cm 2007		Jakob Rød: OCB Roll Up, akryl på lærred. 35x120 cm 2007

De kulturelle referencer går igen hos jer begge to. Rasmus, du er jo interesseret i surrealismen og Geronimus Bosch, og dyrker også et surreelt univers. Hvad er forskellen på jeres kulturelle referencer

R.L.: Jeg kan hurtigt sige grillbaren. Mange af mine motiver og referencer henter jeg fra arkadespil, og drager det tilbage til middelalderens maleri, men det, der gør det interessant, og det som giver det spænding, er, at vi som udgangspunkt begge to har en fortælling. Jeg synes Jakob, uden at skyde ham for meget i skoene, har et afsæt i popkunsten hvor han udrenser billedet så meget at man næsten tænker: ”Er det slut nu? Er det et nulpunkt han arbejder sig hen i mod?”, hvor jeg arbejder mig hen i mod et kaospunkt, hvor billedet ikke kan bære mere og går hen og får en satirisk side.

Kan det, i en udstillingssammenhæng, være et problem for beskueren med denne forskel? Kan man argumentere for at det er et clash der sker i mellem jeres værker?

R.L.: Det kan man sagtens. Det er også derfor, jeg har malet et hegn bagved værkerne for at danne en sammenhæng. Jakob har også et maleri med et hegn med på udstillingen. Der har jeg vi så valgt at bruge det til at binde tingene sammen og afgrænse rummet. Tænker man på et hegn er det en skillelinje der siger: ”Her ophører et offentligt område og her begynder et privat område”

J.R.: Det er faktisk en låge jeg har med – men som stadig passer til Rasmus hegn.

Rasmus Lütken: Don´t leave France, Akryl og olie på MDF. 2007		Rasmus Lütken: The vacuum cleaner gang, Akryl og olie på MDF. 2007

Rasmus Lütken: Detalje, Blandede materialer.		Rasmus Lütken: Detalje, Blandede materialer.

Ser du også dette clash? Modarbejder værkerne hinanden på en konstruktiv måde eller medspiller de hinanden eller hvad, Jakob?

J.R. Jeg synes ikke, at de modarbejder hinanden. Jeg synes, de komplementerer hinanden meget fint. Rasmus´ ting har en udpræget humoristisk side hvor, mine ikke på samme måde har humor som udgangspunkt, men snarere er konkrete undersøgelser. I mellem disse to indgangsvinkler, opstår der et interessant spænd i maleriet, synes jeg.

R.L.: Vi valgte at lave en meget kompakt udstilling. Det kunne ikke bære, hvis vi havde taget tre-fire værker med hver, for så ville udstillingen miste noget af sin styrke. Der opstår et sammenspil i mellem Jakobs billedstorm på den ene side og min på den anden. Det er små historier, der bliver ved med at køre rundt i rummet.

J.R.: Ophængningen af Rasmus´ værker bliver, ligesom min ophængning, meget kompakt i kraft af det bagvedliggende hegn. Jeg tog en ordentlig stak billeder med, da jeg mener det er vigtigt, at der er mange billeder i mine ophængninger. Så kan man, som beskuer, komme ind i det og diskutere om det er formelle eller kulturelle forløb. Der skal derfor være en hvis mængde billeder, så det var mit klare ønske at lave en kompakt udstilling.

Jakobs malerier lægger sig jo mellem det abstrakte og det genkendelige. Selvom dit billedindhold, for det meste, er nogle karikerede, men alligevel identificerbare referencer, har Jakobs tilgang til billedernes indhold så en afsmitning på dine værker i denne udstillingssammenhæng?

R.L.: Absolut. Det understreger min tilgang til maleriet og mine fortællinger. Hele systemtænkningen af ophængningen af mine malerier bliver understreget kraftigt ved Jakobs metode. Og det samme sker, når man kigger fra mine malerier over på Jakobs. Alle mellemregningerne kommer til at virke som en del af udstillingen.

Rasmus Lütken: Happy days in the lumberyard, Akryl og olie på MDF. 2007

Ser I at jeres værker i denne sammenhæng bliver mere objekter end malerier?

R.L.:Jeg er ikke så glad for definitionen objekter. Jeg ser snarere dem alle som subjekter, man så skal opleve i rummet som helhed.

J.R.: Jeg har et andet forhold til objekter end Rasmus. Jeg lægger meget vægt på at maleriet både er et objekt og en billedflade. Det understreger jeg ved at lade det noget af det hvide lærred være tilbage. Sådan ser jeg også på Rasmus malerier. Selvom han måske ikke er så glad for det. Det er meget tydeligt, når han maler på en træplade, som har en objektkarakter. Det gør, at jeg bliver meget opmærksom på materialet. Jeg synes, man bliver mere opmærksom på elementerne i vores begges værker ved brugen af materialerne.

Hvad er dit forsvar?

R.L.: Jeg vil godt købe noget af det. Jeg ville ikke afskrive at materialet jeg arbejder med har en skulpturel side og en objektkarakter. Det er dog stadig en flade, jeg arbejder med og det enkelte værk har stadig en selvstændig karakter. Hvis det ikke havde denne selvstændige karakter, kunne jeg lige så godt køre den helt ud og blive strengt formel maler. Jeg vil som kunstner, have lov til at sige, at værket har sin egen værdi og karakter. Dog skal det siges, at de kan integreres i forskellige projekter. Det har også været en del af dette projekt.

Jakob Rød: Feather, akryl på lærred. 30x24 cm 2007 Jakob Rød: Gate, akryl på lærred. 200x135 cm 2007 Jakob Rød: Sheaf, akryl på lærred. 120x100 cm 2006

Selvom I blev kastet ind i et meget lille udstillingsrum med jeres forskellige udgangspunkter, så er I stadig gode venner – også med Rasmus Danø og Thorgej Steen Hansen?

R.L.:Det er selvfølgelig en udfordring at proppe så mange værker ind på tyve kvadratmeter. Det er næsten uopnåeligt uden at få nogle fatale følger.

J.R.:Jeg synes også, det var en udfordring – men præmissen var også, at man kunne vælge at tage værker ud for at lave en harmonisk udstilling. Det viste sig så ikke at være nødvendigt at fravælge noget materiale.

Rasmus Lütken: Strictly commercial, Akryl og olie på MDF. 2007