Interview: Nina Jan Beier & Marie Jan Lund

Marie Jan Lund og Nina Jan Beier: Dance like I do i Århus Kunstbygning.

I har lige åbnet udstillingen her i Århus Kunstbygning. Vil I fortælle om videoerne?

Nina Jan Beier: Alle videoerne vi viser her kommer fra The Play Me Series som er en serie sociale eksperimenter vi har lavet og dokumenteret i både video og fotografi. Vi viser sytten små situationer på fire videoprojektioner der alle er tilpasset hinanden så de tænder

og slukker i et timet forløb.

Marie Jan Lund: Alle situationerne fokuserer på spændingen mellem det at være en del af en gruppe og det at være et individ. Det er forskellige situationer hvor vi påtvinger en stærkt defineret gruppe mennesker såsom et band, en familie, en gruppe kolleger eller et sportshold en kollektiv handling og så dokumenterer vi hvordan de reagerer med eller mod hinanden i udførelsen.

NJB: Alle situationerne lægger en slags begrænsning på individet til fordel for gruppen. De presser den enkelte længere frem eller længere tilbage afhængig af hvordan de vælger at håndtere den situation de bliver udsat for.

Nina Jan Beier & Marie Jan Lund hair

Hvilken karakter har det der bliver udstillet her? Er det værker i deres egen ret eller skal de mere ses som dokumentationer af de situationer som I har opstillet – hvis der overhovedet er en forskel imellem de to ting?

NJB: Det er der helt klart og det er et interessant spørgsmål. Situationen er vores fokus, og mediet er dokumentationen. Vi bruger kameraet som motiverende faktor i de her situationer for det får folk

til at reagere og agere på en anden måde. Kameraet presser situationen fordi det er en faktor der gør folk bevidste om deres handlinger. Vi arbejder også i gallerirummet med situationer hvor gallerirummet er den faktor der presser situationen og løfter den ud af hverdagen. På den måde har dokumentationen en stor rolle i tilblivelsen af værket. Men hvorvidt værket er selve situationen eller dokumentationen er jo svært at adskille.

MJL: Det kan jo være et sted ind imellem. Vi bruger dokumentationen til at trække situationen ind i gallerirummet, og vi bruger det at situationen bliver dokumenteret til at sætte pres på situationen og til at indramme den. Det påvirker hinanden begge veje.

NJB: Situationen er værket i situationen og dokumentationen er for det meste værket i udstillingen, men det er helt klart at vi aldrig lader folk spille skuespil eller foregive at gennemgå en situation til fordel for dokumentationen. Det centrale er at de gennemlever den situation og det sker med en respekt for den oplevelse som de mennesker der deltager har. Vi prøver at undgå den situation hvor folk siger ”Hov, nej, vi kunne ikke finde ud af det – må vi gøre det igen.” som tit sker, men for os er det interessante reaktionen og situationen.

Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Dance like I do		Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Dance like I do

I sætter ikke det her i stand for at opnå en bestemt reaktion?

MJL: Vores succeskriterier er, at situationen udfolder sig og det kan den så gøre på mange forskellige måder. Vi er interesseret i adfærden, og situationens forløb.

KL: Men hvad er det så I laver. Laver I etnografiske og sociologiske undersøgelser af gruppedynamikker?

NJB: Måske på et dybt naivt plan, men vi konkluderer ingenting.

MJL: På en måde som måske kun kunsten tillader – der er ikke videnskabeligt, og vi afprøver ikke den samme situation på halvtreds forskellige grupper for at komme frem til et resultat. Vi lader undersøgelserne stå som abstrakte dokumenter eller udsagn.

NJB: Og det fornemste for os er at publikum ender med at stå med et spørgsmål til dem selv. Vi har også udstillet vores instruktioner alene hvor der ikke har været nogen dokumentation, men bare det rum der opstår i ens hoved når man læser instruktionen – det phenomen og tanken om hvordan man selv ville reagere eller reagerer– det er det rum vi er mest interesseret i.

MJL: Og lade det ligge det sted, som abstrakte koreografier. Som alligevel er genkendelige som handlinger, for de refererer til festlege og traditioner.

Nina Jan Beier & Marie Jan Lund Jump

NJB: F.eks. som teatertruppen der bukker i takt – vi kender hvordan de holder øje med hinanden ud af øjenkrogen for at bukke på samme tid. Det er en handling der er udviklet indenfor denne ramme, men når den så bliver brugt i en anden kontekst så står den i sig selv så renskuret at den lige pludselig bliver abstrakt.

MJL: Vores inspiration kommer fra alle de hverdagssituationer hvor man er lidt utilpas og lidt nervøs – når den der sidder overfor en der tager en tår af sin drink så gør man det også selv for at vise en velvilje overfor den anden. Vi undersøger hele tiden hvordan man forholder sig til andre mennesker og hvordan man bibeholder sin individualitet. En situation som et bifald, hvor vi begynder at klappe hver især, men ender som en stor masse der holder takten indtil der er nogen der får brug for at bryde ud og markerer sig individuelt. Det er den slags ting vi tager fat i og prøver at skubbe det derud hvor det ikke er normalt mere, hvor man ikke bare kan læne sig op ad det man plejer at gøre. Vi skubber til en velkendt situation, og afvæbner folk, så de bliver nødt til at forholde sig direkte til situationen.

NJB: Vi tager fat i lege eller situationer hvor handlingen på en måde giver sig selv når instruktionen er givet, hvor hver handling føder næste handling, situationer der har et naturligt narrativ eller i hvert fald en begyndelse og en naturlig slutning. De fleste stopper når folk er udmattede eller for pinligt berørte, men det er et naturligt forløb. Vi kommunikerer ikke med folk, når først situationen udspiller sig.

Bliver hver situation gennemspillet en gang og så er den afsluttet?

MJL: Ja, for situationen kan ikke blive bedre eller dårligere end den var første gang.

Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Put on		Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Bow in time		Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Stay there

Der er en vis meditativ karakter over flere af filmene når man bare ser dem som billeder, for det hele beror på gentagelser? Det virker helt zen-agtigt.

NJB: Ja, eller decideret frosset stilstand. I filmen Hold It fik folk der var kommet for at hjælpe en af vores venner med at flytte, beskeden ”Hold it”. På dokumentationen står de så og holder hver sin tunge kasse så højt og så længe som de overhovedet kan.

MJL: De står i hver deres vakuum, i små huller mellem deres almindelige handlinger - ”Hold kassen så længe I kan”, ”Hold fast på træet så længe I kan”, ”Råb så længe I kan”, ”Hold vejret så længe I kan” – det bliver små stillestående vakuumer i hverdagen.

Foruden de fire store videoinstallationer rummer rummet en femte genstand, en vippende bænk – vil I fortælle om den?

NJB: Vi har arbejdet med objekter der prøver at bringe en situation ind i rummet som involverer flere mennesker og forsøger at skabe en form for konflikt. En intrige eller et spændingsfelt imellem folk så de ikke kun læner sig tilbage og analyserer andre folks adfærd, men også mærker det på egen krop. Det er det vi har opsøgt med den her bænk der refererer direkte til den almindelige udstillingsbænk – de hvidmalede MDF-kasser der nærmest er blevet usynlige i udstillingsrummet.

MJL: Den skal forstås på samme måde som instruktionerne vi giver til menneskerne i videoerne. Den her bænk signalerer ”Sæt jer ned” og når man sætter sig ned vipper den ned til ens side indtil der kommer en og sætter sig i den anden ende så der kommer balance indtil den første person rejser sig og får den anden til at dumpe ned. På den måde indeholder den en simpel fysisk instruktion om at tage den her ting i brug. Den er handicappet i sin konstruktion og derfor opstår der en spænding mellem de mennesker der bruger den.

NJB: Man sætter sig ned og er nød til at være bevidst om de andre i rummet. Man kan ikke rejse sig uden de andre vælter ned. Bænken tvinger en dialog og måske endda et samarbejde frem.

Det lyder til at du har en retning med hvad den skal gøre, altså samarbejde, men er den ikke givet fri til rummet…?

NJB: Jo, det er jo der det bliver spændende. Hvordan griber man det an når man får påduttet situationen - invitationen ligger der til enten at samarbejde eller sabotere. Vores interesse er rettet mod det pres som de tillærte samværsformer har lagt på os. Det vigtigste er at få folk til at forholde sig til hvordan vi interagerer, hvordan vi vælger at give slip på vores egne behov til fordel for fællesskabet, til fordel for andres behov eller hvordan vi skærmer eller beskytter os selv imod andre. Det er hele den forhandling der sker konstant i mødet mellem mennesker, både mellem to og flere.

Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Dance like I do		Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Dance like I do

I mange af jeres videoer opstår der, formenligt utilsigtet, komiske situationer hvor man, som beskuer, kommer til at grine af det der foregår. I har en video med fire unge mænd der hænger og omklamrer hver deres træ.

NJB: Det er et rockband…

MJL: …men det er ikke ment komisk, det er et forsøg på at afvæbne folk gennem en handling som de ikke er vant til at gøre og så bliver det måske engang imellem lidt komisk.

Du fortalte at de var et rockband – det er mennesker der er meget selvbevidste og det er måske det der gør den situation mere komisk end de andre?

NJB: Der kunne vi ikke helt dy os…

MJL: Deres stramme cowboybukser og spidse sko, de skulle op og hænge. Vi har flere situationer med i lommen hver gang vi møder nogen mennesker. Vi spurgte dem bagefter om vi måtte lave noget med dem en anden gang. Det ville de gerne for de var overbevist om at det var godt for dem som band at lave sådan noget.

NJB: Teambuilding…

Nina Jan Beier og Marie Jan Lund: Dance like I do

Hvilke planer har I efter denne udstilling?

NJB: Vi er blevet inviteret til at lave en situation i Tate Modern d. 10. marts hvor det er situationen som isoleret størrelse og ikke bare dokumentationerne vi viser. Vi har hidtil mest arbejdet med

dokumentationer fordi vi har udstillet i mere almindelige udstillingsrum og har haft de begrænsede menneskelige ressourcer til rådighed.

MJL: Vi har tænkt på hvordan vi kan give en instruktion til så stor en gruppe – alle de mennesker der er på Tate Modern.

I går fra en lille gruppe mennesker I kan give instruktioner til alle mennesker der på et givent tidspunkt opholder sig på Tate Modern?

MJL: Ja, til et delvist uindviet publikum på Tate Modern der kan være potentielle deltagere i en situation.

NJB: Vi har arbejdet med en instruktion hvor vi beder folk om at klappe i takt. Så vi har instrueret alle de ansatte, både boghandlere, rengøringsfolk, rundvisere og cafe personale og alle andre der har deres daglige gang på Tate Modern i, idet de hører klappen, at stoppe det de er i gang med og gå i gang med at klappe i takt – ligegyldigt hvor de er eller hvor mange mennesker der venter på dem.

MJL: Det er noget med at bruge handlingen som instruktion, lade en handling sprede sig. Der er nogen der klapper og så opstår der et felt hvor folk tænker ”Er jeg med i den gruppe eller er jeg udenfor”. Instruktionen lyder: ”All the people in Tate Modern, clap in time” – og forstår de besøgende så sig selv, som tilhørende ’the people in Tate Modern’?

NJB: Hvordan forholder man sig når en gruppe der er på omvisning begynder at klappe og man står som de eneste to i rummet der ikke klapper? Forholder man sig som tilskuer og gør bifaldet til et performativt element? Der er en kustode i hvert rum og der vil være situationer hvor de skal stå og klappe alene i et fyldt rum og tiltrække opmærksomhed indtil der måske er nogen der vælger at deltage og det bliver en næsten almindelig handling. Nu er det jo så belejligt med vores projekter at det er interessant ligegyldigt hvad udfaldet bliver... men det kunne være fantastisk hvis alle folk begyndte at klappe med.

Situationen foregår på Tate Modern, dermed er den lukket inde i kunstinstitutionen?

NJB: Det er ikke ment som en kommentar til kunstinstitutionen. Det var faktisk det vi var lidt bekymrede for, for vi tager jo bare det materiale vi har foran os og det er jo menneskerne der befinder sig i den bygning.

MJL: Derfor arbejder vi med personalet som nogen der er indviet i vores projekt så vi kan bruge dem som agenter der kan sætte en situation i gang.

Men det kunne lige så godt være ”All the people in Magasin du Nord, clap in time”.

MJL: Lige præcist, det er ikke bundet op på kunstinstitutionen, det er de menneskelige relationer der er vores materiale og interessefelt.

NJB: Og i princippet behøves vi ikke at være inviteret, vi kunne jo bare gå ind i hvilken som helst stor bygning og gå i gang med at klappe og se hvad der sker.

Nina Jan Beier & Marie Jan Lund Clap