Interview: Nanna Starck, Annesofie Sandal, Christina Hamre og Charlotte B. Johansen

Charlotte Bergmann Johansen: Ølfontæne og Paradevogn, 2007.

Hvorfra stammer titlen Island Life?

Charlotte B. Johansen: Titlen er inspireret af en Grace Jones-plade fra midten af firserne – den hvor hun på pladecoveret står helt unaturligt med benene. Vi var fascineret af hende som entertainer – hendes råhed og androgyne fremtoning.

Annesofie Sandal: Ja, hun har en stærk energi over sig, som næsten ikke er menneskelig.

Charlotte B. Johansen: Hun ligner noget fra et freakshow: Man åbner teltet, og så står hun der. Hun er meget iscenesat, og det kunne vi bruge som udgangspunkt – derfor valgte vi Island Life som arbejdstitel. Men i titlen ligger også ideen om et isoleret system – en lukket verden.

Nanna Starck: Ja, helt bogstavligt kan titlen jo oversættes til ’øliv’ – altså et lukket samfund.

Christina Hamre: Og så refererer titlen også til underholdningskulturen.

Jeres udstilling giver associationer til en markedsplads eller et tivoli med en blanding af gøgl og gys – i flere af værkerne er der både noget lattervækkende og noget uhyggeligt. Kan I kommentere på det?

Nanna Starck: Island Life handler om både gys og begejstring. Man både griner og brækker sig.

Udstillingens univers minder om den verden Hieronymus Bosch fremstiller i sit maleri Garden of Earthly Delights. Det indeholder både himmel og helvede og fremstiller en række groteske figurer i absurde situationer. Island Life skulle være en verden, som rummede modsætningerne.

Annesofie Sandal: Vi ønskede, at udstillingen skulle ligne en markedsplads eller et tivoli. Og vi ønskede at kombinere disse greb fra underholdningskulturen med vores egne budskaber. Så vi låner fra underholdningskulturen, men kommenterer også på den.

Charlotte B. Johansen: Underholdningen rummer netop både latteren og det tragiske. Man bliver forført og kan miste sig selv – det kan være ubehageligt at forsvinde ind i sådan noget.

Nanna Starck: Men massekulturens greb kan netop gøre kunsten tilgængelig for flere. Det er et trick – kan man sige – der skal lokke flere ind og opleve kunsten.

Christina Hamre: Ja, vi kunne godt tænke os, at udstillingen også tiltrækker dem, som måske ikke er så vant til at se på kunst.

Christina Hamre: Dandy,2007		Anne Sofie Sandal:Choir,2007

Hvad er det så folk bliver lokket ind i?

Charlotte B. Johansen: Jeg har arbejdet med udgangspunkt i et stik, som viser en øl-fontæne. Den blev givet som folkegave i anledning af en royal barnedåb i 1634 og sprang med øl og vin. Den har jeg bygget i pap og mdf-plader. Men jeg har skrællet al ornamentikken af – for ligesom at afsløre den. Fontænen springer heller ikke med øl, men med vand. På hver side af fontænen står fire figurer, som også handler om underholdning og overflod. Det er ren opium for folket.

Annesofie Sandal: Karrusellen er et meget godt billede på det, jeg har arbejdet med: vi vil gerne underholdes og have det hele – vi vil ikke gå glip af noget. Vi vil mættes og tilfredsstilles hele tiden. Men så er det, man får, måske bare en karruseltur.

Værket Choir består af en gruppe figurer, som set fra den ene side ligner raketter med strømlinet form og glatte overflader; men set fra den anden side er det en gruppe ansigter eller masker, som skriger. De prøver at råbe, men der kommer ikke så meget ud af det – andet end mønster. Raketterne handler derimod om drømme og om at komme ud at flyve.

Nanna Starck: Mit arbejde handler om tomheden i massekulturen, hvor det æstetisk smukke også rummer en stor tomhed eller mangel.

Men i udstillingen er de enkelte værker vævet ind i hinanden – vores værker står ikke i hvert sit hjørne. Vi ønskede, at oplevelsen skulle være en helhed. Udstillingen er en fælles installation af individuelle værker. Det vil sige, at arbejdsprocessen har været individuel, mens installationen og opsætningen er et fælles projekt.

Christina Hamre: Men det er ikke sådan, at værkerne smelter helt sammen. De spiller snarere sammen ved at være installeret på den måde.

Nanna Starck: Ja, de værker, som er stillet sammen, danner nogle fælles historier. Der opstår helt automatisk en historie, der hvor værkerne blander sig med hinanden.

Annesofie Sandal: Vi er interesserede i, at man danner sig sine egne historier.

F.eks. blev der lavet et radiointerview på museet, hvor jounalisten bad en kvinde fortælle om sin oplevelse, mens hun gik rundt i udstillingen. Hun fik skabt sin helt egen historie ved at gå rundt.

Charlotte B. Johansen: Ja, hun var vidt omkring. Hun forestillede sig at udstillingen var en scene fra Bali, hvor der havde været vild fest på stranden med trommedans og bål. Og nu lå folk og slappede af. Nogle af dem var endda døde.

Christina Hamre: Ja, det er nogle vilde associationer, folk får.

Annesofie Sandal: Udstillingen sætter i hvert fald nogle ting igang. Specielt børn relaterer nemt til udstillingen; men fanger også hurtigt, at der er et eller andet skævt eller forkert ved det hele. De kan godt se, at der er et eller andet mærkeligt ved det.

Charlotte B. Johansen: Jeg tror at beskueren i første omgang vil genkende mange ting, men også opleve en understrøm af noget dæmonisk – der er en bagside. Jeg tror man bliver forført, men samtidig finder noget til eftertanken. Det håber jeg i hvert fald.

Annesofie Sandal: Ja, de genkendelige elementer gør udstillingen umiddelbart spiselig. Men så er der alligevel et eller andet, som ikke stemmer – en underlig eftersmag.

Christina Hamre: Men det er egentlig ikke med vilje. Hvis jeg prøver at lave en tegning, som skal se fin ud, så bliver den altid lidt ond også. Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved.

Nanna Starck:Double Mirage,2007		Installationview
Installationview		Installationview

Hvordan startede jeres samarbejde?

Nanna Starck: Egentlig startede det som en irritation over, at det mandlige maleri var så dominerende. Det var det, som sparkede os igang. Vi ville lave en udstilling med skulptur og installation – værkerne skulle være af kvinder, og det skulle være stort!

Annesofie Sandal: Så vi startede med en brainstorm over ’kvinder, som laver skulptur’, men opdagede, at det ikke var sådan lige til. På det tidspunkt blev der ikke vist så meget af den slags. Og man orienterer sig jo meget efter, hvad man lige har set på udstilling eller læst om.

Hvordan kom samarbejdet med Kunstmuseet i Tønder i stand?

Nanna Starck: Vi ville gerne udstille et sted som havde et stort format og et godt rum – det fandt vi i Tønder, hvor vi kunne udstille på 250 kvm med 10 meter til loftet. Og de ville gerne have, at der skete noget anderledes.

Charlotte B. Johansen: I en eller anden form rejser udstillingen videre til Silkeborg Bad. Det er nogle helt andre rum, så det bliver en lidt anden udstilling, men flere af værkerne vil gå igen.

Charlotte Bergmann Johansen:Pjerrot Installationview